B. Supplerende tekster
1. Af Egils saga: Sønnetabet 1. Det falder mig træls
at røre tungen;
en sten på brystet
stemmer for åndedrættet.
Med ordets tryllemagt
har det sig trangt,
når tankens hus
i stormen hælder.
2. Digtergaven,
den idræt for guder,
ypperst af alle
fra oldtider,
for den er der lukket;
fra sindets lønkamre26
vælder den ikke;
det volder sorgen.
3. Lydefrit27 lystrede
mig længe ordet,
viddets28 våben,
vel slebet;
men nu bruser brændingen
ind mod mine bådskure
og dundrer på døren
til min faders dysse29.
4. Thi med min æt30
lakker det mod enden31,
som en skov skæmmet af stormen.
Den mand har mistet
sin munterhed,
der har set sine dyrebare
båret som lig over dørtærskelen.
5. Først vil jeg mindes
min faders endeligt
Min moder
mistede jeg.
Inderst i sjælen
slynger et løvværk,
de gamles minde,
sig gennem min tanke.
6. Det hul, som bølgen
brød i min faders
gamle slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men skarret32 efter min søn,
som søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid stå åbent.
7. Meget har Ran33,
havet, berøvet mig.
Ene er den,
hvem ingen elsker.
Mine slægtebånd
har søen sønderslidt;
livsstrengen i mit bryst
er bristet. 8.Kunne jeg skifte34
mig ret med spydskaftet,
da var det ude
med ødelæggeren.
Kunne man få ram
på den våde rovmorder,
gik jeg i holmgang35
med havet gerne.
9. Men jeg fandt
mine kræfter for få
til at binde an
med min søns bane.
Åbenbart
er det for alle,
at oldingen
er enligstillet.
10. Meget har Ran
berøvet mig.
Sent forvindes36
ve over frændedød37,
senest når han,
der var ættens håb,
blev taget bort
til lysere boliger.
11.Det ved jeg selv,
at i min søn
ytrede sig ikke
slet mands anlæg.
Raskhed, rankhed
var ham beredt,
havde ej Odin
lagt hånd på ham.
12. Altid var han
og jeg enige,
hvad så resten
rådede til.
Mit hus
holdt han oppe,
mine støtter
stivede han af.
13. Ofte følte jeg
savnet af fæller;
blottet i ryggen
er den broderløse.
Det tænker jeg på,
når tvist38 trækker op;
ene mand
har lange øjne.
14. Hvor finder man nu
en modig fælle,
en staldbroder,
uræd for stålet?
Uden lyst
farer man med lempe39,
når vennernes antal
skrumper ind.
15. Ransag40, om du vil,
ryst hele fylket41,
der lever ikke en,
du kan lide42 på.
Her falbyder43 man
sin broder for bøder
og åbner en handel
i hævnsager 16. Det siger man for sandt,
at mister man en søn,
gives ingen anden erstatning
end at avle en ny;
heller ikke
fylder man hullet
med den første den bredeste
efter en broder.
17. Hoben huer mig ikke44.
Frækhed og fred
følges ad.
Min døde dreng,
del af sin moder,
han er faret hen
til fædrenes solboliger.
18. Skibenes fjende,
den skummende
manddraber
står mig imod.
Kraftesløst,
når sorgen kører,
raver tankernes
tunge læs.
19. Min anden søn
af sygdom,
helsot45,
for heden46.
En dreng
uden dadel47,
af ingen
ilde48 omtalt.
20. Det glemmes ikke,
da livets giver
gramsede til sig
gaven igen,
ættens blomst,
blod af mit blod,
og al min hustrus håb.
21. Med livets herre
var jeg forligt49.
Pligtskyldigst
holdt jeg pagten,
til Odin selv,
al skæbnens ophav50,
af eget vælde51
brød venskabet.
22. Jeg ofrede gerne
til alfader Odin,
gudernes øverste,
siden man gør det.
Dog skylder jeg
skjaldenes fader
det, der er mere
end magt, i ulykker.
23. Af ulvens banemand,
den gamle blodsudgyder,
fik jeg fejlfri færdigheder,
dertil et sind,
som nødte somme
lurende avindsmænd52
til åbent fjendskab. 24. Hårdt er jeg ramt.
Nu står Hel53,
den nådeløse,
ude på næsset.
Dog skal jeg glad
og med god vilje
bie54 mine dage
på døden.
Fra: http://www.da-net.dk/EgilSkalagrimSaga1.html#Sønnetabet2. Ibn Fadlan om vikingernes skikke I år 921 sendte den arabiske kalif i Bagdad en gruppe diplomater til fyrsten over Volga-bulgarerne, og disse diplomater traf på hjemvejen fra Bulgar et antal nordboere (”ar-rus”) ved Volga (stor flod i Rusland). Nordboerne opholdt sig der for at sælge piger, pelsværk mm. Man ved ikke om de kun var på rejse ved Volga, eller om de boede fast i området som en del vikinger gjorde.
Én af diplomaterne, Ibn Fadlan, skrev straks efter hjemkomsten til Bagdad en beretning om sit møde med vikingerne: Han beskriver først og fremmest vikingernes levevis, men også deres udseende, fx deres højde, våben, tatoveringer, kvindernes smykker osv. Han fremhæver vikingernes manglende hygiejne (”De er de mest skidne af Guds skabninger”) og meget åbenlyse sexvaner – samt begravelsesskikke og deres religiøse ritualer, som de bl.a. udøver for at få held i deres handel.
Du kan læse hele kilden her3.Tekster om danskerne:Jordanes: Om folkeslag på øen Scandza (omkr. 550)
[...] På øen Scandza, som jeg beretter om, skal der bo mange forskellige stammer [nationes], men Ptolemaeus nævner kun syv af dem [...] Alle de her nævnte stammer lever ligesom vilde dyr i klipper, der er hugget ud ligesom en bjergfæstning. …… suetiderne [Suetidi] er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne [Dani], der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne [Herulos] fra deres landområde. For mere end nogen anden stamme i Scandza stræber de efter berømmelse på grund af deres legemsstørrelse55. Ermoldus Nigellus´ Digt om Kong Harald Klaks56 dåb (o.830)
”Dog der et folkefærd var, som den gamle troløse slange
havde ad vildsomme veje ledet, så Gud var dem fjern,
hedensk de længe bevarede afguddyrkelsens skændsel
så de i Skaberens sted ærede afguders tant, ikke Gud, men Neptun, og ikke Kristus, vor frelser, derimod Jupiter kun bragte de gaver og skænk.
Disse folk man kaldte tilforn med et navn, som er gammelt,
danerne, også endnu kalder man dem stedse så;
men normanner det frankiske sprog dem ofte benævner,
rappe og raske de er, våbnene bruger de flinkt.
Dette folkeslag nøje man kender så vide om lande;
båden er deres erhverv, havet de næsten bebo.
Fagre af åsyn de er, og væksten og holdningen ædel;
sagnet fortæller, fra dem nedstammer frankernes æt”57.
