Pirater

Kilde 5A: Exquemelin om boucanierene

Følgende uddrag er taget fra De Amerikanske Sørøvere af A.O. Exquemelin i Kjersgaard, 1974; side 61-62.'

‘De [boucanierene, red.] er modige, beslutsomme og uforfærdede, og hverken udmattelse eller farer kan standse dem. Når de er i kamp, har de ikke tanke for andet end deres fjender og ønsket om sejr, altsammen dog kun næret af håb om bytte og ikke af ærgerrighed. De hører ikke hjemme i noget bestemt land; deres hjem er overalt, hvor de søger rigdom, og deres eneste fædrenearv er tapperhed.

De er helt enestående i deres fromhed, for de beder inderligt til Gud, når de er på vej ud for at røve andres ejendom, og de anråber ham om at holde hånden over dem. De har ingen respekt for værdier, fordi de tager alt med vold og betragter byttet som en lovlig ejendom, de kan tillade sig at sløse bort.

Det held, der følger dem i deres forehavender, synes at retfærdiggøre deres dristighed, men intet kan tjene til undskyldning for deres grusomhed, og det ville i allerhøjeste grad være et ønske, at de agtede de love, der lægger bånd på andre mennesker, lige så højt som de aftaler, de træffer indbyrdes.

Tilværelsen forekommer dem uudholdelig, når de er fattige; men de befinder sig til gengæld storartet, når de er ovenpå. De går lige så stærkt op i deres arbejde, som i deres fornøjelser, og de er lige udholdende i det første som hengivne i det sidste. De svinger hurtigt mellem yderpunkterne - snart rig, snart fattig, snart herrer, snart slaver. Lige så lidt som de lader sig slå ud af modgang, forstår de at få varig glæde af deres rigdom.’

Kilde 5B: B.R. Burg om homoseksualitet blandt sørøvere

Følgende uddrag er fra B.R. Burgs bog Sodomy and the Pirate Tradition. English Sea Rovers in the Seventeenth-Century Caribbean. Første uddrag er fra hans introduktion til genudgivelsen fra 1995. Andet og tredje uddrag er fra kapitel 4, hvor Burg diskuterer hhv. boucanierenes seksualitet og matelotage-systemet.Kilden er oversat fra originalsprog til dansk.

Uddrag 1:

‘Det var en moderne indføring i Amerikas boucaniers snarere end Exquemelins [1] tre hundrede år gamle fortælling, der vakte min interesse for piraternes fællesskaber. Et sted kommenterede indføringens forfatter henkastet boucanierenes “kalkulerede grusomhed”, og forklarede:
“Deres morbide smag for at påføre andre smerte var måske, psykologisk set, en følge af ikke bare deres lyst til plyndring – deres besættelse og tilbedelse af ting – men også af det usædvanlige fællesskab, som de havde udviklet: Cølibat, med oprindelse i skibets bak’ [2]

Da jeg læste denne passage slog det mig, at disse mænd ikke praktiserede cølibat, men højst sandsynlig havde seksuel omgang med hinanden. Jeg formodede, at der kunne skrives en lille artikel om dette emne og begyndte på den forskning, der efter syv eller otte år voksede til en bog, der blev udgivet under titlen ”Sodomy and the Pirate Tradition”.

(…)

Studiet af en befolkningsgruppe fra det syttende århundrede får det, i hvert fald ved første blik, til at se ud som om Sodomy and the Pirate Tradition er et historisk værk. Intet kunne være fjernere fra sandheden. (…) Det har ikke været min mening at genskabe et udsnit af fortiden, at analysere dets ætiologi og forklare dets udvikling, eller at formidle sørøvernes verden til nutiden. I stedet har det været min hensigt at undersøge sammenhængen i et lille segment i det menneskelige samfund, en strengt afgrænset gruppe af mænd. I modsætning til historikere, der beskæftiger sig med den menneskelige adfærd, der kan udledes af arkivmateriale og andre levn fra fortiden, bygger mit studie i vid udstrækning på adfærdsvidenskaberne, der ofte er bandlyste af historikerne. (…) Det udnytter fortiden, men handler ikke om den.’

Uddrag 2:

’ Mens disse faktorer [3] kan virke hæmmende på forekomsten og hyppigheden af homoseksuelle relationer i fængsler, kan deres virkning på sørøvere have været mindre udtalt. Fraværet af privatliv ombord på et piratskib var mindst lige så udtalt som i fængsler, men i betragtning af at der er gået tre hundrede år siden da og at der var helt andre opfattelser af den personlige og seksuelle privatsfære i det 17. og det 20. århundrede, så kan disse forhold have skabt et gunstigere klima for sex ombord på sørøverskibe end i fængsler. Mennesker fra de lavere klasser i Stuart-tidens England var ikke vante til moderne standarder for privatliv. Som børn boede de sammen med deres familie i propfyldte rum, og senere delte de små værelser med andre folk såsom tjenere, lærlinge, farende svende, eller ynglinge ombord på skibe. Heteroseksuel kontakt var ikke begrænset til soveværelset i denne epoke, hvor man boede sammen på et enkelt værelse, og homoseksuelle handlinger blev også udført med en, ville mange i dag mene, ubehagelig mangel på interesse for andres tilstedeværelse.

Den monotoni, som straffefanger led under, var sikkert ligeså tyngende for pirater, hvis bevægelsesfrihed var begrænset til et lille skibs dæk og som var omringet af en ubrudt horisont. Det er yderst tvivlsomt om fraværet af sansestimulanser reducerer seksuel aktivitet. Selvom myndighedsinstanser har grebet til det for at sløve sanser og begær, så kunne det i stedet være, at kedsomhed forøger den erotiske opstemthed på grund af manglen på alternative afløb. Men uanset hvilken effekt monotonien havde på hyppigheden af sex i de to forskellige grupper, så adskilte boucaniers sig fra fanger derved, at de ikke manglede sociale situationer, der kaldte på en seksuel respons. Pirateriets succesrige udøvere havde ofte lejlighed til at drikke og svire efter succesrige slag.

Erobringen af bytte, der ofte indeholdt store lagre af alkoholiske drikke, førte til udskejelser, der er vel dokumenterede i litteraturen om pirateri. Det gunstige caribiske klima kan også have ført til situationer, der befordrede seksuelle kontakter eller udskejelser. Det varme vand førte hurtigt til råd mellem plankerne og fremmede formeringen af forskellige typer havorganismer, der fæstnede sig på skroget eller borede sig ind mellem plankerne. Varmt vand, hede, og forskellige dyr var alle medvirkende til at øge behovet for vedligeholdelse af skibene. Når piraterne lagde til ved isolerede kajer eller sikre havne og kølhalede deres skibe, ledsagede vilde orgier ofte arbejdet med at skrabe, tætne, og indsmøre skibsskroget med svovl og tjære.

Uddrag 3:

’ Som det blev praktiseret på Hispaniola i begyndelsen af det syttende århundrede var matelotage sandsynligvis ikke mere end et herre-slave forhold, der havde sit udspring i mænd, der solgte sig til andre mænd for at tilbagebetale gæld eller skaffe sig mad. I mange tilfælde var matelots ikke andet end slaver, overanstrengte, tævede, seksuelt misbrugte, myrdede, eller solgte af deres ejere. Det alment anerkendte bånd som det skabte mellem mænd og accepten af, at der bestod en ukrænkelig tilknytning så længe mesteren ønskede det, gav imidlertid matelotage en hellig aura blandt boucanierene. Som årtierne gik og institutionens nytte blev påskønnet af stadig flere boucaniers, blev et uformelt accepteret system af gensidige forpligtelser etableret mellem herre og matelot. Alexandre Exquemelin, der havde tjent som matelot før han blev kirurg på Morgans ekspeditioner mod spanierne, skrev kærligt om sin egen herre som, når han var i havn og beruset, gerne placerede en tønde vin midt på gaden og krævede af alle forbipasserende, at de skulle drikke med ham hvis de ikke ville skydes. En af dem der drak dybt nok til at stille sin tørst var helt sikkert Exquemelin selv, for da han ankom til Vestindien i sidste halvdel af århundredet, var delingen af al ejendom en anerkendt del af matelotage. Det delte ejerskab af varer blev endda ofte udstrakt til også at gælde arv. Ifølge europæisk lov var koner eller børn berettigede til al den afdødes ejendom, men i Caribien var koner og børn lige så sjældne som overholdelsen af juridiske spidsfindigheder, og når en mand døde gik alle hans ejendele til hans partner, hvad enten det var en herre eller en matelot. Denne praksis var så rodfæstet, at sørøverkaptajnen L’Olonnais efter sit angreb på Maracaibo var omhyggelig med at sikre, at byttet ikke bare blev fordelt mellem de overlevende, men at de dræbtes andele blev fordelt til deres tjenere. Ved visse lejligheder blev den fælles ejendomsret endda formaliseret, idet man nedskrev en aftale om, at alle varer tilhørte den overlevende.

I de sjældne og beklagelige tilfælde, hvor pirater giftede sig, blev matelotens rettigheder kun forringede hvad angik hans krav på den overlevendes goder. Han forblev matelot, havde adgang til sin herres ejendom, og krævede og fik som regel også de samme ægteskabelige rettigheder som husbonden. Da kaptajn Louis Adhémar Thimothée Le Golif besluttede sig for at gifte sig med en af de kvinder som guvernører Bertrand d’Ogeron havde bragt til Tortuga på et tidspunkt i det første tiår efter 1665, blev Pulvérin, kaptajnens matelot, ude af sig selv. Første søgte han trøst ved at drikke, men forlangte bagefter sin ret og fik adgang til ægtekammeret. Selv om han havde adgang til alt, der tilhørte hans mester, forligede han sig aldrig med at skulle dele Le Golif med en kvinde. Han skjulte sin utilfredshed i nogen tid, og da tiden var inde fik han mulighed for at tage hævn. Da han var på vej hjem fra et togt tidligere end planlagt, sendte kaptajnen Le Golif i forvejen for at give sin ventende kone besked om sin mands umiddelbart forestående hjemkomst. Som det ofte er tilfældet, når skibe sejler for tidligt ind i en havn, blev Madame Le Golif taget i et elskovsmøde med en anden mand, og overbringeren af de gode nyheder blev fuldføreren af straffen. Pulvérin dræbte kvinden og hendes elsker, og forsvandt. Le Golif fandt en anden matelot ved navn Le Becque, og blev særdeles glad for ham, men han kom sig aldrig helt over tabet. Hans hjerte hang altid ved Pulvérin.’

[ 1 ] Alexandre Olivier Exquemelin (c. 1645–1707) skrev en af de vigtigste kilder, vi i dag har til pirateri i det 17. århundrede. Den blev først offentliggjort på hollandsk under titlen De Americaensche Zee-Roovers i Amsterdam 1678. Oversætterens anmærkning.
[2 ] Skibsterminologi for den forreste del af skibsdækket, hvor mandskabet boede. Burg citerer her fra Jack Beechings introduktion til The buccaneers of America fra 1969.
[ 3 ] Faktorer som manglende privatliv, manglende kvinder, mangel på sociale kontekster der fremmer en seksuel respons (som f.eks. dating, druk, fester, osv.) samt det som Burg kalder en følelsesmæsig monotoni der undertrykker fysisk ophidselse (Burg, 1995; 109).

Kilde 5C: Exquemelin om matelotage

Følgende uddrag er taget fra De Amerikanske Sørøvere af A.O. Exquemelin i Kjersgaard 1974 og indbefatter alle de relevante steder i bogen, hvor begrebet matelotage nævnes.

Uddrag 1:

‘De holder sammen parvis og kalder hinanden matelots. Alt hvad de ejer, deler de med deres matelot, og de holder servinger, hvis overfart fra Frankrig de betaler, og som er forpligtet til at tjene dem i tre år.’ (side 41)

Uddrag 2:

‘Når franskmændende beslutter sig for at anlægge en plantage, forener de sig to og to ligesom boucanier’ne og kalder sig matelots. De opretter en overenskomst, ifølge hvilken de ejer alt i fællesskab, således at begge har rådighed over ejendommen. Hvis den ene afgår ved døden i kontraktens levetid, bliver den anden arving til alt hans gods. Disse matelot-kontrakter tilsidesætter derfor arvinger, der måtte dukke op fra Europa og gøre krav på ejendom efter en afdød slægtning - og afviser advokater, der rejser krav på arvingers vegne. Hvis matelot’erne ser en fordel derved, ophæver de kontrakten igen, eller de optager en tredje mand i pagten på lige betingelser.’ (side 51)

Uddrag 3:

‘Planterne holder kun få sorte slaver, for de gør selv det meste af arbejdet sammen med servinger. Når de er kommet godt i vej, sker det, at den ene matelot bliver tilbage for at passe bedriften, medens den anden rejser til Frankrig for at handle og skaffe nye servinger fra by og land.’ (side 52)

Uddrag 4:

’Når chasse partie [1] er aftalt, bliver det underskrevet af skipperen og mandskabets forhandlere. Derefter forbrødrer mændene sig to og to og lover gensidigt at tage sig af hinanden, hvis den ene skulle blive såret eller syg. De opretter et dokument i form af et testamente, hvor de gensidigt indsætter hinanden som arvinger. Undertiden holder disse overenskomster hele livet; til andre tider gælder de bare for et enkelt togt.’ [2] (side 64)

Uddrag 5:

‘Før de genoptog sejladsen reorganiserede l’Olonnais sin flåde. Selv flyttede han sin kommando til la Cacoyère, der førte seksten kanoner og havde 120 mands besætning. Sit gamle skib gav han til Moise van Klijn; det førte ti kanoner og havde halvfems mand. Det erobrede ammunitionsskib overdrog l’Olonnais til sin matelot A. du Puits. De døbte det la Poudrière på grund af lasten. Det første ti kanoner og havde halvfems mand.’ (Side 103)

[ 1 ] Fransk udtryk der blev anvendt for den overenskomst boucaniers indgik imellem hinanden inden de drog på togt.
[ 2 ] Matelotagebegrebet nævnes ikke direkte i dette citat, men det formodes, at det er det, der hentydes til.

Kilde 5D: Matelotagekontrakt

Nedenstående tekst er en matelotagekontrakt indgået mellem Francis Reed og John Beavis den 10. marts, 1699. Det er usædvanligt at finde disse i nedskreven form, og det er måske værd at bemærke, at selvom Francis Reed faktisk var i stand til at skrive sit eget navn, blev dokumentet udfærdiget af vidnet, Robert Arnott.

‘Be it knowen to all men by these preasants that Francis Reed and John Beavis ar entread [entered] in Consortship together, And in Caise that any sudden Axsedent [accident], should happen to ye forsd [aforesaid] Francis Reed That what gold, Silver, or any other thing whatsoever shall Lawfully becom, or fall to ye forsd John Beavis

As also if that any sudden Axsedent should happen to ye above written John Beavis, That what gold, silver, or any thing ells shall Lawfully be Come, or fall to the forsd Francis Reed.

Written at Port Dolphin [Port Dauphin, Madagaskar] the year of god one thousand six Hundred and nyntie nyne. March ye tenth day.

Francis Reed
IB John Beavis his marke

Sign’d and seall’d before these witness

Robert Arnott
Francis Billing ‘

Kilde 5E: Exquemelin om Henry Morgans angreb på Panama

Følgende uddrag er taget fra De Amerikanske Sørøvere af A.O. Exquemelin i Kjersgaard 1974 side 190-201.

‘Da Morgan omhyggeligt havde inspiceret de folk, han havde udvalgt til felttoget og havde efterset våben og ammunition, holdt han en tale. Han opmuntrede dem til at vise mod og tapperhed, så de alle kunne vende tilbage til Jamaica med rigdom og hæder. Alle råbte et leve for kongen af England, og Morgan tiltrådte marchen mod Ciudad de Panama den 18. januar 1671. Jeg vil beskrive fremrykningen, som den fandt sted dag for dag og fortælle om de steder, hvor de gjorde ophold undervejs, og som er afmærket på det kort, jeg har vedføjet.

De afrejste med fem kanonbåde og tredive kanoer, alle fuldt bemandet. Dels under sejl og dels ved at stage sig frem avancerede de den første dag omtrent seks spanske mil og slog lejr på et sted, der hedder Rio de Dos Brazos. Her gjorde de holdt - dels fordi de ikke ville fortsætte rejsen om natten, dels fordi der lå nogle plantager, hvor de regnede med at finde levnedsmidler. De blev imidlertid dybt skuffet, for spanierne havde ødelagt alt til og med rødderne i jorden. Selv umodne frugter var hugget ned, og kreaturerne var borte. Sørøverne fandt kun tomme huse, hvor de kunne sove, for i bådene var der ikke engang plads til at sidde ned. De måtte da gå til ro i håb om at få de tomme maver fyldt den næste dag, og de, der ejede en pibe, trøstede sig med et stop tobak.

Den anden dag drog de afsted ved solopgang og nåede midt på dagen et sted, der kaldes Cruz de San Juan Gallego. Her blev filibustrene nødsaget til at efterlade de fem kanonbåde, fordi længere tids tørke havde sænket vandstanden i floden, og fordi nogle store træer var faldet ud over flodlejet og hindrede de store fartøjer i at komme frem.

(...)

Den tredje dag blev en patrulje og en vejviser sendt afsted for at forsøge at finde en vej over land, og de fik ordre til specielt at holde udkig efter spanske baghold, eftersom skoven var tæt og ufremkommelig. De mødte imidlertid ikke andet end sumpe og formåede ikke at trænge igennem. Morgan havde da ingen anden udvej end at sende den ene halvdel af styrken frem i kanoerne til det sted, der hedder Cedro Bueno. Om aftenen returnerede kanoerne og afhentede resten. Filibustrene var nu alvorligt medtaget af sult og håbede inderligt snart at støde på spanierne, for de havde ikke fået noget som helst at spise siden afrejsen. Der fandtes end ikke noget vildt, de kunne skyde eller fange. Nogle rev blade af træerne og fortærede dem; men den slags kunne andre ikke tænke sig at gøre. Før de alle var nået frem til Cedro Bueno, var det blevet nat, og de måtte sove meget ubekvemt på flodbredden, for de var tyndt klædt på, og nætterne er kolde i de egne.

Den fjerde dag gik de fleste af filibustrene over land med den ene af vejviserne, medens resten fortsatte ad floden under anførsel af en af de andre. To kanoer sejlede foran i omtrent tre musketskuds afstand fra de andre for at holde udkig efter spanske baghold. Spanierne havde også deres blænkere [1] ude for at holde øje med sørøvernes bevægelser. De havde den fordel, at de var hurtigere i vendingen end filibustrene, og kunne nå at advare forsvarerne op til en halv dag i forvejen, så intet kom bag på dem.

Ved middagstid nåede sørøverne et sted, der hedder Torno Caballos, hvor folkene i de to kanoer foran advarede om, at de ville møde en spansk forskansning. Sørøverne begyndte at gøre sig klar med en sådan begejstring, at man skulle tro, de havde modtaget en invitation til et bryllup. De troede, at de endelig ville få noget at spise, for det er spaniernes sædvane - hvor de end færdes - at være velforsynede med levnedsmidler. Filibustrene masede sig frem under frygtelige råb og skrig og havde såmænd gerne trådt hinanden under fode for selv at komme først; men de blev dybt skuffet, for skansen var forladt. (...) Det eneste spanierne efterlod, var halvandethundrede skindtasker, der havde indeholdt kød og brød. Nogle krummer var levnet; men de forslog hverken her eller der.

Filibustrene rev spaniernes hytter ned; men da de stadig ikke fandt noget bedre, gav de sig til at æde skindtaskerne med så god appetit, at man skulle tro at skind var kød - hvad det også var i deres fantasi. De kom ligefrem op at slås om de tasker, og den mand, der var begyndt med en hel taske, kunne prise sig lykkelig, hvis han fik lov til at beholde en flis af den for sin egen mund.
Da sørøverne havde hvilet lidt og havde stillet den værste sult med skind, genoptog de fremrykningen og kom til Tomo Muni. Her lå endnu en skanse - også forladt. Den havde ellers vakt mere forhåbning end frygt iblandt dem, da sulten øgede deres længsel efter at komme i kamp. Da de havde passeret de to forskansninger, spredte de sig i skoven i søgen efter mad, men forgæves. Spanierne havde intet efterladt. De, der havde levnet en stump skind om formiddagen, spiste den som aftensmad og skyllede den ned med vand. Jeg kunne tænke mig, at læsere, der aldrig har lagt større afstand mellem sig selv og de hjemlige kødgryder, og som tror, at skind er uspiseligt, er nysgerrige efter at høre, hvorledes filibustrene bar sig ad. De bankede skindet mellem to sten ved flodbredden, gjorde det vådt og skrabede hårene af; medens skindet endnu var blødt, så ristede de det over gløder, skar det i småstykker og slugte stykkerne hele. Jeg kan forsikre enhver for, at mennesker sagtens kan spise skind, men har dog svært ved at tro, at man bliver særlig fed af det.

Den femte dag var sørøverne atter på benene ved daggry. Ved middagstid nåede de Barba Coa, hvor de fandt endnu et forladt fort. De afsøgte plantagerne i omegnen for at stille deres sult; men spanierne havde atter fjernet alt. Til allersidst, da de havde endevendt alting, fandt de endelig en nylig tilkastet grube [2], og her lå to sække mel, to store flasker vin og nogle pisanger [3] gemt. Morgan indså, at nogle af hans mænd var så stærkt plaget af sult, at de var meget svækkede. Derfor lod han denne proviant uddele til dem, der behøvede den mest.

De, der fik tildelt mel, rørte den op med vand og lavede en dejg, der ikke hævede. Stykker af denne dejg rullede de ind i bananblade. Nogle bagte den i gløder, medens andre kogte den i vand. Da de havde spist og hvilet sig, var de atter i stand til at fortsætte fremrykningen, idet de, der ikke havde kræfter til at gå ret langt, blev bragt ombord i kanoerne. Her byttede de plads med de sejlende kammerater, der fortsatte til lands. De marcherede frem hele dagen lige til mørkets frembrud. Da nåede de et sted, der kaldtes Tabernillas, og hvor der lå nogle forladte og forsømte plantager. Her slog de lejr for natten. Stedet var naturligvis ribbet for levnedsmidler.

Den sjette dag - efter en søvnløs, hungerplaget nat - drog de atter afsted, nogle til fods, andre i kanoerne. De blev hyppigt nødt til at gøre ophold og hvile, og alle gennemsøgte skoven for at få noget at spise. Nogle prøvede at tygge træernes blade og bær, andre åd i desperation græsfrø. Ved middagstid fandt de imidlertid et stykke fra vejen en lade fuld af majs. I samme øjeblik blev laden så at sige væltet over ende, og hver eneste mand tilvendte sig så meget majs, han kunne holde i sine hænder og slugte den på stedet.

Da resten af majsen var fordelt blandt mændene, fortsatte de fremrykningen; men en mil længere fremme løb de lige ind i en indiansk forskansning. I forventning om at finde noget spiseligt dér, kastede sørøverne deres majs fra sig og styrtede frem mod det sted, hvor man havde set indianerne.
De fandt imidlertid hverken indianere eller levnedsmidler, men så omtrent hundrede indianere løbe bort på den anden side af floden. Nogle af filibustrene sprang i vandet og svømmede over med det faste forsæt at skyde en indianer i håb om, at han medførte mad - og hvis han ikke gjorde det, så æde indianeren selv i stedet. Men indianerne var allerede langt inde i skoven og hånlo bare af dem. Det lykkedes dem at skyde et par af deres forfølgere - den ene, så han døde af det, og de råbte: »Ha, perros Ingleses - a la savana, a la savana, ally nos veremos! - Til sletten, engelske hunde, vi venter jer på sletten«.

Filibustrene måtte gøre holdt for den dag, eftersom det var blevet aften, og der lå flere floder foran dem, som de måtte krydse for at komme videre. De begyndte at snerre af hinanden. Nogle talte om at vende om, men blev overdøvet af de uforsagte. Alle følte sig dog opmuntret, da vejviserne kunne fortælle, at der lige i nærheden lå en flække, der ville sætte sig til modværge, og hvor de kunne finde forråd af fødevarer.

Næste morgen - på ekspeditionens syvende dag - pudsede sørøverne deres musketter for at være sikre på, at de var i orden til den forestående kamp. De forlod Vento Cruz, hvor de havde overnattet, og krydsede floden i kanoer. Da alle havde nået den anden bred, fortsatte de marchen i højt humør ved tanken om den kamp, der skulle give dem mad.

Op ad dagen nåede de flækken, der hed Crucez, og kunne på afstand se store røgskyer stige op. De blev meget muntre og rev vittigheder af sig om spanierne, der havde spyttet i ildstederne for at kunne give filibustrene en passende modtagelse. Men da de nåede flækken, fandt de, at godt nok brændte det, men der var hverken kød eller drikkevarer. Spanierne havde antændt alle bygninger på nær de kongelige pakhuse og stalde. Alle kreaturer var drevet bort, og man mødte ikke andre levende væsener end nogle få omstrejfende hunde, som filibustrene skød og åd.

I de kongelige pakhuse fandt de femten-seksten fade med peruansk vin og en sæk fuld af kiks. For at forhindre folkene i at beruse sig, lod Morgan det rygte udsprede, at vinen var forgiftet, og forbød alle at drikke deraf. Nogle havde dog allerede drukket; men da deres maver var ødelagt af alle de frygtelige ting, de havde spist under marchen - blade og andre ufordøjelige sager - blev de hundesyge og begyndte at kaste op. Derfor troede de andre, at vinen virkelig var forgiftet og afholdt sig fra at drikke deraf.(...)

Den ottende dag rykkede Morgan og hans mænd frem ad landevejen mod Ciudad de Panama.

(...)

Efter ti timers march nåede filibustrene et sted, der hedder Quebrado Oscura. Her blev de udsat for et særdeles overraskende angreb, idet 3-4.000 pile pludselig blev afskudt imod dem, uden at fortroppen så meget som havde set fjenden. De var på vej op ad et bjerg, hvor der var udhugget en sd lige akkurat så bred, at et muldyr kunne passere. Da sørøverne ikke kunne se fjenden, og da pilene faldt så tæt som hagl, blev de grebet af panik og skød vildt ind i skoven. Først derefter begyndte nogle af dem at tage sigte efter de indianere, som kom til syne i glimt, alt imens de i dækning af træerne løb op ad bjerget for at lægge sig i baghold længere fremme og rette et nyt angreb på filibustrene.

En del af indianerne blev dog stående, hvor de stod, og fortsatte kampen, indtil deres høvding blev såret. Selv da forsøgte han at komme på benene igen og løbe et spyd gennem maven på en sørøver; men før det lykkedes ham at ramme, blev høvdingen skudt og faldt død om mellem tre-fire andre indianere. Filibustrene forsøgte at tage fanger; men indianerne var dem for hurtige i vendingen. I denne træfning blev otte sørøvere dræbt eller såret; men havde indianerne udvist et større mod, var det tvivlsomt, om vi overhovedet var sluppet igennem. Da indianerne af skød deres pile i ly af skoven, var der mange, hvis bane blev afbøjet af grenene, så de ikke nåede deres mål.

(...)

Næste dag - den niende - lod Morgan hæren afmarchere tidligt om morgenen, da det endnu var køligt

(...).

Endelig kom sørøverne til et bjerg og dér - lige foran sig - så de Stillehavet, en galleon og fem-seks kystfarere, der sejlede fra Ciudad de Panama til Tobago og Tobagilla. Synet gjorde dem meget opstemte, og snart blev de ved endnu bedre mod, for da de strømmede ned ad bjergsiden kom de til en slette dækket af kreaturflokke.

De lod marchorden være marchorden, brød ud af geledderne og nedskød hvert eneste stykke kvæg inden for rækkevidde. Alle havde forrygende travlt. Medens nogle drev jagt, tændte andre bål, for at de kunne komme til at stege kødet. Nogle kom trækkende med en tyr, andre med en ko - nogle endda med en hest eller et muldyr. Kreaturerne blev flået i stykker og - dryppende af blod - kastet på ilden. Kødet nåede dårligt nok at blive varmt, før de rev det til sig og begyndte at gnave, medens levret blod løb dem ned ad halsen.

Midt i dette orgie lod Morgan kalde til samling. Hver eneste mand sprang straks op og løb til sin plads - dog uden at slippe sin steg. Snart var de atter i marchorden, og en afdeling på et halvt hundrede mand blev sendt afsted for at tage fanger. Morgan var nemlig meget foruroliget over, at han stadig ikke havde kendskab til spaniernes styrke. Henad aften fik dette korps øje på tohundrede fjender, der råbte et eller andet til dem; men man forstod ikke, hvad de sagde, og tabte dem atter af syne.

Lidt længere fremme nåede sørøverne inden for synsvidde af Ciudad de Panama med dens tage og spir. De brød ud i et trefoldigt hurra og kastede deres huer højt op i luften af glæde, som om sejren allerede var vundet. Man besluttede sig for at sove dér, hvor man var, og genoptage fremrykningen næste morgen. De slog lejr på sletten og begyndte at slå på tromme og blæse i trompeter og vifte med fanerne, så man skulle tro, de holdt fest.

Da trommerne og trompeterne lød, gjorde halvtreds spanske kavalerister - med deres egen trompeter - pludselig holdt lige uden for skudvidde. Trompeteren blæste et signal højt og klart, og rytterne råbte: "Mañana, mañana, perros, nos veremos. — I morgen, hunde, får vi se, hvad der sker”. Alle red bort igen på nær en syv-otte stykker, der blev tilbage for at vogte på sørøverne. Disse var imidlertid helt uberørte af deres tilstedeværelse og gik rundt og samlede hø for at kunne lave sig madrasser for natten.

De tohundrede spaniere, man havde mødt tidligere på dagen, dukkede op igen for at afskære filibustrenes tilbagetogslinjer. Ingen bekymrede sig det mindste om dem. Alle, der havde kød til overs fra ædegildet om formiddagen, spiste resten som det var og lagde sig til at sove. Ingen tændte nemlig ild undtagen for at ryge en pibe tobak. Rundt om hæren - hvis man da ellers vil kalde den en hær - var der udstillet vagtposter. Hele natten skød spanierne med byens svære artilleri.

Ved daggry på den tiende dag var spanierne de første til at slå reveille [4]. Morgan svarede tilbage, og da det blev lyst, så han flere små rytteriafdelinger rundt om sin lejr. Filibustrene gjorde sig rede til angrebet, idet Morgan stillede dem op i slagorden, og de marcherede frem under flyvende faner og til drønende trommer. Vejviserne havde givet Morgan det råd, at han skulle undgå landevejen, hvor det var temmelig sikkert, at spanierne havde lagt et forsvarligt baghold. Derfor - et musketskud til højre - bøjede filibustrene af fra landevejen og sneg sig frem ad en skovsti. Det var en drøj tur; men folkene var vant til anstrengelser, så det rørte dem ikke. Som vejviserne havde fortalt, lå spanierne virkelig forskanset langs landevejen, og da de så sørøverne følge en anden vej, måtte de gøre omkring og gå dem imøde.

Den spanske general formerede sin hær i slagorden og gik mod filibustrene. Den spanske styrke omfattede to eskadroner kavaleri og fire bataljoner fodfolk foruden to hjorde af vilde tyre, der blev drevet frem af indianere, negre og mulatter. Hæren så virkelig godt ud og var vel disciplineret. Kavaleriet red så elegant, som når man rider til tyrefægtning, og fodfolket gav ikke rytterne noget efter. Man så kun munderinger af silke i alle regnbuens farver, og de gav et strålende genskin i solen.

Ved dette syn opløftede sørøverne tre hærskrig, der kunne have taget modet fra den tapreste. Spanierne gjorde det samme, og de to parter rykkede frem mod hinanden. Fra et bakkedrag havde filibustrene et udmærket overblik over fjenden, og de var så fåtallige i forhold til deres modstandere, at enhver følte sig overbevist om, at han ville være heldig, hvis han slap helskindet derfra, og at et tilbagetog var udelukket. De besluttede sig til at forcere angrebet og kæmpe til sidste mand, da de vidste, at spanierne ikke ville give pardon.

Morgan bragte hæren i slagorden; men det var dog nærmest for en forms skyld, for det er umuligt at få filibustre til at holde deres pladser i geleddet, således som soldaterne gør det i Europa. Så snart ordren til angreb var givet, spredte sørøverne sig ud i tre bataljoner, idet tohundrede mand blev sendt frem for at indlede forpostfægtninger - alle franske filibustre med førsteklasses musketter og alle gode skytter. De gik i spidsen fulgt af de andre. Sørøverne kom ned fra bakkeskrænten til den åbne slette, hvor spanierne afventede deres komme.

Da filibustrenes hovedstyrke havde betrådt sletten, råbte spanierne “Viva el rey” og lod kavaleriet angribe; men hestene, der måtte passere et sumpet terræn, kom ikke rigtig af stedet. Medens spanierne avancerede, gjorde de tohundrede forpostfægtere sig skudklar. Mand for mand knælede ned og fyrede, således at den ene skød, medens hans sidenmand ladede. Derfor vedblev musketsalven uden ophør. Spanierne svarede igen med en voldsom salve og gjorde, hvad de kunne, for at sprænge sørøvernes linjer. I mellemtiden blev det spanske fodfolk, der rykkede frem for at støtte kavaleriet, holdt tilbage af en anden gruppe filibustre, og der udbrød en voldsom kamp. Spanierne havde planer om at drive de vilde tyre ind i ryggen på den angribende hær og herved bryde sørøvernes slagorden; men medens de andre fortsatte kampen foran, gjorde mændene i den truede bagtrop omkring, viftede med fanerne og affyrede nogle få skud ind i hjorden. De vilde dyr vendte om og bissede - og kvægdriverne måtte løbe for livet ligesom kvæget.

Efter to timers hård kamp blev det spanske kavaleri for alvor kastet tilbage. De fleste ryttere var da døde eller sårede, og resten var på flugt. Da det spanske fodfolk så, hvor lidet indtryk deres kavaleri havde gjort på filibustrene, og da de ikke selv nærede forhåbninger om sejr, afskød de deres musketter, kastede dem fra sig og løb deres vej.

Udmattede af sult og anstrengelser havde sørøverne ikke kræfter nok til at optage forfølgelsen. Nogle få spaniere, der ikke havde kunnet undslippe, havde gemt sig mellem rørene ved en bæk, og dem skød man uden videre, medens nogle tilfangetagne gråmunke blev ført frem for Morgan. Han afslog imidlertid at lytte til dem og lod også dem skyde. Så blev en ritmester, der var såret i slaget, ført frem. Morgan lod ham krydsforhøre, og ritmesteren gav ham alle de oplysninger, han havde brug for.

Den fjendtlige hær havde omfattet firehundrede kavalerister, fireogtyve kompagnier fodfolk - hver på hundrede mand - og sekshundrede indianere foruden de negre og mulatter, der havde drevet de 2.000 tyre. Ritmesteren berettede yderligere, at byen var evakueret, og at man havde sendt alle kvinder og alle værdigenstande til Taroga. I byen var der kun efterladt hundrede mand, og der var på de gader, der førte til plazaen og i de andre hovedgader opstillet otteogfyrre kanoner. Her ville præsidenten føre et sidste forsvar, hvis man tabte kampen på sletten. Ritmesteren tilføjede, at kanonstillingeme var beskyttet af mandshøje barrikader af melsække. Den vej, sørøverne måtte benytte, når de rykkede frem, blev holdt dækket af en skanse bestykket med otte metalkanoner og med halvtreds mands besætning. Da Morgan hørte det, gav han ordre til, at marchordenen skulle ændres.

Mændene gik på plads i geledderne til trommehvirvler, og tabene blev gjort op og rapporteret. Der var kun få dræbte og sårede. Bortset fra de døde og tilfangetagne var alle spaniere nu væk. Der lå mindst sekshundrede døde spaniere på sletten foruden de sårede, der havde været i stand til at slæbe sig bort. Sørøverne følte sig meget opmuntrede ved at konstatere, at deres egne tab var så små, og måske lyder alt dette eventyrligt i andres øren, når man tager den store forskel i styrke i betragtning; men jeg må beskrive det, som jeg selv oplevede det. Hvis jeg ikke havde set det med mine egne øjne, ville også jeg finde det utroligt, og måske har mange af mine læsere det ligesådan. Der er imidlertid adskillige, som vil skrive under på, at hvad jeg her fortæller er den skinbarlige sandhed, for der ankommer så at sige dagligt franskmænd fra hine egne, som jeg har ladet gennemlæse alt, hvad jeg har skrevet, for at indhøste kritiske bemærkninger.

Da filibustrene havde hvilet sig, gjorde de sig klar til angrebet på selve byen, idet de aflagde ed på at ville stå last og brast og kæmpe til sidste mand. Dernæst marcherede de mod byen, idet de tog fangerne med sig. Efter spaniernes hovedkulds retræte om formiddagen, var forsvaret af byen en pinlig overraskelse for sørøverne. Kanonerne, der var ladet med kartæsker, tilføjede dem større tab end den spanske musketild ude på sletten, og kampen var overordentlig hård.

Alligevel skød sørøverne alle ned, der stod dem i vejen, og i løbet af et par timer havde de gjort sig til herrer over Ciudad de Panama. Skønt spanierne havde sendt alle deres kostbarheder ud af byen, fandt man mange pakhuse proppet med købmandsvarer som silke, linned og andet gods.’

[ 1 ] Blænke: En soldat, der er sendt afsted for at udspionere fjenden
[ 2 ] Fordybning
[ 3 ] En slags bananer
[ 4 ] Et militært signal der vækker soldater om morgenen

Kilde 5F: Exquemelin om boucanierenes livsstil

Nedenstående uddrag er taget fra De Amerikanske Sørøvere af A.O. Exquemelin i Kjersgaard 1974, side 62-68.

‘Alt efter skibets størrelse samler man tredive-fyrre mand og giver sig til at fremskaffe frisk proviant. I almindelighed koster det dem ikke en skilling, for de opsøger de steder, hvor spanierne holder deres svin i folde - cordles. De udspejder svinehyrdens hus og trækker ham ud af sengen midt om natten og tvinger ham til at aflevere to-trehundrede fede svin eller hvor meget, der nu er brug for. Hvis spanierne vægrer sig, bliver de udsat for tusinde grusomheder og til slut hængt.

Når de selv må gå på jagt, tilkalder de en boucanier af deres egen nationalitet og giver ham så meget pr. svin, som de finder rimeligt. Medens nogle salter og røger flæsket, henter andre brændsel og ferskvand. Provianten stables i lasten, hvor den tjener til ballast. Når alle disse praktiske ting er i orden, beslutter man enstemmigt, hvilken havn man vil opsøge i forventning om bytte, og endelig skrider man til at forhandle om den overenskomst, der kaldes la chasse partie [1]. Den indeholder alle regler for, hvor meget der tilkommer skipperen, skibslægen og dem, der lemlæstes - alt efter graden af invaliditet. Mandskabet udpeger fire eller fem forhandlere, der træffer denne aftale med skipperen eller anføreren. Den kan se således ud:

Hvis besætningen ejer skibet i fællesskab, og hvis det er et godt skib, skal skipperen have det første skib, der entres. Derudover skal han have samme andel som de andre. Men hvis skibet tilhører skipperen, skal han have både det første skib, der entres, samt to andele, og han skal brænde det ene af skibene, hvilket vil sige det skib, hvori de sejler, hvis det er ringere end det, de erobrer. Hvis skipperen mister sit fartøj, skal mandskabet forblive hos ham, indtil han er kommet i besiddelse af et nyt.

Fra de forventede indtægter trækker man forlods en række beløb. Det kan dreje sig om et par hundrede daler til jægere, som har leveret proviant, og 100-150 daler til en tømmermand, der har udført reparationer.

For sin kiste med medikamenter skal skibslægen have 200-250 daler alt efter besætningens størrelse, og de skal falde uanset, om man får bytte eller ikke. Desuden skal skibslægen have en andel lige med de andre. Er han ikke tilfreds med penge, får han slaver i stedet.

De andre officerer deler lige med mandskabet, med mindre de udmærker sig særligt. I så fald giver man den pågældende en ekstra belønning efter fælles aftale.

Den der først observerer en prise får 100 daler.
For tab af ét øje: 100 daler eller én slave.
For tab af begge øjne: 600 daler eller seks slaver.
For tabet af højre hånd eller arm: 200 daler eller to slaver.
For tabet af begge arme eller hænder: 600 daler eller seks slaver.
For tabet af en finger eller en tå: 100 daler eller én slave.
For tabet af en fod eller et ben: 200 daler eller to slaver.
For tabet af begge fødder eller ben: 600 daler eller seks slaver.
Når nogen får et sår på kroppen, der tvinger ham til at gå med dræn, giver man ham 200 daler eller 2 slaver.

Når nogen ikke har mistet et helt lem, men er berøvet sin førlighed alligevel, får han en erstatning svarende til den, der gives for det fulde tab. Det er op til den kvæstede selv at afgøre, om han vil have penge eller slaver, forudsat at der er slaver at få.

Når chasse partie er aftalt, bliver det underskrevet af skipperen og mandskabets forhandlere. Derefter forbrødrer mændene sig to og to og lover gensidigt at tage sig af hinanden, hvis den ene skulle blive såret eller syg [2].De opretter et dokument i form af et testamente, hvor de gensidigt indsætter hinanden som arvinger. Undertiden holder disse overenskomster hele livet; til andre tider gælder de bare for et enkelt togt.

(…)

Når sørøverne er til søs, er de gode kammerater. Så længe de bare får nok af mad og drikke, kalder de hinanden brødre, og enhver gør sin pligt uden at mukke og uden at sige: “Det gider jeg ikke”.
Kl. 10 om formiddagen sætter kokken en gryde over ilden for at koge det saltede kød i ferskvand, hvis der er nok af det, og ellers i havvand. Fedtet, der samler sig ovenpå, skummes af og hældes i små kalabasser [3], hvori mandskabet dypper deres kød under måltidet. Samtidig koger kokken knust hirse til en grød. Kokken retter an på fade, som mandskabet samles om i et antal af syv mand pr. fad, og ofte smager denne mad bedre end de retter, der findes på fine herrers bord.

Skipper og kok er underkastet en regel, som siger, at hvis kokken skulle gøre skipperens anretning bedre end de andres, kan den, der tager først, stille sin egen anretning tilbage og tage skipperens - eller kokkens, hvis den er blevet for stor. Alligevel bliver en sørøverkaptajn adlydt mere ubetinget end en kaptajn i den kongelige marine.

Når man har rigelig proviant, skaffes [4] der normalt to gange om dagen; men når forrådene svinder, indskrænker man sig til ét måltid. Umiddelbart før skafningen holdes der andagt. Som katolikker plejer franskmændene at istemme Zacharias’ lovsang, Magnificat og Miserere, medens englænderne, der udgiver sig for at være reformerte, læser et kapitel af Bibelen og synger salmer.

Når et skib observeres, optager man straks forfølgelsen for at udspejde det, an lader skytset, og enhver griber sine egne våben, som han selv tager sig af. Der gælder særlige regler for det krudt, der anvendes i skytset. Undertiden er man nødt til at købe det, og kaptajnen plejer at lægge pengene ud mod at få beløbet refunderet af den fælles pulje; men hvis krudtet røves fra et fjendtligt skib, skal mandskabet ikke betale.

Hvis det skib, man har observeret, er en spanier, kaster man sig ned på knæ i bøn, som om det var den mest retfærdige krig i verden, og man tigger Gud om sejr og om, at der må være rede penge ombord på det skib. Størstedelen af mandskabet lægger sig nu fladt ned med ansigtet mod dækket, og ingen går oprejst undtagen en to-tre stykker, der tager sig af sejlene. På denne måde løber de op langs siden af den stakkels spanier uden at bekymre sig om, hvorvidt han skyder eller ikke, og på mindre end en time skifter skibet ejermand.

Bagefter tager man sig af de sårede, som der normalt er lige mange af på begge sider, og sørger for at få de overlevende modstandere sat i land. Hvis skibet har en rig ladning, sejler man det hjem til sin base, og det vil for franskmændenes vedkommende sige Tortuga - for englændernes Jamaica. (...)

Kaptajnen beholder skibet, hvis han gerne vil have det. Ingen påmønstrer igen, før han har brugt, hvad han har tjent; men det varer nu heller ikke ret længe, for disse mænd er grebet af spillelidenskab, elsker at æde og drikke og er forfaldne til alle slags udsvævelser. Jeg har set en stakkels englænder give en luder femhundrede daler for at få hende til at blotte, hvad kvinder anstændigvis bør holde tildækket. Det mærkelige er, at denne spendable englænder, der ejede 1500 daler, tre måneder senere måtte sælge sig selv som serving i tre år for fyrretyve shillings, han skyldte i et værtshus.

Hermed skal det ikke være sagt, at franskmænd ikke opfører sig lige så tåbeligt, for det gør de i høj grad. Min egen mester plejede at købe en tønde vin, stillede sig midt på vejen og slog spunsen ud, og alle, der kom forbi, måtte drikke med ham. Ellers skød han dem med den bøsse, som han havde med af samme grund.

Han købte også en tønde smør og gav sig til at kaste smørklatter efter de forbipasserende, som han dels ramte i hovedet, dels på tøjet.

Nogle er lidenskabelige spillere, og det kan jeg fortælle en historie om. En fyr, de kaldte Vent-en-panne - dvs. »modvind« - og som var franskmand, kunne være blevet en holden mand, hvis han havde ejet en smule sund fornuft; men han var så forfalden til spil, at han ved flere lejligheder blev klædt af til skindet. Så snart han så tre eller fire tusinde daler foran sig, var han ikke til at styre. Han spillede og mistede på én dag hele udbyttet fra et togt, der løb op til 500 daler, og derudover 300, han skyldte væk til kammerater, som ikke ville forstrække ham med mere.

Han spekulerede som en gal over, hvorledes han skulle skaffe flere penge til spil, og gav sig imens til at beværte sine spillekammerater, skænkede i for dem, tændte deres piber osv. I løbet af et par dage lykkedes det ham at skrabe et halvthundrede daler sammen.

Med disse penge begyndte han igen at spille og vandt omtrent 12.000 daler. Han betalte sin gæld, besluttede ikke at spille mere og gik ombord i et engelsk skib, der skulle til Barbados og derfra til England. På Barbados mødte han en rig jøde og kunne ikke nære sig for at spille. Han vandt 1300 daler fra jøden i kontanter, 10.000 pund sukker, der allerede var lastet på et skib, der lige var ved at stikke i søen bound for England, foruden en sukkermølle med tres slaver.

Da jøden havde tabt alt dette, bad han Vent-en-panne om tilladelse til at gå hen og hente nogle penge, han havde til gode hos en ven. Det gav Vent-en-panne ham lov til - ikke af ædelmodighed, men af ren og skær spillelidenskab. Jøden kom tilbage med 1500 jacobus d'or, som han holdt imod sine tidligere tab, og nu tabte Vent-en-panne både alt, hvad han tidligere havde vundet til en værdi af 100.000 daler, samt alt, hvad han i øvrigt ejede og havde ned til og med sit tøj, som jøden dog gav ham tilbage.

Vent-en-panne mistede pludselig lysten til den Englands-rejse og kom tilbage til Tortuga, hvor han påny drog ud på togt (...).

Således lever sørøverne i land. Når de ikke har en klink tilbage, tager de atter på togt og har knapt nok råd til at købe krudt og kugler. Når en fransk koffardimand [5] møder et sørøverskib, gøres der gode forretninger, for en sørøver giver gladelig en drøj overpris for varer, der næsten ingen ting koster, lige til det øjeblik, han ikke har flere penge og ikke kan låne flere.’

Fransk udtryk der blev anvendt for den overenskomst boucaniers indgik imellem hinanden inden de drog på togt.
Her refererer Exquemelin formentligt til matelotagesystemet
En læderflaske til vand
Spises
Søhandelsmand

Kilde 5G: Resolution fra rådsforsamlingen på Jamaica vedrørende udstedelsen af kaperbreve i fredstid mod Spansk Amerika, februar 1666

Følgende resolution er gengivet og oversat fra Marley, 2012; 187-188. Resolutionen er ledsaget af Marleys introduktion til den.

’ De første forsøg på udenlandske udposter, der kæmpede for at vinde fodfæste i Vestindien, var ikke kun afhængige af boucaniers til deres forsvar. Disse sørøvere stod for en betragtelig del af det økonomiske liv i disse spæde udposter, de bragte bytte og skatte, som hjalp med at skaffe dem deres levebrød. Uanset hvilke ærgrelser kronens ministre i det fjerne Europa måtte udsættes for, satte private embedsmænd på Antillerne stadig pris på besøg fra sådanne fribyttere, når de vendte tilbage fra deres hærgende sørøveri.

Et godt eksempel er fra februar 1666, et år efter den anden engelsk-hollandske krig var brudt ud hjemme i Europa. Engelske kapere i Caribien var hurtigt begyndt at ignorere de ministerielle direktiver om at angribe hollænderne, og gik i stedet sammen med deres franske kolleger om at overfalde deres traditionelle fjende, spanierne – som London ikke var i krig med. Af frygt for, at en for streng overholdelse af de resolutioner og afgørelser, der udelukkende var rettet mod hollænderne, kunne vende de lunefulde sørøverskibe imod dem –så at de ville skifte loyalitet til Saint-Domingue og bringe deres bytte dertil – forlangte Jamaicas købmænd af guvernør Sir Thomas Modyford at han skulle lade plyndringerne af spanierne fortsætte ved hjælp af følgende argumenter, der blev føjet ind i det officielle referat af et rådsmøde, der blev afholdt i hovedstaden Santiago de la Vega den 22. februar, 1666 (O.S.):

’ Besluttet: at det er i øens interesse at udstede kaperbreve rettet mod spanierne.

Fordi det forsyner øen med mange nødvendige varer til lave priser.
Det supplerer øens beholdning af mønter, møntmetal, kakao, blåtræ, huder, talg, indigo, kochenille og mange andre varer, hvilket tiltrækker mange folk fra New England samt deres forsyninger og får mange købmænd til at slå sig ned i Port Royal.
Det hjælper de fattige plantageejere, der kan sælge forsyninger til orlogsskibene.
Det har gjort og vil gøre mange i stand til at købe slaver og anlægge plantager, såsom Harmenson, Guy, Brimacain og mange andre der har betragtelige plantager.
Det tiltrækker årligt flere hundrede englændere, franskmænd og hollændere fra Windward Islands, hvoraf mange anlægger plantager.
Det er den eneste måde at afholde boucanierene på Hispaniola, Tortuga, og Cubas nordlige og sydlige koralrev fra at blive deres fjender, og hærge deres plantager.
Det betyder meget for sikkerheden på øen, at orlogsskibene ofte opsnapper spanske efterretninger, og underretter guvernøren; hvilket de ofte gjorde på oberst D'Oyleys tid og senere.
De nævnte orlogsskibe bringer betragtelige gevinster til Hans Majestæt og kongelige højhed (…).
De holder mange dygtige håndværkere beskæftigede i Port Royal og andre steder, til høje lønninger.
Uanset hvad de får, så investerer de besindige i forbedringer af deres gamle skibe, der med tiden vil blive frygtindgydende.
De har et fortræffeligt ry på denne ø og gør spanierne rædselsslagne, og holder modet og kampgejsten oppe hos alle indbyggere.
Det ser ud til at være den eneste måde man kan tvinge spanierne til, med tiden, at sætte handlen fri. Alle forsøg på venlighed har ikke kunne skabe godt naboskab; for selv om alle gamle forordninger er blevet tilbagekaldt og ingen nye er udstedt, og mange af deres skibe er blevet istandsat, så fortsætter de deres fjendtlige handlinger, tager vores skibe og myrder vore mænd, får dem til at arbejde på deres befæstninger og sender dem så til Spanien, og for ganske nylig nægtedes en engelsk flåde med kurs mod de hollandske kolonier træ, vand og proviant.

Af disse grunde blev det enstemmigt besluttet, at tilståelsen af den nævnte bevilling ville bidrage stærkt til styrkelsen, bevarelsen, berigelsen og forbedringen af bosættelsen på denne ø. ’

Modyford var enig og tilføjede om de fortsatte fjendtligheder fra de spansk amerikanske myndigheder, at “det er ene og alene magtmidler, der kan sønderrive deres regerings nabouvenlige maksime om at nægte alle fremmede adgang.”

London erklærede sig hurtigt enig, således at fredstidsbevillingerne blev genoptaget – uden at være klar over, at det styrkede mange kaperes tro på, at deres handlinger ikke nødvendigvis var begrænset af kronens politik, men kunne manipuleres til at passe til deres egne interesser.’

Kilde 5H: To uddrag fra Exquemelin om de indfødte

De nedenstående to uddrag er taget fra De Amerikanske Sørøvere af A.O. Exquemelin i Kjersgaard 1974.

Uddrag 1:

Fra side 223 -229

‘Nu da Morgan og vi andre var gået hver til sit, fortsatte vi vor rejse langs kysten af Costa Rica, idet vi ledte efter et sted, hvor vi kunne skaffe os proviant og kalfatre skibet, for det var læk og trak vand. Et par dage senere løb vi ind i den store bugt Boca del Toro, hvor man fanger mange havskildpadder, og hvor der er nem adgang til at skære rør.

Ved indsejlingen ligger Punta de San Antonio - en halvø beboet af indios bravos, som spanierne ikke har formået at undertvinge. (...)

Tidligere handlede filibustrene [sørøverne, red.] med indianerne, der forsynede dem med alt, hvad de behøvede af majs, kassave og frugter af enhver art foruden høns, grise og andre dyr. Sørøverne gav dem økser, knive og andre jernredskaber i bytte. Denne handelsforbindelse varede længe, og det var ikke indianernes skyld, at den blev afbrudt. Nogle sørøvere ankom en dag til Boca del Toro og overtalte indianerne ti at hente deres kvinder. De festede sammen, indtil filibustrene blev berusede, slog nogle indianere ihjel og bortførte kvinderne. Siden har indianerne hverken villet handle eller bare holde fred med dem.

Boca del Toro er femogtyve mil i omkreds, og der er mange små øer; men kun én har godt ferskvand og er beboelig. Der lever flere indianerstammer på stedet; de slås så at sige altid indbyrdes og taler end ikke samme sprog. Jorden er så frugtbar, at der altid er levnedsmidler i overflod, selv om de ikke kender til landbrug.

Endelig nåede vi Punta a Diego, der er opkaldt efter en spansk kaper, som ofte færdedes her. Den gennemstrømmes af en lille flod med ferskvand, hvor vore folk troede, de kunne fiske mange skildpadder; men der var ingen, så vi måtte nøjes med krokodilleæg, der lå nedgravet i sandet. Vi sejlede da til den østlige bred af bugten og fandt her tre skibe med vore kammerater, der ligesom vi selv havde været i Morgans eskadre. De var kommet hertil i samme hensigt som vi, men havde ikke haft heldet med sig, så de måtte nedskære deres madrationer til ét måltid om dagen, medens skibene blev kølhalet og gjort sødygtige igen.

Da vi så, hvorledes sagerne stod, sejlede vi straks til den vestlige bred, hvor vi fik en fangst af havskildpadder så stor, at vi kunne klare os. Efter nogen tids forløb blev det knapt med drikkevand - ikke fordi, det var vanskeligt at finde, men fordi frygten for indianerne sad os i kroppen, så vi ikke vovede os ind i land. Til sidst blev vi dog nødt til at skyde hjertet op i livet og hente vand i en flod. Alle mand deltog i ekspeditionen, således at nogle af os afpatruljerede skoven, medens andre fyldte tønderne.

Omtrent en time efter landgangen blev vore kammerater ved floden overfaldet af en flok indianere, der prøvede at forhindre dem i at hente vand. Straks da vi hørte råbet: “Aux armes - til våben!” styrtede vi afsted vildt skydende med musketterne, selv om vi intet kunne se før til allersidst, da vi skimtede nogle flygtende indianere mellem træerne. Vi forfulgte dem og skød hele tiden; men de slap alle bort på nær to, der lå døde tilbage.

Efter påklædningen at dømme syntes den ene af de faldne at være en fremtrædende person. Han bar et lændeklæde lavet af barken fra et træ, der var blevet banket mellem to sten, til det var blødt som silke. Han havde også en slags skæg af guld - en tynd guldplade, der var tre fingerbredder i tværmål og seks tommer lang. Det vejede lige så meget som tre musketkugler af bly og var fastgjort til hans underlæbe med en tråd, der var trukket gennem to små huller. Den anden mand var splitternøgen, men havde samme slags skæg - dog af skildpaddeskjold.

Deres våben var ikke andet end lange stave lavet af palmeved; de var spidset til i begge ender, og i den ene ende var der modhager. Spidserne var hærdet i ild. Vi ledte efter indianernes boplads, men fandt den ikke, og heraf sluttede vi, at de måtte bo langt inde i skoven. Vi ville helst have taget en af dem til fange levende, så vi kunne have gjort et forsøg på at opnå deres venskab og afkøbe dem levnedsmidler; men hertil var de alt for vilde.

Trods dette sammenstød hentede vi i floden alt det vand, vi behøvede, og bragte det ombord. Om natten hørte vi høje råb fra indianerne inde på kysten, og vi gik ud fra, at en større del af stammen havde forsamlet sig og begræd deres kammeraters død med skrig og klage. Så vidt vi kunne se, havde de hverken både eller kanoer.

Da vi intet havde at udrette dér på stedet, når vi havde fanget, hvad vi behøvede til den daglige forplejning, besluttede vi at hejse sejl og sætte kursen mod Jamaica.

(...)

En dag, da vi intet havde fanget, og ikke ville tage hul på vort forråd af saltet kød, besluttede vi os til at gå i land på en lille ø i nærheden for at fiske og drive fuglejagt. Kort efter fik vi øje på en indiansk kano med fire mand ombord. I samme øjeblik de så os, skyndte de sig ind til kysten. Vi optog forfølgelsen med det samme for at finde ud af, om vi kunne købe levnedsmidler af dem.

Men disse indianere vil ikke have noget at gøre med de kristne. De satte kanoen op på kysten, sprang i land, tog båden imellem sig og løb bort. Vi forfulgte dem imidlertid så skarpt, at de blev nødt til at efterlade kanoen, som de fire mænd ellers havde klaret at bringe tohundrede skridt ind i skoven. Denne kano vejede mindst et ton, så vi blev forbavsede, da vi opdagede, hvor stærke disse mænd var. Vi var elleve and om at få den tilbage til kysten og måtte lægge alle kræfterne i.

Da indianerne så, at vi bortførte deres kano, gav de sig til at skrige i vilden sky. Vi skød efter stemmerne, men vidste ikke, om vi ramte, og vi vovede ikke at gå længere ind i skoven, fordi der bor mange indianere på denne ø.

Vor lods, der havde afstukket vor kurs, og som ofte før havde besejlet disse farvande, fortalte, at han engang havde været her med en hel flåde af sørøverskibe under anførsel af den berømte englænder Louis Scot. Nogle mænd førte deres kanoer tæt ind under land for at fiske og skyde fugle. Nogle indianere klatrede da op i træerne ved vandkanten, og da kanoerne var tæt på, sprang indianerne i vandet, dukkede straks efter op igen og greb en del af sørøverne, som de bortførte og tog med ind i skoven, før deres kammerater nåede at komme sig af befippelsen og kunne yde hjælp. Næste dag satte admiralen femhundrede mand i land for at redde de to bortførte filibustre, men de havde knap nok fået fast bund under fødderne, før indianerne tvang dem til et meget hastigt tilbagetog.

Når en så stor styrke ikke kunne hamle op med disse indianere, kunne vi lige så godt først som sidst se i øjnene, at vore chancer var endnu mindre, hvorfor vi forlod stedet så hurtigt som muligt. I den erobrede båd fandt vi kun et fiskenet - fire favne langt og en halv favn bredt - og fire stave, der var omtrent syv fod lange og lavet af palmeved. Vi antog, at det var indianernes våben. Den ene ende var spids, og i den anden var der syv-otte modhager, som man kan se af nedenstående tegning.

[Billede mangler]

Kanoen var af cedertræ og så klodset udført, at vi forstod, at de ikke havde redskaber af jern. Øen, hvor disse indianere lever, er meget lille - knap nok tre mil i omkreds. En indianer, vi havde iblandt os, fortalte, at øboerne ikke har andre steder at gå hen, for de ligger i konstant fejde med indianerne på kysten og kan end ikke forstå deres sprog. Heller ikke sørøverne brød sig om at stifte nærmere bekendtskab med kysten, for også dér er indianerne utilnærmelige.

Efter min mening er årsagen til indianernes afvisning af alle fremmede den, at da spanierne i sin tid kom til dette land, underkuede de indbyggerne med en sådan grumhed, at disse af skræk for erobrerne flygtede ind i vildnisset. Her lever de alene af flodernes fisk og træernes frugter uden at dyrke jorden. De har gjort den erfaring, at de ikke kan skænke nogen hvid mand tillid, for de opfatter alle hvide mænd som spaniere. De kunne end ikke stole på andre indianere, for en del stammer tog parti for spanierne og plagede deres frænder frygteligt.

Da de var flygtet bort til forskellige afsides egne, ændredes deres sprog, og dette førte atter til indbyrdes fjendskab. Intet er mere fremmende for den gensidige modvilje mellem to folk end dette, at de er ude af stand til at tale sammen. Det er nemlig umuligt for et almindeligt menneske at holde af nogen - eller bare respektere vedkommende - med mindre man kan forstå, hvad han siger. Derfor ligger disse vilde stammer i krig med hinanden - ikke fordi den ene gør krav på, hvad den anden ejer, eller fordi den ene har frarøvet den anden jord eller ære, ej- heller fordi de står i gæld til hinanden, men simpelthen fordi de ikke forstår hinanden. Når de har bortført nogle fanger, underkaster de dem den frygteligste tortur og bruger dem herefter som slaver. Dette er, hvad jeg iagttog blandt de vilde stammer ved bugten Boca del Drago.’

Uddrag 2:

Side 233- 238

‘Allerede da vi kastede anker, bemærkede vi inde på stranden to kristne, der ventede på at kunne byde os velkommen. Sørøverne står nemlig på så god fod med de indfødte her, at de kan slå sig ned iblandt dem uden at udsætte sig for den mindste risiko og uden at skulle bekymre sig om noget som helst, for indianerne giver dem, hvad de har brug for, og tager bare gamle knive, økser og andet jernværktøj i bytte. I selv samme øjeblik, vi nåede land, blev vi omringet af indianere, der bragte os frugt og søgte efter gamle bekendte. Vi havde i besætningen to mænd, der tidligere havde levet blandt disse indianere i længere tid og talte deres sprog. Da også vi kom til at gøre et ret langt ophold ved Cabo de Gracia a Dios, fik jeg lejlighed til at iagttage disse indianeres sædvaner nøje, og det vil jeg skildre ganske kort.

Spanierne har aldrig formået at underlægge sig denne egn, og de indfødte er villige til at handle både med engelske og franske filibustre. Oprindelsen til dette venskab skal søges hos en sørøver, der medens han sejlede langs kysten vovede sig i land og tilbød indianerne nogle gaver.

Til gengæld gav de ham frugt og endnu bedre modydelser. Da sørøveren var klar til at stikke til søs igen, medførte han to indianere, der viste sig utrolig dygtige til at harpunere fisk. Forudsat, at man befinder sig et sted, hvor der er rigelig fangst, kan bare en enkelt indianer holde en hel besætning på hundrede mand forsynet med mad. Sørøverne behandlede deres to indianere godt og lærte dem at tale fransk. Da et par år var gået, bad de dog om at blive bragt hjem igen. Efter hjemkomsten priste de i høje toner filibustrene over for deres stammefrænder, og indianernes følelser for dem blev endnu varmere, da de hørte, at sørøverne slog spaniere ihjel - ja, de begyndte ligefrem at forkæle franskmændene, som til gengæld gav indianerne gammelt jern, hvoraf de kunne smede sig våben. Efterhånden blev de så fortrolige med hinanden, at franskmændene både lærte indianernes sprog og tog deres kvinder til sig.

Det går for sig på den måde, at når en sørøver kommer til Cabo de Gracia a Dios, køber han en kvinde for en økse eller en kniv, og for denne løn må hun blive hos ham, til han atter rejser bort. Kommer han igen inden for de næste tre-fire år, vil den samme kvinde vende tilbage til ham. Den mand, der tager en indiansk hustru, kan leve ubekymret. Hun bringer ham nemlig efter indiansk skik mad hver dag, og manden behøver ikke at udrette andet end at drive lidt jagt og fiskeri. Det sidste kan en hvid mand endda slippe for, idet han kan beordre en indianer til at gøre det for sig.

Da de førnævnte franskmænd drog bort igen, ville mange indianere følge med, og det sagde filibustrene bestemt ikke nej til. Senere overlod franskmændene nogle af disse indianere til englænderne, idet de samtidig instruerede englænderne om, hvorledes de skulle omgås indianerne, og fortalte indianerne, at englænderne var brave folk, der nok skulle behandle dem ordentligt og senere bringe dem tilbage til deres stamme. Indianerne vænnede sig hurtigt til englænderne, og i dag tager de lige så gerne afsted med et engelsk som med et fransk skib.

Når de har været forhyret i tre-fire år og taler engelsk eller fransk, vender de hjem og beder ikke om andet vederlag end noget værktøj af jern. De afviser penge, tøj og alle de andre ting, som europæerne stræber efter, og som de anser det for selve lykken at eje. Disse indianere er tværtimod godt tilfredse med, hvad de har i deres eget land, idet de siger, at selv om de ikke ejer meget, har de det rart, for der er ingen til at kræve mere af dem. Og som de siger: man kommer nøgen til verden, lever nøgen og dør nøgen.

Deres styreform er nærmest republikansk, for de anerkender ikke nogen konge - ej heller nogen anden person, der kan herske over dem.

Når de drager i krig vælger de som anfører en nær slægtning med den størst mulige erfaring - f.eks. én, der har sejlet med sørøverne; men når de vender hjem fra slaget, har denne kommandant ikke mere at skulle have sagt end enhver anden.

(...)

De har en vis forestilling om en almægtig gud, men derudover ikke nogen form for religion. I modsætning til så mange andre indianere tror de ikke på djævelen og plages ikke af ham. Når man taler med dem om Gud og omvendelse, svarer de, at hvis Gud virkelig er almægtig, og hvis han havde villet kalde dem til sig, ville han ikke have ventet så længe. De tror dog, at der findes en sjæl, men de kan ikke forklare nærmere, hvad det er.

(...)

Nå mændene er berusede, synger og danser de og kærtegner kvinderne, og for at demonstrere deres forelskelse griber de spydene og stikker sig i kønsdelene, medens kvinderne betragter dem. Jeg havde ofte hørt filibustrene fortælle om denne skik, men troede ærligt talt at det var løgn, indtil jeg så det med egne øjne. Når mændende har drukket sig fulde, bliver der undertiden slagsmål, og det sker, at de slår hinanden ihjel; men det er dog uhyre sjældent.

Selvom de under festen morer sig, ler, springer og danser, og selv om mændene gør stormkur til kvinderne, kysser de - så vidt jeg bemærkede det - aldrig hinanden i ansigtet. Ja, vi franskmænd kan vel forbavses højligt over at blive vidne til sædvaner, der er så forskellige fra vore; men er der da ikke andre folk, hvis skikke kan forekomme os om muligt endnu mere fremmede? Vi drikker f.eks. vand koldt; men japanerne vil have det varmt. Vi kan lide hvide tænder; japanerne foretrækker dem sorte. Vi blotter hovedet til hilsen, japanerne aftager deres sko. Indianernes sædvaner forekommer mig absolut ikke mærkeligere end disse. ’

Kilde 5I: Brev fra Jamaicas guvernør til hans spanske modpart i Havana, hvor han klager over de frugtesløse bestræbelser mod pirateri, april 1672

Følgende brev er gengivet og oversat fra Marley, 2012; 190-191. Inklusiv Marleys introduktion til brevet.

’ I kølvandet på Henry Morgan's spektakulære plyndring af Panama havde England forsøgt at begrænse sådanne åbenlyse lovovertrædelser i fredstid ved at udnævne den pro-spanske plantageejer og forretningsmand Sir Thomas Lynch til Jamaicas nye kongelige guvernør, med særlige instrukser om at iværksætte en meget mindre aggressiv politik mod det spanske Amerika. Som en del af denne indsats havde Lynch arresteret sin forgænger, Modyford, og sendt ham hjem for at blive stillet for retten. Han tilbagekaldte også alle private bevillinger og brændemærkede alle overløbere, der fortsatte med at operere til søs som pirater.

I stedet for at byde denne gestus velkommen havde Spanien øget sine egne koloniale modforanstaltninger i et sådant omfang, at der faktisk var frygt for en invasion af Jamaica, mens spanskamerikanske havne forblev så lukkede som nogensinde for engelske købmænd. Derfor reagerede Lynch - der var flydende i spansk efter at have boet et år i Salamanca - den 5. april 1972 (OS) på klagerne over de nylige piratangreb, han havde modtaget fra guvernøren i Cuba, Don Francisco Rodriguez de Ledesma, i følgende bitre toner:

Siden brevet fra kaptajn Don Juan Antonio, hvor der klages over erobringen og afbrændingen af La Villa de los Cayos af mænd, der foregav at være englændere, har jeg skrevet to gange, og han og guvernøren i St. Jago er blevet gjort bekendte med, at det drejede sig om franske pirater; nu erklærer jeg igen, at alle Hans Majestæts undersåtter, der gør noget lignende, er pirater og skal fanges og straffes som sådanne, hvilket jeg har gjort og vil vedblive at gøre, så snart de falder i mine hænder. Jeg har en særlig tilbøjelighed til at tjene spanierne, deriblandt guvernøren selv, som jeg har forstået er venlig over for vores nation.

I betragtning af dette, og at de andre guvernører i området tilsyneladende er så ufølsomme over for kongens store omhu for at bevare freden og hans store udgifter til at rense de spanske kyster, så giv denne fortælling videre, så guvernøren for Havana og dronningen og rådet i Madrid kan vide, hvordan jeg oprigtigt har handlet som en god ven og nabo for spanierne. Beret hvordan:

jeg erklærede fred, og sendte de spanske fanger tilbage til Cartagena, og sendte den seneste guvernør [Modyford] som fange til England, “og skal gøre det samme med de andre bagmænd bag de skumle planer mod Panama”;
jeg foreslog Cartagenas guvernør at frigive de spanske slaver til halvdelen af deres værdi, løslod nogle morenos, “ikke til folks tilfredshed” [dvs. til irritation for Jamaicas plantageejere], og sendte dem væk for egen regning, hvilket ”ingen har takket mig for”;
jeg udstyrede denne Don Juan Antonio med alt til sin rejse og betalte hans lods 700 pieces of eight, som han mistede i august [1671] til en kaper;
jeg for omkring otte uger siden sendte et af kongens store skibe og fire andre fartøjer med 500 mand afsted for at fange piraterne ved Cubas sydlige koralrev, som tog et engelsk og fransk skib, og tilbød det franske skib til guvernøren i St. Jago, som nægtede at tage imod det og sagde, at han ikke turde straffe franskmændene;
begge blev dømt til døden på Jamaica, men kaptajnerne i havnen og nogle af rådsmedlemmerne bad om udsættelse, da spanierne havde nægtet at straffe dem, og der var ingen grund til, at vi skulle være bødler; men besluttede "at fortsætte med at gøre det retfærdige, selv om spanierne fortsatte med at opføre sig uforsvarligt og provokere englænderne";
jeg tre gange har søgt efter et skib, der tilhører Don Balthazar, markisen af Villa Altas søn, der blev taget af en gammel brigantine og nu er pirat.

Jeg beklager mig over, at trods alt dette havde guvernørerne i Cartagena og St.Jago på grund af frygt for handel forbudt Hans Majestæts skibe at komme ind i deres havne og nægtet dem forsyninger og vand; og at guvernøren i Campeche havde tilbageholdt penge, sølvtøj og negre til en engelsk værdi af 12.000 pieces of eight og henvist sagen til at blive afgjort i Madrid, "som for mig, der har været der, synes værre end at stjæle det." Jeg indrømmer, at jeg ikke vidste, at spaniernes interesse lå mere i at beskytte deres handel end deres liv og lande, og jeg kan heller ikke forstå, hvorfor de ikke skulle slutte sig til Hans Majestæts undersåtter i kampen for at rydde disse kyster for de yderst plagsomme pirater. Hvis de ikke kan bidrage til det, kan de i det mindste takke og udtrykke deres sympati; men det har jeg opgivet at forvente og antager herefter, at jeg bliver nødt til at træffe andre foranstaltninger.

Jeg vurderer, at guvernøren i Havanna, er mere fornuftig, generøs og velovervejet, og jeg giver ham derfor denne redegørelse for mine handlinger og klager, og beder kun om en autentisk bekræftelse af, at de franskmænd, der nedbrændte og plyndrede La Villa de los Cayos og borttog kvinderne, gjorde det med engelske farver og bevilling, for jeg skal retfærdiggøre mig overfor franskmændene som overfor sin konge. Jeg beder ham takke Senor Juan Delgado for at have forsynet fregatterne med proviant for deres penge og håber, at jeg får mulighed for at gengælde denne høflighed. '