USA: DEN FÆLLES HISTORIE
Lektion 2-3: Vejen mod Vest (s. 232-236)
Spørgsmål til bogen:
- Beskriv ”Frontier-tesen”.
- Hvordan udvidede USA sine grænser med nye stater?
- Hvad er ”Exceptionalisme”?
- Beskriv den amerikanske borgerkrig.
- Hvem var Abraham Lincoln?
Forslag til øvelser:
- Hvorfor rejste familien Petersen? (Se supplerende materiale).
- Kunne en dansk familie forvente et bedre liv i USA end i Danmark?
- Sammenlign levevilkårene i Danmark og USA i 1800 tallet.
Supplerende materiale:
Den danske immigrant Peter S. Petersen
Peter S. Petersen emmigerede med sin familie fra Thy til Amerika i 1870’erne. Han valgte senere at nedskrive sin erindringer herom. Nedenfor kan du læse et uddrag af Peters erindringer.
Uddrag af Peter S. Petersens erindringer
… Efter at fars fætre var rejst til Amerika, talte far og mor meget om at slutte sig til dem i Chicago. Til sidst besluttede de sig for at sælge gården og udvandre.
Jeg kan huske, at én af naboerne en dag sagde til far: "Hvad vil I dog til Amerika for? I har jo et godt hjem her."
Far svarede: "Ja, vi har et godt hjem – så godt som nogen – men vi har også fire børn. Når engang gælden er betalt, og resten delt i 4, vil der ikke være meget til hver. Det er for vores børns skyld, at vi har besluttet os for at rejse til Amerika, ikke for vores egen."
Omkring midten af juni var vi klar til at drage af sted til Amerika.Far købte billetter til Chicago, Illinois for hele familien, hvilket slugte en god del af vores penge. Vi boede omkring 12 miles (ca. 20 km) fra den nærmeste jernbane, så far fik sin fætter. Hans Enevoldsen – en bror til Niels – til at køre os til stationen med sit hestespand. Mor var nu næsten 38 år gammel, og hun havde aldrig set et tog eller sågar en jernbane, hvilket vi børn selvfølgelig heller ikke havde.
Far havde rejst med tog til København et par gange som ung, da han var soldat. Da vi alle sad på vognen og var klar til afgang, steg far af igen og vandrede rundt om huset to eller tre gange og sagde så til Enevoldsen: "Hans, jeg ved ikke, hvad jeg gør!."
Så steg han på vognen igen, satte sig ned og hverken rørte sig eller sagde noget ilang tid. Havde han dengang vidst, hvad han snart skulle komme til at gå igennem i Amerika, er jeg sikker på, at han aldrig havde forladt Danmark. Far havde sikkert en fornemmelse af, at et eller andet slemt var i vente, men har nok slået det hen som rejsefeber og nervøsitet over at skulle forlade det, der havde været hans hjem i 43 år.
Vi rejste med tog til Hamburg, hvor vi boede på et hotel, som blev ejet og drevet af en dansker. Efter at vi havde været i Hamburg i to-tre dage, fik vi besked på at gøre os klar til rejsen over oceanet. Vi skulle forinden til en grundig undersøgelse hos en doktor. Bl.a. for at bevise, at vi allerede var vaccineret. Far havde orden i papirerne, og vi blev alle meldt klar til rejsen. Da vi startede på vores sejltur, gik vi først ombord på et lille fartøj, der skulle bringe os ud til det store transatlantiske skib. Vi blev ladet om fra det lille til det store skib som en flok kvæg. Jeg syntes, vi bevægede os for langsomt og forsøgte at kravle under et af sidetovene, men blev jaget tilbage. Det skib, vi skulle sejle med, hed vistnok “Westphalia”, et kombineret damp- og sejlskib tilhørende The German-American Line. Så vidt jeg husker, gik skibet ned et par år senere, dog sådan at alle – eller næsten alle – blev reddet.
På andendagen stoppede vi i Le Havre i Frankrig en dags tid for at tage kul ombord. Når skibet først tog kul ombord i Le Havre, var det formentlig fordi, det store skib ikke kunne sejle helt ind til Hamburg, hvilket det kunne i den franske havn. Nogle få dage efter vi forlod Le Havre, måske var det dagen efter, passerede vi England så tæt på, at vi kunne se kysten tydeligt.
Kilde: Peter S. Petersens erindringer.
