B. Supplerende tekster
1. Lovgivning om fastholdelse af standssamfundet
I perioden mellem 1500 til 1800 blev der udstedt en række såkaldte luksusforordninger, inspireret af lutheranismens vægt på et ydmygt, jævnt og fromt liv. Men de skulle også sikre opretholdelse af standsforskellene i samfundet ved at regulere befolkningens brug af luksus. Man ønskede således ikke at blande de forskellige samfundslags kulturer. Nedenstående er fra ”Den koldingske Reces”, dvs. lovgivning, fra 1558. Periodens økonomiske vækst havde især gjort bønderne rigere, og man ville dels sikre sig mod, at almindelige bønder klædte sig som adelen, og at adelen ikke klædte sig som kongefamilien. En lignende lov var blevet udstedt o. 11 år tidligere; når den gentages her, må man formode, at det har knebet med at få den overholdt.
Artikel 35. Om dragt og klædedragt.
Endvidere skal ingen efter denne dag her i riget bære gyldenstykke1, bliant2 eller sølvstykke3 eller noget andet silkestykke, som er slået4 med guld eller sølv, ikke heller ladslået5, ikke heller perler uden på hovedet eller halsklæder, ikke heller guldborter6 eller sølvborter, guldsnore eller sølvsnore til at sætte på klæder af nogen slags, efter den menige adels begær, udover kongen, dronningen eller deres børn alene. Hvem der findes her imod at gøre, der har brudt dette, han skal drage til nærmeste hospital7, og når hospitalsmesteren kræver det af ham, eller af deres værge, hvis det er kvinder eller dem der ikke er deres egne værger, husbond, fader eller anden værge, så lider han maning8 der for, ligesom for anden gæld, dog undtaget dersom dronningen vil give hendes nådes jomfruer9 nogle hovedklæder besat med sølvstykke eller guldstykke, da må de bære det så længe, de er i gården10, og ikke længere.
Skal også ingen mand, enten borger, bonde, eller ufri11 mænds hustruer eller deres børn, eller noget ufrit folk, bære fløjl, dammask12, eller silkestykke, efter denne dag, under samme straf, dog skal det være tilladt en ærlig mø13, som ikke er adelig, at bære silkebindike14 og fløjlsbindike på hovedet, dog ikke ladslået eller andet nyt smykke.
Vil den, som hospitalsforstander er, se igennem fingre med dem, så må andre, hvem der vil, dele15 dem derfor, og tage det pågældende silkestykke af.
Opgave:
Hvorfor søgte de lavere samfundslag mon at efterligne overklassen mht. klædedragt? har det i perioden været vigtigt at opretholde standsforskellene i samfundet? Formuer dine overvejelser skriftligt.
Et tankeeksperiment: Er det muligt at formulere lignende – formelle eller uformelle - regler for klædedragt i nutiden? Skriv argumenterne op: Hvorfor/hvorfor ikke?
Fra: Göran Graninger & Sven Tägil: Afrika før og nu. Gyldendal 1979, s.41-44
2. Danskernes ankomst til Guldkysten16
I midten af 1600-tallet udstedte den danske konge flere privilegier på besejlingen af den vestafrikanske kyst. Blandt andet vendte et skib i 1653 tilbage derfra med en ladning af sukker, elfenben og palmeolie samt en del guld. Den heldige færd resulterede i, at flere ekspeditioner blev sendt ud for at anlægge fæstninger og handelspladser i kystområderne ved Accra, der hvor den nuværende stat Ghana ligger. Erhvervelsen af disse områder foregik dog ikke uden kamp med andre kolonimagter bl.a. med Sverige, hvad det følgende uddrag viser:
Den danske konges navn og flag skulle dog blive brugt til mere end blot at udstede privilegier. Anledningen hertil var dels krigen med Sverige, dels eventyreren Henrik Carlof. Han havde bl.a. hjulpet det Svenske Afrikanske Kompagni med at slutte handelskontrakter med afrikanerne på Guldkysten ... men var blevet uvenner med svenskerne. I sin vrede mod disse søgte han ved krigens udbrud dansk kaperbrev, og der blev da den 1. august 1657 sluttet en overenskomst med Carlof, hvor han fik i kommission at erobre det svenske fort på Guineakysten. Han skulle selv bekoste udrustningen af de nødvendige skibe ... . Hvis det lykkedes at erobre fortet, skulle han holde det, til han havde bragt kongen meddelelse herom. De kunne så forhandle om en udbygning af det danske kompagni. ...
På grundlag af overenskomsten afsejlede Carlof den 1. december fra Glückstadts red med skibet »Glückstadt«, der var forsynet med 18 kanoner og en besætning på 48 mand, og den 25.januar ankom han til Gemoree ... på Guldkysten. Det påstås, at han førte det svenske flag, og den svenske agent der på pladsen sendte da straks en mand ud til ham, men ham holdt Carlof tilbage for at få underretning om forholdene på Carlsborg. Han sejlede derpå videre til det hollandske fort Axim ... for at bede om hjælp. Det var jo klart, at han ikke med sin egen styrke kunne udrette noget. Han fik så fire både og 56 slaver, og med demsamt med 22 vel bevæbnede matroser sejlede han om aftenen til Elmina, der kun lå en halv snes km fra Carls borg. Om natten marcherede han dette sidste stykke, undervejs sendte han bud til de nærmeste negerhøvdinge og bad dem komme til ham. Den fornemste af dem var en broder til fetukongen Henniqua ved navn Acrosan, kaldet Johan Classen. Han beklædte stillingen som tay eller day, dvs. rigsstatholder, skatmester og de kristnes beskytter i landet, og han var øjensynlig en mand, der forstod sit embede. Med ham havde Carlof før sin afrejse højtideligt indgået den aftale, at han, Carlof, skulle have de svenske besiddelser overladt, når han fordrede det. Carlof mindede nu herom, idet han samtidig meddelte, at det svenske kompagnis direktører højligt havde fornærmet ham, og for at give sine forestillinger vægt lovede han Johan Classen, at han skulle få al sin gæld til svenskerne eftergivet. Negerhøvdingen indgik derfor på at hjælpe efter evne. I stilhed slap han Carlof ind i den ved Carlsborg liggende negerby Ogua, kaldte derpå det svenske kompagnis slaver til og lovede dem gode gaver, hvis de ville yde bistand.
Om morgenen lå tågen tæt over egnen. Som sædvanlig mødte kompagnislaverne op ved fortet for at hente deres værktøj, som bestod i jernstænger til at bryde sten med. En stor og en lille port førte ind i fæstningen. Om natten var alt tillukket. Om morgenen blev slaverne sluppet ind ad den lille port, men så snart de havde fået fat på jernstængerne, slog de den intetanende skildvagt ned og åbnede den store port. Carlof og hans matroser sammen med ca. 100 negre stormede nu ind, nedskød en anden skildvagt og lod derpå udråbe, at de, der ikke gjorde modstand, skulle få deres sold udbetalt. Fortets besætning bestod blot af 16 mand. Det var derfor håbløst at tænke på modstand. Den svenske kommandant og guvernør J. Ph. Krusenstierna blev taget til fange. Samtidig lå der et fuldt ladet svensk skib »Stockholms Slott« ud for fortet. I Krusenstiernas navn blev der sendt bud til skibets kaptajn om at indfinde sig i fortet, og i tågen kom han intetanende og lod sig tage til fange. Hollænderne fik derefter de hollandske matroser, der udgjorde flertallet om bord, til at forlade skibet, og de tilbageblevne svenske skibsfolk var for få til at sejle det. Skibet kunne således gøres til prise, og Krusenstierna og kaptajnen førtes fangne om bord på »Glückstadt«. De af besætningerne på fortet og skibet, der ville gå ind derpå, tog Carlof i sin tjeneste og lod dem i fortets sal sværge ham personlig troskabsed og bekræfte eden skriftligt. Det danske flag blev hejst på fortet, dansk løsen skudt, og hermed begyndte på en måde den danske konges afrikanske herredømme.
Ordforklaringer:
- privilegium: særrettighed, forret.
- kaperbrev: en krigsførende regerings skriftlige tilladelse til at et privat skib for egen regning og risiko kunne opbringe fjendtlige handelsskibe.
- kommission: bemyndigelse, fuldmagt.
- Carlsborg: svensk fort på Guldkysten.
- sold: betaling, løn.
- prise: skib eller varer, der under søkrig er opbragt af en krigsførende magt.
- fetuerne: afrikansk stamme på Guldkysten.
- fetich: ting, hvori guddom har taget bolig.
