2. Citat- og henvisningsteknik i akademisk skrivning6
Når man citerer, gengiver man et uddrag af en andens beskyttede tekst, sætter det ind i sin egen tekst, og (…) man angiver, at man har taget uddraget et andet sted fra7.
Et citat bør grafisk angives ved, at man som ovenfor bruger kursiv og/eller citationstegn: ”…”, og forfatteren skal altid anføres i tilknytning til citatet, enten i selve teksten, f.eks. ”som Christian Molbech skriver i Dansk Ordbog“, eller i fodnoten.
Et kort citat kan indgå i den almindelige tekst, men markeres med citationstegn:
Men samtidigt begyndte skriftsproget at blive ensartet vha. ordbøger, og målet i en af de første danske ordbøger, Christian Molbechs Dansk Ordbog (1828-33) var ”(…) at være en tolk for det rene, det dannede skriftsprogs rigtige brug”8.
Efter citatet sættes en fodnote med henvisning til, hvor citatet er taget fra.
Hvis du kun citerer dele af en sætning, markerer du det, der mangler, sådan her: (…) - se eksemplet fra Dansk Ordbog ovenover. Det gælder både, hvis du udelader noget i citatets begyndelse, midte eller slutning.
Hvis du ændrer i citatet, f.eks skriver med fed, skal du altid efter citatet skrive, at det er dine ændringer, f.eks.: ”(…) at være en tolk for det rene, det dannede skriftsprogs rigtige brug”9 (min understregning).
Et langt citat – men overvej altid om hele citatet er vigtigt – bør skrives i en tekstblok for sig selv, evt. med indryk, kursiv og lidt mindre skriftstørrelse:
En af disse digtere var B.S. Ingemann(1789-1862), der i 1837 skrev en roman på vers om Holger Danske, som der blev sat melodi til, og hvor nogle af stroferne kendes den dag i dag:
I alle de riger og lande/ hvorhen jeg i verden fór/ jeg fægted med åben pande/ for, hvad jeg for alvor tror.// En ørn var mit hjelmemærke/ på brynjen stod korsets tegn./ På skjold bar jeg løverne stærke/ i hjerternes milde hegn. // Når mænd jeg kasted min handske/ opslog jeg min ridderhjelm;/ de så, jeg var Holger Danske/og ingen formummet skælm// Vil dansken i verden fægte/ men dølger åsyn og navn/ jeg ved, hans ånd er ej ægte/ jeg tager ham ej i favn.//10
Hvis du skriver en redegørelse på baggrund af afsnit i en eller flere fremstillinger11 (f.eks. historiske eller litteraturhistoriske lærebøger), du har læst, skal du også henvise til, hvor dine oplysninger stammer fra – også selv om du ikke citerer fra fremstillingerne. Du henviser ved i en fodnote at skrive, hvilke fremstillinger din redegørelse bygger på, og hvilke sider det drejer sig om, f.eks.: Afsnittet bygger på Allan Karker: Dansk i tusind år s.226-30 (Reitzel 1993) og Johannes Fibiger m.fl.: Litteraturens veje s. 246-49 (systime, 2009).
Husk, at det altid skal være klart og tydeligt, hvad der er citater, og hvad der er dine egne ord. Lad derfor være med at skrive din redegørelse ved blot at ændre nogle enkelte ord i den fremstilling, du har læst. Det bliver meget let opdaget og betegnet som snyd.
