Undskyld

Tekstuddrag fra: Helene Thiesen: For flid og god opførsel. Forlaget Milik

Helene Thiesen er født i april 1944 i Godthåb. Hendes far dør af tuberkulose i januar 1951. I oktober 1951 sendes Helene til Danmark. Hun har en mor og to søskende i Godthåb - en lidt ældre søster og en lillebror og senere kommer der flere søskende til.

Forhistorien:

”I de daværende medier (i Grønland) blev det livligt debatteret, hvorvidt Grønland skulle være dansksproget. Den mest ivrige i debatten om at gøre dansk til hovedsproget, var den grønlandske politiker Augo Lynge. Hele vejen igennem (…) ønskede han det danske sprog. Det optog ham så meget, at han gik forrest med sine idéer. Augo Lynges egne børn blev optaget i den nye ”Danske skole” i Godthåb. Jeg gik i klasse med Helga, en af hans døtre. (…) den 20. juli 1950 holdt landsrådet i Grønland møde, og formanden, landshøvding P.H. Lundsteen, forelagde Red Barnets forslag om, at omkring 20 børn skulle på ophold i Danmark. (…) Formandens forslag blev vedtaget af landsrådene efter en betænkningstid på 48 timer. Der var 18 stemmer for, fire imod. På samme møde var ønsket fra Dansk Røde Kors om at oprette et børnehjem i Grønland på dagsordenen. Alle stemte for. I mødereferatet stod der intet om, at de 20 børn, efter at have været i Danmark, skulle flytte ind på Dansk Røde Kors´ børnehjem. Den vigtige oplysning kom først for dagens lys et halvt år efter at vi, de 22 børn var udvalgt og sendt afsted til Danmark. (…). Det var en vanskelig opgave at finde børn nok. (…) Landshøvdingen foreslog at aldersgrænsen skulle sænkes til fem år (…) samtidig udvidede man (…) eksperimentet til også at gælde moderløse børn. (…) Da børnene fra Godthåb (…) skulle findes, gik den oprindelige plan igen skævt. Vi havde alle (seks) vores mor, alligevel blev vi udvalgt til at komme til Danmark. (…). ”

Opholdet i Danmark:

” (…) Hver dag lå konen i huset inde i sin seng, og et af børnene sagde, at hun havde spist søm. Jeg tænkte, at det nok var derfor, hun var så underlig (…) Det var juleaften, og juletræet havde rigtige grene og duftede dejligt. (…) Min plejesøster fik en meget stor dukke i julegave. Den var meget flot. Jeg fik en lille dukke. Jeg var så sur på mine plejeforældre fordi de tvang mig til at spise, så hver gang de prøvede at spørge mig om noget, lod jeg, som om de var luft”. (…)

”Min nye plejefamilie tog godt imod mig. De var smilende og så flinke ud, da jeg ankom. (…) Jeg var indesluttet og mut da jeg kom, men med så mange positive mennesker (de nye plejeforældre er forstandere på Brøderup Ungdomsskole og har tre børn), både elever, lærere, køkkenpigerne og min plejefamilie omkring mig, tøede jeg hurtigt op. (…) Skolen var et samfund i sig selv. Da jeg var alles kæledægge for jeg rundt i elevfløjen og også hos lærerne. Fik jeg ikke min vilje et sted, så sørgede jeg hurtigt for at få den et andet sted. De behandlede mig sådan, fordi de syntes, at alt bare var sødt ved mig. Det har Tove (plejesøster) senere fortalt. (…) Lidt senere kom hun (plejemor) hjem med en stor glasdukke med brunt babyhår og brune glasøjne, der kunne åbne og lukke. (…) Mine plejesøskende havde fået at vide, at jeg skulle tilbage til Grønland og på børnehjem. Det protesterede de imod (…) mine plejeforældre sagde, at jeg havde en mor derhjemme. (…) de troede (…) min mor ikke kunne passe mig. De vidste, at man gjorde det samme i Danmark, hvis forældrene i kortere eller længere tid ikke kunne passe deres børn. (…) Det var trist at jeg skulle sige farvel til min danske familie. (…)”.

Rejsen tilbage:

”Jeg stirrer febrilsk ind mod menneskemængden, hvor er min mor? Da jeg finder en ny plads ved rælingen, er vi kommet så tæt på, at jeg får øje på mor og Victoria og Hans (de to søskende). (…) Vi får øjenkontakt, mit hjerte svulmer af enorm lettelse og lykkefølelse. – Mor, mor, mor er du virkelig? Hjem til mor, hjem til mor, synger det inden i mig. (…) Glædesstrålende kigger jeg op på hende, men det undrer mig, at hun slet ikke svarer mig. I stedet siger hun en hel masse uforståeligt. (…) Det går pludselig op for mig, at vi slet ikke kan forstå hinanden. (…)

- Kom Helene. Kan du sige farvel til din mor og tage din kuffert, du skal op i bussen derovre.

- Hvorfor skal jeg det? Svarer jeg. - Jo, nu skal du med op på det nye børnehjem og bo sammen med alle dine kammerater og jeres nye mor, frøken Dorothea Bengtzen. - Hvad? tænker jeg vantro, det smerter i mit bryst. Jeg skæver op til min mor, men hun gør ikke noget for at holde på mig. Jeg er besvimelsen nær. (…)

Tiden på børnehjemmet:

Helene opholder sig på børnehjemmet fra 1951-1960. Det er ikke muligt at finde et citat, der indfanger hele opholdet under et. Derfor følger her en opremsning af de overskrifter, Helene Thiesen har givet kapitlerne i erindringsbogen. De giver et overblik over, hvad det er Helene Thiesen fremhæver i sit tilbageblik på den tid, hun var på børnehjemmet:

”Børnehjemmet, Benze (kælenavn for Dorothea Bengtzen, børnehjemmets forstanderinde som børnene, efterhånden, som årene går, knytter sig til), Skole og hverdag, Søndag og fødselsdag, Se min engel (om savnet af moren og minder fra dagligdagen, leg i sne, fødselsdage osv.), Juleforberedelser, Jul og nytår, Et hallo fra Godthaab, Nye børn. Frk. Ingrid, Den danske skole, Lige så fint som hvis dronningen skulle komme, Hilsen fra de grønlandske børn, Øv bøv I kan bare ikke snakke dansk. Kapisillit (en bygd 100 km fra Godthåb), Kaniner, Mæslingeepidemi, Tæt på, Var det din mor? Tømmer flåden, Permission (om Benze's tre måneders orlov), Swing og nye tider, En hilsen til Helene Kristoffersen, Sommer i Egedesminde 1955, Kampen om opvasken (Helene er hjemme på sommerferie hos sin biologiske familie, mor og søskende og morens nye mand. Familien er flyttet til Egedesminde og det er 1½ år siden, at Helene sidst så sin mor),

Ferie i Qooqqut, Tuberkulose, Lillebror Hans dør (Helene får besked om at hendes yngre bror er død efter en ulykke på cykel), Konfirmation, Indlagt (Helene får tuberkulose), Hans Hedtoft (skibet Hans Hedtoft går under 17. dec. 1958, en klassekammerat mister sin far), Sommerferie i Danmark. ”

Hvordan det videre gik:

” (…) Jeg var en af dem, der gennemførte. Jeg var en rigtig flinkeskolepige, gjorde mig umage med alle de praktiske ting hjemme på børnehjemmet. Jeg var en efterspurgt barnepige hos de danske familier. Der skulle ikke sættes en finger på mig! Jeg kunne finde på at lave lektier forud. Da jeg gik i 5. klasse fik jeg min første flidspræmie. (…) I august 1960 blev jeg optaget på den grønlandske efterskole i Godthåb. Det var en stor og befriende dag. (…) Det største var på det tidspunkt, at jeg ikke længere var et dansk børnehjemsbarn. En ny epoke i mit liv kunne begynde, endelig kunne jeg smile igen. (…) Da min kusine Maliina et par år senere kom på realskolen, kom vi endnu tættere på hinanden. Det gjaldt også min kusine Arnarruniaq og fætter Hans. Jeg havde fået familie. (…) Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at lære grønlandsk. Jeg hørte så mange radioaviser som muligt, både på grønlandsk og dansk. De ord jeg ikke forstod noterede jeg ned, og så ventede jeg på den danske radioavis, hvor det blev oversat. Jeg spurgte hele tiden min storesøster og mine små søskende: - Hvad betyder det? Når jeg havde lært en ny sætning, var jeg glad, men i selskaber med andre turde jeg ikke at tale. (…) Min skepsis omkring højskoleopholdet viste sig at blive gjort helt til skamme. Beliggenheden var smuk (Ry nær Silkeborg). (…) De første dage var der skriftlige prøver (…) I dansk kom man på hold 1, 2 eller 3, alt efter hvor dygtig man var. Jeg (…) kom på hold 1 i dansk (…) Jeg kom også på holdet for viderekomne i tysk.

(…) Den dag (…) fik jeg den glædelige nyhed fra Ålborg børnehaveseminarium, at jeg kunne starte den 1. september 1968. (…) Vores store kærlighed bar frugt, Laila blev født den 18. april 1969, 3 dage før min 25 års fødselsdag. I juni 1970 blev jeg uddannet pædagog (…). Ove var uddannet boghandler, men på sine vagter som garder på Amalienborg fik han den idé, at han efter soldatertiden ville uddanne sig til pædagog i stedet for.

Vi havde aftalt at vi skulle arbejde i Grønland, når Ove var færdig (…) Vi fik begge et børnehaveklasselederjob i Maniitsoq (Grønland), hvor vores datter Anja blev født (…). Vi ville gerne have, at vores børn fik et godt skoleliv, og de fik også begge en god studentereksamen fra Vordingborg Gymnasium. Den ene er pædagog og den anden lærer. (…) Ove og jeg blev begge fritidshjemsledere i vores kommune. (…) Vi har været heldige at få et par gode svigersønner (…) og to gange to vidunderlige børnebørn (…). ”