Lektion 4 (s. 148-150)
Øvelse 8: Strategier til terrorbekæmpelse
- Undersøg, hvordan man har bekæmpet terror i hhv. USA (Al-Queda, 11. september 2001) og Norge (Anders Behring Breivik, juli 2011).
- Diskuter fordele og ulemper ved de to strategier til terrorbekæmpelse. Inddrag synspunkter af Fogh Rasmussen, Wæver og Bonnichsen.
Hvordan skal vi håndtere religiøse udsagn i den demokratiske debat?
Uddrag af to debatindlæg af tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Hold religionens indendørs
”Sammenhængskraften (i det danske samfund) bliver i disse år udfordret af en tiltagende religiøst betonet debat af mere uforsonlig karakter. (…) Det er derfor efter min opfattelse ønskeligt, at religion kommer til at fylde mindre i det offentlige rum. (…) Vi skal skelne mellem religion og politik. Religionen, troen og de religiøse bud er for mig først og fremmest et personligt anliggende for den enkelte. (…)
I mit syn på religion og samfund er jeg stærkt påvirket af Jesu berømte ord: Giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Med Luthers to-regimente-lære er det nærliggende at tage disse ord som udgangspunkt for en skelnen mellem det verdslige og det åndelige, mellem det politiske og det religiøse. (…)
Staten har ikke - og skal ikke have - nogen religion. Grundloven skal derfor ikke blot sikre det enkelte menneskes trosfrihed imod indblanding fra staten, men også sikre den verdslige myndighed, staten, imod indblanding fra religionen. (…)
Der findes ikke, og der bør ikke sættes en religiøs dagsorden for dansk politik. I længden er det ikke i danske muslimers interesse at blive defineret som muslimer frem for danskere.”
(Politiken, 20.05.2006)
Vi har ikke plads til religiøs fundamentalisme
”Retten til liv og frihed er så fundamental en forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at jeg vil kalde disse rettigheder for naturlige rettigheder. (…)
Frihedsrettighederne er ikke forenelige med en lovreligion, der kræver at være overordnet nationen og staten.”
(Berlingske Tidende, 03.12.2005)
Guds stemme i demokratiet
Uddrag af kronik af professor Ole Wæver:
”Religionsfri politik er blevet adgangskriteriet til den politiske arena. Deltagerne bliver kontrolleret ved døren, om de har lagt deres religion udenfor – eller rettere: Derhjemme. Især efter 11. september 2001 og politiseringen af muslimers rolle i det danske samfund er dette princip blevet centralt. Det fungerer som tolerancens udtryk og grænse; jo, der er skam plads til muslimer her – men de må lære, at Grundloven står over Koranen, at religion er privat, at man ikke må bruge religiøse begrundelser i dansk politik. (…)
Hovedproblemet er ideen om, at der er et principielt enten/eller – skal vi adskille eller sammenblande religion og politik? Den måde at se sagen på forener renskurede sekularister og islamister. (…)
I modsætning til de begrænsede effekter det ville give, hvis religiøse argumenter blev endnu en dimension i den politiske debats mangfoldighed, får vi i krigen imod dem en mere problematisk sammenblanding, en mistænkeliggørende politisering af visse gruppers religion og dennes eventuelle indflydelse på deres politiske holdninger. (…)
Vi ser ikke en pragmatisk brydning af forskellige religiøse, økonomiske, samfundsideale og egennytte argumenter, nej refleksagtigt kommer en kraftig reaktion, hvis nogen bringer religion ind i dansk politik (…). Hvis en dansk imam forsvarer stening af kvinder i Nigeria, forklarer få, hvorfor stening er forkert. Flertallet siger: Det viser, hvor galt det går, hvis folk baserer deres argumenter på religion. (…) Imamen er åbenbart ikke inden for fornuftens grænse og har derfor ikke krav på et fornuftigt argument fra os. Han skal diskvalificeres i stedet. (…)
Den totale adskillelse kan ingen overholde. De dominerende forestillinger om retfærdighed, skyld, menneskeværd m.m. har delvist religiøse rødder i alle samfund, også det danske. (…) Religiøse argumenter i dansk politik bliver ikke noteret, når de kommer fra flertalsgrupper, for så er de jo normale. (…)
Jeg er ikke stærkt religiøs, og jeg er sjældent ude for, at religionsforbudet forhindrer mig i at argumentere for min sag. (…) Hvad har folk som jeg i klemme her? Meget, for princippet indgår i konflikter der er til fare for os alle. (…) For det første: Internationalt kan vi bidrage til at bryde en konfliktspiral mellem sekularister og religiøs politik. (…)
For det andet kan en fjernelse af særforbudet fremme demokratisering og integration i vore egne samfund. (…) De er ikke et mål – ikke en entydig gevinst - at få mere religion i det politiske liv. Der er både fordele og ulemper ved det. Blandt fordelene er en større evne til at håndtere vanskelige etiske og eksistentielle spørgsmål… Blandt ulemperne er en øget fragmentering af offentligheden i grupper, der ikke anerkender hinandens udgangspunkter. (…)
De, der måtte ønske at argumentere ud fra religion, har præcis samme ret til at forsøge det som alle andre former for argumentation. De vil sikkert ofte finde ud af, at det ikke er det mest effektive i Danmark, og det vil derfor ikke gøre den store forskel for udfaldet af de enkelte debatter. Men det gør til gengæld stor skade at forsøge at forhindre det.”
(Berlingske Tidende, 24.07.2005)
