Forlaget Columbus

Fra fortid til historie, 2. udgave

Eksempler på problemformuleringer til SRP (studieretningsprojektet)

Hvordan stiller man et godt historiefagligt spørgsmål? Én inspirationskilde er de forskellige faghistoriske tilgange ("skoler"), der hver især beskæftiger sig med nogle væsentlige problemstillinger. Man kan stille deres spørgsmål til konkret materiale i en konkret historisk periode.

I anden del af Fra fortid til historie (Historie som videnskab) præsenteres forskellige faghistoriske tilgange. Deres typiske problemstillinger, kilder og forklaringsmåder opsummeres i skemaer som dette, der kan bruges som inspiration til selv at formulere historiske spørgsmål.

 

 

Erindringspolitik og historie som argument (kapitel 1) (Historie og Engelsk)

Er Obamas Israel-politik et historisk nybrud?

  • 1. Giv en redegørelse for USA's politik overfor Israel fra statens dannelse i 1948 til i dag.
  • 2. Med udgangspunkt i en argumentationsanalyse af præsident Barack Obamas tale i Jerusalem 21.3.13 ønskes det belyst, hvordan præsidenten bruger historie til at retfærdiggøre USA's politik overfor Israel. I analysen ønskes begrebet erindringspolitik inddraget.
  • 3. Diskuter med inddragelse af denne artikel, om Obama med sine udmeldinger repræsenterer et brud med den hidtidige amerikanske udenrigspolitik overfor Israel.

_____________________________________________________________________

Kønshistorie (kapitel 6) (Historie og Tysk)

Hvilken rolle spillede kønsopfattelser i den nazistiske ideologi?

  • 1. Med udgangspunkt i en redegørelse for diskursanalyse og kønshistorie som faghistorisk tilgang ønskes:
    • a. en analyse af NSDAP's 25. pkt. program med henblik på at karakterisere den nazistiske ideologi
    • b. en analyse og fortolkning af Adolf Hitlers "Ansprache vor der NS-Frauenschaft" (8. september 1934)
  • 2. Endelig ønskes en diskussion af, hvilken rolle forestillinger om det maskuline og det feminine spillede i den nazistiske ideologi.

__________________________________________________________________________

Historisk antropologi (kapitel 6) (Historie og biologi)

Tidstypiske læger?

  • 1. Med inddragelse af Illustreret Tidendes skildring fra 1873 ønskes en redegørelse for Peder Madsens Gangs historie og en kulturhistorisk analyse af datidens syn på smøgens beboere.
  • 2. Med inddragelse af selvvalgt empiri om tyfus ønskes en analyse af sygdommens effekt på kroppen samt vilkårene for dens spredning. Denne analyse lægges til grund for en vurdering af sygdommens effekt på folkesundheden.
  • 3. Giv - med udgangspunkt i opg. 2 - en vurdering af, i hvilket omfang samtidens syn på beboerne i Peder Madsens Gang prægede lægerne Hornemann og Ulriks forklaring på sygeligheden i kvarteret.

Materiale findes på EMU.

__________________________________________________________________________

Begrebshistorie (kapitel 6) (Historie og samfundsfag/sociologi)

Er familien i opløsning?

  • 1. Undersøg vha. en begrebshistorisk metode udviklingen af begrebet ’familie’ i perioden 1950 til ca. 1990.
  • 2. Undersøg familiens situation i det senmoderne samfund i Danmark.
  • 3. Diskuter om familien er i opløsning.

__________________________________________________________________________

Begrebshistorie (kapitel 6) (Historie og samfundsfag/økonomi)

Kan man løbe tør for økonomisk vækst?

  • 1. Undersøg vha. en begrebshistorisk metode begrebet ’økonomisk vækst’ i perioden fra industrialiseringen til i dag.
  • 2. Undersøgelsen skal fokusere på, hvordan udvalgte økonomiske teoretikere har set på begrebet i forskellige historiske perioder.
  • 3. Diskuter om det er muligt at løbe tør for økonomisk vækst.

__________________________________________________________________________

Historisk sociologi (kapitel 7) (Historie og Engelsk)

Sammenlignelige amerikanske oprør?

  • 1. På grundlag af to korte historiske redegørelser ønskes en systematisk sammenligning af oprøret i forbindelse med The Boston Tea Party (1773) og Tea Party-bevægelsen, der opstod i 2009.
  • 2. Foretag en retorisk analyse af Sarah Palins Tea Party-tale og en undersøgelse af, hvordan Palin bruger historie som argument.
  • 3. Diskuter, om nutidens Tea Party-bevægelse har noget til fælles med oprøret under The Boston Tea Party.

__________________________________________________________________________

Komparativ metode (Historie og samfundsfag/international politik)

Hvorfor ændrede USA udenrigspolitik fra Irak 2003 til Syrien 2013?

  • 1. Giv en kort redegørelse for FN-systemets historie og opbygning med særligt fokus på Sikkerhedsrådets organisering og rolle.
  • 2. Foretag en komparativ analyse af hændelsesforløbet i FN’s Sikkerhedsråd, der ledte frem til henholdsvis den USA-ledede intervention i Irak i 2003 og FN’s resolution 2118 om Syrien i 2013. I analysen skal inddrages historisk kildemateriale samt en belysning af de væsentligste aktørers interesser og ageren.
  • 3. Med udgangspunkt i analysen ønskes en diskussion af, hvad der kan forklare forskellen på USA’s udenrigspolitik overfor hhv. Irak 2003 og Syrien 2013. I diskussionen skal teorier om international politik anvendes.

__________________________________________________________________________

Historisk geografi (kapitel 8) (Historie og Naturgeografi)

Er Afghanistan dømt til at være en fejlslagen stat?

  • 1. Giv en redegørelse for Afghanistans naturgeografiske forhold.
  • 2. Med udgangspunkt i en kort redegørelse for Fernand Braudels geografiske historie ønskes en undersøgelse af, hvad Afghanistans naturgrundlag og geografiske placering har betydet for landets historie i selvvalgte historiske perioder.
  • 3. Diskuter, om Afghanistan på grund af sin geografi er dømt til at være en fejlslagen stat. I diskussionen kan perspektiveres til andre fejlslagne stater.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)