Undskyld

Weekendavisen, 4. april 2014

Af: Kim Leine

Brev. Min roman er ikke et opgør med en brutal dansk kolonisering af Grønland, skriver Kim Leine som svar på Thorkild Kjærgaards kritik.

Kære Thorkild Kjærgaard Hold da op en bredside du sender min roman i sidste fredags Weekendavis. Tak for det. Det føltes stimulerende.

Jeg synes først, at jeg er nødt til at gennemgå de faktuelle ting, du kommer ind på, nemlig fire fejl som efter din mening fuldstændig ødelægger romanen (og som du bruger som præmis for resten af din kritik): 1. Syge børn, der læser kulørte blade.

2. En larmende dampdreven trykkerimaskine.

3. Anvendelsen af stetoskoper.

4. Odelsret, der ikke blev praktiseret i Danmark.

1. Nej, der er ingen børn, der læser kulørte blade i min roman. Der er til gengæld en syg dreng, der læser en illustreret »Lære-Bog eller kortfattet Underviisning i adskillige philosophiske og mathematiske Videnskaber« (København 1782) af Gotthilf Christian Richardt, som citaterne er hentet fra. Bogen kan findes på google books.

2. Nej, jeg skriver ingen steder, at trykkerimaskinen er dampdreven. Derfor larmer den dog alligevel. Jeg nævner jo for resten også senere Danmarks første dampmaskine, nemlig den der rent faktisk befandt sig på Holmen fra 1790, og den larmer også! 3. Ja, der fik du mig. Der er ingen stetoskoper på denne tid. Jeg går ud fra, at Morten Falck simpelthen, i overensstemmelse med min kunstneriske frihed og fiktionens afslappede forhold til det faktuelle i det hele taget, egenhændigt har opfundet sit instrument, og at denne opfindelse derefter er gået i glemmebogen for først at genopstå tredive år senere.

4. En anden fejl, jeg må tage på mig. Jeg kunne dog godt bortforklare også dette, hvis jeg ville, jævnfør paragraf 3.

Jeg siger tak for disse korrektioner, i hvert fald de to der - måske - er hold i. Der er dog en lang række fejl, du ikke har opdaget, for eksempel at jeg lader en kvie give mælk, at koleraen grasserer

(ikke før godt op i 1800-tallet), og at jeg kalder et skib for »Der Frühling« (skibe havde altid femininum som artikel).

Jeg har faktisk udarbejdet lange lister til senere udgaver og til mine oversættere for at rette op på de forskellige fejl, som jeg løbende er blevet gjort opmærksom på. Også de ting, du påpeger, vil jeg overveje at lade indgå som rettelser i fremtidige udgaver af romanen.

Jeg vil så til gengæld have lov til at gøre opmærksom på en fejl, du selv begår i din artikel, da du jo selv går meget op i akkuratesse, nemlig den at kalde min hovedperson for Michael Falch. Michael Falch er rocksanger og skuespiller, ikke præst i 1700-tallet.

Jeg kunne sagtens have presset ham ned i en præstekjole og sendt ham til kolonien Sukkertoppen i 1787, hvis jeg havde villet det.

Jeg er nemlig romanforfatter, og jeg kan gøre hvad jeg vil! Men nu hedder han altså Morten Falck.

Faktuelle fejl i en roman skrevet af en lægmand kan ikke undgås, også selvom bogen, som min, har været gennem hænderne på indtil flere historikere. Og det er også altid ærgerligt at blive gjort opmærksom på det, efter at bogen er udkommet - i dit tilfælde hele to år efter! Men det er på ingen måde ødelæggende for en roman, en fiktion, at der er enkelte faktuelle fejl. Hvis det var tilfældet, ville Shakespeares samlede værker - selvfølgelig uden sammenligning med min roman i øvrigt - være værdiløst fis og genstand for alverdens historikeres hånlatter.

Shakespeares mest berømte anakronismer er kukuret i Julius Cæsar og henvisningen til universitetet i Wittenberg i Hamlet samt hyppig brug af fægtekårde i tider hvor dette våben var ukendt. Litteraturhistorien er fuld af den slags faktafejl, anderledes kan det ikke være. Og jo længere væk fra nutiden en roman udspiller sig, desto flere fejl vil der i sagens natur være.

Der er noget, der tyder på, at du ikke helt har forstået, eller vil forstå, hvad skønlitteratur er, når du lader en lidt småtskåren faktakritik ligge til grund for en total afvisning af værkets litterære værdi. Det svarer til at måle højden af det høje C med tommestok. For skønlitteratur og faglitteratur er grundlæggende forskellige.

Faglitteratur er forpligtet over for den objektive sandhed. Skønlitteratur er forpligtet over for den subjektive sandhed.

Og her vil jeg gå videre til det, der er den egentlige skydeskive for din kritik, nemlig det billede, »Profeterne« tegner af danskernes kolonisering af Grønland.

Her er der også et par ting, som du har fået galt i halsen.

Når du mener, jeg i en af scenerne beskriver, hvordan danskerne tvangskristner grønlænderne, er det en misforståelse. Maria Magdalene og Habakuk er allerede kristne (i virkeligheden var de dog kun døbt, ikke konfirmeret), og formålet med besøget i fjorden er derfor ikke at kristne dem, det er jo absurd, men at få dem til at makke ret som de oprørere mod den danske mission og koloni, de anses for at være. Jeg ved ikke, om du har læst mit efterord? Her skriver jeg, at »denne roman er en fantasi over begivenheder, der fandt sted for mere end 200 år siden.« Og så henviser jeg til

blandt andet Mads Lidegaards artikel, »Profeterne i Evighedsfjorden«, som enhver kan finde på nettet og dermed se, hvor romanen afviger fra den mere officielle historieskrivning.

Du ser min roman som en slags opgør med en brutal dansk kolonisering af Grønland.

Sådan er den på ingen måde ment. Hvis jeg lagde sådan et program hen over romanen, ville den aldrig komme til at fungere som narrativ og aldrig blive så populær, som den er blevet.

Skønlitteratur, i hvert fald den slags jeg skriver, handler altid om specifikke personer i specifikke situationer på et specifikt sted.

Den er aldrig generel. Den forsøger ikke, og bør ikke forsøge, at give et totalbillede af noget som helst. Den viser en indre sandhed, ikke en ydre. Der er adskillige skrækeksempler på forfattere, der har brugt en politisk dagsorden som udgangspunkt for et skønlitterært værk (f. eks. tendenslitteraturen fra 60erne og 70erne, der heldigvis er fuldstændig glemt i dag). De få gange det alligevel er lykkedes, som i Tolstojs Krig og fred, skyldes det, at forfatteren undervejs i arbejdet fuldstændig har glemt sit projekt og er blevet forført af sin fortælling. Derfor har Krig og Fred en påklistret slutning på halvtreds sider, der raser mod de generaler, hvis uduelighed romanen oprindelig var tænkt som et opgør med. Det politiske program lader sig ikke inkorporere i selve værket.

Når dette er sagt, vil jeg da sige, at jeg sagtens forstår, at romanen bliver læst som et opgør med kolonitiden. Og ikke så meget af grønlændere vel at mærke, men af danskere. Der er et psykologisk kompleks forbundet med at have været kolonimagt, og her tjener »Profeterne« som en slags pisk til selvafstraffelse, terapi og spægelse. Og også for forfatteren, sådan set, når jeg læser passager fra den og fortæller om den.

Men på mange måder ser jeg slet ikke den danske kolonisering af Grønland som særlig slem. Kristningen af landet var i hvert fald ret nænsom og vældig frugtbar; den førte til, at stort set alle grønlændere i løbet af et par generationer lærte at læse og skrive. Den betød altså et kæmpe spring fremad rent kulturelt og var et vigtigt middel for grønlænderne til at forstå sig selv som folk. Kirken er da også stadig et meget stærkt element i den grønlandske kultur.

Men idet man har taget dette spring fremad, har man, nærmest midt i springet, kunnet se, at, hovsa, dér gav vi vist afkald på vores frihed! En splittelse, som man eventuelt kan se personificeret i romanens kateket, Bertel Jensen. Dette frihedstab eller denne umyndiggørelse, det Jonathan Motzfeldt kaldte »vores tornerosesøvn«, varede, ikke i hundrede år, men i over to hundrede. Og på mange måder slås man stadig med efterdønningerne af den.

Og denne problematik må man gerne læse ind i romanen, hvis man vil. Men der er ingen grund til at blive så vred over egen læsning, som du gør, og man kan også sagtens lade være med det og simpelt hen læse romanen som en historie om en præst, hvis høje idealer støder sammen med virkeligheden, sådan at han falder og bliver ved med at falde hele vejen ned gennem romanen.

Men sådan, Kjærgaard, kan vi blive ved med at skændes om småt og stort.

Faghistorikeren, der dunker romanforfatteren oven i hovedet med sin lineal. Men kære Kjærgaard: romaner er ikke skrevet efter en lineal. Faghistorie og skønlitteratur er to så forskellige størrelser, at man ikke kan bruge den enes præmisser til bedømmelse af den andens.

JEG tror, at meget af denne kontrovers handler om vores forskellige udgangspunkt, Kjærgaard, din faglige, min skønlitterære.

Det er som sagt svært at få de to til at mødes, både principielt og rent fysisk, men mere om det sidst i dette brev. Det er også farligt at lade sin faglighed blive blandet op med politiske dagsordener. Det må du vide alt om, Kjærgaard. Jeg har personligt stor sympati med din kontroversielle stil, din vilje og dit mod til at gøre tingene på en anderledes måde og til at gå imod strømmen.

Men jeg vil tro, det til tider kan blive problematisk for din faglige troværdighed og redelighed. Sådan ser det i hvert fald ud for en lægmand som jeg. Det samme gælder vel egentlig din kritik af min roman. Den begynder med en kritik af faktuelle fejl, men ender med at drukne fuldstændig i en rødglødende svada, der har en klar politisk hældning. Og dermed æder artiklen på en måde sig selv op.

Profeterne i Evighedsfjorden er første del af en planlagt trilogi. Jeg skal snart i gang med andet bind, og her kommer jeg vist virkelig til at træde dig over tæerne, for det kommer til at handle om grundlæggelsen af kolonien Godthåb og om herrnhuterne, der havde en missionsstation på stedet.

I den forbindelse har jeg købt din bog om herrnhuterne og glæder mig til at læse den.

Jeg ville også godt have haft mulighed for at trække på din ekspertise i forbindelse med dette projekt, men måske afskyr du mig så meget, at dette ikke er muligt? Men her kommer i hvert fald en invitation: Jeg kunne godt tænke mig at have dig som konsulent på dette projekt. Vi burde da have en del at snakke om, ikke? Enige ville vi nok ikke blive, og der ville sikkert komme nogle livlige diskussioner ud af det. Måske kunne vi alligevel forene det bedste fra hver sin verden, faghistorien og skønlitteraturen. Måske kan de to alligevel mødes. Hvad siger du, Kjærgaard? Skal vi ikke gå imod strømmen? Vi ses i Nuuk! Kærligst Kim Leine.

»Faghistorie og skønlitteratur er to så forskellige størrelser, at man ikke kan bruge den enes præmisser til bedømmelse af den andens”.