A: Bogens tekster i længere udddrag
1. Henrik Pontoppidan: Muldskud (1890)
Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa, halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper og en lukket Glasveranda, der om Efteraaret ganske skjules af en blodrød vild Vin.
For henved en Menneskealder siden blev denne Villa opført af et formuende Ægtepar, der ønskede her at indrette sig et lille jordisk Eden, hvor de kunde henleve deres Dage borte fra den urolige Verdens Larm og nyde deres Velstand og Lykke i Fred og uforstyrret Harmoni.
Paa Pladsen havde der forhen staaet en beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle Træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet havde været fuldt af store Sten, der skulde brydes, og Tuer, der skulde jævnes - saa det kostede baade lang Tid og mange Penge, inden Slot og Have blev bragt til den attraaede Fuldkommenhed.
Men da alt endelig stod færdigt efter den lagte Plan, var det ogsaa et Mønsterværk, et virkeligt lille jordisk Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd af Verdens Tummel eller nogen Mindelse om Livets Jammer og Elendighed skulde kunne trænge forstyrrende ind.
Naar man stod ude paa Terrassen foran Verandaen og saa ned over det cirkelrunde Springvands-Bassin midt i Haven, hvori alle Herlighederne spejlede sig; eller naar man sad nede paa Familjens Yndlingsplads, det japanesiske Lysthus mellem de duftende Rosenbede; eller naar man vandrede mellem de kunstfærdig klippede Ligusterhække, hvorover hist og her en Stenvase eller en snehvid Marmorstatue hævede sig – overalt lukkede det tætte Bladehang for enhver Udsigt, og den omgivende Verdens Tilstedeværelse anedes kun gennem Glammet af Landsbyens Hunde og den fjerne Rumlen af Vogne paa Landevejen.
I dette Eden levede Ægteparret ganske alene med et Par ældre Tjenestefolk, der efterhaanden havde uddannet deres Livsvaner i nøje Overensstemmelse med deres Herskabs.
Børn havde de aldrig haft og heller aldrig ønsket sig. De vidste, at den, Gud giver Børn, giver han ogsaa Sorger, og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saavidt muligt at sikre sig mod enhver Bekymring.
Derimod havde de en lille fed Hund, der om Natten sov paa en rød Fløjlspude inde i sit eget Sovekabinet, – og en hundredaarig, grøn Papegøje, der sagde "Papa" og "Mama", saasnart Herskabet viste sig.
I adskillige Aar levede Ægteparret virkelig her i uforstyrret Glæde. Begge var de smaa, trivelige Skikkelser med denne ejendommelige Søskende-Lighed, der kan udvikle sig hos Ægtemager efter et langt og trofast Samliv. Ja saa fuldkommen var deres Lykke, at de bogstavelig kun havde et eneste lille Ønske tilbage, nemlig, at det engang maatte forundes dem ogsaa at følges ad til Evighedens Porte og tilsammen træde det lille Skridt fra deres selvgjorte Eden ind i Himmelens store og evige Paradishave.
Saa var det en Sommermorgen. Husets Herre traadte ud paa Verandaen i Silkeslobrok, med den guldbaldyrede Kalot og de perlestukne Fløjlssko, der udgjorde hans sædvanlige Morgendragt.
Han lod med Henrykkelse Øjet glide ud over Haven for at inddrikke det fine Morgenlys, der sigtedes ned gennem en let, gylden Dis, hvori alle Omgivelserne endnu ligesom blundede. Han indaandede med Velbehag den friske, fugtige Luft, der var svanger med sød Blomsterduft, og han smilte ved Lyden af Lærkerne, der hørtes inde over Skoven.
I det samme kom Havekarlen ganske bleg og forpustet løbende, standsede nedenfor Trappen, rakte Hænderne ivejret og udbrød:
"Herre! Herre! Hvad skal jeg sige … hvad skal jeg dog sige! Her er sket en forfærdelig Ulykke!"
"Ulykke! … Ulykke her!" raabte Herren og stirrede gennem Brillerne ned paa sin skrækslagne Tjener.
"Hvad vil det sige? … Hvordan er det muligt? … Forklar dig!"
"Aa, jeg kan ikke, Herre! … Mine Ben bævrer under mig … Aa, jeg forvinder aldrig det skrækkelige Syn!"
"Men saa fortæl … fortæl dog!" skreg den lille Mand og stampede med sin Fløjlsfod.
"Jo, se … Herren kan jo nok huske ham, den Vagabonder, der var her igaar uden for Gitterporten og saae saa udkrepert ud?"
"Javist, javist! Du bragte ham vel den Skærv, jeg gav dig til ham. Hvad er der saa ivejen?"
"Aa, Herre – han er her igen i Dag."
"Idag! Hvad vil han da? Hvor er han?”
“Han er inde i Haven Herre!”
"I Haven! Har man kjendt Mage til Frækhed … Kald øjeblikkelig paa Jens og Peter og faa ham bort. Jeg vil ikke ses ham … hører du? Hvordan er han dog kommet derind?"
"Ja, men – han er død, Herre!"
"Død?" gentog den lille Mand og stirrede ned paa sin Tjener. "Her?"
"Ja, og det er meget værre, Herre – for han har inat hængt sig dernede ved det joppenesiske Lysthus!”
I det samme lød et hjærteskærende Skrig bag ved dem.
Det var Husets Frue, der var kommen frem i Døren og nu bevidstløs sank om med den lille fede Hund i sine Arme.
Der blev en forfærdelig Bestyrtelse. Mens Ægtemanden knælede ned hos sin afmægtige Hustru og raabte om Hjælp; mens Papegøjen gentog hans Fortvivlelsens Skrig, og mens Hunden løb hylende omkring i de genlydende Sale, samledes Husets Tyende og Folk fra Landsbyen nede omkring den stakkels Stymper, der hang der som et Fugleskræmsel under Træets Grene med svulne, blaa Kinder og en lang, sort Tunge ud af Munden.
Det var en midaldrende Fyr med kønne, endnu i Døden talende Træk, men saa mager og afpillet, at der ikke var Fugls Føde paa hans Krop. I hans gjennemvaade Pjalter, i hans mørke Skæg og paa Enderne af hans krampagtigt krummede Fingre hang klare Dugperler og skinnede i Solen som Guld og Ædelstene.
Naturligvis blev han hurtig skaaret ned og bragt bort, og det gamle Ægtepar fik ham aldrig at se.
Men alligevel var det, som om han blev ved at hænge der. Endnu længe efter turde Ægteparret slet ikke komme ned i Haven. Selv efter at de havde faaet deres Yndlingslysthus fjernet og det Træ fældet, hvori den Mørkets Gærning var fuldbyrdet, syntes alle Træernes Blade at hviske til dem om Menneskelivets Elendighed. Det dejlige Rosenflor udaandede Liglugt, og i stormfulde Nætter, naar den gyldne Vejrfløj skreg over Taget, lød det i deres Øren, som om den sang: Suk, Nød, - Sult, Død.
En Dag brød de pludselig op og rejste bort for aldrig mere at gense Stedet. Og det fortaltes, at de drog ud i Verden og fandt en ny og varigere Lykke ved at øve Barmhjertighed.
NOTER:
- Jordsmonnet: jordens overflade
- attraaede: ønskede
- Silkeslobrok: morgenkåbe af silke
- guldbaldyrede: guldbroderede
- udkrepert: udmattet, afkræftet
- Skærv: skilling, mønt med ringe værdi
- joppenesiske: dialekt for: japanske
- Stymper: sølle person
- Vejrfløj: vejrhane
2.Louis Pio: Målet er fuldt (1872)
Førstkommende Søndag d. 5te Maj Eftermiddag Kl. 4
afholdes paa
Nørrefælled,
efter Opfordring fra Arbejdere i alle Fag,
et Folkemøde,
hvortil alle Københavns og Omegns Arbejdere indbydes.
København, d. 1ste Maj 1872.
Bestyrelsen for den internationale Arbejderforening:
Louis Pio, Povl Geleff, H. Brix,
Stormester. Kasserer. Sekretær.
Maalet er fuldt!
Snart dages det, Brødre, det lysner i Øst!
Til Arbejdet fremad i Kor!
Løgn og Bagtalelser i Bladene, ulovlig Fremfærd af Avtoriteterne, Had og Forfølgelse fra Kapitalisternes Side, det er den „Imødekommen“, der er vist vore smaa og billige Fordringer af de idiotiske Magthavere. Denne Lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende Klike, paa aldeles storborger-lovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade, at maatte slide som sædvanligt for at forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede Pengepunge.
Og hvor ypperligt forstaar vore Modstandere ikke at enes, naar det gælder en saadan Sag! Ministre, Magistrat, Politidirektør, Grundejere og Pengeposemænd, — alle har de faaet travlt med at sammensværge dem mod Folket; alle føler de, at nu gælder det at kvæle Frihedsspiren, ligegyldigt om det skal ske „med eller uden Loven“. Derfor løser Ministeriet Murmesteren, der har det kgl. Teater, fra hans Forpligtelser; derfor opkalder Crone hver Dag Mursvende, omendskønt de ikke har forset sig; derfor udsætter Magistraten Murerlærlingenes Prøver, og har endog den Frækhed at ville røve Laugenes Penge og gøre Københavns Haandværkere og Arbejdere umyndige; derfor overfalder Ligningskommissionen Mursvendene med Breve; derfor inddriver Grundejerne ubarmhjertigt Huslejen hos de Strikende; derfor skælder Friskolelærerne deres uskyldige Børn ud; derfor nægter Understøttelsesforeningerne at hjælpe de Nødlidende blandt dem; derfor falder endelig hele Pressen over dem med Løgn og Skældsord, med Haan og Trusler.
Københavns Arbejdere!
Vor ivrigste og mest hadefulde Modstander, Redaktør C. Ploug, erklærer i „Fædrelandet“, at „Samfundets Tarv fordrer paa det bestemteste, at dette Forsøg (Murerskruen) falder saaledes ud, at Arbejderne kommer til bedre Erkendelse af deres egen Interesse“, det vil med andre Ord sige, at han opfordrer Murmestrene til at sulte deres Svende ud, for at ikke de andre Haandværkere og Arbejdere ogsaa skal faa Mod til at forsøge at forbedre deres Kaar!
Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar stanser vor Fremgang? Nej, det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os; Regeringerne plejer jo hvert Øjeblik at holde Revu over de af deres Undersaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor!
Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: „I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller — det flyder over!
