Forlaget Columbus

Økonomi ABC

Øvelser til tema IV

Øvelse 17.1.: Den danske økonomis åbenhed

Udregn på grundlag af tabel 17.1. graden af åbenheden i den danske økonomi. Dvs. du skal dividere eksport af varer og tjenester + import af varer og tjenester med BNP. Du kan anvende tabellen som ligger her.

Hvordan er det gået med åbenheden i den danske økonomi?

Øvelse 17.1a: Hvem handler Danmark med?

Hvilke forskydninger er der sket med den danske udenrigshandel omkring hvilke lande vi handler med? Overfor hvilke lande har vi underskud og overfor hvilke har vi overskud?

Øvelse 17.1b: Temaer omkring globalisering


Klassen kan inddeles i grupper: En gruppe behandler temaet handel, en anden outsourcing, en tredje investeringer og en fjerde ind- og udvandring. Hver gruppe holder et kort oplæg og supplerer (med lærerens hjælp) materialet i bogen

Øvelse 17.2.: Årsager til globalisering

  • a) Opregn systematisk de årsager til økonomisk globalisering som nævnes i bogen.
  • b) Hvorfor har containeren betydet så meget for verdenshandelen?

Øvelse 18.1.: Lønkonkurrenceevne

Du kan finde udviklingen i den danske lønkonkurrenceevne i de halvårlige rapporter fra Det økonomiske Råd. Find den nyeste tabel i rapporten for foråret 2009 (kapitel 1, side 89) og

  • a) Redegør for udviklingen i de forskellige  parametre som påvirker lønkonkurrenceevnen.
  • b) Hvordan forventes det at den samlede lønkonkurrenceevne vil udvikle sig og hvad kan årsagerne være til denne udvikling?

Øvelse 18.2.: Strukturel og institutionel konkurrenceevne

  • a) Hvorfor får den strukturelle og især den institutionelle konkurrenceevne større betydning for den danske økonomi?
  • b) Hvordan måles de forskellige faktorer der indgår i figuren side 190? Er de forskellige indikatorer (12 stk.) objektive?
  • c) Regeringen udarbejder hvert år en konkurrenceevneredegørelse. Se den her. Hvilke parametre indgår i regeringens regnskab over den danske konkurrenceevne.

(man kan her inddele klassen i grupper, som hver behandler et centralt aspekt af konkurrenceevnen - på hjemmesiden konkurrenceevne.dk ligger også data i Excel format, sådan man kan arbejde videre med dataene)

Øvelse 19.1.: Det indre marked

Forklar logikken bag Det indre Marked, som den fremgår af figur 19.3.

Hvad skulle konsekvensen af Det indre Marked være - ifølge teorien - med hensyn til konvergens i priser og lønninger? Passer teorien?

Det indre marked skulle føre til en øget samhandel mellem EU-landene. Find statistisk materiale der kan bidrage til at undersøge om dette er korrekt.

Øvelse 19.2.: Konvergenskriterier

Find relevant statistik (fx Samfundsstatistik 2008 tabel 18.1, 18.2 og 18.3 ) til at belyse følgende:

  • a) Kan den danske økonomi opfylde konvergenskriterierne?
  • b) Hvad med de øvrige EU-lande?
  • c) Anvend tabel 18.1. i Samfundsstatistik til at vurdere hvorvidt EU hænger sammen rent økonomisk og socialt.

Øvelse 19.3.: Hvem har økonomisk glæde af EU?

Hvilke lande betaler til og hvilke lande modtager netto fra EU? Anvend tabellen her. Er der et mønster?

Øvelse 19.4.: Medlemslandene igen


Anvend Samfundsstatistik 2008, tabel 18.1. til at undersøge om der er sammenhæng (korrelation) mellem fx:

  • energiforbrug og BNP
  • antal personbiler og BNP
  • indkomstulighed og BNP

Overvej hvad der er afhængig og uafhængig variabel. Eksisterer der en kausalitet?

Øvelse 19.5.: EU globalt

  • a) Find data for EU's andel af den samlede verdenshandel (import og eksport) , andel af det globale BNP og andel af verdens befolkning.
  • b) Diskutér om EU som den største økonomiske politik også er den dominerende blok?
  • c) Diskutér endelig konsekvenserne af at BRIK-landene overhaler EU med hensyn til samlet BNP.

Øvelse 20.1: Mønster i den internationale handel?

  • a) Redegør for (og konstruer et diagram) der viser udviklingen i den internationale handel - eksport i tabel 20.1a og import i tabel 20.1b - fordelt på relevante blokke.
  • b) Kombiner de to tabeller og påvis hvilke lande/grupper af lande der har underskud og hvilke der har overskud - både absolut og i %.

(du kan hente tabellerne her)

Øvelse 20.2: Teorier om international handel

  • a) Hvilket mønster tegner sig i tabel 20.2?
  • b) Kan mønstret forklares ved hjælp af en eller flere af teorierne om international handel?

Øvelse 20.3: Globalisering og 'slicing-up-the-value-chain'

  • a) Forklar begrebet 'slicing-up-the-value-chain'.
  • b) Kan det anvendes til at forklare Apples tilrettelæggelse af produktionen af IPod?

Øvelse 20.3a: MNS

Du kan finde en liste over de største MNS-ere her

  • a) Hvilke lande kommer de typisk fra?
  • b) Hvilke produkter er de mest fremherskende?
  • c) Olie og gas fylder meget - hvorfor? Tænk på horisontal og vertikal integration (og prisudviklingen).

Øvelse 20.4: Protektionisme

Du kan fx anvende artiklen "Krisens største offer får det svært" fra Politiken d. 26.september 2009.

  • a) Hvordan forventes verdenshandlen at udvikle sig?
  • b) Hvilke forholdsregler har USA truffet? og konsekvenserne af dette?
  • c) Du kan på Udenrigsministeriets hjemmeside finde en oversigt over forskellige typer af handelsbarrierer - hvilke findes der og hvilke problemer skaber de for den internationale handel?

Øvelse 20.5: Danmarks betalingsbalance

Du skal anvende tabeller for Danmarks betalingsbalance og kapitalbalance - fx Samfundsstatistik

  • a) Redegør for udviklingen på betalingsbalancens løbende poster for Danmark og hvilke poster har især været med til sikre overskud?
  • b) Hvordan med udviklingen på betalingsbalacens kapitalposter?
  • c) Salderer de to sæt poster?
  • d) Hvordan med udviklingen i kapitalbalancen? Hvori består gælden (passiver) og tilgodehavender (aktiver)?

Øvelse 20.5a Kan den internationale økonomi styres?

  • a) Undersøg mere konkret de forskellige organisationer i figur 20.10 - hvilke opgaver har de - hvilke beføjelser? Husk også G20.
  • b) I forbindelse med G20 topmødet i Pittsburg september 2009 var en af konklusionerne bl.a. at G20 vil overtage G8's position. Hvilke forhold kan begrunde, at G20 får en mere betydningsfuld position? 

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)