A: Bogens tekster i fuld version
1. Morten Pape: af Planen1 (2015)
Solen finder sjældent vej ind i Planen, den gemmer sig for alt det der gemmer sig rundt om hjørnerne. De enorme beboelsesklodser af beton kaster lange firkantede skygger der krydser hullede parkeringspladser, ujævne fortove og stier med utallige lappeløsninger i asfalten, der som en maltrakteret2 krop er forsøgt surret sammen af tykke hudlapper med nål og tråd uden bedøvelse. Betonens mange tusinde småsten ligner pupillerne på en hær af forstenede edderkopper der stirrer på en indtil man ikke tør kigge længere af frygt for at de blinker tilbage. Skyggerne ligger over de mange træer man engang har plantet her, buskene man engang har gemt stofferne i, gyngestativer og legepladserne man engang kunne være barn i. De tværer deres mørke urokkelige felter ned over Centret; en spøgelsesplads hvor mennesker misligholdes i lige så høj grad som bygningerne. Skudhullerne ved værtshuset er der ingen der vil tage sig af, ligesom de beskyttelsespenge som indehaveren er blevet afkrævet op til flere gange. Bagerens smadrede rude lige omkring dér hvor kanelstængerne og studenterbrødene til en femmer lå og hvilede sig til skue for frokostsultne skolebørn, er dækket af med tre ugeblade, lidt gaffatape og et par brædder fra Byggeren. Ude foran kiosken dyster mågernes efterladenskaber med drankernes brækpletter om hvor man skal træde, inden man kan gå ind og snolde for en krone i det mørke rum med de næsten tomme hylder og dåserammer uden pant ved siden af bladene med nøgne kvinder der alt sammen sælges af en skæv pakistaner med krøllet skjorte og en bolchestribet papirspose i hånden og en fastelavnskølle under disken. Drankerne går rundt, svajende og gryntende som en zombieflok blandt os andre, frem og tilbage fra bænken ved siden af skolen til kiosken med de tomme flasker som kan ombyttes til et par nye af slagsen. De skal helst ikke være for kolde, gerne lunkne, så er de nemmere at skylle ned. På en regnvejrsdag tegnes horisonten af to smattede monokrome flader, nedtonede og grå som betonen fordrer det. Fulderikker og junkier og bistandsklienter sidder på bænkene foran skolen mens de mindste elever kaster sten og glasskår mod drankerne, bare for at få dem til at rejse sig i arrigskab og jagte de små møgsvin et par meter indtil de falder over deres egne fødder og den fuldskab der gør dem overmodige i et splitsekund. Første gang jeg så en død mand, lå han på maven med hovedet blodskudt og fladmast som en kødfars direkte ned i jorden, hans blege hånd holdt om et indkøbsnet med ødelagte ølflasker, og han havde skidt i bukserne. Regndråberne gled af på hans hud, fedtet og fuget som den var, også da døden i en al for tidlig, men moden alder mødte ham på jorden, og bag på hans beskidte hue stod der “Verdens Bedste Farfar” med gul tråd. En kvæstet bil uden fælge eller nummerplade drejer skarpt om hjørnet og parkerer midt i det hele. Røg og tung musik fra et skrattende anlæg er det eneste tegn på liv derindefra. Et par gutter i dynejakke, sorte kasketter og engang skinnende hvide sko går hen mod bilen. Den ene henter en sportstaske i bagagerummet, den anden kigger sig hele tiden omkring, sludrer gennem chaufførens nedrullede vindue. Et håndtryk, et par gennemsigtige poser og en arabisk hilsen udveksles, inden bilen sætter i gear og er ved at pløje en alkoholiker med gin i en mælkekarton ned foran det lukkede posthus der ikke længere skal sælge frimærker til maskerede mænd med pistoler. Døren ud til skolegården er kun lige blevet åbnet før vikaren opdager at han er på vej lukt i helvede. Jeg får øje på ham så snart han træder ud og allerede giver op. Hans ben vil ikke mere, ikke længere ud, så han stopper op midt i bevægelsen. Han er nødt til at fortsætte, så han tager tre skridt længere hen ad dørristens plateau indtil hans gummisko plantes på jorden, og døren bag ham smækker i af sig selv. Nu er han på egen hånd det næste kvarter i Dyvekeskolens kaotiske skolegård. For mange år siden blev hovedstadens lort og affald opmagasineret på disse kanter. Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af, en uoverskuelighedens arena hvor proletariatets afkom farer rundt i en hektisk krigsdans iført deres hudfarve som uniformer. Blege kartofler som jeg er i undertal. Der er flere tørklæder end tylskørter, og der synges mere arabisk i krogene end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen. De voksne siger at det er fordi vi går på en skole der ligger midt i en ghetto. Det betyder at der er mange fremmedarbejdere i et bestemt boligområde. Men det er ligemeget, for vi skal alle sammen være her, siger de. Synet af skolegårdens virvar denne tirsdag klokken lidt over halv ti bekræfter i høj grad dén pointe. En hær af flyverdragter med maven fuld af sukkerholdige morgenmadsprodukter farer rundt om hinanden henne ved den ramponerede legeplads med tårne og en hængebro og en rusten rutsjebane der ebber ud som en rådden tunge. Det giver et rungende smæld i den halvdel af skolegården hver gang en dreng kyler en anden dreng ned i rutsjebanen inden han selv tager turen ned til resten af de grædende unger. Et par andre brag ved de gamle busstandere i hjørnerne af gården efterfølges forudsigeligt af et skrig eller et skrål, senere latter, inden det hele drukner i et hysterisk inferno af råb og bandeord. Vikarens fingre griber rundt om hanken på en kaffekop af billig porcelæn med et forvasket print af kommunens logo på. Han inspicerer den knaldgrønne refleksvest med de fortabte øjne mens han forsøger at hitte ud af hvordan han kan iføre sig vesten uden at stille koppen fra sig og dermed miste sit sidste håb om at ligne en voksen. Kaffen skaber autoritet, den indikerer at der er tale om en person der har noget at skulle have sagt i den her skolegård. Han kan irettesætte børnene og skille dem fra hinanden i en slåskamp. Han minder sig selv om det og tager en tår af koppens indhold. Kaffen er allerede blevet kold. Han har endnu ikke lært at holde af lærerværelseskaffens beske kalksmag. Så kommer han igen i tanke om den skide refleksvest. Et nyt tiltag der skal gøre gårdvagterne mere synlige over for eleverne. Dér står han som en lille dreng alene i et prøverum. Han formår efter et lille svaj med nakken at få vesten på. Det hjælper ikke på noget. Hans tøvende bevægelser lækker dråber af sårbarhed, usikre svedperler, og i denne skolegård er det noget man kan lugte på lang afstand. Dette bliver det længste kvarter i hans liv. Indtil næste gang klokken ringer ud, og kvarterets børn skal vogtes på ny. Jeg ved hvordan han har det.
2. Ulla Tofte3: Folkefest, huttelihut og optimisme: Derfor bør hver generation opleve en kollektiv sejrsrus
Hver generation har sit eget minde om en sejrsrus. Følelsen af glæde, vildskab – og måske vantro, der former en fælles identitet på tværs af sociale og kulturelle skel. Således har EM-sejren i 1992 også formet dem, der oplevede den på nært hold.
Sejrsbegrebet knytter sig ellers historisk set først og fremmest til sejre vundet på slagmarken over frygtindgydende fjender. Den slags har der ganske vist ikke været mange af i det sidste par århundreders danmarkshistorie, men mindre kan også gøre det: Sejren i Fredericia i Treårskrigen, hvor danske regeringstropper i 1849 vandt over den slesvigholstenske oprørshær. Genforeningen i 1920, der oplevedes som en stor sejr – selvom den var resultatet af en på mange måder menings- og sejrsløs verdenskrig. Og befrielsen – som bestemt ikke var vores egen sejr, men alene opnået i kraft af andres kamp for os – blev af dem, der gennem radio og aviser fulgte de allierede indtog i maj 1945, oplevet som en stor og vigtig sejr. Og derfor fejret fremdeles.
Fodbold er ikke krig, og tyskerne var ikke længere fjenden, da Danmark i 1992 vandt EM. Men sejrsfølelsen var næsten den samme for alle, der oplevede den på tæt hold. En stærk kollektiv erindring af den slags, der skaber historie.
For i dagene og månederne efter landsholdets sejr formedes en fortælling, der hurtigt ophøjede en banal fodboldkamp til selve symbolet på en ny tid. Sejren blev til en fælles beruselse for os, der var vokset op i slagskyggen af ungdomsoprøret, og som med den kunne sige endegyldigt farvel til 80’er-tristesse, ungdomsarbejdsløshed og post-industrielle tømmermænd. Og goddag til en verden, hvor det uventede for første gang i mange år også kunne være positivt.
Europamesterskabet udløste en sejrsrus, der forplantede sig langt ud over fodboldfanatikernes rækker og indvarslede en tid, hvor det igen blev stuerent at være optimist. Vi gjorde det sgu.
Men gu gjorde vi ej. Som sædvanlig blev vi hjulpet godt på vej af andre. Sådan er det nemlig, når et lille land, der har vundet langt de fleste slag uden store lidelser og tab, besejrer sin fjende takket være andres uheld. Måske er det derfor, vi ofte mindes vores sejre med en lille bismag i munden.
For nok spillede Ricardos EM-hold da udmærket fodbold. Og vist var den danske modstandsbevægelse både velorganiseret og modig i sin kamp mod tyskerne under Anden Verdenskrig, ligesom de dansksindede i Slesvig sammenbidt protesterede mod preusserne mellem 1864 og 1920. Men objektivt set er der tale om ganske små danske sejre.
Heldigvis er historie i høj grad en konstruktion, og derfor har det efter 1992 været muligt at skabe historien om en stor og vigtig EM-sejr – en historie, der gennem genfortælling, dokumentar og drama har styrket følelsen af et højdepunkt i nyere dansk historie.
Man skal være et surt asen for ikke at få et smil på læben ved erindringen om glæden og overraskelsen i 92. Derfor bør hver generation opleve en kollektiv sejrsrus – uanset om sejren er fortjent eller ej. For den er ganske enkelt med til at skabe et historisk pejlemærke, der i modsætning til politiske og økonomiske påvirkninger af historien er blottet for rationalitet. Det er selve følelsen, vi husker, og det er ud fra denne stærke oplevelse, vi efterfølgende kan konstruere historien om en stor bedrift.
