Undskyld

”Det gælder Grønland”. J. H. Schultz Universitetsbogtrykkeri, Kbh. 1968.

Mads Lidegaard (1925-2006): Dansk præst i Godthåb, højskolelærer i Danmark med speciale i Grønland, har gjort tjeneste i ministeriet for Grønland v. Der er ingen oplysninger om oplagstal eller om økonomisk støtte til udgivelsen. Mads Lidegaard var, da bogen blev udgivet, et kendt og læst navn i kredse med interesse for Grønland. Han har udgivet flere historisk orienterede bøger med titler som ”Grønlands historie” og ”Grønlændernes kristning”. Dette uddrag er citeret efter kapitlet: ”Det historiske forløb”:

”Kolonitidens politik. Monopolet

Da Hans Egede forlod Grønland, træt og nedbrudt efter mange kampe og skuffelser, havde han dog nået eet resultat: Det værk, han havde begyndt, Grønlands kolonisation, kunne ikke standses. Andre tog fat, hvor han slap, og i de følgende årtier blev den række af kolonier anlagt, som endnu i dag udgør de fleste af vestkystens byer fra Kap Farvel til Svartenhuk.

Hver af disse kolonier var på mange måder en verden for sig, ordnet efter de forhåndenværende embedsmænds forgodtbefindende, og efterhånden opstod et stærkt behov for at få skabt en mere ensartet administration langs kysten, dels for at kunne kontrollere embedsmændene, dels for at beskytte befolkningen mod de overgreb, som den tilfældige samfundsorden uvægerligt medførte.

Dette skete gennem den første samlede lovgivning for arbejdet i Grønland, som blev virkeliggjort i den såkaldte Instrux af 1783. Den var på godt og ondt et barn af sin tid, oplysningstiden, der i de sidste årtier af det 18. århundrede forstrede så mange nye tanker og ideer, som kom til at præge vestens historie afgørende. (…). Det var en tid med høje tanker om menneskets værd og ret, og specielt forestillede man sig de såkaldte naturfolk som gode og ufordærvede skabninger, for hvem den såkaldte civilisation let kunne betyde ødelæggelse og moralsk nedbrydning. Man havde set eksempler på det, og det var en nærliggende tanke, at det bedste man kunne gøre over for disse mennesker, var at beskytte dem mod en sådan påvirkning.

Instruxen forkyndte som sit første mål at hjælpe grønlænderne, og det faldt da naturligt at gøre det netop ved at skærme dem mod civilisationens farer. Hermed er vi fremme ved det ideelle motiv bag den forordning, som var Instruxens kerne: Lukningen af Grønland, oprettelsen af et monopol, som alene tillod kongens embedsmænd at betræde Grønland og have forbindelse med dets indbyggere. Monopolet, det lukkede Grønland, blev opretholdt lige til nyordningens start i 1950, og har været afgørende for Danmarks politik i Grønland hele kolonitiden igennem.

Nu er det jo sjældent, at ideelle motiver får lov at bestemme historien, og det var da heller ikke tilfældet her. Politisk var monopolet et udmærket middel til at holde de mange og vel indarbejdede fremmede handelsfolk væk fra det grønlandske marked, som lige fra hvalfangertiden i det 17. århundrede havde drevet en omfattende handel med grønlænderne og som var farlige konkurrenter for den danske handel i landet. Og økonomisk mente man også at have fordel af den nye ordning: Det var jo udelukkende fangernes produkter af skind og spæk, handelen var baseret på. Derfor ønskede man at bevare fangerne i deres oprindelige erhverv som fangere, og det kunne jo bedst ske ved at udelukke enhver påvirkning, som kunne tænkes at medføre en ændring i samfundet – altså ved at lukke landet.

Man kan diskutere hvilket af disse motiver, der vejede tungest – resultatet blev i alle tilfælde monopolet, der omdannede Grønland til en lukket verden, et slags reservat uden normal forbindelse til med den kulturelle og økonomiske udvikling som skete udenfor. (…)

Økonomisk gav kolonien Grønland i perioder overskud, i andre underskud. Hovedprincippet var i alle tilfælde, at landet burde bære sig selv, og selvfølgelig så man helst et overskud, hvis det var muligt. ”

Jørgen Viemose: ”Dansk kolonipolitik i Grønland”, forlaget DEMOS 1977.

Bogen fik fine anmeldelser af velanskrevne historikere (Kirsten Thisted, Gamle og nye fortællinger www.baggrund.com) og dens fortolkning af fortiden blev toneangivende i erindrings- og fortolkningsfællesskaber på den politiske venstrefløj, både i Danmark og i Grønland.

Uddraget er citeret fra bogens indledning:

”Dansk kolonipolitik har været en succes. At udnytte en kolonis naturlige ressourcer og dens befolkning i over 250 år uden at befolkningen på et eller andet tidspunkt har gjort kraftigt oprør, har ikke været mange kolonimagter beskåret.

Det er ikke uden grund, at dette faktisk har været tilfældet med Danmarks udnyttelse af kolonierne i Grønland. Den danske kolonipolitik i forbindelse med Grønland har været dygtigt ført. Alle aktiviteter har været nøje planlagt. Det har kunnet ladet sig gøre, fordi det har været den danske stats centrale organer, som suverænt har administreret udnyttelsen. Derved har man undgået en spontan udnyttelse foretaget af flere enkelte handels- og produktionsselskaber, som dels ville være i uproduktiv konkurrence med hinanden, og dels ville medvirke til, at en sådan udnyttelse blev kortsigtet, hvilket hurtigt ville gøre kolonierne i Grønland til værdiløse besiddelser. Alt dette så man klart i de ledende kredse i Danmark. Man lod staten stå for planlægningen og styringen af udnyttelsen, for største parten af tiden også for den direkte udnyttelse. Dette gjorde en virkelig grundig planlægning og styring mulig. Der blev gennemført en planlægning, hvor man ikke kun så på det kortsigtede udbytte, men hvor man satsede på at fastholde området som udbyttegivende gennem flere generationer. Formålet med de danske aktiviteter har altid været at opnå en økonomisk gevinst, ikke blot til fordel for hele det danske folk, men for dele af det danske borgerskab. Altid på bekostning af det grønlandske folk og den danske underklasse, som for det meste bl.a. via skatterne har været med til at sikre borgerskabets udbytte af kolonierne.

Det var Grønlands mange naturgivne ressourcer man udnyttede. Disse elementer var således de fundamentale kilder til kolonimagtens udbytte af kolonien. Men i både natur og befolkning var og er der faktorer, som virker hæmmende for det maksimale udbytte. Grønlands politiske historie i kolonitiden er blandt andet historien om, hvordan kolonimagten har overvundet de hæmmende faktorer, som hele tiden dukkede op for den videre udnyttelse. (…)

I økonomiske opgangsperioder for kolonimagten har det egentlige motiv med aktiviteterne været tilsløret, men i kriseperioder, som f.eks. den vi befinder os i nu (red.: Oliekrisen med eftervirkninger), bliver det egentlige motiv synligt. Og nu, som ved andre kriser, medfører afsløringen af det egentlige motiv en begyndende mobilisering af den grønlandske befolkning imod udnyttelsen og undertrykkelsen. Men blandt andet takket være den allierede gruppes (red.: de privilegerede repræsentanter for den grønlandske befolkning som blev dannet i forbindelse med koloniseringen) aktiviteter i sådanne krisetider er det hidtil lykkedes kolonimagten at overvinde kriserne og fastholde Grønland som funktionsområde for dansk kapital. ”