Kilde 4A: Hawkins beretning
Nedenstående tekst er et uddrag af John Hawkins egen beretning om sin rejse til Den Nye Verden i 1567-1568 med titlen The Third Troublesome Voyage Made with the Jesus of Lubec, 1567-1568. Teksten er hentet i American Journeys Collection der er udgivet af Wisconsin Historical Society, 2003 og kan læses i sin helhed (på engelsk) på kortlink.dk/xnw3 eller her.
‘Nu havde vi skaffet os mellem fire og frem hundrede negre, hvorfor vi anså det for fornuftigt at søge mod Vestindiens kyst, og der håbede vi at få noget for vore negre og vore varer, der kunne opveje vore udgifter med nogle fortjenester. Så vi begav os i al hast dertil, anskaffede os vand og proviant, og drog afsted fra Guineas kyst den tredje februar, fortsatte ud på havet, hvor overfarten var hårdere end noget vi havde oplevet før, indtil den 27. dag i marts, hvor vi kunne se en ø ved navn Dominica ved Vestindiens kyst på den fjortende grad: derfra sejlede vi langs kysten fra sted til sted, handlede med spanierne så meget som vi kunne, hvilket var noget besværligt, eftersom kongen direkte havde beordret sine guvernører i disse byer til på ingen måde at indgå i handel med os: alligevel kunne vi handle nogenlunde og vi blev høfligt beværtet på øerne Margarita [1] og Cartagena [2] uden nogen særlig bemærkelsesværdigt at melde, bortset fra ved Capo de la Vela [3], i en by ved navn Rio de la Hacha [4] (hvorfra alle perlerne kommer), hvor den regerende skatmester under ingen omstændigheder ville handle med os eller lade os få vand. Han havde befæstet sin by med diverse bastioner de steder, hvor den kunne indtages, og udstyret sig med hundrede arkebusere [5], så han troede at han ved at udsulte os kunne tvinge os til at sætte vore negre i land: det var ikke langt fra at han lykkedes med sit forehavende, hvis vi ikke med magt var gået ind i byen: hvilket (efter at vi på ingen måde kunne vinde hans gunst) vi var tvungne til at gøre, og således brød vi med to hundrede mand igennem deres bastioner, og gik ind i byen efter kun at have mistet to mænd på vor side, og uden at have forvoldt skade på spanierne, for de flygtede efter at have afleveret en skudsalve. Da vi således havde byen lykkedes det os på grund af visse omstændigheder, dels spaniernes ønske om negre, og dels skatmesterens venskab, at drive en hemmelig handel: spanierne opsøgte os om aftenen og købte 200 negre af os: alle andre steder hvor vi handlede, var spanierne glade for os og handlede velvilligt. Ved Cartagena, den sidste by vi kunne se på kysten, var det umuligt for os at handle med nogen spanier, guvernøren var meget striks og fordi vor handel næsten var afsluttet, mente vi ikke det var klogt at vove endnu en landgang eller blive yderligere forsinkede, så vi tog fredeligt derfra den 24. juli i håbet om at have undsluppet årstiden for storme, der snart efter begyndte at herske og som de kaldte Furicanos. Men da vi passerede den vestlige ende af Cuba og havde retning mod Floridas kyst, stødte vi den 12. dag i august ind i en voldsom storm der varede i fire dage og som gik så hårdt ud over “Jesus”, at vi huggede alle hendes høje tilbygninger ned, hendes ror var også stærkt medtaget, og derudover lækkede hun så meget, at vi var lige ved at efterlade hende og ikke beholde hende længere, men vi håbede alligevel at bringe det hele til en lykkelig afslutning, så vi søgte mod Floridas kyst, hvor vi ikke kunne finde noget sted eller nogen havne til vore skibe fordi der var for lavvandet ved kysten: da vi således var i stor nød og mødte en ny storm, der varede i yderligere tre dage, var vi tvungne til at søge undsætning i den havn, der tilhører byen Mexico, kaldet Saint John de Ullua [6] der ligger på den 19. grad: da vi søgte denne havn mødte vi på vor vej 3 skibe der medbragte hundrede passagerer. Vi håbede at disse passagerer kunne være et middel for os til at få anskaffet proviant for vore penge, og at vi kunne finde et roligt sted til at reparere vores flåde. Kort efter dette, den 16. september, ankom vi til Saint John de Ulluas havn og da spanierne troede at vi var den spanske flota gik landets øverste officerer ombord hos os, og da deres forventninger skuffedes blev de meget bestyrtede: men straks da de så at vi ikke ønskede andet end proviant blev de atter fortrøstningsfulde. I samme havn fandt jeg også tolv skibe, der efter sigende havde to hundrede tusinde pund i guld og sølv, som jeg alle lod være uden at tage så meget som et enkelt stykke fra dem: udelukkende fordi jeg ikke ville forsinkes i min ekspedition efterlod jeg to velrenommerede mænd og sendte straks post til Mexico, der var to hundrede mil fra os, til guvernørerne og rådsforsamlingen, og fortalte dem at vi var ankommet dertil tvunget af vejret, og nødvendigheden af at reparere vore skibe og forsyninger, og at vi som venner af kong Filip bad om at måtte få vores fornødenheder dækket mod betaling: og at guvernørerne og rådsforsamlingerne straks skulle sørge for, at der ved den spanske flotas ankomst, som man dagligt holdt udkig efter, ikke skulle opstå nogen strid mellem os og dem, men at de skulle give ordrer til sikring og opretholdelse af vort venskabelige forhold. Denne besked blev sendt den 16. september om aftenen, som var selve dagen hvor vi ankom. Næste morgen, som var den syttende dag i samme måned, så vi i havnens åbning tretten store skibe og vi forstod, at det var den spanske flota. Jeg gav straks besked til flotaens general for at få ham til at forstå at jeg var der og at vi, før jeg ville tillade dem at sejle ind i havnen, skulle aftale nogle betingelser, der garanterede vores sikkerhed og sikrede freden. Her er det vigtigt at forstå, at denne havn består af en lille ø af sten, som ikke er mere end tre fod over vandet på sit højeste sted, og ikke længere end et skud med en bue til alle sider, og at denne øs afstand til fastlandet er to bueskuds længder Det er også vigtigt at forstå, at der på denne kyst ikke er andre steder, hvor skibene kan ankomme sikkert, fordi nordenvinden har sådan en kraft, at medmindre skibene forankres meget sikkert til denne ø, så er der intet andet end døden, der kan modstå disse nordenvinde: samtidig var der så lidt plads i havnen, at skibene nærmest var nødt til at sejle ovenpå hinanden, hvorfor vi altså ikke kunne give plads til dem, eller de til os: og her begyndte jeg at begræde, hvad derefter fulgte, for nu, sagde jeg, er jeg udsat for to farer, og tvunget til at møde en af dem. Det vil sige, at enten var jeg nødt til at forhindre flotaen i at komme ind i havnen, hvilket jeg med Guds hjælp meget vel var i stand til, eller finde mig i at de kom ind med deres vanlige hang til forræderi, som de aldrig svigter, hvor der er mulighed for at udøve det: hvis jeg havde holdt dem ude, så havde vi stået med skibsvrag fra hele flåden til en værdi af seks millioner, som i vores penge havde svaret til 1800000, hvilket jeg ikke mente jeg kunne forsvare af frygt for Hendes Majestæts vrede i så vægtig en sag. Da jeg med mig selv overvejede disse tvivlsspørgsmål, fandt jeg ud af, at det var bedre at vælge usikkerheden end sikkerheden. Usikkerheden var deres forræderi, som jeg med en god fremgangsmåde håbede på kunne undgås, og da jeg derfor valgte det mindste af to onder, begyndte jeg at tage mine forholdsregler. Nu var vores første budbringer vendt tilbage fra flotaen med nyheden om ankomsten af en vicekonge, som havde beføjelser både i hele provinsen Mexico (ellers kaldet Nueva Espana) og på havet, og som med mange smukke ord sendte os bud om, at vi skulle overbringe vore betingelser, som han for sin part (for at opretholde venskabet blandt fyrsterne) både ville indrømme os velvilligt og sørge trofast for. Under sin sejlads langs den indiske kyst havde han hørt om vores ærlige opførsel overfor de indbyggere, hvor han havde ærinder, såvel som andre steder samt i denne havn, hvilket jeg lod passere: da han altså gik ind på vore krav, bad vi om proviant for vore penge og licens til at sælge så mange varer som vi havde behov for, og at hver part skulle stille tolv gentlemen som gidsler for at bevare freden: og at øen skulle være i vores besiddelse for at garantere vores sikkerhed under vores ophold der, og at vi skulle have elleve messingkanoner, som fandtes på øen: og at ingen spanier måtte landes på øen med nogen form for våben. Først var han ikke særlig begejstret for disse betingelser, især ikke over at vi skulle vogte over øen, men hvis vi ikke havde gjort det, ville vi snart have betalt prisen: for med den første nordenvind ville de have skåret vore kabler over og vore skibe ville være drevet til havs: men til sidst gik han ind på vore ønsker efter at have bragt antallet af gidsler ned på ti, som begge parter hurtigt sørgede for blev overbragt med en skrivelse fra vicekongen, signeret af hans hånd og forseglet med hans segl, indeholdende alle de vedtagne betingelser, hvorefter der blæstes i en trompet med en erklæring om, at hvis en af parterne skulle bryde freden ville det koste ham døden: og desuden blev det vedtaget, at flådernes to generaler skulle mødes og love hinanden at opfylde betingelserne, der var indgået. Efter 3 dage var det hele således bragt i orden og flotaen sejlede ind i havnen, og de hilste hinanden som havets skikke kræver. Som jeg sagde før, torsdag sejlede vi ind i havnen, fredag så vi flotaen og mandag aften sejlede de ind i havnen: så arbejdede vi i 2 dage på at placere de engelske og spanske skibe for sig, kaptajnerne og de menige fra hver side svor alle hinanden venskab: det var ment i al troskab for vor side, men spanierne mente det ikke på samme måde. Fra fastlandet havde de forsynet sig med op imod 1000 mænd, og de planlagde at angribe os fra alle sider den næstfølgende torsdag, den 23. september, ved middagstid. Samme torsdag om morgenen, da forræderiet var nært forestående, foregik der noget, våben blev bragt fra det ene skib til det andet, kanoner flyttedes fra skibene til øen, hvor vore mænd stod på vagt, og de blev båret fra og til flokke af mænd, der langt oversteg det antal, der var brug for til opgaven. Mange lignende onde tegn fik os til at blive yderst mistænksomme og vi sendte bud til vicekongen for at finde ud af, hvad der foregik. Han gjorde straks foranstaltninger til at fjerne alt mistænkeligt, og samtidig sendte han os sit ord på at han som vicekonge ville forsvare os mod alle slyngelstreger. Vi var alligevel ikke tilfredse med hans svar, for vi havde mistanke om at et stort antal mænd skjulte sig på det store skib på 900 ton, som var fortøjet ved siden af Minion, og sendte skibsføreren fra Jesus, som talte spansk, til vicekongen og krævede at få at vide, om det var tilfældet eller ej. Vicekongen, der nu forstod at forræderiet ville blive afsløret, blæste i trompeten, og vi blev angrebet fra alle sider: vore mænd, der bevogtede kysten, blev ramt af en pludselig frygt, gav plads og søgte at komme skibene til undsætning; spanierne var allerede placeret der med det formål at angribe og gik i land i massevis fra deres skibe, hvilket de let kunne gøre uden både, og dræbte alle vore mænd på land uden nåde, kun nogle få slap ombord på Jesus. Det store skib der havde skjult omkring 300 mænd ombord, entrede straks Minion, men ved Guds hjælp havde vi, straks vi fattede mistanke, hvilket kun var 30 minutter siden, gjort Minion klar til at undvige, og så løsnede vi hendes fortrosse og trak afsted i agtertovet og hun slap ud: med Guds hjælp forsvarede hun sig mod disse tre hundrede mænds første angreb. Da Minion var væk, gik de ombord på Jesus, der også, under store anstrengelser og tab af mange af vore mænd, blev forsvaret og slap fri. Så var der også to andre skibe som angreb Jesus i samme øjeblik, så at det var svært for hende at komme fri, men efter nogen tid havde vi skåret fortrossen over og var sluppet væk ved hjælp af agtertovene.
(...)
De fleste af de mænd, der stadig var i live på Jesus, fulgte Minion i en lille båd, mens resten, som den lille båd ikke var i stand til at tage med, var udleveret til spaniernes nåde som jeg tvivler på var særlig stor [7] så vi flygtede kun med Minion og Judith (en lille bark på 50 ton), som samme aften svigtede os i vor store elendighed (...)
Så det var med mange sorgfulde hjerter, at vi sejlede på det ukendte hav i 14 dage, indtil sulten tvang os til at søge land, for vi begyndte at anse skind og huder som godt kød, vi spiste alle de rotter, katte, mus og hunde, som vi kunne fange. Papegøjer og aber, som havde været meget dyre, kunne sælges med stor profit som aftensmad. Således nåede vi den 8. dag i oktober i land i bunden af Mexicos bugt ved 23,5 grader, hvor vi håbede at finde spanske indbyggere, forsyninger af proviant, og et sted til at reparere vort skib, der var så medtaget af vore fjenders skud og af vore egne kanoners skud, at vore svage og trætte arme havde svært ved at holde vandet ude. Men det modsatte skete, for vi fandt hverken folk, forsyninger, havn eller hjælp, men et sted, hvor vi under godt vejr med nogen fare måske kunne sejle i land i en båd; tvunget af sulten ønskede vore folk at gå i land, hvilket jeg indvilligede i. De der var villige til at gå i land adskilte jeg fra dem, der ønskede at rejse hjem, så at der var hundrede personer på hver side. Vi satte altså hundrede mænd i land med stor forsigtighed på dette lille sted, som jeg nævnte før [8], og da de var sat i land besluttede vi os for at forsyne os med friskt vand, og derpå drog vi ud på havet med vores sparsomme proviant. Næste dag gik jeg i land med halvtreds af vore hundrede mand. Resten blev ombord, så vi hurtigere kunne forsyne os med frisk vand, men så rejste der sig en voldsom storm, så at vi i tre dage ikke kunne blive på vores skib for at reparere det: Skibet var også i så stor fare, at det hvert øjeblik kunne blive til et skibsvrag. Men Gud viste os igen barmhjertighed og sendte os godt vejr, vi havde fået vores vand ombord og drog afsted den 16. oktober, og efter denne dag havde vi godt og gunstigt vejr indtil den 16. november, hvor vi med Guds hjælp var væk fra den indiske kyst og ude på Bahamas kanal, som ligger mellem Kap Florida og Lucayos øer [9]. Efter at vi kom nær de kolde lande og vore mænd led under sult og døde i ét væk, og de tiloversblevne var så afkræftede, at vi næsten ikke var i stand til at tage os af vort skib, og vinden ikke var gunstig for vores hjemtur til England, besluttede vi os for at tage til Galicien i Spanien [10], for at vores mandskab kunne plejes og der kunne sørges for andre ekstreme fornødenheder. Vi ankom på den sidste dag i december til et sted nær Vigo ved navn Ponte Vedra [11], hvor vore mænd blev forfærdelig syge fordi de fik for meget friskt kød, og en stor del af dem døde. Dette stod på længe, men selv om ingen af vore mænd gik i land, så blev spanierne bekendte med vores elendige forfatning. Derefter ophørte de ikke med at forsøge at forråde os på alle tænkelige måder, men vi drog afsted mod Vigo så hurtigt som muligt, hvor vi fik hjælp fra nogle engelske skibe, der gav os tolv raske mænd, som hjalp os med at udbedre alle vore mangler, og vi drog afsted den 20. januar 1568 og ankom til Mounts bay [12] i Cornwall den 25, i samme måned, lovet være Gud.
Hvis alle denne triste sørejses elendigheder og besværligheder skulle nedskrives i deres fulde omfang, ville det kræve en meget omhyggelig mand med en pen, som havde tid nok til at berette om disse martyrers liv og død.
JOHN HAWKINS.’
- [ 1 ] I det caribiske hav, udenfor Venezuelas kyst
- [ 2 ] En by på Columbias nordlige kyst, hovedstad i en provins af samme navn og i staten Bolivar
- [ 3 ] Ved Magdalenas kyst, en af Colombias stater
- [ 4 ] Vest for Capo de la Vela
- [ 5 ] Mænd bevæbnede med en arkebus, et skydevåben fra perioden. Oversætterens anmærkning.
- [ 6 ] San Juan de Ulua, en lille ø ved den mexicanske kyst overfor Vera Cruz, hvor der er en borg af samme navn.
- [ 7 ] I Hawkins originale tekst, har han skrevet ”lille”. Da det formodes at være en fejl, er det rettet i denne oversættelse [red.].
- [ 8 ] Antallet var 114. David Ingram, Richard Brown og Richard Twide drog nordpå, og fandt omkring 250 km. fra Kap Breton et fransk skib, som tog dem med til England. Omkring 70 af de andre, inklusive Miles Phillips og Job Hortop, marcherede vestpå til Mexico. Af disse blev 68 udsat for afstraffelse og indespærring i galejerne, tre blev brændt til døde (...).
- [ 9 ] Hawkins var bekendt med denne rute, eftersom han passerede den på sin tidligere rejse.
- [ 10 ] Nordvestlig provins i Spanien.
- [11] I den sydlige del af provinsen Galicien.
- [12] På Cornwalls sydkyst, mellem Lizard og Land's End.
Kilde 4B: Brev til den spanske konge den 14. maj 1573 fra byen Nombre de Dios
‘Byen Nombre de Dios til Kronen, 14. maj, 1573
Katolske, kongelige majestæt
Rådsforsamlingen i byen Nombre de Dios har allerede rapporteret til deres majestæt om begivenhederne i hans kongedømme og om det forventede resultat, hvis der skulle være nogen forsinkelse i de forebyggende tiltag mod korsarer og lovløse.
Manglen på sådanne tiltag har givet disse mænd, som er aktive, mulighed for at opnå deres mål til vands og til lands, hvilket vi ikke kan forhindre uden Deres Majestæts hjælp og gunst.
De franske og engelske korsarer har nemlig indgået forbund med de lovløse i baglandet, der tæller mere end 3000. Selv om den bemyndigede Diego Garcìa er på vej til Spanien for at aflægge rapport for Deres Majestæt om alle disse begivenheder (og han bør anses som troværdig, for ud over at være et dannet menneske har han gennem længere tid boet i dette kongedømme, hvor han har gjort sig mange erfaringer), vil vi alligevel kortfattet meddele Deres Majestæt, hvad der foregår i dette kongedømme.
Disse korsarer står bag så alvorlige piraterier og har myrdet i så stort omfang, at de indenfor de seneste syv år har slået mere end 300 personer ihjel til lands og til vands, og har stjålet og borttaget for mere end to millioner i guld og sølv. For nylig (i juni,1572) gik engelske korsarer ind i denne by, sårede mange af dens forsvarere og slog ni ihjel.
Derefter indgik de et forbund med de lovløse fra baglandet, og hjulpet og vejledt af dem gik de tværs gennem landet helt til byen Panama. I marts måned dette år plyndrede og nedbrændte de Venta de Chagre, hvor de myrdede fire indbyggere og en dominikansk munk og sårede fire andre personer.
Ledsaget af franske korsarer, der for nyligt tilsluttede sig dem, ankom disse englændere, vejledt af de omtalte lovløse fra baglandet, den 29. april på hovedvejen fra byen Panama til byen Nombre de Dios, og da de var 10 km fra sidstnævnte stjal de mere end 150,000 pesos i guld og sølv, deriblandt 20,000 pesos i guld på vej fra Popayans jurisdiktion til Deres Majestæt.
Efter at have modtaget disse nyheder forlod myndighederne i al hast denne by og indsamlede en større mængde sølv- og guldbarrer, som korsarerne lod være fordi de ikke kunne tage dem med sig. De slog to af disse korsarer ihjel og en af de lovløse, deriblandt den franske kaptajn, ifølge identifikationen af liget, der blev foretaget af en anden franskmand som blev taget til fange, da han farede forvildet rundt i buskadset. Han blev straks henrettet. Hans bekendelse og yderligere erklæringer fremsendes af den bemyndigede Diego Garcia, som har fået instrukser om at anmode Deres Majestæt om at iværksætte de tiltag, der er nødvendige for at bevare og beskytte dette land.
Vi beder indtrængende Deres Majestæt om at lytte til os og omgående iværksætte de handlinger, som vi håber på fra Deres Majestæt, eftersom hastværk er, hvad der er mest fornødent for dette lands velfærd og for Perus provinser og for Deres Majestæts bedste. I mellemtiden vil vi gøre vores bedste ved at stille vores person og vores ejendom, som det er vores pligt, i Deres Majestæts tjeneste, hvis katolske, kongelige person Gud måtte bevare i mange år og forøge med flere kongedømmer og besiddelser.
Nombre de Dios, 14. maj, 1573.
Deres katolske kongelige majestæts vasaller og tjenere.
- Diego Calderon.
- Rodrigo de Salinas.
- Juan Ordono.
- Juan CristÛbal de Castilla.
- Baltazar de Porras.
- Francisco Ortiz.
- Gaspar ----[?]
- Rådets sekretær.’
