Undskyld

Åbn undermenuer...

Om begreberne koloni og kolonialisme (s.165):

Tekst 1:

Uddrag af artikel fra historielærerforeningens blad noter nr. 210 september 2016:

”Hvad er kolonialisme? Den dansk-grønlandske relation til debat
Af Søren Rud, historiker Ph.d. Københavns Universitet.


En debat om nutidens historie
I de seneste år har, blandt andet, politikere, forfattere og forskere i Danmark og Grønland med stigende intensitet diskuteret, hvordan den fælles fortid skal forstås, og hvordan vi i dag skal forholde os til denne fortid. Diskussionerne indrammes af en dynamisk periode i Rigsfællesskabets historie, hvor båndene mellem rigsfællerne er blevet udfordret af den politiske virkelighed efter selvstyreaftalen trådte i kraft i 2009. Den historiske debat om den dansk-grønlandske relation er på mange måder en debat om nutidens historie, idet de forskellige udlægninger af fortiden tegner forskellige virkeligheder og handlerum.

I Grønland blev sammenkoblingen mellem den nutidige politiske virkelighed og forståelsen af fortiden meget konkret, da en nyvalgt regeringskoalition, i 2013, skrev ind i regeringsgrundlaget, at der skulle nedsættes en kommission med det erklærede formål at gøre op med arven fra den danske kolonialisme. Alene navnet ”Forsoningskommissionen”, med den semantiske kobling til blandt andet Sydafrika og opgøret med arven fra apartheid-tiden, fik mange i Danmark som i Grønland til at se rødt, og kommissionen gav anledning til en omfattende debat.

I denne artikel introducerer jeg først kort til træk i debatten om den dansk-grønlandske fortid og præsenterer derefter nogle overvejelser over begrebet kolonialisme, som er udgangspunktet for diskussionerne men ikke lader til at være defineret. Endelig vender jeg, på baggrund af overvejelserne, tilbage til diskussionen om den dansk-grønlandske relationen.

Forskellige udlægninger – samme forståelse af kolonialisme  
Mindst to fortællinger om den dansk-grønlandske fortid er fremtrædende i debatten. I den ene fortælling er det koloniale aspekt altdominerende. Der opereres med en forestilling om, at danskerne manipulerede, pressede og tvang grønlænderne til at ændre deres oprindelige samfund. I Information udpegede (psykolog) Niels Peter Agger eksempelvis en dansk skyldsbyrde i forhold til Grønland, som han sammenlignede med andre nationers ansvar for fortidige overgreb og brutalitet.

Canada, Australien og Sydafrika har påtaget sig deres koloniale skyldsbyrde. Danmark har også rigeligt at sige undskyld for. […] Vi bør sige undskyld til det grønlandske folk for de overgreb, vi har påført dem og bede om tilgivelse. (Information, 30. dec. 2013)

Denne fortælling skaber let et billede af passive grønlændere, der er blevet frarøvet deres harmoniske førkoloniale samfundsorden. Grønlænderne er ofre og vejen ud af undertrykkelsen viser ofte tilbage mod den ”oprindelige” kulturs værdier.

Den anden fortælling afviser, at den danske tilstedeværelse i Grønland overhovedet kan karakteriseres som et kolonialt engagement. En klar eksponent for denne position er historikeren Thorkild Kjærgaard:

Den grønlandske selvstyreformand ønsker en forsoningskommission efter sydafrikansk forbillede. Samtidig fremmaner forfatteren Kim Leine i sin succesroman ’Profeterne i Evighedsfjorden’ et billede af Danmark som en brutal og racistisk kolonimagt. Men det har intet på sig. Grønlænderne er igennem de seneste 300 år blevet behandlet som landsmænd, så danskerne har intet at undskylde, intet at sone, intet at beklage. Tværtimod er Grønland den positive undtagelse i forhold til resten af den amerikanske verden. (Politiken, 12. januar 2014)

I denne fortælling har Danmarks og Grønlands relation været præget af Danmarks uegennyttige bestræbelser på at hjælpe det grønlandske samfund. Dermed passer relationen slet ikke til fortællingens forståelse af kolonialisme. Definitionen af kolonialisme er nemlig nogenlunde som i den første fortælling forstået som undertrykkelse og hæmningsløs udbytning.

De to fortællinger deler altså tilsyneladende en forståelse af kolonialisme som brutalitet og undertrykkelse. Gennemgående er kolonialisme-begrebet imidlertid ikke defineret men behandles som en selvforklarende, og altså til tider irrelevant, størrelse. Som Thorkild Kjærgaard slog fast:

Jeg definerer ikke, hvad en koloni er, og hvorfor skulle jeg? For hvad en koloni så end er, så har det ikke noget med Grønland at gøre. (Jyllands-Posten, 11. februar 2015)

Her bliver jeg lidt urolig. På den ene side står spørgsmålet om hvorvidt den dansk-grønlandske relation kan betegnes som kolonialisme centralt, på den anden er begrebet ganske uforklaret. Sagt på en anden måde: før det giver mening at diskutere om relationen Danmark-Grønland nu kan kategoriseres som kolonialisme eller ej, er det nødvendigt at få defineret, hvad vi forstår ved begrebet kolonialisme. I det følgende vil jeg derfor præsentere forskellige definitioner og forståelser af begrebet kolonialisme.  

Kolonier og kolonialisme
Den tyske historiker Jürgen Osterhammel opererer med en vigtig begrebslig opdeling i henholdsvis koloni og kolonialisme. En koloni definerer han som en politisk enhed, der er skabes ved ”invasion”, og hvor de fremmede herskere er i en langstrakt afhængighed af det fjerntliggende moderland. Han skelner mellem forskellige typer af kolonier: fra udbytningskolonier over maritime enklaver til bosætter-kolonier (der igen kan underdeles i forskellige former). Kolonialisme derimod definerer Osterhammel som et dominansforhold, der især kendetegnes ved, at det er baseret på en opfattelse af kulturel forskel mellem den koloniserende part og den koloniserede part. Denne forskelstænkning har, i Osterhammels optik, en ideologisk dimension, der gjorde kolonialisme til en særlig dominansform. Hvad enten de koloniserede skulle beskyttes, civiliseres eller frelses, var kolonialisme nemlig baseret på en (eurocentrisk) forestilling om kulturel eller civilisatorisk overlegenhed.  

Ifølge Osterhammel går kolonier og kolonialisme typisk hånd i hånd, men der kan findes eksempler på både kolonier uden kolonialisme (til eksempel visse bosætter-kolonier baseret på landbrug) og kolonialisme uden koloni (i form af eksempelvis intern kolonialisme). Kolonialisme er således ifølge denne definition ikke nødvendigvis knyttet til et område, men derimod altid til en grundlæggende forståelse af forskel mellem befolkningsgrupper.

Forskning inden for det såkaldte postkoloniale forskningsfelt har blandt andet rettet sig mod at afsløre de undertrykkelsesmekanismer, der knytter sig til denne forskelslogik. Eksempelvis udtrykker den indiske politiske teoretiker og historiker Partha Chatterjee kolonialismens natur som ”a rule of difference”; altså et styre baseret på forskel. I sine undersøgelser af den britiske kolonialisme i Indien finder han, at denne grundlæggende opfattelse – at indere var forskellige fra europæere – i sidste ende skabte adskillige barrierer for indernes handlerum. Selvom der er en meget stor grad af variation mellem forskellige former for koloniale projekter, havde de, ifølge denne fremtrædende forståelse, det til fælles, at de var baseret på en ide om forskel mellem de koloniserede og de koloniserende.
(…)

Fra territorium eller befolkning
Nu kan vi vende tilbage til den dansk-grønlandske relation. Thorkild Kjærgaard har flittigt argumenteret for, at Grønland ikke havde status som en koloni. At kolonibegrebet overhovedet er blevet anvendt, har han betegnet som et udslag af sproglig forvirring, som skyldes, at de enkelte ”byer” i Grønland bar betegnelsen kolonier. Jeg er ikke enig i denne udlægning, idet jeg mener, at centrale kilder tydeligt indikerer, at Grønland blev betragtet som et koloniland (hvori der var forskellige kolonier). Det er dog i min optik slet ikke det centrale spørgsmål. Med Osterhammels opdeling i koloni og kolonialisme i baghovedet, er det langt vigtigere at spørge, om der var tale om kolonialisme i Grønland? Det fortæller os nemlig langt mere om relationen mellem danskere og grønlændere.

Hvis vi drejer fokus fra territorium til befolkning, bliver spørgsmålet altså om Danmark var involveret i et koloniprojekt over for en befolkning i Grønland? Det spørgsmål kan ikke besvares ved at blot at analysere tidligere tiders italesættelse af Grønland (som iøvrigt først i løbet af 1900-tallet blev afgrænset, som den enhed vi kender i dag), eller ved afsøge den juridiske eller politisk-administrative status territoriet tidligere har haft. Det er derimod oplagt at trække på den førende forsknings identifikation af forskelsdyrkelse som en grundlæggende grammatik for koloniale projekter. Thorkild Kjærgaard har hævdet, at grønlænderne blev betragtet som landsmænd, men det er ganske enkelt ikke korrekt. I alt fald ikke, hvis vi lægger til grund, at det at nogen er landsmænd betyder, at de har den samme status.    

Thorvald Stauning skrev i 1930:
Den Befolkning, der har været at regne med, siden Hans Egedes Kolonisation paabegyndtes, er den gamle Eskimostamme, der igen var eneherskende efter at Nordboerne var gaaet til Grunde. Denne Stamme har mest Lighed med Indianere og ligner naturligvis ogsaa disse mest i Karakter. Der lever nu 15.000 Eskimoer spredt over Vestkysten samt i de to Kolonier Scoresbysund og Angmagsalik paa Østlandet. Befolkningen er imidlertid ikke mere ren, ublandet, eskimoisk. Mange danske har giftet sig med Grønlænderinder, og imod Sædvane er denne Blanding blevet god. […] Eskimoens Mod, Sikkerhed og Sans for Naturen har forenet sig med Danskerens praktiske Sans og sociale Forståelse, og paa den Maade fremmes den Udvikling, som i øvrigt har været Formaalet med Afspærring, Monopolhandel, Lovgivning og Forvaltning i den svundne Tid.

Det Stauning beskriver i citatet er en typisk kolonial logik. Ikke forstået sådan, at den danske tilstedeværelse sigtede på at undertrykke og ødelægge den grønlandske kultur. Tværtimod var det danske koloniprojekt langt hen af vejen baseret på en beskyttelse af den oprindelige sælfangerkultur, og – som Stauning fastslår – på (det man opfattede som) en kontrolleret udvikling af det grønlandske samfund sikret gennem afspærring, monopolhandel, lovgivning og forvaltning.

Men koloniprojektet tog utvetydigt udgangspunkt i forskellen mellem dem der koloniserede og dem der var koloniserede, i sidste ende en statusforskel mellem europæere og grønlændere. Dette skel er tydeligt i forvaltningen af Grønland allerede fra 1700-tallet. I den periode Staunings citat stammer fra, var statusforskellen mellem europæere og grønlændere klar. I forhold til den retlige status, var danskere/europæere underlagt dansk lovgivning, mens grønlændere stod under en retsorden, der var præget af ”kulturtilpassede” straffeformer og af tilfældighed i fraværet af et egentligt standardiseret system. Det var, i perioden, helt styret af danskere, hvad grønlændere kunne og ikke kunne opnå på uddannelsesfronten. I forhold til den politiske indflydelse var skellet mellem koloniseret og kolonisator lige så betydningsfyldt. Danskere havde ganske vist kun begrænset adgang til de forskellige grønlandske råd, men disse råd havde i realiteten ikke ret stor indflydelse. Grønlændere havde ikke stemmeret ved valg til Rigsdagen, som var det egentlige magtorgan i forhold til Grønland. Skillelinjen mellem danskere og grønlændere gik mellem borgere med rettigheder og kolonisubjekter, der stod under kolonisatorernes beskyttelse med var uden egentlige rettigheder.  

Den koloniale situation i Grønland indebar altså ikke en hæmningsløs undertrykkelse
af den grønlandske kultur men tydeligvis en forskelslogik, med tilhørende praksisser. Ligeså klassisk som forskelslogikken var for koloniale situationer, ligeså klassisk var det, at den koloniserende part tøvede med at afgive kontrollen. Typisk var holdningen, at de koloniserede endnu ikke var parat til at tage større ansvar. Som den indiske historiker Dipesh Chakrabarthy har formuleret det, har de koloniserede dermed været anbragt i ”historiens ventesal”. Den grønlandske elite kæmpede en hård kamp for at opnå ligestilling i forhold til rettigheder, muligheder, indflydelse og løn imod en administration, der kun modstræbende indrømmede ligheden og afgav kontrollen.

I forhold til forståelsen af den fælles fortid, og forholdet mellem danskere og grønlændere før som nu, er det nødvendigt at anerkende betydningen af disse forhold.”

Litteratur

  • Chakrabarty, Dipesh. 2000. Provincializing Europe: Postcolonial Thought and Historical Difference, Princeton University Press.
  • Chatterjee, Partha. 1986. Nationalist Thought and the Colonial World: a Derivative Discourse. Minneapolis: University of Minnesota Press.
  • Chatterjee, Partha. 1993. The nation and its fragments, Princeton University Press.
  • Osterhammel, Jürgen. 1997. Colonialism. A Theoretical Overview, Markus Wiener.
  • Stauning, Thorvald. 1930. Min Grønlandsfærd, Stenbjerg.
  • Steinmetz, George. 2007. The Devil's Handwriting. Precoloniality and the German Colonial State in Qingdao, Samoa, and Southwest Africa, The University of Chicago Press.

Tekst 2:

Uddrag af artikel fra historielærerforeningens blad noter nr. 210 september 2016:

KOLONIEN GRØNLAND: ET INTELLEKTUELT BEDRAG
Af Thorkild Kjærgaard, historiker, cand.phil. Fra 2002-2015 ansat ved universitetet I Nuuk.

Hvad er en koloni?
Ved en koloni forstår man et ikke-selvstændigt (ikke-suverænt), i reglen oversøisk område, som udnyttes økonomisk, socialt og kulturelt af en modernation. Der er tale om et permanent og institutionaliseret udbytningsforhold, og det er ikke hensigten, at kolonien på et fremtidigt tidspunkt skal blive ligestillet med modernationen. Vilkårlige overgreb praktiseres uden betænkeligheder. Et grelt eksempel er de europæiske kolonier på det amerikanske fastland de første to-tre århundreder efter Columbus’ opdagelse af Amerika 1492, præget af myrderier, fordrivelser og skånselsløs udnyttelse af den indfødte befolkning med katastrofale følger. De fleste indianerkulturer og indianerstammer blev udslettet, og de få, som endnu er tilbage, er fattige og vigende mindretalskulturer på deres eget kontinent, hvor de lever en skyggetilværelse inden for et europæisk statssystem, hvor regeringssproget fra Canada i nord til Argentina og Chile i syd er fransk, engelsk, portugisisk og spansk. Et andet eksempel er de talrige andengenerationskolonier baseret på importerede negerslaver fra Afrika, som etableredes i Caribien efter indianernes udslettelse, heriblandt de tre sukkerproducerende dansk-norske øer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas. At være koloniseret er som at være underkastet en brutal besættelse.

Hvad er et imperium?
Ved et imperium forstår man en statsdannelse, hvor et større eller mindre antal områder grupperer sig om et magtfuldt centrum. Forholdet mellem periferi og centrum er ulige i den forstand, at den militære og den overordnede politiske magt er samlet hos centralregeringen, men i øvrigt anses de forskellige dele af imperiet for ligeværdige, og den centrale magtudøvelse er baseret på tolerance og accept, undertiden endog aktiv beskyttelse af lokale forskelligheder, både hvad angår sprog, ret, religion og erhvervsudøvelse. Der er som udgangspunkt intet krav om kulturel og social udligning mellem de forskellige dele af riget, og uddelegering af betydelige magtbeføjelser er reglen snarere end undtagelsen. Men da der altid er et betydeligt samkvem mellem centrum og periferi, ofte tillige forbindelser på tværs mellem imperiets enkelte dele, så fungerer et imperium næsten uundgåeligt som et mangesidigt, tendentielt symbiotisk kulturmøde. (…)
De to kategorier er ikke faste og ubevægelige og givet én gang for alle. Et kolonirige kan udvikle sig til et imperium – herpå opbyder den nyere europæiske kolonihistorie flere eksempler, mest markant det britiske kolonirige, der i løbet af 1800-tallet skiftede karakter fra et til tider skræmmende brutalt kolonisystem til et verdensomspændende imperium med opbygning af retssamfund og vigtige samfundsinstitutioner som bærepiller. Også styret i Dansk Vestindien kunne have udviklet sig i positiv retning, hvis ikke vi allerede fra 1814 havde indstillet os på, at øerne skulle afhændes snarest belejlig, og at der derfor ikke skulle
nødvendigt.   

Grønland som del af et nordisk imperium
Hvad Grønland angår, har den kæmpestore, tyndtbefolkede, for størstedelen isdækkede arktiske ø siden slutningen af 900-tallet, hvor Erik den Røde slog sig ned i det dengang folketomme Grønland, været del af et nordisk imperium. Oprindelig Norgesveldet, som også omfattede Island, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. I 1380, hvor Norge blev forenet med Danmark, blev Norgesveldet del af det dansk-norske imperium, der tillige omfattede Østersøområdet over til Estland, og som kort efter med Kalmarunionen af 1397 udvidedes til en nordisk union, der under Margrethe Is scepter blev et af Europas største og mægtigste riger. Efter Kalmarunionens sammenbrud ved Det Stockholmske Blodbad 1520 blev Danmark-Norge trængt tilbage og mistede efterhånden herredømmet over imperiets østlige dele, men ikke over de vestlige. Bortset fra Shetlandsøerne og Orkneyøerne, som Danmark-Norge i 1468 pantsatte til Skotland og aldrig indløste, fastholdt man det nordatlantiske område. Med hensyn til Grønland, hvorfra nordboerne begyndte at sive i anden halvdel af 1300-tallet, blev kontakten fra cirka 1480 sat på standby, men med den afgørende forskel i forhold til Shetlands- og Orkneyøerne, at suverænitetskravet omhyggeligt blev opretholdt og ved hvert kongeskifte kommunikeret ud til og genbekræftet af de øvrige europæiske og amerikanske magter. Da det dansk-norske suverænitetskrav over Grønland ikke på noget tidspunkt blev antastet, og da der i perioden 1480-1720 ikke opstod konkurrerende statsdannelser internt i Grønland, kunne Danmark-Norge uden videre genindtræde i sine rettigheder 1721, hvor kongelig missionær Hans Egede med familie og mandskab gik i land på Håbets Ø ud for det nuværende Nuuk og hejste flaget på den dansk-norske stats vegne. I statsretlig henseende var Hans Egedes ankomst til Grønland en ikke-begivenhed, og den affødte derfor heller ingen reaktioner fra det internationale samfund.

Som startpunkt for en ambitiøs dansk-norsk indsats i Grønland op gennem 1700-tallet blev Hans Egedes landgang til gengæld skelsættende. Begyndende med Godthåb/Nuuk blev der på rekordtid anlagt en række befæstede byer, såkaldte kolonier, langs vestkysten fra Upernavik i nord (73 grader nordlig bredde) til Nanortalik i syd (60 grader nordlig bredde), ligesom de blev etableret et kommercielt netværk og udformet et finmasket administrativt system, som stadig er rygraden i Grønlands infrastruktur. Der blev skabt et grønlandsk skriftsprog, og grønlænderne blev kristnet, samtidig med at de lærte at læse og skrive. Det var situationen frem til Freden i Kiel 1814, hvor Napoleonskrigenes sejrherrer, England og Rusland, med et pennestrøg gjorde det dansk-norske nordatlantiske imperium til et rent dansk ansvarsområde. Danmark og Norge skulle skilles, og skønt i sin tid tilgået den dansk-norske union som en del af Norgesveldet, skulle Grønland sammen med Island og Færøerne følge Danmark, mens Norge, berøvet sine gamle nordatlantiske bilande, gik til Sverige. En himmelråbende historisk uretfærdighed mod Norge, som i tiden mellem de to verdenskrige udløste en forbitret konflikt mellem de to gamle broderlande Danmark og Norge – men det er en anden historie. Siden Freden i Kiel af 14. januar 1814 har Grønland sammen med Færøerne og (til 1944) Island været en del af det danske imperium, i daglig tale Rigsfællesskabet.

Palæoeskimoer og inuit ikke beslægtede

Hvad med grønlænderne? Ikke de skandinaviske nordboer, men de ”rigtige” grønlændere, som indtil videre kun har været nævnt i forbigående? Når det drejer sig om de ”rigtige” grønlændere, er det helt afgørende at få slået fast med syvtommersøm, at inuit, de nuværende ”rigtige” grønlændere, historisk set er nye i trafikken i Grønland. Som længe anet, og nu definitivt påvist af palæogenetikeren Eske Willerslev, har inuit intet med øens tidligste beboere, palæoeskimoerne, at gøre.
(…)

Et arktisk erobrerfolk
Inuit dukker først op på den grønlandske scene i 11-1200-tallet, hvor vi møder dem som et arktisk erobrerfolk, der efter at have krydset det snævre, altid isfyldte Smith Sund højt mod nord (81 grader nordlig bredde) fik fodfæste i det nordvestlige hjørne af Grønland for snart at bevæge sig mod syd, blandt andet tiltrukket af alt det vidunderlige jern, velegnet til våben og jagtredskaber, som nordboerne lå inde med, og som ellers ikke var til at få fat på, hverken i Grønland eller i det Nordamerika, som inuit kom fra; her var meteoritjern – med den 58 tons tunge Kap York-meteorit i Thule-området som den største – eneste tilgængelige jernforekomst. Det er uvist, i hvilket omfang nordboernes forsvinden fra Grønland i 1400-tallet har med inuit at gøre, men det står ikke til diskussion, at inuit i løbet af 1300-tallet trængte dybt ind på dansk-norsk territorium.  

Inuit som landsmænd
Ikke desto mindre behandlede Hans Egede ved sin ankomst til Grønland 1721 på imperial vis inuit som landsmænd med fulde og indiskutable rettigheder, ikke bare til at være, hvor de var, men også til eget sprog og egen kultur. At inuit ikke var noget oprindeligt folk i Grønland, at de havde en kortere historie i Grønland end det dansk-norske folk, hvis kongemagt Hans Egede repræsenterede, og at der var et gammelt udestående mellem inuit og nordboerne, så man bort fra.
Grønlænderne var at betragte som landsmænd. De skulle – med et udtryk hentet fra den københavnske borgmester og jurist Peder Hansen Resens Groenlandia (1687) – nyde den dansk-norske stats gæstevenskab.

For inuit, som kendte ruinerne efter nordboernes mastodontiske bygninger, der på truende, spøgelsesagtig vis lå udspredt i det vidtstrakte syd- og vestgrønlandske kulturlandskab, hvor de tjente som lettilgængelige stenminer, så det anderledes ud. Inuit var ikke et sekund i tvivl om, hvem de havde for sig i Hans Egede og hans mandskab, og da de var af den faste overbevisning, at det var deres forfædre, som i sin tid havde fordrevet nordboerne, så frygtede de, at en grusom skæbne ventede dem, nu hvor nordboerne var tilbage. Det var, som det viste sig, ikke tilfældet. Det dansk-norske anliggende var hverken at tage hævn eller at oprette lukrative handelsstationer (…). De dansk-norske havde helt andre og langt mere grandiose planer end at tjene hurtige penge på inuits bekostning. De ville intet mindre end genrejse Norgesveldet, det middelalderlige nordatlantiske imperium. Inuit skulle ikke udnyttes, de skulle inkluderes i riget som landsmænd og kristnes i det omfang, de selv ønskede det. Det ønskede alle, som det snart skulle vise sig. Kristendommen demonstrerede endnu en gang sin uforlignelige magnetiske tiltrækningskraft og blev sammen med de mange dansk-grønlandske ægteskaber helt tilbage fra 1700-tallet et vigtigt element i den gradvise sammensvejsning af Danmark og Grønland.    

Det nuværende rigsfællesskab, hvor Grønland er en ligestillet, selvstyrende del af det danske rige med eget sprog – det eneste amerikanske sprog af mange hundrede, der har opnået status af regeringssprog og derfor ikke er truet –, egen strafferet, eget parlament, egne repræsentanter i Folketinget, det danske imperiums centrale lovgivende forsamling, og så for resten et anseeligt bloktilskud på fire milliarder om året i kolde kontanter, hvortil kommer en række ikke ubetydelige indirekte tilskud, i alt vel op mod 7 milliarder (rundt regnet 100 000 pr. person, barn som voksen), er en lige og ubrudt fortsættelse af den landsmandspolitik, som tog sin begyndelse ved Hans Egedes ankomst til Grønland den 3. juli 1721. I Grønland var der kolonier – hver større by kaldtes på 1700-tals manér en koloni – og der var kolonibestyrere og andre koloniembedsmænd, men Grønland var ikke en koloni, og er ingensinde fra officiel dansk(-norsk) side blevet omtalt som en koloni, og inuit er lige fra begyndelsen blevet behandlet som et folk ligestillet med rigets øvrige folk: færinger, islændinge, holstenere, slesvigere, danske og norske. Ingen myrderier som i den øvrige amerikanske verden – der kendes overhovedet ikke noget mord begået af en dansk-norsk på en grønlænder før 1814 – ingen overgreb, ingen overtrædelse af inuits basale sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Grønlænderne var landsmænd, som man var stolte af, og som Danmark-Norge skamløst brystede sig af på den europæiske scene, som den pryd de og deres fjerne, eksotiske land var for det multinationale, multikulturelle dansk-norske imperium inden for hvis grænser Gud blev tilbedt og kongen hyldet på ikke bare dansk, tysk, islandsk, samisk og færøsk, men nu også på grønlandsk! Alt sammen i tragisk modsætning til den skæbne, der overgik inuits stammefæller på den anden side af Davis Strædet, som mistede alt.  

Grønland og afkoloniseringen efter 1945
(…) Sejrherrerne i Anden Verdenskrig – den tidligere britiske koloni USA og Sovjetunionen – kunne ikke blive enige om ret meget. Men én ting var de to nye masters of the universe enige om, og det var, at de var antiimperialistiske, og at kolonier skulle afskaffes, hellere i dag end i morgen. Ordet ”koloni” blev et skældsord, og de store europæiske koloniriger blev med henvisning til FN-traktatens erklæringer og bestemmelser om ikke-selvstyrende områder afviklet på få år.

Med hensyn til Grønland blev det summarisk og uden undersøgelse af de nærmere omstændigheder bekendtgjort fra FNs hovedkvarter i New York, at øen ansås for en dansk koloni (…)
I Danmark fandt man det på én gang ydmygende og langt, langt ude i skoven. Ligeså i Grønland, hvor man under og efter krigen igen og igen havde betonet den dybe samhørighed mellem Danmark og Grønland (…).
 Det var med fuld opbakning og i direkte forlængelse af de foregående 230 års dansk-grønlandske forbindelse, at det første direkte valgte landsråd i 1951 som sin første handling udtalte ønsket om at ”knytte Grønland til moderlandet som en del af selve riget med repræsentation i Danmarks rigsdag.”
Og sådan blev det. Takket være et tæt og fortroligt samarbejde mellem Danmark og Grønland lykkedes det at klare frisag over for alverdens antikolonialister og antiimperialister i FN og andre steder.

I 1953 indlemmedes Grønland i forbindelse med gennemførelsen af den nye grundlov som et oversøisk amt i kongeriget Danmark. FN erklærede sig tilfreds, og man kunne ånde lettet op på begge sider af Atlanten, i Danmark og ikke mindst i Grønland, hvor mange havde været bekymret for, hvad det hele skulle ende med, hvis Grønland pludselig stod alene i verden med ret til at indgå, hvad der i FN-sproget omtales som en free association, men hvor eneste reelle mulighed ville være en ordning med USA, formentlig efter nogenlunde samme retningslinjer som Puerto Rico med to sæder uden stemmeret på Capitol Hill.  

Grønland som ”koloni” og inuit som ”oprindeligt folk”
Dermed stoppede diskussionen ikke. Uanset hvad man var nået frem til i 1953, formåede et aktivt venstreorienteret københavnermiljø (…) at skabe grobund for en redefinering af Grønland som en ”koloni” og af inuit som et ”oprindeligt folk” i FNs forstand med deraf følgende omtolkning af Grønlands historie til en kolonihistorie. En kolonihistorie, som Danmark burde skamme sig over, og som man mente havde bragt det danske folk i en ubetalelig gæld til Grønland. Alt sammen ikke uden en vis sørgmodig komik i betragtning af, at nordboerne var kommet til Grønland et par hundrede år før den første inuit med sin kajak på ryggen satte foden på grønlandsk jord.   

Denne redefinering af Grønland som dansk koloni og grønlænderne som underkuet kolonifolk (…) var ikke groet i Grønlands egen have og blev mødt med stejl modvilje af det officielle (…). Men da var kolonitoget for længst kørt med en række ivrige, velformulerede, danskuddannede unge grønlændere ombord (…). Deres indflydelse, som udøvedes ad mange forskellige veje, var betydelig, og de sidste 40 år eller mere har det været mainstream at omtale Grønland som en tidligere koloni og nutiden som en postkolonial fase med særlige deraf flydende problemer.

”Koloni”, ”postkolonial” og deraf afledte ord og associationer benyttes i dagens Grønland af alle og enhver og påberåbes i det uendelige af den grønlandske elite, når den skal retfærdiggøre, at den hovedløse og uigennemtænkte grønlandisering siden Hjemmestyrets indførelse 1979 fortsættes på fuld kraft, trods de utallige ulykker, den har på sin samvittighed, heriblandt en utålelig og skandaløs situation for et meget stort antal grønlandske børn, hvor sult, misbrug og vanrøgt hører til dagens orden, og den grønlandske folkeskoles forvandling fra én af verdens bedste til en skod-skole med uengagerede og utilstrækkeligt uddannede lærere, hvis hovedkvalifikation er, at de taler grønlandsk, uden at de i øvrigt af den grund er i stand til at gennemføre en anstændig modersmålsundervisning. En skole som den grønlandske elite ikke for nogen pris vil lade sine egne børn gå i – de bliver sat i den ekstremt dyre privatskole i Nuuk (NIF) eller sendt til Danmark.

Den grønlandske livsløgn
Det bedste, man kunne ønske for Grønland i dag, var, at man ville stoppe op et øjeblik og besinde sig. At man ville tænke på, hvad man har, og seriøst overveje, hvad der gavner ikke en lille, sammenspist elite med en umættelig tørst efter pompøse titler og store stillinger, som den – med al respekt – hverken har evner eller forudsætninger for at bestride i det omfang, det sker i dag, men hvad der gavner Grønland og den almindelige grønlænder, som ikke har det for let. Her er udgangspunktet slet ikke dårligt – i hvert fald ikke så længe man har det generøse bloktilskud, der i dag modtages surmulende og forurettet, som var der tale om knapt tilmålte lommepenge til en teenager og ikke et kæmpebeløb, som andre kikker misundeligt efter, og som uden sammenligning gør Grønland til det rigeste og bedst funderede samfund i den arktiske verden.

Kejserens nye klæder
Det kræver, at man tager skeen i den anden hånd, og med det har det nok lange udsigter. For ikke alene er den koloniale og postkoloniale retorik med Forsoningskommissionen som et pinligt og tåkrummende højdepunkt blevet en del af den grønlandske livsløgn og mentale selvbeskyttelse, den har også slået rod i Danmark, hvor mange er blevet afhængige af den. Ikke bare som intellektuelt narkotikum, men også som en del af deres levebrød. Det gælder skolebogsforfattere, der opbygger et letfatteligt, men falsk narrativ om det frie og harmoniske grønlandske folk, som i 1721 blev ”koloniseret” af ”danskerne” (…). Det gælder den hær af litteraturkritikere, som har slået sig sammen om at løfte Kim Leines middelmådige roman om Profeterne i Evighedsfjorden til himlen, det gælder de mange rundt om på landets universiteter og læreanstalter, der befatter sig med koloniale og postkoloniale emner i forskellige afskygninger, for hvem ”noget om Grønland” – helst kritisk mod kolonimagten Danmark, så de altid dominerende amerikanere og deres australske og canadiske klakører ikke bliver sure – er blevet adgangsbilletten til internationale kongresser, ligesom det naturligvis gælder dem, der just nu som væverne i H.C. Andersens eventyr om Kejserens nye Klæder sidder og arbejder til langt ud på natten med grønlandsbindet til en ny dansk kolonihistorie, som er under udgivelse. Da der sidst kom en dansk kolonihistorie, var Grønland ikke med, eftersom Grønland ikke var en koloni. Det er der nu blevet lavet om på. Det bliver spændende at se, hvad for noget tøj kolonien Grønland har på, om overhovedet noget, når værket til sin tid skal føres i procession gennem byens gader. Om ikke andet vil forfatterne kunne prale af det kunststykke at have været med til at give Grønland en postkolonial bevidsthed, endskønt det aldrig har haft nogen kolonitid.

(…)