Dansk og historie

B. Supplerende tekster

1. Venstres program 1872¹ I følgende korte Træk skal vi antyde vor politiske Betragtning og det Maal, vi maa sætte for vor fremtidige offentlige Virksomhed: Junigrundloven i dens fulde Omfang er Folkets moralske Ret. Vor Udvikling bør derfor fremmes i denne Grundlovs Aand. I Henseende til borgerlig og politisk Lighed og Frihed bør Enhver stilles lige uden Hensyn til Stand og Formue. Ubegrundede Forrettigheder afskaffes; alle for en sund aandelig og materiel Udvikling hæmmende Baand løses. En fornuftig Sparsommelighed i Statshusholdningen gjennemføres. En ligeligere Fordeling af Skattebyrden søges opnaaet. Af Hensyn til de Uformuende bør Tolden paa Livsfornødenheder lettes; ligeledes bør Tolden nedsættes eller ophæves paa Forbrugsgjenstande, som have større Betydning for vor økonomiske Udvikling. Derimod bør man søge at skaffe Statskassen en forøget Toldindtægt af Overflødighedsgjenstande…
Ligevægt mellem Statens Indtægter og Udgifter tilvejebringes ved en Indtægts- og Formueskat… (Derefter nogle punkter om afvikling af tiendesystemet, fæstevæsenet og særlige godsejendomsprivilegier). En med Junigrundlovens Aand stemmende lige Valgret bør søges anerkjendt ved Forandring i Bestemmelserne for de kommunale Valg. Rigsdagens fulde Lovgivningsmyndighed også i kirkelige Sager bør ubetinget opretholdes i samme Omfang som hidtil. Friheden indenfor Folkekirken bør ved Lov yderligere udvides og befæstes. Folkekirkens Præster sættes paa fast Løn… Ved Ansættelse af Præsterne bør der gives Menighederne en afgjørende Indflydelse. Valgmenigheden bør anerkjendes som et vedvarende Led i den folkekirkelige Ordning… For det offentlige, saavel højere som lavere Undervisningsvæsen fastsætter Lovgivningsmagten Maalet; hvorledes Maalet i de ikke af Staten bekostede Undervisningsanstalter naas, er denne uvedkommende… Bestræbelser for en bedre Undervisning for de Uformuende opmuntres og støttes. Ved Revisionen af Lovene om Forsvarsvæsenet iagttages:

• at der sikres Landet et efter dets Størrelse og Forhold afpasset Værn;
• at den i den nuværende Ordning nedlagte Lighedsgrundsætning om, at enhver vaabenfør Mand skal vaabenøves, bliver bevaret;
• at som Følge heraf, såvel af hensyn til Forsvarets indre Styrke som til de Uformuende, hvem ellers den personlige Byrde væsentlig vilde komme til at paaligge, Stillingsvæsen og Vilkaarbytning fremtidig forhindres;
• at iøvrig enhver med de nævnte Øjemed stemmende Forbedringer i det Bestaaende søges indført, under stadigt Hensyn til Nødvendigheden af, at de nuværende store Byrder formindskes.
• Det er, i Kraft af den personlige Friheds Ret, en Selvfølge, at En og Anden af os har havt en afvigende Opfattelse af enkelte af de hidtil behandlede Spørgsmaal og et forskjelligt Syn paa enkelte af de her anførte Formaal.

Dette er imidlertid ikke i Strid med de nødvendige Betingelser for en Samarbejden i Almindelighed. Vi kræve en fælles Grundbetragtning af vore offentlige og politiske Forholds Ordning og Evne og Villie til at samvirke med Meningsfæller til det fælles Maal. Disse Egenskaber føre, navnlig igjennem fælles forudgaaende Overveielse, til Samstemning om de allerfleste Spørgsmaal. Hvor de derimod ikke er tilstede, maa Sammenholdet briste.. Kjøbenhavn, den 23de marts 1872 2. Program for Det danske Socialdemokrati af 8. juni 1876² ("Gimleprogrammet")

1. Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og bør hele Udbyttet tilfalde dem, som arbejder.
I det nuværende Samfund er Arbejdsmidlerne Kapitalisternes Monopol, Afhængigheden fra Arbejderklassens Side lige over for dem, som har tilegnet sig Udbyttet af Aartusinders Arbejde, er Aarsagen til Nøden og Elendigheden, som bestandig tynger paa Arbejderstanden, Samfundets nyttigste Medlemmer. For at befri Arbejderstanden for den Byrde, som bestandig ligger paa den, udfordres det, at Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og staar til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Samfundet, saa at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver uddelt paa en retfærdig Maade. Det maa være Arbejderklassens Værk at befri Arbejdet. Alle andre Klasser er lige over for den kun en reaktionær Masse. 2. Udgaaende fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.
Afskaffelsen af Lønarbejds-Systemet, samt enhver Slags Udbytning, ligemeget i hvilken Form den optræder. Udryddelsen af alle sociale og politiske Uligheder. Det danske socialdemokratiske Arbejderparti virker nærmest i en national Stamme, men er overbevist om Arbejderbevægelsens internationale Karakter, og beredt til at opofre Alt og opfylde alle Pligter for at hidføre: Frihed, Lighed og Broderkærlighed blandt alle Nationer. Det danske socialdemokratiske Arbejderparti fordrer, for at begynde at løse det sociale Spørgsmaal, Indrettelsen af Produktionsforeninger med Statshjælp under det arbejdende Folks demokratiske Kontrol. Produktionsforeninger er for Industri og Agerdyrkning paa den Maade at indrette, at den socialistiske Organisation kan opstaa af fælles Arbejde. Præstegaardsjorderne inddrages, og anden til Salg værende Landejendom købes af Staten og bortforpagtes derefter af denne til Husmænd og andre Landarbejdere. Det social-demokratiske Arbejderparti fordrer som Statens Fundament:

• 1. Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Stemmeafgivning for ethvert Medlem af Staten, baade Mænd og Kvinder, fra det 22de Aar til alle Stats- og Kommune-Institutioner.
• Valgdagen skal være på en Søndag eller Helligdag.
• 2. Direkte Lovgivning igennem Folket. Afskaffelsen af Tokammer-Systemet.
• 3. Afskaffelsen af den staaende Hær. Indførelsen af et almindeligt Folkeværn.
• 4. Afskaffelse af alle Presselove, Forenings- og Forsamlingslove, samt alle øvrige Love, hvorved et Folk kan blive forhindret i at tilkendegive sine Tanker i Ord og Skrift.
• 5. Almindelige Folkeopdragelses-Institutter, organiserede af Staten, almindelig lige og obligatorisk Skoleundervisning. Religionen erklæres for Privatsag.

Det danske Social-demokratiske Arbejderparti fordrer under det nuværende kapitalistiske Herredømme:

• 1. Indførelsen af en Skat med stigende Skala. Afskaffelsen af alle indirekte Skatter.
• 2. Retslig Bistand i hver Henseende. Rettergangen skal være offentlig og mundtlig.
• 3. Afskaffelse af Cellesystemet, samt Adskillelse imellem politiske og saakaldte simple Forbrydere.
• 4. Uindskrænket Foreningsret.
• 5. Indførelsen af en Normalarbejdsdag. Søn- og Helligdagsarbejde samt Natarbejde forbydes.
• 6. Forbydelse af Børnearbejde samt alt Arbejde i saadanne Fabrikker, hvor Helbred og Sædelighed gaar tabt.
• 7. Sanitetskontrol af Arbejderboligerne. Tilsyn med Fabrik, Værksted og Husindustri ved Embedsmænd, valgt af Arbejderne.
• 8. Fuldstændig Ret til at forvalte Syge- og Understøttelseskasser uden Regeringens Indblanding i samme.
• 9. Staten bør drage human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsinvalider.

3. Program for Højres Arbejder- og Vælgerforening, 1882³
De nys stedfundne Landstingsvalg i Kjøbenhavn have viist, hvor ønskeligt det er, at Højre i Hovedstaden slutter sig sammen i en kraftig Organisation, for at det ikke trods sit store Flertal skal være udsat for paa et eller flere Punkter at ligge under for Venstrepartiernes eller Socialdemokraternes forenede Bestræbelser…Foreningen vil ikke Stillestaaen, endnu mindre Tilbagegang; dens Formaal er Højres Formaal; en besindig, fremskridende Udvikling af alle vort Fædrelands Forhold ad den ved Grundloven anviste Vej. Ligeoverfor Fordringen om Folketingsparlamentarismen hævder Foreningen: Kongens ved Grundloven hjemlede Retsstilling og begge Tings forfatningsmæssige Ligeberettigelse. Foreningen vil særlig virke for Fjernelsen af den nuværende, mod Grundloven stridende Ulighed i Fordelingen af Folketingsvalgkredsene, Udviklingen af Midlerne til Fædrelandets Forsvar med de dertil nødvendige Krigsskibe og Fæstningsanlæg, fortsat Omsorg for fremme af Almueundervisningen og de andre Grene af den offentlige Undervisning, en tidssvarende Omordning af Told- og Skibsafgifts-Lovgivningen under Iagttagelse af ethvert billigt Hensyn til Arbejdernes og de Næringsdrivendes Interesser, videre Udvikling af det Offentliges Bestræbelser for at hæve de ubemidlede Klassers Livsvilkår. Om Enkeltheder kan der være afvigende Meninger indenfor Højres Rækker; men så lidt som dette før har hindret alle Højremænd i at slutte sig sammen i afgørende Øjeblikke, så lidt bør dette forhindre Nogen i at slutte sig til en Organisation, der skal hjælpe til at sikre Samfundets rolige Udvikling.
På det nævnte Grundlag virker Foreningen ved jevnlige Sammenkomster af Medlemmerne, saavel i Kreds- som i Fællesmøder, ved Foredrag, Diskussioner, Udgivelse af Blade, Smaaskrifter o. lign.; i Henhold til det træder det i Skranken ved politiske og kommunale Valg. Medlemsbidraget er sat saa lavt – 10 Øre maanedligt – at selv den Uformuende er i stand til at indtræde i Foreningen. Vi gjentage derfor vor Opfordring til alle Højremænd i Kjøbenhavn og Frederiksbergkredsen at indtegne sig som Medlemmer. Foreningens Love (§3) kræve ikke, at Alderen for Valgret er naaet, men give enhver uberygtet Mand over 18 Aar Adgang til at optages. Lad os vise, at vi med Kraft og Energi ville bekæmpe alle religionsfjendtlige og samfundsomvæltende Tendenser uden derved at ville svigte Frihedens Grundsætninger, og at vi ville gjøre vort til at føre Fædrelandet saaledes fremad, at det undgaar revolutionære Storme. Kjøbenhavn, i november 1882
Undertegnet af initiativtageren, manufakturhandler E.H. Ryssel, og mange andre københavnske højremænd. 4. Socialisternes march: Snart dages det, brødre, det lysner i Øst5. Jeppe Aakjær, Hvem sidder der bag skærmen (1905) Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød
med hamren må forvandle de hårde sten til brød.

Og vågner du en morgen i allerførste gry
og hører hamren klinge påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister af morgenvåde sten.

Og ager du til staden bag bondens fede spand,
og møder du en olding, hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde mod frosten mer et læ.

Og vender du tilbage i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, -
det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der.

Så jævned han for andre den vanskelige vej,
men da det led mod julen, da sagde armen nej;
det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat,
de bar ham over heden en kold decembernat.

Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden, og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én. Fra samlingen Rugens Sange. Melodi: Carl Nielsen, 1907 6. VED FROKOSTEN af Johannes V. Jensen (1906) Kafeen skal være velsignet!
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
finder Stangen under det med Fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.

Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand!
Jeg vil begrave mig i en Slurk …
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild –
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
Jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden.
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Skaal!

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder,
fordi jeg selv varmer Bænke;
hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte
med samt alle Glædespiger og Skalmejer.

Lykken og jeg forstod ikke hinanden;
jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var.
Sandheden er, at jeg mistede Emma.

Hvorfor?
Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen,
ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk?
Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk
som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver,
havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder,
en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger?
Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen
om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet?
Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige,
der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende,
om at vaske sin nittenaarige Krop.
Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker.
Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet.
Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma,
Velan jeg tav, men jeg forskød dig.
Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt
ytred en uovervindelig Lede for mig,
mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed!
Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden!
Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen.
Du giftede dig med en Violinist,
hvis Fingre ikke skyede Harpiks,
og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner.

Altsaa jeg mistede Emma.
Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange
ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig.
Mit Liv er een Erstatning.
Hvem siger, at man skal leve lykkeligt?
Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund,
Skummel af Kærestesorg,
I Favnen paa yndige Olga.

Hun var altid vasket og sval,
jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt.
(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel).
Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende.
Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige
som Aakandebladene i Guldager Bæk,
hvor jeg badede som ungt Menneske.
Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften
af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker,
et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj.
Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,
du var frisk som et Neg,
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske.
Uden at betænke mig svælger jeg ogsaaa den.
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende …
Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit,
der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen
midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse.
Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene?

Ak, Emma og Olga!
Hvor er I henne?
Et Mindebæger!

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper,
jeg tror jeg er glad til trods for Smærte.
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende …

Skaal!

NOTER:

• Kellner: tjener
• Bouquet: duft
• Skalmeje: træblæseinstrument
• Ulæsket Kalk: brændt kalk
• Forskød: afviste
• paa Stand: straks
• ødte: lod gå til spilde
• Lavadel: lavere del af adelen
• Lutret: renset
• Blaanet: vasketøj der skylles i svag blålig farve for at se mere hvidt ud
• Sankede dig i lade: her = fik fat på dig

7. Henrik Pontoppidan: To uddrag af Lykke-PerIntro:Per er en ung ingeniørstuderende med store planer for sin og Danmarks fremtid. Han er ud af en præsteslægt og har brudt med sin far, der også er præst. I dette uddrag er han på en tur i Alperne sammen med sin forlovede Jakobe, der er af jødisk slægt.Af: Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) […..]
Per spændte den grønne Sejldugspose af sin Ryg og begyndte at udpakke Maden. I det samme fik han Øje paa et Kors, der var plantet mellem Stenene ovre paa den anden Side af Stien. Det var et af de saa almindelige to-tre Alen høje Trækors med et groft og uhyggeligt malet Billede af den Korsfæstede.
„Fy for Pokker!" udbrød han. „Skal vi have det Gespenst at se paa! - Lad os hellere flytte os."
„Aa, lad os blive!" bad Jakobe. „Nu kan jeg ikke mere, før jeg faar noget at spise."
”Ja-ja da! Vi kan jo ogsaa vende Ryggen til ham! ... Næ Jakobe, vil du rigtig se, hvor kønt her er!"
Vendt imod Dalen, der sænkede sig dybt under dem fuld af Soltaage, nød de deres tarvelige Maaltid, noget tørt Brød, lidt Ost og et Par Æg. Per havde anbragt sig ved Siden af Jakobe paa den nøgne Sten; og da de havde spist og han havde tændt sig en Cigaret, sad de smaasnakkende Haand i Haand og saae ud i den gyldne Taage.
Pludselig løftede Per Hovedet med et lyttende Udtryk.
„Kan du høre?" spurgte han.
„Hvilket!"
„Hører du ikke? ... En Kirkeklokke!"
„Hvor!"
„Etsteds dernede i Dalen."
„Nej ... Jo jeg tror dog ... Tænk, at du kunde høre det!"
„Lyder det ikke hæsligt? ... At man endogsaa heroppe i Eventyrets Rige skal forfølges af det Spøgelsesglam!"
„Du har et mærkværdigt skarpt Øre for Kirkeklokke,” sagde Jakobe smilende.
Og Per fortalte, hvordan han allerede som Dreng havde hadet og frygtet denne Lyd, der havde indhentet ham overalt paa hans forbudne Vej og summet for hans Øre som en truende Besværgelse. Og Jakobe knugede ømt hans Haand og sagde, at ogsaa hende havde denne evindelige Klokkelarm lydt som en triumferende Trusel. Hun kunde endnu huske, hvordan hun som lille Pige havde skjult sig om Søndagen, naar Klokkerne begyndte ringe, for at Ingen skulde se hende græde af Harm; og da hun blev ældre, havde hun ofte paa Hjemvejen fra Skolen sendt udfordrende Blikke op til Klokken i Garnisonskirken, hvor to af hendes Klassekammeraters Familjer havde faste Stolestader, hvad de altid var meget vigtige af.
„Tænk, Per! Allerede saa tidligt har vi haft samme Tanker og Følelser. Er det da underligt, at vi har fundet hinanden?"
Han lagde Armen om hendes Liv, og de talte videre sammen om Fremtiden, fantaserede om det kommende Aarhundrede der omsider skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner.
„Ved du," - sagde Per - „jeg har i den sidste Tid ofte tænkt paa en Historie, som jeg engang hørte hjemme i Præstegaarden af vor gamle eenøjede Barnepige. Det var om en Bondeknøs, der vilde være Friskytte. Du kender den maaske?"
„Friskytte? Hvad er det?"
„Du veed det ikke! Jo, ser du, det er et Menneske, der skyder med Troldkugler, og som rammer alt, hvad han sigter paa, hvor højt det saa svæver over hans Hoved. Men for at faa Færdigheden maa han en maaneklar Nat stille sig hen ved en Korsvej og skyde en Kugle gennem et Kristusbillede ... lige gennem Hjertet."
„Aa- „Der Freischutz" !" ,
„Javel! Men altsaa, da det kom til Stykket, svigtede Modet den Fyr i Historien. Hvergang han løftede Bøssen mod Krusifikset for at tage Sigte, rystede hans Haand, og saasnart han vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Arm, - og han blev alle sine Dage ikke andet end en almindelig Søndagsjæger. Jeg synes, den Historie er som et Billede paa hele Menneskehedens Afmagt overfor Overtroens Spøgelser. Aldrig fik man Mod til at slaa Afgudsbillederne tilgavns for Panden. Hvordan Pokker det er ... i sidste Øjeblik har man altid faaet Anfægtelser."
Han vendte sig om mod Kristusbilledet bagved dem og vedblev i stigende Ophidselse:
„Se paa den blege Herre, der hænger der! Hvornaar fik vi Mod til at spytte ham vor Modbydelighed lige i Ansigtet? Se rolig paa ham, Jakobe! En saadan fræk Ydmyghed! Denne tarve¬lige Tilskuestillen af sin Ynkelighed! ... Naa, hans Tid faar vel Ende snart! Friskytter vil vi være! Med Heksekugler skal der skydes nu!... Se her!"
Han sprang overmodig op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, havde han spændt Hanen. Med Udraabet: „Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!" - sendte han et Skud mod Krusifikset, der blev ramt i den ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften.
I samme Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Drøn, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden.
Per havde vendt sig. Han var et Nu ganske bleg. Men da det gik op for ham, hvad det var, brød han ud i en Skoggerlatter. Han huskede nu ogsaa, at han under Opstigningen et Par Steder havde set Opslag ved Siden af Stien, hvor der paa tre Sprog stod:
„Man bemærke Ekkoet!"
„Ja - ruml kun. Spøgelser!" raabte han overgivent, hævede paany Revolveren og løsnede de tilbageværende Skud ret op i Luften, saa en ny og forstærket Rallen og Brølen fyldte Dalen, som om virkelig en Hærskare af Bjergaander var sluppen løs.
„Men Per dog - saa vild du er!" raabte Jakobe, der nu var kommen paa Benene og halvt uvillig, halvt betaget kastede sig om hans Hals. „Hvad gaar der af dig!"
„Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! - Men kom! Vi maa videre! Tiden er kostbar. Inden to Timer skal vi naa Postvognen. Og om fem Timer - Jakobe! - er vi borte fra hinandens Arme."
„Aa, Per - det vil vi ikke tænke paa," sagde hun, idet hun lagde sit Hoved ind til hans Skulder og lukkede Øjnene.
Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma.
[ … ]
(1899)

(senere i Danmark)
[...]
Han gik videre ud ad Vejen. Da han kom forbi et Sted, hvorfra der lød Musik, blev han uvilkaarlig staaende for at kaste et Blik ind over den høje Tjørnehæk, som dannede Gærde ud mod Lan¬devejen. Derinde laa en lille straatækt Villa i en gammel Have, hvor nogle unge Damer og Herrer løb og legede. (…)
De var begyndt at synge derhenne, og han genkendte baade Melodi og Ord, - det var en af de gængse Aftensange, som ogsaa hans Søskende plejede at synge om Sommeren i det Fri:

„Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen fra sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."

Han lyttede med tilbageholdt Aandedræt. Aldrig, syntes han, havde han hørt saa mange smukke Stemmer. Aftenens dybe Ro gjorde vel sit dertil. Trods Fjernheden lød ethvert af Sangens Ord saa mærkværdig klart og fuldt i hans Øre. Der var næsten noget overnaturligt deri. Sangen syntes at stige op af jorden umiddelbart omkring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark som et Kor af Underjordiske.

„Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn."

Han havde lukket Øjnene. En dump Smerte flakkede igennem ham. Lyden af disse Toner vakte ligesom et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans Sjæl.

„Det er saa fredeligt, saa tyst
l Himmel og paa jord!
Vær ogsaa stille l mit Bryst,
du Flygtning, som der bor."
[...]
(1903)
(Sangen er B. S. Ingemanns "Fred hviler over land og by")