Dansk og historie

B. Supplerende tekster

1. En slavetransport¹⁹

I slutningen af 1700-tallet voksede modstanden i Europa mod slavehandelen. Opdagelsesrejsende i Afrika havde set den umenneskelige behandling, slaverne fik, og deltog i hjemlandet aktivt i kampen mod slavehandelen. Den danske regering ophævede som den første handlen med slaver i 1792. Det varede imidlertid længe, inden forbuddet fik nogen virkning. Her beretter den danske præst H. C. Monrad om, hvorledes slavehandelen endnu foregik i 1805 på Guineakysten. Hans bog udkom i 1822.

At såvel negerfyrsterne, som de europæere, der handler i Afrika, med forbitrelse betragter slavehandelens ophævelse, er vist. Da den danske regering havde ophævet slavehandelen efter disse års forløb, lod vor guvernør på Guinea - jeg ved egentlig ikke hvorfor - kongen af Ashantee underrette derom ved et gesandtskab af accra-negre, som tillige bragte ham en del foræringer, hvilket altid ved sådanne lejligheder er nødvendigt. Kongen svarede: »Kongen i Danmark har lov til at gøre i sit land, hvad han vil. Men jeg vil gøre i mit land, hvad jeg vil.« Dette svar blev meget beundret. At gesandtskabets egentlige hensigt, som dadlesygen sagde, var at opmuntre kongen til at sende slaver, vil jeg ikke antage. Skønt den mængde af slaver, som efter den tid sendtes til kysten, ikke talte derimod. Slaverne bringes, dels i stort antal, dels enkelte, til forterne eller til de i landet etablerede europæiske købmænd for at sælges. Flere sådanne slaver kaldes: en transport. Negerkøbmændene lænker dem ofte således, at de går i rad. En jernbøjle slutter om halsen, og derfra går en kæde, omtrent 1-2 alen lang fra første til næste slave osv. til den sidste mand i transporten. Undertiden er de således bundne med bastreb, undertiden bagbundne, undertiden er en arm bundet til livet. De som ledsager dem er væbnede på negrenes almindelige vis, med knive, dolke og stundom geværer. Sjældent er negerkøbmændene forsynet med jernkæder, og da er det almindeligst, at slavens højre arm, indtil albuen, lægges hen ad et tykt stykke rundt træ, og oven over den, omtrent midtvejs, slås en jern bøjle ned i træet, hvilket, på grund af sin tyngde, nøder ham til at bære træklodsen på hovedet, hvorved han gøres uskikket til modværge og løben. Armen ophovner herved ofte meget. Undertiden anbringes en knebel i munden, som da står ganske opspærret på slaven, for at hindre ham i at råbe. Dette middel anvendes hos sådanne, som er nylig panjarede eller ranede, og som derfor viser sig mest uregerlige og skriger om hjælp. - Sådan uregerlighed mellem slaverne ved nærmelsen til stranden hidrører også for en del fra de forestillinger, at de skulle udskibes til steder, hvor de ædes, hvor der tillaves rød vin af deres blod, og der sys sko af deres hud. Det er sandt, disse og lignende forestillinger er falske. Men er en indbildt elendighed mindre end en virkelig? Selv fornuftigere negre kunne ikke ret få ind i hovedet, at en så umådelig mængde af slaver, som udføres fra Afrika, blot er bestemte til at arbejde.
Slaverne lider meget af sult, slet behandling og strabadser, når de transporteres langvejs fra. De ser da også ofte yderst magre og ynkværdige ud, når de ankommer til havet, hvor de af købmændene nøje besigtiges, og hvor den mindste fejl, f.eks. en tand færre, enkelte grå hår på hovedet, stor magerhed osv. forringer prisen. Man regner ofte 4 daler mindre i prisen for enhver tabt tand.

Når slaverne i nogen tid har nydt rolighed hos købmændene og er vel fodrede, får de fleste igen et godt udseende og kunne da sælges for fuld pris til skibene. De fleste slaver, som kender deres skæbne, før de kommer til forterne, underkaster sig den med stum, tilsyneladende kulde. De derimod som er bragte derhen, uden at vide hvilken skæbne, der ventede dem, f.eks. unge kvinder, der har tjent negerkøbmændene som konkubiner på vejen, og sådanne negre, som har været med til at ledsage slavetransporten, og som efter aftale med europæerne, voldelig overfaldes i forterne og slæbes ind i slavehullerne, overlader sig til den mest levende smerte og fortvivlelse. De kaster sig, især kvinderne, på jorden, skriger, rækker hænderne over hovedet og vender deres blik mod himlen. Dette første heftige indtryk forsvinder dog i almindelighed, og der er kun få af disse fortvivlede, som sørger og sulter sig ihjel, og som hverken overtalelse eller pisk kan formå til at tage føde. Det har altid været mig ubegribeligt, at såkaldte dannede mennesker har med kulde, ja sommetider med hån betragtet sådanne optrin, eller endog, da de anså disse som en slags forbitrelse og kneb, har ladet dem straffe med slavepisken. Gud! Er det retfærdigt hos dig, at al den hjerteangst og elendighed, som slavehandlerne har forårsaget, engang skal komme over dem selv, da ve dem tifold mere, end de ulykkelige, som de har pint!

Når slaverne er solgt til købmændene ved stranden eller til fortcheferne eller andre handlende på forterne, bliver de, som man kalder det, slået på kæden. Et ubestemt antal, som oftest fra 10 til 20, er på en sådan kæde ... . Natten tilbringer de på træbrikse, den ene over den anden, i mørke hvælvinger, hvor kun lidt luft kan trænge ind gennem et firkantet hul, som er anbragt på den jernbeslåede og med jernstænger forsynede dør. At ingen kvæles her, har ofte forundret mig. Thi heden, som forøges ved mange menneskers uddunstning, hvilket formeres ved uddunstningen af de ting, man undertiden må skille sig af med, og som der optages i store baller, forårsager en højst afskyelig stank, som om morgenen (især hvis der er mange slaver), når de raslen de døre åbnes, spreder sig over hele fortet og fordærver luften. Om dagen sidder de mest i fortets gård og lider ingen mangel. Det er vigtigt for de handlende, at de slaver, der er bestemt til udførsel, bliver behandlet godt. Derfor vaskes de også daglig, og holdes ikke til strengt arbejde. Undertiden bruges de dog, og det gælder begge køn, til at bære sten på hovedet fra de nærmeste stenbrud til forterne og er da, som altid, sluttede på kæden. Sjældent piskes de alvorligt, da dette giver dem et slemt udseende og vækker den mistanke, at de er uregerlige. Under sådan stenbæren i rad ledsages de af fortets soldater, der behandler dem meget vilkårligt og, som det hedder, bruger slavinderne så meget de vil. Skulle sådan brug få visse følger, forøger dette dog ikke slavindens værdi, lige så lidt som denne forøges derved, at hun har et spædt barn. Thi små børn dør næsten altid på overrejsen til Vestindien, for ikke at tale om, at den frugtsommelige negerinde let kunne sætte livet til i barselsengen. Man søger derfor i almindelighed for at skille sig af med små børn inden afrejsen til Vestindien.

Når slavekaptajnerne ... eller købmændene fra skibene kommer i land til de handlende eller til forterne bliver de slaver, som er til salg, opstillet i gården i deres kæde eller løse, således at de omtrent danner en kreds. Køberne går da omkring og foretager sig den nøjagtigste besigtigelse. Slaven må gå, vise sine tænder. Man lugter ham ind i munden, beser ham meget nøje i øjnene, han må gøre allehånde bevægelser med arme og ben. De hemmelige dele undersøges, hvorved jeg har set mange, især unge negerinder, grædende og dybt nedbøjet. De slaver, som vælges,mærker købmanden med et stykke hvidt kridt tværs over hovedet, de sluttes derpå sammen og bringes lænkede om bord på kanoer, hvorpå de føres ud til skibene. På grund af deres alt for store sammendyngen i kanoerne, kæntrer disse stundom i brændingen. Dette var det første syn, som mødte mit øje, da jeg gik i land i Afrika. Dog omkom dengang ingen af slaverne, men de blev alle reddet på nogle stenrevler ved strandbredden. Noter:

• gesandt: en stats officielle repræsentant i en anden stat.
• panjare: tage som pant.
• daler: dansk sølvmønt indtil 1875. Daleren var fastsat til 6 mark a 16 skilling.
• konkubine: elskerinde.
• 1 alen: 62,8 cm.

2. Næringsfrihedsloven af 1857²⁰

Efter intense debatter og omfattende kommissionsarbejder i 1840'erne og 1850'erne pålagde regeringen i 1855 overretsassessor (landsretsdommer) Otto Müller at udarbejde et udkast til lov om reform af næringslovgivningen. Dette blev grundlag for regeringens forslag, som i december 1857 blev lov trods protester fra næsten alle håndværksmestre og en stor del af svendene.

»Lov om håndværks- og fabriksdrift samt handel og beværtning m.v.« af 29. december 1857 fra Love og Anordninger... for Årene 1857, 1858 og 1859, s. 349 ff. § 2. Betingelser for meddelelse af borgerskab og næringsbevis.
Til at erhverve borgerskab eller næringsbevis kræves: 1. at den pågældende er fuldmyndig, 2. at hans bo ikke er under opbuds-1 eller fallitbehandling, 3. at han ikke ved dom er fundet skyldig til straf på æren eller offentligt arbejde eller er under tiltale for en forbrydelse, der kan medføre sådan straf, 4. at han, såfremt han ikke har indfødsret, oplyser, at han i det mindste i 5 år har opholdt og ernæret sig her i Riget. . .

§ 7. Enker, forladte, fraskilte og separerede hustruer samt ugifte kvinder, der er 25 år gamle og myndige med eller uden kurator2 skal have lige adgang med mandspersoner til næringsdrift, når de opfylder de i § 2 fastsatte betingelser. . .

§ 15. Adgangen til den hidtil under borgerlig næring hørende håndværksdrift og til den fabriksdrift, som ikke er fri, skal, for så vidt ikke anderledes er bestemt i denne lov, stå åben for enhver, som efter de i det foregående foreskrevne regler kan få borgerskab eller næringsbevis . . .

§ 17. Enhver kan som entreprenør3 eller leverandør påtage sig udførelsen af et hvilket som helst arbejde eller leveringen af en hvilken som helst håndværks- og fabriksvare, når han blot lader arbejdet udføre ved eller bestiller varerne hos personer, der er berettiget til at udføre og afsætte disse. . .

§ 19. Så ofte der opstår spørgsmål om grænsen mellem de forskellige håndværks- eller fabriksnæringers berettigelse, skal dette afgøres ved lov og sædvane, dog med følgende nærmere bestemmelser: det skal være tilladt enhver håndværker, selv eller ved medhjælpere af eget eller af andre håndværk, at udfærdige alle enkelte dele af og udføre alt arbejde ved de genstande, som han er berettiget til at afhænde som hele fabrikater, uanset at disse dele eller dette arbejde hører under andre næringer. .

§ 21. Hvor næringsadgangen ikke binder næringen til et bestemt sted er der intet til hinder for at holde værksted på flere steder i jurisdiktionen4, når den pågældende selv står som mester for disse og ikke benytter denne ret til at lade uberettigede drive håndværket i sit navn. Det er heller ikke mesteren forment at lade sine medhjælpere arbejde i deres hjem.

§ 22. Ligesom købstadshåndværkeren kan arbejde for andre købstæders beboere og landboere, således kan landhåndværkere også være berettigede til at arbejde for købstadsboere.

§ 23. Håndværkere og fabrikanter i købstæderne er berettigede til at sælge deres varer fra værksted, fabrik, bopæl eller åbne butikker i staden. De på landet bosatte håndværkere og fabrikanter kan have et udsalgssted enten ved bopælen eller værkstedet. Fabrikanter kan tillige have udsalg i købstæderne.

§ 25. Håndværks- og fabrikslavenes hidtil udelukkende ret bortfalder. Men iøvrigt vedbliver ethvert lav, der af Indenrigs-ministeriet anerkendes som sådant og har mindst 5 medlemmer, at bestå, indtil et flertal af medlemmer beslutter at lavet skal ophæves eller medlemmernes antal falder til under 5. Det står ethvert medlem af et lav frit for at udmelde sig, når han vil. . .

§ 30. Adgang til handelsberettigelse.
Adgang til at drive handel står, for så vidt ikke anderledes bestemmes ved denne lov, åben for enhver, der i følge de i det foregående foreskrevne bestemmelser vinder borgerskab eller næringsbevis. . .

§ 43. Handelslavene bliver herved ophævet såvel i som uden for København. . .

§ 55. En gros handel, købmandshandel og detailhandel tillades ikke efter almindeligt næringsbevis i mindre end 11/2 mils afstand fra nærmeste købstad i Kongeriget eller hertugdommet Slesvig.

Noter:

• 1. Opbud: udlæg i en skyldners bo.
• 2. Kurator: en, der forvalter en andens formue, særlig umyndiges eller mindreåriges.
• 3. Entreprenør: igangsætter og leder af industrivirksomhed.
• 4. Jurisdiktion: retskreds.

3. Forsvar og kritik af enevælden Advarsel mod at opgive Enevælden²¹Til Roskilde stænderforsamling blev der 1840 indgivet en række andragender (petitioner = bønskrivelser) om forfatnings¬spørgsmålet. De fleste bad stænderforsamlingen om at arbejde for, at en fri forfatning gradvist blev indført. Enkelte adresser advarede der¬imod bestemt mod at opgive enevælden - f.eks. denne adresse, der kom fra 53 indbyggere på Langeland.

DANMARKS KONGEDØMME ER FOLKETS TRØST OG FORHÅBNING ... Det danske folk har ikke grund til at ønske og kan ikke være tjent med at få skattebevillingsret eller en konstitution [forfatning] ... Ligesom det i privatlivet ikke kan gå an, at stridende parter døm¬mer i deres egne tvistigheder, men at den dømmende myndighed nødvendigvis må overdrages en tredje mand, der er sagkyndig og upartisk, således kan det heller ikke være ønskeligt, at et folk har ret til i dets almenanliggender at bestemme, hvad der skal ske eller ikke ske, give love og foreskrive regler for regeringen.

Men når man kender de menneskelige lidenskaber og svagheder, da indses, at der snart vil opstå partier med modstående interesser, og at ethvert parti ofte vil søge sin egen fordel, førend det tænker på fædrelandet. Omsider vil et enkelt parti ved sin overvejende indfly¬delse på valgene og i folkerådet rive magten til sig og siden tyrannisere over sine modstandere. Får almuen overmagten, da vil der som følge af demagogernes rænker [folkeforførernes intriger] let kunne opstå mange excesser rundt omkring i landet, som til sidst kan blive frygtelige. Men sejrer det modsatte parti, da vil de ringere folkeklasser blive overlæssede med allehånde byrder. En passende mellemvej vil vanskelig opnås, og folket vil i ethvert fald stedse blive udsat for, at man går til den ene eller anden yderlighed. Det vil ikke kunne blive almindeligt, men snarere som et spil eller et lyk¬ketræf, om retfærdighed og sand klogskab følges ved afgørelsen af sager af betydning. En uindskrænket monark kan fornuftigvis ikke have interesse af andet end det almene bedste; thi hans eget vel og ve er på det nøjeste forbundet hermed. Desuden kan han handle med hurtighed og eftertryk, hvor det behøves, fejltagelser kan rettes og forbedring kan indføres uden store vanskeligheder ... Danmark ejer et kongedømme, som igennem mange århundreder har været folkets trøst og forhåbning, og som ej heller herefter vil svigte sit høje kald ... Kongerne har - den ene efter den anden - ærligt bestræbt sig på at befordre folkets sande gavn ... Alle står hos os lige for loven, og enhver nyder sikkerhed på person og gods. Var det ikke den danske regering, der først af alle ophævede den skændige slavehandel [i 1792]? Med hvilken standhaftighed har den danske regering ikke igennem århundreder forfulgt den ædle plan at bryde bondens læn¬ker og give ham naturlige og borgerlige rettigheder? Hvilke hin¬dringer har der ikke været at overvinde i denne henseende, og hvor skønt er opgaven ikke omsider blevet løst? Hvad er der ikke gjort for at fremme landbovæsenet, for oplysningens udbredelse og for almuens oplysning? Er der ikke med stor omhyggelighed sørget for at lette vejen og måden for enhver - både fattig og rig - at komme til sin ret? Privatformuen her i landet er vel ikke stor, men den er igen nogenlunde forholdsmæssig fordelt, så at flertallet af indbyg¬gerne har deres gode udkomme. Fattigdom finder ikke sted i nogen høj grad, og for den nødlidende er der sørget på en anstændig måde. Hvornår har man hos os hørt om hungersnød, som derimod I ofte indtræffer i andre lande? Orla Lehmann: Jo større magt folket får, desto større magt får også kongen²²

Ved et møde med nogle bønder på Nykøbing Falsters rådhus spurgte en bonde, Chri¬stoffer Rasmussen, Orla Lehmann om, hvorfor bønderne skulle svigte den ene¬vælde, der havde gjort så meget godt for dem. Det var lige det spørgsmål, Lehmann havde ønsket sig. Så han svarede med sin siden så berømte falstertale:

... Det er kun magten til at skade, men ikke magten til at gavne, som en fri forfatning ville berøve ham. Desuden må de ikke tro, at kon¬gen i virkeligheden er så enevældig, som man efter ordene skulle tro. Så lidt som kongen selv går omkring og kaster sneen på vejene eller fanger tyvene, så lidt kan han - selv i vigtige sager - se alt med egne øjne, kende alt, udrette alt; det er embedsmændene ..., som i gerningen udøver en stor del af den magt, som efter ordene til-lægges kongen, men som unddrager sig ansvaret ved at krybe i skjul bag kongekåbens purpur og således stille deres herre blot for meget, hvortil han i grunden kun låner navn. I virkeligheden er det derfor snarere kollegiernes [ministeriernes] end kongens magt, man ønsker flyttet over til stænderne; det er folkevalgte rådgivere, man vil stille ved kronens side, i stedet for de selvudnævnte...

Den større magt, stænderne fik, den ville komme hele folket til gode. Og den ville vise sin gavnlige virkning i småt som i stort. Giv folket større andel i magten, og selvbevidsthed og selvfølelse og frejdig lyst til at virke for fædrelandets vel vil vågne i hver dansk mands bryst. Regeringen vil blive dygtigere og stærkere; skatterne vil blive mindre eller i det mindste anvendes på en nyttigere måde; i kommunerne - i amterne, købstæderne og sognene - vil mange brave mænd, hvis kræfter nu ligger ubenyttede, få lyst og lejlighed til at virke for deres medborgeres vel. Ja, selv de rent private foreta¬gender vil trives bedre, når der er mere tilladt og mindre forbudt, og når friheden sikrer retten, styrker modet, letter bevægelsen. Jeg tror, at det vil vise sig hos os, hvad der har vist sig andre steder, at en fri forfatning vil gøre det lettere for regeringen at udrette noget godt, vanskeligere at gøre noget slet, men umuligt at gøre - slet ingenting. ...Om det nu virkelig blev så, at regeringen fik lidt mindre [i skattebetalinger], og at skatteyderne beholdt lidt mere, var ulykken så stor? Er det så urimeligt, at hver mand så vidt muligt selv nyder frugterne af sit arbejde? Eller er det så urimeligt, når man mener, at enhver ved bedst at anvende, hvad han selv erhverver? Den rette statskasse, det er hver mands lomme ... Skattebevillingsretten er hjørnestenen i enhver fri forfatning, thi det kan ikke nægtes, at pengevæsenet altid har været enevældens svageste side. Eller tror man, at hvis folket i sin tid havde haft skattebevillingsret, det da ville have været muligt at bortkaste mange millioner på at bygge pragt¬fulde og overflødige slotte, hvormed Nordsjælland var som oversået, så at man kunne stå og spille fjerbold fra det ene til det andet? 4. Adam Oehlenschläger: Der er et yndigt land. Læs teksten og om teksten her.

5. Dengang jeg drog af sted, Tekst: Peter Faber, 1848, Melodi: E. Horneman, 1848 Denne sang udkom i særtryk den 10. april 1848. Dagen før havde de danske tropper besejret den slesvig-holstenske styrke i slaget ved Bov, treårskrigens første militære træfning.

Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagde disse ord,
ja, de sagde disse ord:
"Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå?"
Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted,
for ellers kommer tysken og hjælper os dermed.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja, beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: "Du bist faul",
og skælder man ham ud på dansk, så siger han: "Hols maul!"
For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun har ét.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel og for god!
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Vi byde fjende trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja, når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha' ham i det tyske slaveri.
Se, derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og vé det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
"Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat".
Hurra, hurra, hurra! 6. Poul Martin Møller: GLÆDE OVER DANMARK 1. Rosen blusser alt i Danas Have,
Lifligt fløjter vist den sorte Stær,
Bier deres brune Nektar lave,
Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave,
Drengen plukker af de røde Bær.

2. Her imellem Havets dybe Kløfter
Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt;
Hvalen, kold og dum, ved Skibet snøfter,
Tavse Fugl de brede Vinger løfter
Med sit Bytte fra den vaade Jagt.

3. Mine Venner i den danske Sommer!
Mindes I den vidtforrejste Mand,
Som saa langt fra Danas favre Blommer,
Her, hvor Sydens Blæst paa Sejlet trommer,
Flakker fra sit elskte Fødeland?

4. Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker,
Drømmer jeg om jer ved Danmarks Sund;
Selv iblandt Constantias fulde Ranker
Mindes jeg med længselsfulde Tanker
Løvet i Charlottes Bøgelund.

5. Klerken raaber i Manillas Rønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land!«
Det forsikre Javas rige Sønner,
Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land!«

6. Morgenlandets Søn i Kaaber lange
Bag sin Vifte gisper efter Luft.
Han har spraglet Fugl, men ingen Sange,
Hjærteløse Møer med gylden Spange,
Store Glimmerblomster uden Duft.

7. Kunde du, ved Guld og Sølv at love,
Købe dig en nordisk Kvindes Tro,
Købe dig et Pust af Søens Vove,
Købe dig et Ly af Thules Skove
Og en Kløvermark til Middagsro?

8 Fattig Mand, som pløjer danske Lande,
Ryster Æbler af sit eget Træ,
Har en kraftig Arm, en kløgtig Pande,
Korn paa Marken, Mælk i sine Spande,
Kvien staar i Græsset over Knæ.

9. Ja, vor danske Jord er sommerfrodig;
Der er Kræfter ved det danske Brød:
Derfor er den danske Mand saa modig,
Derfor var Normannens Kniv saa blodig,
Derfor er den danske Kind saa rød.

10. Lad kun Østens Drot blandt købte Friller
Døsig strække sig paa Purpur ud,
Lytte paa den sorte Halvmands Triller,
Mellem Salens tempelhøje Piller,
Kold og gusten som en Marmorgud.

11. Under lyse Bøg den danske Bejler
Med sin herligtvoksne Pige gaar,
Over deres Hoved Maanen sejler,
Svanen i det klare Vand sig spejler,
Nattergalen højt i Busken slaar.

12. Moder har ej danske Barn alene;
Men hvo anden paa den vide Jord
Bringer over Altrets brede Stene
Gud sit Barn, som hun, den blonde, rene?
Ingen anden paa den vide Jord.

13. Dersom sligt for Fattigdom du tyder,
Østens atlaskklædte, rige Mand!
Glad mit sorte, danske Brød jeg bryder,
Takker Gud, mens fra min Læbe lyder:
»Danmark er et lidet, fattigt Land!« NOTER: Er sandsynligvis skrevet kort efter ankomsten til Manila 16. juli 1820.

• Nectar, hos grækerne gudernes drik, der skænkede udødelighed; her om honningen.
• Constantia, byen nær det nuværende Cape Town, som P. M. Møller havde besøgt på sin rejse, minder ham om det dengang så kendte (nu nedlagte) traktørsted ved indgangen til Charlottenlund skov fra Strandvejen.
• Klærk, sandsynligvis katolsk præst, munk; muligvis også: kontorist, jfr. eng. clerk.
• Manilla, på Filippinerne
• Batavia, Javas havneby.
• Kræmmer, handelsmand.
• Morgenlandet, Orienten.
• Spange, spænde.
• Thule, (i den græske og romerske litteratur beteg¬nelse for) Norden.
• Frille, elskerinde.
• Halvmand, kastrat (hvis sang har bibe¬holdt drengestemmens tonehøjde),
• Bringer over Altrets brede Stene, således som det i forskellige egne af Danmark var og er skik, at moderen selv holder sit barn over dåben.