A: Bogens tekster i længere udddrag
1. H. C. Andersen: Eventyr 32: Holger Danske. (1845)
Der er i Danmark et gammelt Slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud i Øresund, hvor de storeSkibe hver Dag seile forbi i hundredviis, baade engelske, russiske og preussiske; og de hilse med Kanoner for det gamle Slot: "bum!" og Slottet svarer igjen med Kanoner: "bum!" for saaledes sige Kanonerne "god Dag!" "mange Tak!" - Om Vinteren seile der ingen Skibe, saa ligger Alt med Iis lige over til det svenske Land, men det er ordenlig1 ligesom en heel Landevei, der vaier det danske Flag og det svenske Flag, og danske og svenske Folk sige hinanden: "god Dag", "mange Tak!" men ikke med Kanoner, nei med venligt Haandtag, og den ene henter Hvedebrød og Kringler hos den anden, for fremmed Mad smager bedst. Men Pragten i det Hele er dog det gamle Kronborg og under det er det at Holger Danske sidder i den dybe mørke Kjælder hvor Ingen kommer, han er klædt i Jern og Staal og støtter sit Hoved paa de stærke Arme; hans lange Skjæg hænger ud over Marmorbordet hvori det er voxet fast, han sover og drømmer, men i Drømme seer han Alt hvad der skeer heroppe i Danmark. Hver Juleaften kommer en Guds Engel og siger ham at det er rigtigt, som han har drømt, og at han godt kan sove igjen, for Danmark er endnu ikke i nogen ordenlig2 Fare! men kommer det i een, ja, saa vil den gamle Holger Danske reise sig saa Bordet revner, naar han trækker Skjægget til sig! saa kommer han frem og slaaer saa det høres i alle Verdens Lande.
Alt dette om Holger Danske sad en gammel Bedstefader og fortalte sin lille Sønnesøn og den lille Dreng vidste, at hvad Bedstefader sagde, det var sandt. Og mens den Gamle sad og fortalte, saa snittede han paa et stort Træbillede, det skulde forestille Holger Danske og stilles forud paa et Skib, for den gamle Bedstefader var Billedsnitter, og det er saadan en Mand, som skjærer ud til Skibenes Gallioner3, efter som hvert Skib skal kaldes, og her havde han udskaaret Holger Danske, der stod saa rank og stolt med sit lange Skjæg og holdt i den ene Haand det brede Slagsværd, men støttede den anden Haand paa det danske Vaaben.
Og den gamle Bedstefader fortalte saa meget om mærkelige danske Mænd og Qvinder, at den lille Sønnesøn tilsidst syntes, at nu vidste han ligesaa meget, som Holger Danske kunde vide, der jo dog kun drømte derom; og da den Lille kom i sin Seng, tænkte han saa meget derpaa, at han ordenlig knugede sin Hage til Sengedynen og syntes at han havde et langt Skjæg, der var voxet fast i den.
Men den gamle Bedstefader blev siddende ved sit Arbeide og snittede paa den sidste Deel deri, det var det danske Vaaben4; og nu var han færdig, og han saae paa det Hele og han tænkte paa Alt, hvad han havde læst og hørt og hvad han i Aften havde fortalt den lille Dreng; og han nikkede og tørrede sine Briller, satte dem paa igjen og sagde: "ja i min Tid kommer nok ikke Holger Danske! men Drengen der i Sengen kan maaskee faae ham at see og være med naar det rigtigt gjælder," og den gamle Bedstefader nikkede, og jo mere han saae paa sin Holger Danske, des tydeligere blev det ham at det var et godt Billede han der havde gjort; han syntes ordenlig at det fik Couleur5, og at Harnisket6 skinnede som Jern og Staal; Hjerterne i det danske Vaaben bleve mere og mere røde og Løverne sprang med Guldkroner paa.
"Det er dog det deiligste Vaaben nogen i Verden har!" sagde den Gamle. "Løverne ere Styrke og Hjerterne ere Mildhed og Kjærlighed!" og han saae paa den øverste Løve og tænkte paa Kong Knud7, der bandt det store England til Danmarks Kongestol, og han saae paa den anden Løve og tænkte paa Waldemar8, som samlede Danmark og betvang de vendiske Lande; han saae paa den tredie Løve og tænkte paa Margrethe som forenede Danmark, Sverrige og Norge; men idet han saae paa de røde Hjerter, saa skinnede de endnu stærkere end før, de bleve til Flammer som bevægede sig, og hans Tanke fulgte hver af dem.
Den første Flamme førte ham ind i et snevert mørkt Fængsel; der sad en Fange, en deilig Qvinde, Christian den Fjerdes Datter: Eleonore Ulfeld9; og Flammen satte sig som en Rose paa hendes Bryst og blomstrede sammen med hendes Hjerte, hun den ædleste og bedste af alle danske Qvinder.
"Ja, det er et Hjerte i Danmarks Vaaben!" sagde den gamle Bedstefader.
Og hans Tanker fulgte Flammen, som førte ham ud paa Havet, hvor Kanonerne buldrede, hvor Skibene laae indhyllede i Røg; og Flammen hæftede sig som et. Ordensbaand paa Hvitfeldts10 Bryst idet han til Flaadens Frelse sprængte sig og sit Skib i Luften.
Og den tredie Flamme førte ham til Grønlands usle Hytter hvor Præsten Hans Egede11 stod med Kjærlighed i Ord og Gjerning, Flammen var en Stjerne paa hans Bryst, et Hjerte til det danske Vaaben.
Og den gamle Bedstefaders Tanker gik foran den svævende Flamme, thi hans Tanke vidste hvor Flammen vilde hen. I Bondekonens fattige Stue stod Frederik den Sjette og skrev sit Navn med Kridt paa Bjelken; Flammen bævede paa hans Bryst, bævede i hans Hjerte; i Bondens Stue blev hans Hjerte et Hjerte i Danmarks Vaaben. Og den gamle Bedstefader tørrede sine Øine, for han havde kjendt og levet for Kong Frederik med de sølvhvide Haar og de ærlige blaae Øine, og han foldede sine Hænder og saae stille frem for sig. Da kom den gamle Bedstefaders Sønnekone og sagde at det var sildigt12, nu skulde han hvile, og at Aftenbordet var dækket.
"Men deiligt er det dog hvad Du det har gjort, Bedstefader!" sagde hun. "Holger Danske og hele vort gamle Vaaben! - Det er ligesom om jeg havde seet det Ansigt før!"
"Nei det har Du nok ikke!" sagde den gamle Bedstefader, "men jeg har seet det, og jeg har stræbt at snitte det i Træ, saaledes som jeg husker det. Den Gang var det, da Englænderne laae paa Rheden, den danske anden April13, da vi viste vi vare gamle Danske! Paa "Danmark" hvor jeg stod i Steen Billes Eskadre, havde jeg en Mand ved min Side; det var, som Kuglerne vare bange for ham! lystig sang han gamle Viser og skjød og stred, som var han meer end et Menneske. Jeg husker hans Ansigt endnu; men hvorfra han kom, hvorhen han gik, veed ikke jeg, veed Ingen. Jeg har tidt tænkt, det var nok gamle Holger Danske selv, der var svømmet ned fra Kronborg og hjalp os i Farens Stund; det var nu min Tanke og der staaer hans Billede!"
Og det kastede sin store Skygge heelt op ad Væggen, selv noget hen ad Loftet, det saae ud, som var det den virkelige Holger Danske selv, som stod der bag ved, for Skyggen rørte sig, men det kunde da ogsaa være fordi Flammen i Lyset ikke brændte stadigt14. Og Sønnekonen kyssede den gamle Bedstefader og førte ham hen i den store Lænestol foran Bordet, og hun og hendes Mand, som jo var den gamle Bedstefaders Søn og Fader til den lille Dreng der laae i Sengen, sad og spiste deres Aftenmad, og den gamle Bedstefader talte om de danske Løver og de danske Hjerter, om Styrken og Mildheden, og ganske tydeligt forklarede han at der var endnu een Styrke foruden den der laae i Sværdet og han pegede paa Hylden hvor der laae gamle Bøger, hvor alle Holbergs Comedier laae, de som saa tidt vare læste, for de vare saa moersomme, man syntes ordenlig at kjende alle de Personer deri fra gamle Dage.
"See, han har ogsaa vidst at hugge!" sagde den gamle Bedstefader; "han har hugget det Gale og Kantede af Folk saa langt han kunde!" og gamle Bedstefader nikkede hen til Speilet, hvor Almanaken15 stod med det "Rundetaarn" og saa sagde han: "Tyge Brahe16, han var ogsaa een, som brugte Sværdet; ikke til at hugge i Kjød og Been, men hugge en tydeligere Vei op imellem alle Himlens Stjerner! - Og saa han, hvis Fader var af min Stand, den gamle Billedsnitters Søn, han vi selv have seet med det hvide Haar og de stærke Skuldre, han som nævnes af alle Verdens Lande!17 ja han kunde hugge, jeg kan kun snitte! Jo, Holger Danske kan komme paa mange Maader, saa at der i alle Verdens Lande høres om Danmarks Styrke! Skal vi saa drikke Bertels Skaal!"
Men den lille Dreng i Sengen saae tydeligt det gamle Kronborg med Øresund, den virkelige Holger Danske som sad dybt dernede med Skjægget voxet fast i Marmorbordet og drømte om Alt hvad der skeer her oppe; Holger Danske drømte ogsaa om den lille fattige Stue, hvor Billedsnitteren sad, han hørte Alt hvad der blev talt og nikkede i Drømme og sagde: "Ja, husk kun paa mig I Danske Folk! behold mig i Tanke! jeg kommer i Nødens Time!"
Og udenfor Kronborg skinnede den klare Dag og Vinden bar Jægerhornets Toner over fra Nabolandet, Skibene seilede forbi og hilsede: "bum! bum!" og fra Kronborg svarede det: "bum! bum!" men Holger Danske vaagnede ikke hvor stærkt de skjøde, for det var jo bare: god Dag!" - "Mange Tak!" Der skal skydes anderledes før han vil vaagne; men han vaagner nok, for der er Krummer i Holger Danske!
2. Laurids Skaus tale på Skamlingsbanken, 1844
ANLEDNING
Folkemøde arrangeret af en gruppe nordslesvigske bønder (Skamlingsbankeselskabet)
TALEN
Bestyrelsen for Skamlingsbankeselskabet har anmodet mig om atter i Aar at holde Tale.
Denne hæderlige Tillid af saa agtede Mænd har glædet mig meget; thi i betrængte Tider er det ikke nok, at vi viser Troskab mod hverandre, men vi maa ogsaa kunne have Tillid til hverandre.
Men jeg kan denne Gang ikke holde nogen Takketale og ende med Jubelraab, som alle ville istemme.
Dog frygter derfor ikke, mine Venner, ikke engang I, som blot er komne hertil i den Tanke, at tilbringe Dagen i fredelig Glæde! Jeg skal ikke prædike Oprør; ingen elsker Fred og Orden højere og oprigtigere end jeg. Heller ikke nogen Sorgetale skal det blive; thi for mig er Patentet af 29. Marts ikke en Ligsten, som er lagt paa det første, os saa kære Sprogreskripts Grav.
Men om Sprogpatentet maa jeg dog tale; dertil staar vor Hu og vore Tanker, derom taler jeg bedst, derom hører I mig formodentlig ogsaa helst. Altsaa Sprogpatentet af 29. Marts18, hvad har det virket? Har det ikke givet den danske Nationalitet her i Nordslesvig Naadestødet?
Det har jo udbredt Mismod og Frygt iblandt vore Venner, saa at mange har sagt: ”Nu se vi tydeligt, at vi Dansksindede ere de Svagere og de Tysksindede de Mægtige; det er nu en Gang saa, og vor Modstand volder os kun ny, værre Plager”. Saaledes har mange talt, jeg kan desværre ikke nægte det; thi jeg har selv hørt det. Og hvis alla talte saa, og hvis jeg var den eneste blandt Sagens Venner, som havde en anden Følelse end Frygt for vore Modstandere, en anden Tanke end Underkastelse, da vilde jeg fortvivle om Frelse, og for at give min Smerte luft, da vilde jeg fra Slesvigs højeste Top holde Nationalitetens Sørgetale.
Men jeg staar ikke ene. En stor Mængde føler med mig ikke Frygt, men Harme, ikke Mismod, men dyb bedrøvelse. Og Gud ske Lov, ikke alene Frygten, men ogsaa Modet er smitsomt. Til de Forsagte og Bange, som ej kan smittes af vort Mod, vil jeg sige: Gaa hellere hjem herfra, når vi blive de Stærkere, falde i dog til os; men nu kunne I ikke hjælpe os; I kunne kun skade eder selv ved at vise eder i vor Kreds.
Gaa derfor hjem herfra; underkast eder tavse de tyske Overmænd og knurre ikke. Vil dette ikke være nok til at skaffe eder Fred og gode Dage, da rose i dem offentligt, kalde deres Undertrykkelse faderlig Omhu og takke dem, fordi de bragte eder Fredens Velsignelser; men forbander os eder, eders Brødre, og kald os Fredsforstyrre og Urostiftere. Men, hvis man om føje Tid endnu skulle forlange mere af eder, saa svare i disse faderlige Velgørere:
Vi kunne ej gøre mere, lad os nu fare i Fred; men skal det være, saa tag da vore Børn, og lær dem til, som I ville have dem; og ellers tie stille, når de ere i Stuen.
– Men til de andre af mine Landsmænd, de som havde Kraft nok i Brystet til at kunne Harmes, og Hjerte nok i Livet til at kunne bedrøves, dem vil jeg spørge, om det er gaaet dem som mig, da den Tidende bragtes om i Landet: ”Fra nu af skal vort Modersmaal ikke nyde samme Ret og Ære paa Folketinget som det tyske Sprog”.
Mine Venner! Saa længe det kun var tyske Modstandere, høje og lave, der benyttede deres Stilling og Klogskab til at paatvinge eller paaliste os det tyske Sprog, saa var vort Modersmaal endnu i lovlig Besiddelse af sin naturlige Ret, og det stod i vor Magt, ved Mod og Udholdenhed, at tiltvinge os den.
Og saa længe det kun var en overmodig Herre eller uvidende Nar, der lod haant om vort danske Sprog i sammenligningen med det tyske, saa kunne vi tugte Fornærmeren, og vor nationale Ære stod uplettet.
Men vort Modersmaals Degradation forkyndtes os i lovens Navn, i hans Navn, som er alle sine Undersåtters Fader, som er den danske Nations Repræsentant, dens Æres fødte Værge.
Da spurgte jeg mig selv: Hvorfor er dette sket, og hvorledes har det kunnet komme? Er det maaske en Vildfarelse af mig, at mit Modersmaal har nogen Ret eller nogen Ære? Mine Venner!
Hvad Modersmaalet egentligt er, og hvori dets Hellighed egentlig bestaar, det formaar jeg ikke tilfulde at gøre Rede for, og beder de lærde Mænd om at udgrunde og forklare os det.
Men det ved jeg, at naar nogen ringeagter og forhaaner mit Modersmaal, saa er det for mig, som om de ringe agtede og forhaanede mine Venner og Kammerater, alle mine Bysbørn, hele Sognet, hele Nationen, med et Ord; forhaanede alle dem, som mit Hjerte hænger ved; thi det er Modersmaalet, som knytter mig til dem alle; det er Modersmaalet, som har bragt deres Tanker og Følelser over til mig og mine til dem; det er Modersmaalet, der bestandig gaar frem og tilbage imellem dem og mig, som Glædens eller Sorgens, Haabets eller Bekymringernes Budskab, som bringer det, der ligger allermindst, allerdybest i deres Sjæle, det bedste, det sandeste, det ægteste, de eje, til mig og fra mig til dem. Som sagt, jeg har ikke formaalet at udgrunde, hvori Modersmaalets egentlige Væsen og Hellighed bestaar; men jeg føler, at naar Herrens Bud lyder til mig: ”Ær din Fader og Moder, paa det at det kan gaa dig godt, og du kan leve længe i Landet!” da har jeg kun slet agtet. Guds Lov, naar jeg ikke holder mine Fædres Sæder og min Moders Maal højt i Ære.
– Patentet af 29. Marts bragte en stærk Bevægelse i mine Følelser og Tanker.
Det kom pludseligt som et Lyn; men det har ogsaa lyst op som et Lyn og tændt an som et Lyn. Har det virket hos mange som hos mig, da skal vi ikke sørge og græmme os. Da er Patentet ikke en Ligsten over den danske Nationalitet, fordi den er død, men et Nødflag, fordi den er i Fare, og fra alle Kanter i Landet vil man ile til, som man alt har begyndt for at bringe Hjælp.
Da skal ej alene vi Nordslesvigere, men enhver i Kongeriget føle og erkende, at det er Danmarks Nationalære, som er i Fare, at, om end Kamppladsen denne Gang kun er i Slesvig, saa angaar det lige saa fuldt alle Danske i Kongeriget som alle Danske i Slesvig. – Jeg har spurgt mig selv: Hvad er Nationalitet? Hvori bestaar det ejendommelige i en Nation? Det, hvori alle, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge ligne hinanden, og udgøre ligesom en stor Familie? Det, hvor de er forskellige fra andre Nationer, som andre Nationer ikke har tilfælles med dem? Er det Mad og Drikke? Er det Klæderne?
Eller er det ikke meget mere Sproget? Jeg kan i det mindste ikke udfinde noget, hvori Nationaliteten snarere bestaar, hvori den mere træder frem, mere viser sig, hvorpaa det mere kendes, til hvilken Nation jeg hører. Sproget er altsaa Nationalitetens Repræsentant.
Når derfor Modersmaalet ringeagtes og forhaanes, da forhaanes min Nationalitet, da forhaanes jeg ikke som enkelt Mand for mig selv, men som en af Nationen. – Naar da Dommen lyder saaledes: ”I et Folkeraad , hvor Statens danske og tyske Undersaatter mødes, kan enhver, som har Lyst, tale Tysk; men Dansk tør den kun tale, som ej kan Tysk”, da er den danske Nationalitet degraderet, og, hvor der findes nogen dansk Nationalære, der er den krænket. Det er ikke alene os Nordslesvigere, thi vi degraderes ikke, fordi vi er Slesvigere eller fordi vi bo nord paa og ikke syd paa; men vi degraderes, fordi vi er danske Slesvigere og ikke tyske Slesvigere. Det er altsaa ene Danskheden hos os, som er fornedrende, og ikke nogen anden Egenskab. Jeg begriber derfor ikke, hvorledes nogen kan sige, at Sagen ikke angaar de Danske i Kongeriget.
Mig synes endog, at det endnu mere er deres Ære, som er krænket end vor. Thi til os raaber man dog de Trøstens Ord: I ere jo Slesvigere, og hvis der er noget fornedrende i at være Dansk, saa skjul eders Danskhed og indhyl eder i Slesvigskheden. Men til eder fra Kongeriget har man ikke denne Trøst; thi I ere intet andet end Danske. Hvis I altsaa har nogen Nationalære, mine Brødre, da maa I føle, at denne Sag netop angaar eder, og allermest eders Folkerepræsentanter, hvis Kald det er at vaage over Nationens Ære, lige saa vel som over dens Vel.
Nej, mine Venner, vi ville ikke trøste os med Blændværk og Løgn. Vi er Danske i Slesvig ikke dermed, at vor slesvigske Nationalitet er ukrænket; thi den slesvigske Nationalitet bestaar ikke i noget, som hverken er dansk eller tysk, men den er enten dansk eller tysk, og vor er den danske. I Danske fra Kongeriget trøste eder ikke dermed, at Dommen ikke træffer eder; thi naar Danskheden fornedres, da krænkes eders Nationalære, enten det saa sker i Slesvig eller Viborg. Men vi ville trøste os med, at det turde vel blive anderledes, hvis det først bliver klart for hele Nationen og for dens allerhøjeste Repræsentant, at Nationens Ret og Ære ere udsatte for den største Fare, saalænge deres Vogtere ikke tages blandt Nationens ægtfødte Sønner.
Historien har vist, at, da de danske Konger indsaa, at de fremmede Lejetropper kun slet forsvarede Landets Grænser, blev landets egne Børn dets Forsvarere.
– Og hermed vil jeg slutte: Jeg vil ende som jeg begyndte; jeg anser ikke Nordslesvig for en Kirkegaard, hvor den danske Nation vil stede sin Nationalære til Jorden, og hvor Patentet af 29. Marts skal læses som dens gravskrift. Men jeg anser Patentet for et Spørgsmaal, hængt højt op for hele Folket til Besvarelse: ”Gives der nogen dansk Nationalitet, nogen dansk Nationalære eller ikke.”
