Tekst 1: Edmund Burke: Tanker om den franske revolution 1790

De vil bemærke, at fra Magna Carta til Declaration of Rights har vor forfatnings uforanderlige politik været at kræve og opretholde vore rettigheder som en uafhændelig arv, som er os overleveret fra forfædrene og skal gå i arv til vore efterkommere som en ejendom tilhørende dette bestemte folk uden nogen som helst påberåbelse af nogen anden mere generel eller oprindelig ret. Herved bevarer vor forfatning sin enhed under alle dens enkeltheders mangfoldighed. Vi har en arvelig krone, et arveligt adelskab og et underhus og et folk, som tager privilegier, valgret og friheder i arv efter en lang række forfædre.

De, som aldrig skuer tilbage på forfædrene, vil heller ikke tænke på efterkommerne. Desuden ved det engelske folk udmærket, at nedarv-ningsprincippet afgiver et sikkert grundlag for bevarelse og videregivelse uden på nogen måde at udelukke forbedring ...

Ved en konstitutionel politik, som følger naturens mønster, modtager, fastholder og videregiver vi vort styre og vore privilegier på samme måde som vi nyder og videregiver vor ejendom og vort liv ...

Ved således at holde os til naturens metode i statens førelse er vi aldrig ganske nye i vore fordringer og aldrig ganske forældede i det, som vi holder fast ved. Idet vi på denne måde og ud fra disse grundsætninger holder fast ved vore forfædre, ledes vi ikke af oldgranskeres overtro, men af en velovervejet analogi med naturen. Ved at vælge det nedarvede har vi så at sige givet vor forfatning skikkelse af en blodbeslægtet, idet vi knytter vort lands forfatning samme med vore dyrebareste slægtskabsbånd, tager vore fundamentale love til vort hjerte ligesom i familiekærlighed og, opildnet af alle deres forenede og samvirkende velgerninger, holder vor stat, vor hjemlige arne, vore grave og vore altre for uadskillelige og værner om dem med kærlig hengivenhed ...