Tekst 4: Laurids Skau taler på Skamlingsbanken 4. juli 1844 (uddrag)

Baggrund:
Kongen havde bestemt, at kun medlemmer, der ikke beherskede tysk, skulle have ret til at tale på dansk i Slesvig Stænderforsamling:

»Mine Venner! Sålænge det kun var vore tyske Modstandere, høje eller lave, der benyttede deres Stilling og Klogskab til at påtvinge eller påliste os det tyske Sprog, så var vort Modersmål endnu i lovlig Besiddelse af sin naturlige Ret, og det stod i vor Magt, ved Mod og Udholdenhed at tiltvinge os den ...

Men vort Modersmåls Degradation forkyndtes os i Lovens Navn, i Hans Navn, som er alle Undersåtters Fader, som er den danske Nations repræsentant, dens æres fødte Værge.

Da spurgte jeg mig selv: hvorfor er dette sket? eller hvorledes har det kunnet komme? Er det måske en Vildfarelse af mig, at mit Modersmål har nogen Ret eller nogen /Ære? Mine Venner! Hvad Modersmålet egenlig er, og hvori dets Hellighed egenlig består, det formår jeg ikke tilfulde at gøre rede for, og beder de lærde Mænd om at udgrunde og forklare os det. Men det ved jeg, at når Nogen ringeagter og forhåner mit Modersmål, så er det for mig, som om de ringeagtede og forhånede mine Forældre, mine Søskende og hele min Familie, forhånede mine Venner og Kammerater, alle mine Byesbørn, hele Sognet, hele Nationen, med eet Ord, forhånede alle dem, som mit Hjerte hunger ved; thi det er Modersmålet, som knytter mig til dem alle.
Det er Modersmålet, der har bragt deres Tanker og Følelser over til mig og mine over til dem; det er Modersmålet, der bestandig gåer frem og tilbage mellem dem og mig, som Glædens eller Sorgens, Håbets eller Bekymringernes Budskab; som bringer det, der ligger allerinderst, allerdybest i deres Sjæle, det Bedste, det Sandeste, det Ægteste de eie, til mig, og fra mig til dem.

Som sagt, jeg har ikke formået at udgrunde, hvori Modersmålets egenlige Væsen og Hellighed beståer, men jeg føler, at når Herrens Bud lyder til mig. »Ær din Fader og Moder, på det Du kan leve længe i Landet!« da har jeg kun slet agtet på Guds Lov, når jeg ikke holder mine Fædres Sæder og min Moders Mål i ære Jeg har spurgt mig selv. Hvad er Nationalitet?:

Hvori beståer det Eiendommelige hos en Nation? det, hvori Alle, mænd, kvinder, gamle og unge ligner hinanden, og udgør ligesom en stor Familie?  Det hvori de er forskellige fra andre Nationer, som andre Nationer ikke have tilfælles med dem? Er det Maden og Drikken? Er det Klæderne? Eller er det ikke meget mere Sproget? Jeg kan i det mindste ikke udfinde noget, hvori Nationaliteten  snarere  beståer, hvori den mere træder frem, mere viser sig, hvorpå det mere kan kendes, til hvilken Nation jeg hører. Sproget er altså Nationalitetens Repræsentant. Når derfor Modersmået ringeagtes og forhånes, da forhånes min Nationalitet, da forhånes jeg ikke som en enkelt Mand for mig selv, men som een af Nationen ...