Dansk og historie

C. Øvrigt materiale

1. Tekst- og materialesamlinger:

• Historisk afdeling, Århus Universitet: Danmarkshistorien.dk²³
  
  • Den yngre enevælde
• Kildearkivet Dansk identitetshistorie: Nomos²⁴
  
  • 1807-1848
• Nationalmuseet:
  • Enevælde
  • Nationalstaten
• Øresundsregionens historie
• Dansk Historisk Fællesforening. Brug søgefunktion eller led under fanebladet ”Temaer”
• Litteraturportalen²⁵
  • Romantik

2. Jødefejden og de beslægtede uroligheder, 1819-20 »Indledning til den store Scene«? Af Jens Rasmussen²⁶ (sammenfatning)

De startede den 4. september 1819 i Østergade. Raphaels modebutik blev an- grebet og ruderne knust. Politiet under ledelse af politidirektør O.H. Hvidberg kunne ikke holde styr på folkemængden, derfor blev husarerne tilkaldt. De ryddede gaden og spredte folkemængden. Rudeknusninger, korporlige overfald m.m. tog til i de følgende dage. Udgangsforbuddet fungerede først, da hæren den 10-11. september var kommet på plads i hovedstaden. I løbet af de næste dage blev adskillige borgere arresteret

Urolighederne blussede op igen den 28. oktober 1819 på dronning Marie Frederikkes fødselsdag. Herved blev politidirektørens manglende evner til at få fuld kontrol over gaderne i København ganske udstillet.

Peb Moses! Ned med Jøderne. De Blodsugere: mærk ædle Med- borgere!

Lad Eder ikke lokke eller overtale ved falske Forestillinger [bagsiden].

Endelig er vi nu nær ved Maalet kun for Med og om en föie Tid er vi fri for det Jödepak der piner og plager os over alt samt snÿder og beskobber og fraröver os alt hvad vi eier og har saa vi bliver Tig-gere men Jødepakket Slige Folk – i Aften ved…[?].

Plakaterne er således primitivt lavet på papirlapper og formentlig skrevet af ganske almindelige borgere. Der kan således forekomme stavefejl og mindre forståelige udtryk.

Det er karakteristisk, at plakaterne…viser, at i den folkelige forståelse spillede man ikke direkte på religionsforskellene. De dannede baggrund og fik derfor en mindre fremtrædende rolle. Først og fremmest drejede det sig om den økonomiske situation, hvor jøderne blev betragtet som blodsugere m.v. Muligvis udtrykker plakaterne et for- søg på at skabe en organiseret »bevægelse« mod jøderne og den dårlige økonomi. Efterhånden var billedet ved at ændre sig. Det blev anskueliggjort af en privat anmeldelse fra 8. januar 1820 til den nye politidirektør fra en af de ledende i den katolske menighed, Johs. Blankensteiner, der havde kunstforretning i Østergade. Han videregav en funden »Billet« i Øster- gade, hvorpå der stod: I Jöden Triers gaard [Meyer & Triers Handelshus] i Raadhuusstrædet, findes i Kielderen Millioner rede-Sölv forn tilhörer Staten; men bliver efterhaanden Transporteret til Udlandet. – Satanen er i Wien for aldrig meer at vende tilbage; han leer nu over de Dumme Danske, der blot truer, men tör ikke Handle. – Kongen, med sine Ransmænd og Jøderne, trodser, foragter Folket. – Need! med de Skurke, og Landet er frelst.–

Denne »Billet«, som blev tilsendt Kaas²⁷, gav en mistanke om, at urolighederne var ved at udvikle sig fra alene at være jødeforfølgelser til også at være politisk uro rettet mod kongens regering pga. den dårlige økonomi. …… Sammenfatning Regeringen og de lokale politimyndigheder var uforberedte på alle disse optøjer i København i årene 1819-20, især dem rettet mod jøderne. Myndighederne fandt aldrig ud af, om jødeforfølgelserne var planlagt af nogle bestemte personer, eller om der var tale om en egentlig organiseret »bevægelse«. Det lykkedes ikke at komme til bunds i årsagerne til optøjerne. Et gæt er, at nogen måske manipulerede i det skjulte, og det så godt, at de pågældende ikke blev fundet. En dusør var blevet udlovet, men ingen krævede den og størrelsen viste egentlig, hvor vigtigt det var for regeringen at pågribe bagmændene, for når optøjerne først var i gang, frygtede man vel, at de kunne køre af sig selv. Tilbage står indtrykket af en regering, som med magt fastholdt en respekt overfor jødiske borgere – og det på trods af folkestemningen. Plakaterne viser den folkelige forståelse, hvor religionsforskellene mellem kristendom og jødedom ikke var fremherskende. Det var derimod den økonomiske nedtur siden statsbankerotten i 1813, hvor jøderne blev udstillet, som dem der frarøvede almindelige mennesker deres udkomne. Armoden var stadig stor. Derfor fik kongen også skylden. Blok Tøxens og Dampes²⁸ cirkulerende opråb pegede ligeledes på betydningen af kongens og regeringens ansvar for året 1813²⁹. Der var dog tvivl, om Blok Tøxen var ophavsmand til opråbet fra november 1819, men under alle omstændigheder blev der henvist til jødernes medansvar. Der var i 1819-20 tale om overfald på en jødisk minoritetsgruppe i samfundet, der blev gjort til syndebuk for landets økonomiske uføre. Denne gruppe var i samfundet defineret som et tolereret trossamfund ud fra sin religion, hvori der indgik en social adfærd, som befolkningen rettede sin intolerance og uvilje imod med grove beskyldninger, rudeknusninger, chikane m.v. Jødernes borgerlige rettigheder blev krænket. Regeringen reagerede ved at beskytte de jødiske borgere. Problemet for myndighederne var, at den dårlige folkelige behandling af et lille trossamfund foregik på det politiske plan i kraft af befolkningens forfølgelser og optøjer. Det skabte ustabilitet for Frederik VI’s regering. Regeringen tog derfor udviklingen meget alvorligt. Den søgte at overvåge og kontrollere og slog ned på enhver uro, der kunne true enevoldsstyret, hvad enten der var tale om jødeforfølgelser eller politiske optøjer. Formålet var at opretholde enevældens orden, og det faldt godt i tråd med, at den sene enevældes behandling af jøderne ikke blot var tolerant og udtryk for borgerlig beskyttelse, men også præget af overvågning og kontrol af jøderne som religiøs minoritet. Det drejede sig om at regulere de religiøse minoriteter set i forhold til enevældens lutherske enhedskultur. Urolighederne fortsatte, ikke blot til januar 1820 som hidtil antaget af forskningen men næsten året ud, som det nye kildemateriale fra Ørsteds pakke viser. I september 1820 kulminerede optøjerne på ny, og der blev knust ruder hos flere jødiske familier, og det kom til konfrontationer med ordensmagten. Denne gang vurderede gehejmestatsminister Fr. J. Kaas, at det ikke alene drejede sig om jødeforfølgelser, men om et ulmende oprør mod regeringen. Det, havde han haft mistanke om, ville kunne ske siden november 1819 pga. kendskab til det cirkulerede opråb, der var stilet til kongen, og muligvis var forfattet af Blok Tøxen. Stemningen i dette opråb var, at jødeforfølgelserne kunne blive indledningen til et politisk oprør. En »Billet« fundet af Johs. Blankensteiner i januar 1820 viste samme stemning. Ligeledes lød det på en plakat: »Ned med Kongeloven!« Frederik VI’s regering kunne med andre ord nok se, at utilfredsheden med den økonomiske krise i første omgang var rettet mod den lokale jødiske befolkning, hvis borgerrettigheder man med militærmagt søgte at beskytte, men der var efterhånden også tale om en politisk kritik, og i september 1820 frygtede regeringen en egentlig opstand. Først udlovede man en umådelig stor dusør for at få fat i eventuelle bagmænd til jødeoptøjerne. Dernæst organiserede man politiovervågning af medlemmer fra denne jernrings forening. Religiøse fordomme og uro kan føre til politisk uro. Hvad der med de litterære jødefejder 1813 og 1816 på overfladen så ud som en modsætning mellem to religioner, jødedom og kristendom, blev i 1819-20 forvandlet til egentlige jødeforfølgelser. Det udviklede sig til en politisk konflikt, der var rettet mod landets økonomiske situation og mod enevældens styreform. Regeringens forestillinger og frygt kan have indvirket på arrestationen af dr. Jacob Dampe og smedemester Hans Chr. Jørgensen. Dampe havde i 1820 kritiseret enevoldsforfatningen og talt for en fri forfatning. Efter alt at dømme havde han ikke direkte deltaget i pøbeloptøjerne. Det fremgik af kommissionsdomstolens præmisser for dommen. Det har heller ikke været muligt ud fra det fundne kildemateriale at påvise en direkte sammenhæng mellem folkemængdens optøjer mod jøderne i 1819-20 og den af politiet optrevlede jernrings forening i november 1820. Der var sikkert tale om to forskellige »bevægelser”……. Men der var også tale om parallelle forløb i København i sensommeren og efteråret 1820, som Ørsteds pakke³⁰ dokumenterer, og disse to »bevægelser« var rundet af den samme utilfredshed med regeringens håndtering af den økonomiske situation. Kommissionsdomstolens dom over dr. Dampe og smedemester Jørgensen var dødsstraf, men denne dom blev af kongen formildet til fængsel på livstid³¹. Denne afgørelse blev regeringens modsvar og eksempel på, hvordan det kunne gå oprørere – og det har sikkert virket afskrækkende på uromagerne i København. 3. Holger Danske og 1800-tallets nationale strømninger

Christiern Pedersens bogudgivelser i starten af 1500-tallet var som omtalt i bogens kapitel 4 med til at udbrede kendskabet til Holger Danske. Dennes status som dansk nationalhelt blev cementeret i løbet af 1800-tallet i forbindelse med tidens nationale strømninger. Den danske forfatter og kunsthistoriker J.M. Thiele (1795-1874) indsamlede, inspireret af de tyske folkemindesamlere brødrene Grimm, danske folkesagn. Han udgav en lang række af disse sagn i 1818-23 og igen i 1843, karakteristisk for perioden tilegnet ”Det danske folks, sprogets og nationalitetens ophøjede beskytter, Deres majestæt kong Christian den Ottende”.

Thiele gengiver her bl.a. forskellige overleveringer om Holger Danske. Beretningen om fangen, der møder Holger Danske i Kronborgs kældre er gengivet i boks 6.3.

Denne fortælling, der er med til at skabe Holger danskes tilknytning til Helsingør og Kronborg, findes imidlertid i flere varianter og knytter Holger Danske til flere andre steder, bl.a. Hvarebjerg tæt ved Slagelse og et ”bjerg” ved Møgeltønder i Sønderjylland, hvorfra han skal stige op for at kæmpe for kristendommen. Samme sagn fortælles i øvrigt både om den tyske kejser Frederik Barbarossa og om kejser Karl den Store, som sidder i et bjerg ved Salzburg. I en anden overlevering fortælles det, at Holger Danske af sin far Kong Gøtrik blev givet som gidsel til kejser Karl den Store, som han tjente i kampen mod saracenerne. Herefter drog han med kejseren til Indien, hvor han fik en frugt, som gjorde hans krop uforgængelig, således at selv om han døde i Frankrig, lader han sig se forskellige steder. Og så ofte den danske krigsmagt er i kamp og fare, ses han foran hæren med sit røde skjold for at bringe denne hæder og berømmelse.

Kernen i de fleste fortællinger om Holger Danske er, at han skal hjælpe sit folk og land, når det er i yderste nød: ”… Tyrkerne skal komme, og hele Danmark eller hele kristenheden være ved at gå til grunde, og fjenderne skal vande deres heste i Viborg Sø; da skal Holger Danske stå frem, når der er vokset en Tjørn op i Viborg Sø eller i Tis Enge, og han skal binde sin hest ved tjørnen; så skal han samle alle indtil 60 års oldinge og 12 års Drenge og vinde sejr; men blodet flyder så højt, at det når til Knæene, og da er ikke flere danske tilbage, end at de kan sidde omkring et Bord; men så skal der være fred i mange år”. Udover sådanne dommedagsagtige fortællinger er der andre mere underholdende om f.eks. Holger Danskes sværd, som engang blev fundet i en gravhøj på en mark nær Horsens. Det var så tungt, at der skulle tolv heste til at trække hen til en gård, hvor det imidlertid lavede en sådan larm om natten, at det måtte bringes tilbage til gravhøjen igen.

I en anden fortælling har Holger Danske fået et par briller af en troldkvinde; de gør ham i stand til at se ind gennem jorden. Han prøvede dem på fælleden i København, og de efterlod her to huller i jorden, som senere blev til søer. Ikke alene H.C. Andersen var optaget af Holger Danske-motivet; også N.F.S. Grundtvig og B.S.Ingemann lod sig inspirere heraf. Og derudover blev Holger Danske et politisk omdrejningspunkt i striden mellem de dansk og tysk sindede i Slesvig-Holsten om dansk eller tysk administrationssprog; f.eks. under en debat i stænderforsamlingen³². I 1840’erne, hvor en repræsentant for de tysksindede truede med, at kejser Frederik skulle stå frem af Kyffhäuser-Bjerget og hænge sit sværd på den visne gren (Slesvig), der da ville blomstre og overskygge verden. Hertil svarede en repræsentant for de dansksindede, at da ville også Holger Danske vågne, og der ville blive en kamp, som der aldrig før var set mage til. 4. Dannevirke

Fæstningsværket Dannevirke, som ligger midt i det nuværende Slesvig og altså syd for nutidens dansk-tyske grænse, havde en kolossal symbolsk betydning i 1800-tallets nationale fortælling om Danmark; Dannevirke blev nemlig i denne periode et symbol på selve nationen Danmark, fordi det havde beskyttet Danmark mod angreb fra syd i næsten 1000 år. Ifølge myten om Dannevirke, som bl.a. Saxo har skrevet, var anlægget bygget som forsvarsværk af Gorm den Gamles dronning Thyra i 900-tallet.

Virkeligheden ser dog lidt anderledes ud: vi ved, at voldanlægget er påbegyndt senest i 600-tallet, hvor der altså må have været en høvding eller småkonge med behov for og ressourcer til at anlægge et forsvarsværn mod syd (se også kapitel 2). Vi ved også at det blev udbygget frem til 1100-tallet, hvorefter det gik i forfald. Selve volden, som senere blev udbygget med palisade og murværk, blev anlagt der, hvor den jyske halvø er smallest. Den lå ud til fjorden Slien og var, sammen med moser vest- og sydpå og skove østpå, et effektivt værn mod angreb fra syd.

Men Dannevirke havde altså mistet betydning, indtil den nationale bevægelse tog fat efter de militære og økonomiske nederlag i 1800-tallets første tiår.

Da Grundtvig i 1816-19 udgav sit tidsskrift Dannevirke, med digte og artikler om dansk sprog og folkeånd, var det med til at genskabe den folkelige myte om fæstningsværket Dannevirke. Som det ældgamle fæstningsværk vendt mod fjender fra Syd blev det gjort til et centralt symbol på danskhed. Dannevirke spillede en rolle if. med den slesvig-holstenske krig 1848-50, og efter krigen voksede anlæggets betydning på flere måder: dels blev det befæstet med bl.a. skanser og kanoner, dels fik det et folkeligt ry som umuligt at indtage, på linje med den danske hærs tapperhed. Men da krigen brød ud i vinteren 1864, måtte de ca.38.000 danske soldater ved Dannevirke ret hurtigt trække sig tilbage til Dybbøl ved Sønderborg. Det var et kolossalt chok og blev et nationalt traume³³ for både den danske befolkning og regeringen – som herfra på den hårde måde måtte erkende Danmarks svaghed som militærmagt.

5. Danmark og slaverne

Blodsukker af Raske Penge

[Vers 1]
Det var i 1848 og Danmark, vi havde slaver
Som laved' sukker til den rom et rige kræver
For at bli' så rige, som de var
Den er svær at forsvare
Henne i skolen har de glemt at forklare
Hvordan at slaverne de frigav sig selv
Og fik det til at lyde som om vi var en helt
Der gjorde det godt igen, så vi ikk' står i gæld
De' døde, dem vi skylder undskyldning til

[Bro]
En farmer sagde der måt' slaver på en gård
Når tiderne var hårde
Og jeg har brug for det sukker ind' i åren
For at blive indtil i morgen

[Omkvæd]
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
Puklede for det hvide pulver-pulver, yay-yay
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
En tørst der aldrig slukker-slukker, yay-yay

[Vers 2]
Slaveri, det var en hård ting
Men for os var det en ordning, der ga' forspring
Men hva' huskes og glemmes, når historien fortælles?
Hvem der' skurk, og hvem der' helte
Vælger dem, der ka' fortælle det
Vi glemt' krudtkammeret, hånd for hånd
Bytted' de krudt ud med sand indtil hver spand var tom [?]
De gik fra frihed, ingen hævn eller andet
Og tvang os til at gi' det op og smide alt krudtet i vandet

[Bro]
En farmer sagde der måt' slaver på en gård
Når tiderne var hårde
Og jeg har brug for det sukker ind' i åren
For at blive indtil i morgen

[Omkvæd]
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
Puklede for det hvide pulver-pulver, yay-yay
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
En tørst der aldrig slukker-slukker, yay-yay

[Vers 3]
De gik op til deres krænkere
Sagde, "Fjern de her lænker lige nu
Vi står 10.000 foran fortet her og venter"
Jeg var der ikk', men jeg har hørt
At det var det, der skete, før de blev sat frie
Af den fine guvernør (fed fyr)

[Omkvæd]
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
Puklede for det hvide pulver-pulver, yay-yay
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
En tørst der aldrig slukker-slukker, yay-yay
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
Puklede for det hvide pulver-pulver, yay-yay
Det' blodsukker-sukker, yay-yay
En tørst der aldrig slukker-slukker, yay-yay

6. Figur: Enevældens samfundsstruktur under forandring