Blodskat og Janitsharkorpset
(dansksprogede kilder - se tyrkisk kildetekst nedenfor)
Janitsharkorpset oprettedes i 1361 af sultan Murad I (1360-89). Janitsharernes bevæbning var let: Bue, krumsabel, kniv, og ved bæltet hang en håndspade. På hovedet havde de hvide huer med et lille hvidt stykke stof til minde om korpsets stifters ærme - og et symbolsk tegn på deres ubetingede lydighed over for sultanen. På fødderne havde de røde støvler. En engelsk ambassadør lo ved synet af nogle janitsharer og bemærkede, ”at de mere lignede gravere end soldater”! En ledsager forklarede, at det netop var ved hjælp af disse spader, de havde indtaget Rhodos, Agrigento, Chios og mange andre stærke fæstninger: ”Siden der er hundreder, ja flere tusinde, der arbejder med skovl og spade under en fæstnings mure, kan jeg ikke forestille mig, hvilken styrke eller færdigheder, der kan forsvare sig mod det”. Ud over at kunne håndtere spaden var janitsharerne frygtede for deres våbenfærdigheder, deres disciplin og loyalitet over for sultanen og deres dødsforagt i kamp. Janitsharkorpset kom med tiden til at udgøre en selvstændig magtfaktor i Osmannerriget: Korpset var involveret i adskillige magtkampe og politiske intriger, og der er eksempler på, at korpset krævede lønforhøjelse som betingelse for at støtte en ny sultans indsættelse. Efter en opstand i 1826 blandt janitsharerne, der blev slået ned med hård hånd, opløstes korpset. Nedenfor en beskrivelse af devshirme-systemet og skabelsen af Janitsharkorpset set fra henholdsvis en kristen europæers (tekst 1) og en muslims synsvinkel (tekst 2). Endelig møder vi en litterær fremstilling fra det 20. århundrede (tekst 3).
1. Devsirme-systemet ifølge englænderen James M. Ludlow (beretning fra 1493).
(fra: Eva March Tappan, ed., The World's Story: A History of the World in Story, Song and Art, (Boston: Houghton Mifflin, 1914), Vol. VI: Russia, Austria-Hungary, The Balkan States, and Turkey, pp. 491-494. Oversat af Kjeld Mazanti Sørensen)
Omkring et århundrede før Konstantinopels erobring da Murad I var sultan, påpegede hans vizir, at udover at have ret til 1/5 af byttet efter et slag, havde sultanen også ret til 1/5 af fangerne. ”Placér embedsmænd i Gallipoli”, sagde han, ” og når de kristne passerer forbi, så lad dem udvælge de smukkeste og stærkeste kristne drenge til at blive dine soldater.” Vizirens råd blev fulgt, og forordningen bekendtgjort; mange tusinde europæiske fanger blev opdraget i den islamiske religion og våbenbrug, og den ny hærenhed blev velsignet og navngivet af en respekteret dervish. Idet han stod foran deres rækker holdt han sit ærme udstrakt over den forreste soldat, og han velsignede dem på følgende måde: ”Lad dem kaldes Janitsharer; må deres ansigt altid stråle; deres hånd være sejrrig; deres sværd dristige; lad deres spyd altid svæve over hovedet på deres fjender; og gid de, hvor de end drager hen, kommer tilbage med et hvidt ansigt”. Hvidt og sort ansigt bruges ofte ordsprogsagtigt på det tyrkiske sprog som udtryk for ros eller kritik. Sådan var oprindelsen til disse hovmodige soldater, alle landes rædsel. Deres styrke vedligeholdes gennem sultanens andel af krigsfanger og gennem rekrutter, som hentes blandt de kristne undersåtters børn hvert fjerde år. Små grupper af soldater med en officer i spidsen, udstyret med et særligt dekret, drager fra by til by. Hvor de kommer, samler byens ledere indbyggere og deres sønner. Officeren har ret til at tage med sig alle de børn over 7, der udmærker sig ved skønhed eller styrke, særlig aktivitet eller talent. Han bringer dem til hoffets kammerherre som tiende fra befolkningen. De fanger, der tages i krig af pashaerne og af dem videregivet til sultanen, omfatter polakker, russere, italienere, tyskere og folk fra Bøhmen. Disse rekrutter inddeles i to grupper. Den ene sendes til Anatolien, hvor de trænes i landbrugsarbejde og oplæres i muselmandens tro; eller de beholdes til at arbejde i haremmet, hvor de er beskæftiget med at hente brænde og vand, arbejder i haverne, på skibene eller ved offentlige byggerier, altid under ledelse af en opsynsmand, der med sin stok tvinger dem til at arbejde. De andre, hos hvem træk af en mere ædel karakter er tydelig, placeres i ét af de fire haremmer i Adrianopel eller Galata, eller i det gamle eller nye i Konstantinopel. Her iklædes de let stof fra Saloniki og huer fra Brusa. Der kommer lærere hver morgen, og de bliver hos dem indtil aften og lærer dem at læse og skrive. De, som har udført hårdt arbejde, bliver janitsharer. De, som er uddannet i haremmerne, bliver spahis25 eller højere embedsmænd. Begge grupper holdes under streng disciplin. De første er især vænnede til hårdt arbejde og til mangel på føde, vand og behageligt tøj. De er trænede i at skyde med bue og armbrøst om dagen, og de tilbringer natten i en stor oplyst hal med en opsynsmand, som går frem og tilbage, og som ikke tillader nogen at røre på sig. Når de optages i Janitsharkorpset, placeres de i klosterlignende barakker ….Her fortsætter de yngre ikke alene med at adlyde de ældre i tavshed og underkastelse; de ledes med så stor strenghed, at ingen har tilladelse til at tilbringe natten andetsteds, og de, der bliver straffet, tvinges til at kysse hånden på den, der udfører afstraffelsen. Den del af de yngre, der bor i haremmerne, holdes ikke mindre strengt, idet de i grupper på ti ledes af en ubønhørlig embedsmand. De skal både lave fysisk træning og studere. Sultanens kammerherre tillader dem at forlade haremmet efter perioder på tre år. De, der vælger at blive, forfremmes gradvis i henhold til deres anciennitet i deres herres tjeneste fra den ene administrationsafdeling til den anden og modtager med tiden en højere løn, indtil de når én af de fire højeste poster i administrationen. Herfra er vejen til at blive beglerbeg, eller capitan deiri (admiral), eller endog vizir mere eller mindre åben. De, som modsat vælger at gøre brug af tilladelsen til at forlade tjenesten, indrulleres hver især ud fra deres tidligere rang i ét af de fire korps, som består af hvervede spahi’er, som står i Sultanens umiddelbare tjeneste, og til hvilke han har mere tillid end til sine andre personlige vagter.
2. Devsirme-systemet ifølge den osmanniske historiker Sadeddin, kendt som Hoca Efendi (fra 1500-tallet)
(Teksten gengives i Kjeld Mazanti Sørensens oversættelse af en engelsk oversættelse af den engelske videnskabsmand William Seaman i 1600-tallet).
”Denne navnkundige konge ... rådslog en tid med sine statsministre, og resultatet heraf blev, at der i den kommende tid skulle udvælges, blandt tapre og energiske unge mænd, der var børn af hedninge, nogle som var egnet til tjeneste, og som kunne adles gennem den islamiske tro. Det, der var et middel til at gøre dem velhavende og troende, kunne måske også vise sig at være en måde at underlægge sig hedningenes højborge på. I fortsættelse heraf blev adskillige personer i denne sag udpeget af kongen med ordre til at indsamle omkring 1000 af hedningenes børn fra flere lande, som de skulle disciplinere og træne op til hjælpetropper ... så disse på den måde kunne blive fortrolige med de troende og fortsætte i den troende menigheds tjeneste: Så ville islams lys måske trænge ind i deres hjerter og udrense den falske tros tilsmudsning. Ligeledes ville deres ønsker måske fæstne sig til det, der er værdifuldt, og deres forhåbninger gradvis blive større, og de ville på pålidelig vis udføre deres pligter og tjenester. Deres løn blev fastsat til en asper om dagen i begyndelsen og blev så forhøjet afhængig af deres evner og fortjenester. Og de kom til at gå under navnet janitsharer (dvs. den nye hær). Disse tapre mænd i krigstogter og kampe har været så dygtige, at vor navnkundige konge ved deres hjælp er blevet endnu mere berømt, ligesom de gennem deres værdifulde tjenester har opnået betydelig forfremmelse. Andre, der iagttog dem, var begærlige (i deres hjerter og sjæl) og anmodede om at få deres børn optaget, således at der på kort tid var nogle tusinde hedninge, der blev berømte gennem den islamiske tro.”
3. Ivo Andric: Broen over Drina (1945)
Nedenstående tekstuddrag er fra romanen ‘Broen over Drina’ (1945) af den bosniske forfatter Ivo Andric, som i 1961 fik Nobels litteraturpris for bogen. En central skikkelse i denne er Medmed Pasha Sokuli (1506-1579) fra en bosnisk bjerglandsby, der som lille dreng blev bortført fra sine kristne forældre som en del af devshirme-systemet, tvangsislamiseret og optaget i janitsharkorpset. Han gjorde senere en bemærkelsesværdig karriere i den osmanniske administration og endte som Storvezir. Han igangsatte en række byggerier i sin hjemegn, bl.a. en stor bro over floden Drina ved byen Visegrad. (Oversættelse af Toni Liversage, Gyldendals forlag, 1993)
… Byen, der dengang endnu kun var en lille sammenklumpet bebyggelse, lå på Drinas højre bred oppe på de stejle skrænter lige neden for fæstningsruinerne, og det var først senere, da broen blev bygget, og handel og samfærdsel blomstrede op, at den fik sit nuværende udseende. Hin novemberdag nåede et langt tog af belæssede heste frem til flodens venstre bred, og standsede for at overnatte der. Janitsharernes aga87 var på vej tilbage til Istanbul med sit bevæbnede følge efter at have været rundt i landsbyerne i Østbosnien for at samle det antal kristne børn sammen, der krævedes som blodtold. Der var allerede gået seks år, siden man sidst havde indkrævet denne blodtold, og der havde derfor denne gang været nok at vælge imellem. Uden vanskelighed fik man fat i det nødvendige antal sunde, velskabte og intelligente drengebørn mellem ti og femten år, skønt mange forældre havde skjult børnene i skoven eller vist dem, hvorledes de skulle spille halvtossede eller lade, som om de haltede - ja, de klædte dem i pjalter og laser og smurte dem ind i snavs, alt sammen for at undgå aga’ens blik; nogle havde endog lemlæstet deres egne børn ved at hugge en finger af. De drenge, man havde udvalgt, blev nu sendt af sted på små bosniske heste i en lang karavane. Over hestens ryg hang der en flettet kurv på hver side, og i hver kurv var der anbragt en dreng, der havde sin lille bylt og et stykke kage, det sidste han havde fået med sig hjemmefra. Fra disse gyngende og knirkende kurve stak drengenes friske, men forskræmte hoveder op. Nogle så roligt tilbage over hestens ryg mod den hjemlige egn så længe som overhovedet muligt, andre spiste og græd på samme tid, mens atter andre sov med hovedet lænet mod paksadlen. I nogen afstand fra de sidste heste i denne usædvanlige karavane kom børnenes forældre og slægtninge i spredte grupper; de fulgte forpustede efter deres børn, der nu blev ført bort for altid for der i det fjerne land at blive omskårne ligesom tyrkerne. De skulle glemme deres tro, deres land og deres herkomst og tilbringe livet i janitsharafdelingen eller i en anden - måske højere - form for tyrkisk tjeneste. De fleste af slægtningene var kvinder, først og fremmest mødre, bedstemødre og søstre til de røvede børn; kom de for tæt på, spredte aga’ens ryttere dem med piskeslag og jog hestene imod dem under høje eder. Kvinderne for fra hinanden og skjulte sig i skoven nær ved vejen, men lidt efter kom de igen frem og fulgte karavanen, mens de med tårer i øjnene anstrengte sig for endnu en gang at få et glimt af barnets hoved. Navnlig mødrene var hårdnakkede og udholdende. De jog af sted uden at ænse, hvor de stod eller gik, og forpjuskede, med blottede bryster, glemmende alt omkring sig hylede og jamrede de som over en afdød. Andre klagede sig, som var de gået fra forstanden, skreg, som blev deres skød flænget af fødselsveer, for tåreblændede ind i rytternes piskeregn, og besvarede blot piskeslagene med det meningsløse spørgsmål: - Hvor fører I ham hen? Hvor fører I ham dog hen? Nogle prøvede at kalde på deres dreng, for ligesom endnu en gang at give ham noget med på vejen, et sidste råd eller en sidste formaning, alt, hvad der overhovedet kunne udtrykkes i et par ord. - Rade, min egen dreng, glem nu ikke din mor ... - Ilija, Ilija, Ilija! råbte en anden og søgte fortvivlet det kendte, kære hoved med blikket, mens hun uafladeligt gentog navnet, som ville hun indprente barnet det, før det i løbet af nogle dage for altid ville blive taget fra ham. Men vejen er lang, jorden stenet, og kræfterne små, osmannerne mægtige og ubarmhjertige, og lidt efter lidt sakkede kvinderne bagud. Udmattede af den lange vandring, jaget bort af piskeslagene opgav først den ene og så den anden det nytteløse forehavende, og her ved færgestedet måtte selv de mest udholdende standse, for man ville ikke tage dem med i færgen, og det var den eneste måde, de kunne komme over floden på. Nu kunne de sidde roligt på bredden og græde, for ingen jog dem bort mere. Der ventede de som forstenede, ufølsomme over for sult, tørst og kulde, lige til de på den anden flodbred endnu en gang så den langstrakte’ karavane af heste og ryttere, der snoede sig af sted op mod Dobrun, endnu en gang troede at kunne se deres barn, der forsvandt for øjnene af dem for altid. På denne novemberdag sad i en af de mange kurve en mørkhåret dreng på en halv snes år fra bjerglandsbyen Sokolovici. Han forholdt sig helt stille, mens han så sig omkring med tørre øjne. I sin røde, forfrosne hånd holdt han en lille kniv, som han adspredt skar med i kurvens kant, og samtidig betragtede han alt omkring sig. Han indprentede sig den stenede bred, der var bevokset med nøgne og fattige gråpiletræer, den vanskabte færgemand og den faldefærdige vandmølle, der var fuld af edderkoppespind og gennemtræk. Der havde de måttet overnatte, før det lykkedes at sætte alle over den mudrede flod, som de skræppende krager fløj henover. Som en sygdom et eller andet sted i kroppen, som en sort klinge, der fra tid til anden - blot for et sekund eller to - gennemborede hans bryst med en jagende smerte, bevarede han erindringen om dette sted, hvor landevejen blev afbrudt, og håbløsheden og den trøstesløse elendighed fortættedes og aflejredes på de stenede bredder ved denne flod, der var så vanskelig, usikker og bekostelig at sætte over. Det var et sygt og blødende sted i disse bjergfulde og fattige egne, thi her nåede nøden helt op til overfladen, mennesket måtte standse op for de overmægtige elementer og beskæmmet se ikke blot dets egen magtesløshed, men også klarere erkende dets egen og andres elendighed og afmagt. Alt dette gemte sig i den fysiske smerte, som denne novemberdag aflejredes i drengen, og den forlod ham aldrig senere fuldstændigt, selvom han skiftede både navn og tro i sit ny land. Hvad der senere er blevet af denne dreng i kurven, fortæller historieskriverne os om på alle sprog, derom ved man endog bedre besked ude i den vide verden end her hos os. Med tiden blev han en ung og modig våbendrager ved sultanens hof, derefter admiral og til sidst gift med en af sultanens døtre. En stor hærfører og berømt statsmand var denne Mehmed Pasha Sokoli, der i tre verdensdele førte mange sejrrige krige, udvidede det tyrkiske riges grænser og sikrede det både udadtil og indadtil gennem sin faste ledelse. I disse mere end tresindstyve år tjente han tre sultaner og fik lejlighed til at opleve alt det gode og onde, som kun de udvalgte oplever, ja, han hævede sin magt og vælde til sådanne højder, som kun nås af få. …
Sultan Mahmud II: Bekendtgørelse om reformer, 3. november 1839
Sultan Mahmud II (1789-1839) tog i sin regeringstid initiativ til en række (reformer, bl.a. opløsning af det magtfulde janitsharkorps (1826), som havde stillet sig i vejen for alle tilløb til reformer. I nedenstående uddrag formulerede han retningslinjer- med inspiration fra især Frankrig - for fremtidige reformer på det administrative, retslige og militære område.
Hans efterkommer søgte i perioden 1839- og frem til 1876, hvor en forfatning blev vedtaget, at modernisere Osmannerriget på en lang række områder efter de retningslinjer, som sultan Mahmud II havde udstukket.
II. Mahmut'un saltanatının ikinci döneminde yoğunlaşan reformlara resmi bir bildiriyle hukuki biçim verme talebi sık sık dile getirildi. Ancak iç siyasi dengeler nedeniyle bu işlem uzun süre ertelendi.
1 Temmuz 1839'da II. Mahmut'un ölümü ve Abdülmecit'in tahta çıkmasından hemen sonra sadrazamlığa reform taraftarı Mehmet Hüsrev Paşa getirildi. Ağustos ayında yurda dönen Londra büyükelçisi ve Hariciye Nazırı Mustafa Reşit Paşa, 17 yaşındaki padişahı ikna ederek Tanzimât deklarasyonunun kabulünü sağladı.3 Kasım 1839 günü Saray müştemilatı içerisinde yer alan Gülhane bahçesinde okunan bir Hatt-ı Şerif (Padişah Yazısı) ile Tanzimat-ı Hayriye (Hayırlı Düzenlemeler) ilân edildi. Osmanlı tarihinin en önemli belgelerinden biri olan bu metin, okunduğu yerden ötürü Gülhane Fermânı ve içeriğinden ötürü Tanzimat Fermânı adıyla da anılır.
Yaklaşık üç sayfalık bir metin olan fermânda, devletin bir gerileme döneminde olduğu vurgulanmış, ama yapılacak yeniliklerle ve çıkarılacak yeni yasalarla (kavanin-i cedide) bu durumdan kurtulunacağı müjdelenmiştir. Daha sonra din ve mezhep ayrımı gözetmeksizin tüm Osmanlı ahalisinin can ve mal ve "ırz-ü namus" güvenliğinin güvence altına alınması gereği, Kur'an ve şeriate dayanarak ilan edilmiştir. Haksız ve dengesiz vergilerin zararından söz edilerek herkesten "emlak ve kudretine göre" vergi alınacağı, asker almanın nüfusla orantılı ve azami dört veyahut beş sene müddetle sınırlı olacağı, kimsenin yargısız idam edilmeyeceği ve malının müsadere edilmeyeceği, özel mülkiyete sınır getirilmeyeceği, Meclis-i Ahkâm-ı Adliye'nin güçlendirileceği, vükelanın serbestçe söz söylemesine sınır getirilmeyeceği, yeni Ceza kanunnamesi düzenleneceği, memurin maaşlarının adalete uygun olarak düzenleneceği, rüşvetin güçlü yasalarla önleneceği bildirilmiştir….
