Pirater

Kilde 6A: Brev fra Kaptajn Macra. 16. november, 1720. Bombay

Teksten er hentet i og oversat fra Kaptajn Charles Johnsons A General History of the Robberies & Murders of the Most Notorious Pirates fra 1724.

Vi ankom den 25. juli sidste år sammen med Greenwich ved Joanna (en ø ikke langt fra Madagaskar) hvor vi lagde til for at pleje vore mænd. Der mødte vi 14 pirater, som kom i deres kanoer fra Mayotta, hvor det piratskib, de hørte til, nemlig Indian Queen, på 250 ton med 28 kanoner og 90 mænd, anført af kaptajn Olivier de la Bouche, med kurs fra Guiney til Østindien, var blevet beskadiget og gået tabt. De sagde, at de havde forladt deres kaptajn og fyrre af deres mænd, som byggede på et nyt skib for at kunne fortsætte med deres ondsindede planer. Kaptajn Kirkby og jeg mente, at vi ville gøre East India Company en stor tjeneste ved at ødelægge denne røverrede, og vi var klar til at sætte sejl til det formål d. 17. august, omkring kl. otte om morgenen, da vi opdagede to piratskibe i Johannas bugt, den ene med 34, den anden med 30 kanoner. Jeg gik straks ombord på Greenwich, hvor folkene virkede meget beslutsomme i deres forberedelser på et søslag, og general Kirkby og jeg forlod hinanden og lovede at stå hinanden bi. Så slap jeg fortøjningerne løs, drog afsted og tog to både med, der kunne ro mig tæt på Greenwich: Men han lå åben for vinden og skyndte sig væk fra mig, hvilket en Ostender i vores selskab, med 22 kanoner, kunne se og derpå også gjorde, selv om kaptajnen på det inderligste havde lovet at kæmpe sammen med os, og jeg tror, at han havde holdt sit ord, hvis kaptajn Kirkby havde holdt sit. Omkring klokken halv et sendte jeg flere beskeder til Greenwich, hvor jeg bad om at komme os til undsætning, og affyrede et skud mod ham, men til ingen nytte. Vi tvivlede egentlig ikke på, at han ville slutte sig til os, for da han var omkring 5 km fra os, nærmede han sig med sit skib, og kiggede på, men både han og Ostenderen var så usle at svigte os, og efterlod os i et slag med barbariske og umenneskelige fjender, hvis sorte og blodige flag hang over os, uden mindste udsigt til at undgå at blive skåret i småstykker. Men i sit nådige forsyn besluttede Gud sig for noget andet; for uden at tage hensyn til deres overlegenhed kæmpede vi mod begge skibe i tre timer, hvorunder det største af dem blev ramt af nogle skud mellem vind og vand, hvilket fik hende til at holde sig tilbage for at stoppe sine lækager. Den anden gjorde alt, hvad den kunne for at komme ombord på vores skib, den roede med sine årer og var inden for en halv skibslængdes afstand fra os, men til alt held lykkedes det os at skyde alle dens årer i stykker, hvilket standsede dem og reddede vore liv.

Omkring klokken fire, hvor de fleste officerer og mænd på agterdækket enten var dræbte eller sårede, nærmede det største af skibene sig. Det var inden for et kabels længde og affyrede mange bredsider. Da der ikke var noget håb om at kaptajn Kirkby kom os til undsætning, forsøgte vi at komme ind til kysten; og selv om vi stak fire fod dybere end piraten, så magede Gud det således, at piraten stødte på grund, mens vi slap fri. Sådan mislykkedes hans andet forsøg på at komme ombord. Her havde vi en endnu voldsommere træfning end før. Alle mine officerer og de fleste af mine mænd viste sig overordentlig modige; og eftersom vi havde den betragtelige fordel, at vores bredside lå ud for hans forstavn, så kunne vi tilføje ham stor skade. Hvis kaptajn Kirkby var kommet til, så er jeg sikker på at vi kunne have taget begge to, for vi var lige ved at tage den ene af dem; men den anden pirat (som stadig beskød os) så, at Greenwich ikke tilbød at hjælpe os og forsynede sit ledsagerskib med tre både fulde af friske mænd. Omkring klokken fem om eftermiddagen stak Greenwich ud på det åbne hav og efterlod os kæmpende for livet i selve dødens gab. Det så den anden pirat, som varpede sig frem og slæbte sig afsted efter vores agterende; på dette tidspunkt var mange af mine mænd dræbte eller sårede, og vi kunne ikke gøre os forhåbninger om at undgå at blive myrdet af rasende, barbariske erobrere, så jeg beordrede alle der kunne til at gå i langbådene i skjul af røgen fra vores kanoner. Nogle kom ombord i bådene og andre svømmede, og de fleste af dem, der var i stand til det, kom i land ved syvtiden. Da piraterne kom ombord skar de tre af vore sårede mænd i småstykker. Sammen med nogle få af mine mænd hastede jeg til King’s Town, der lå 25 miles væk og hvortil jeg ankom næste dag, næsten død af udmattelse og blodtab, eftersom jeg havde fået et alvorligt står i hovedet fra en musketkugle.

I denne by hørte jeg, at piraterne havde tilbudt ti tusinde dollars til den, der udleverede mig til dem, hvilket mange af dem ville have gjort, men de vidste, at kongen og alle hans ledende mænd var på min side. I mellemtiden sørgede jeg for at sprede en historie om, at jeg var død af mine sår, hvilket lagde en dæmper på deres raseri. Omtrent 10 dage senere, da jeg var kommet mig ganske godt, og håbede at vore fjenders ondsindethed var ved at være drevet over, begyndte jeg at tænke over den bedrøvelige situation, vi befandt os i. Vi var på et sted, hvor der ikke var udsigt til at vi kunne komme med et skib hjem, og vi var alle nærmest nøgne, da vi ikke havde haft tid til at anskaffe os nye skjorter eller sko.

Vi fik lov til at gå ombord på piratskibene og fik garanti for frit lejde. Jeg kendte mange af deres ledere og nogle af dem havde sejlet med mig, hvilket var en stor fordel. For uanset deres løfte ville nogle af dem have skåret mig og alle, der ikke ville slutte sig til dem i småstykker, hvis ikke det havde været for kaptajnen, Edward England, og nogle andre som jeg kendte. De talte om at afbrænde et af deres skibe, som vi havde beskadiget så meget, at det ikke længere var til nogen nytte for dem, og i stedet sætte Cassandra i stand. Men til sidst lykkedes det mig at få dem til at forære mig det nævnte, beskadigede skib, der var hollandsk bygget og hed Fancy. Det var på omkring 300 tons og havde 129 baller af kompagniets stoffer.

De sejlede væk den 3. september, og med en nødmast og gamle sejl forberedte jeg mig på at gøre det samme den 8., sammen med 43 mænd fra mit mandskab, inklusive to passagerer og 12 soldater og med fem ton vand ombord. Efter en rejse på 48 dage ankom jeg hertil den 26. oktober, næsten nøgen og udsultet. Jeg havde kun fået en pint vand om dagen og vi havde næsten mistet ethvert håb om at se land igen, da der var vindstille mellem Arabiens kyster og Malabar. I alt blev 13 af vore mænd dræbt og 24 såret; vi fik at vide, at vi havde slået 90 eller 100 pirater ihjel. Da de forlod os, var de omkring 300 hvide og 80 sorte i begge skibe. Jeg er overbevist om, at hvis vort ledsagerskib Greenwich havde gjort sin pligt, så havde vi gjort det af med dem begge og hjembragt 200.000 pund til vore ejere og os selv. Tabet af Cassandra kan tilskrives hans svigt. Jeg har afleveret alle ballerne, som jeg fik, til kompagniets varehus, hvilket guvernøren og rådsforsamling har lovet mig en dusør for.

(...)

Kilde 6B: Kaptajn Teachs liv

Nedenstående tekst er en oversættelse af kapitlet om Kaptajn Teach (Blackbeard) fra Kaptajn Charles Johnsons bog A general history of the robberies & murders of the most notorious pirates fra 1724.

’ Edward Teach var født i Bristol, men havde i nogen tid sejlet ud fra Jamaica i kaperfartøjer under den seneste franske krig. Men selv om han ofte havde gjort sig bemærket med sin usædvanlige dristighed og sit personlige mod, fik han aldrig nogen kommando, indtil han begyndte at drive sørøveri, hvilket jeg mener var i slutningen af året 1716, da kaptajn Benjamin Hornigold, som han var i kompagniskab med indtil kort før Hornigold overgav sig, gav ham en slup, som han havde erobret.

I foråret 1717 sejlede Teach og Hornigold fra Providence til det amerikanske hovedland, og tog på deres vej en skib fra Havana med 120 tønder mel samt en slup fra Bermuda, Thurbar, Master, hvorfra de kun tog nogle gallons vin, og derefter lod ham gå; og et skib fra Madeira til South Carolina, hvor de fik et meget værdifuldt bytte.

Efter at have renset ud langs Virginias kyst vendte de tilbage til Vestindien, og på den 24. breddegrad kaprede de en stor fransk Guineafarer med kurs mod Martinique. Med Hornigolds tilladelse gik Teach ombord som kaptajn og sejlede i hende. Hornigold vendte tilbage til Providence med sin slup, hvor han, da kaptajn Rogers, guvernøren, ankom, overgav sig for at blive benådet i overensstemmelse med kongens ordrer.

Ombord på denne Guineafarer anbragte Teach 40 kanoner og døbte hende Queen Annes Revenge. Da han sejlede nær øen St. Vincent kaprede han et stort skib, Great Allen, hvor Christopher Taylor var kommandør. Piraterne plyndrede hende for alt, hvad de ville have, satte alle mænd i land på den
nævnte ø og satte så ild til skibet.

Et par dage senere stødte Teach på orlogsskibet Scarborough, der havde 30 kanoner, og som angreb ham i nogle timer; men hun fandt ud af at piraterne var godt udrustede og efter at de havde prøvet kræfter med hinanden opgav hun kampen og vendte tilbage til Barbados, som var hendes base, og Teach sejlede mod Spansk Amerika.

På sin vej mødte han et piratskib, en slup med ti kanoner anført en vis major Bonnet, en mand med ry for at være en gentleman, der ejede land på øen Barbados. Ham tilsluttede han sig. Men efter nogle få dage fandt Teach ud af, at Bonnet intet vidste om livet til havs og med hans egne mænds billigelse overdrog han kommandoen over Bonnets kanonbåd til en anden kaptajn, Richards, og tog majoren ombord på sit eget skib og sagde til ham, at eftersom han ikke var vant til dette arbejdes anstrengelser og krav, ville det være bedst for ham at give frivilligt afkald på det og leve bekvemt og som han havde lyst til på hans skib, hvor han ikke ville være forpligtet til at skulle udføre bestemte opgaver, men kunne gøre hvad han selv ville.

Ved Turniff, 50 kilometer fra Hondurasbugten, fik piraterne frisk vand ombord. Mens de lå for anker der så de en slup på vej ind, hvorpå Richards i sluppen Revenge kastede fortøjningerne og sejlede ud for at møde hende. Da hun så det sorte flag blive hejst strøg hun sine sejl og kom til kommandør Teachs agterstavn. Hun blev kaldt Adventure, var fra Jamaica, og David Harriot var hendes kaptajn. Piraterne tog ham og hans mænd over på det store skib og sendte nogle andre mænd sammen med Israel Hands, kaptajn på Teachs skib, over på sluppen for at bemande den og bruge den til pirateri.

Den 9. april forlod de Turniff efter at have ligget der omkring en uge, og sejlede til bugten hvor de fandt et skib og fire slupper. Tre af dem tilhørte Jonathan Bernard fra Jamaica og den sidste kaptajn James; skibet var fra Boston, hed Protestant Caesar, kaptajn Wyar havde kommandoen. Teach hejste det sorte flag og affyrede en kanonkugle, hvorefter Wyar og alle hans mænd forlod skibet og gik i land i deres båd. Teachs kvartermester og otte af hans mænd satte sig i besiddelse af Wyars skib, og Richards sikrede sig alle slupperne, hvoraf de brændte én af ren modvilje mod ejeren. De afbrændte også Protestant Caesar efter at de havde plyndret hende, fordi hun hørte hjemme i Boston, hvor otte mænd var blevet hængt for pirateri, men Bernards tre kanonbåde lod de gå.

Herfra sejlede fribytterne til Turkill og så til Grand Caymans, en lille ø omkring 150 km vest for Jamaica, og så til Havana, og derfra til skibsvragene ved Bahamas. Fra skibsvragene ved Bahamas sejlede de til Californien og kaprede en brigantine og to slupper på vejen, hvor de lå uden for spærringen til Charles Town i fem eller seks dage. Her kaprede de et skib under Robert Clarks kommando, som havde kurs mod London med nogle passagerer ombord, der skulle til England. Næste dag kaprede de endnu et fartøj på vej ud af Charles Town og to spidsgatter på vej ind i Charles Town, samt en brigantine med 14 negre ombord; alt dette skete lige uden for byen og skabte rædsel i hele provinsen Californien, der for ganske nylig havde haft besøg af Vane, en anden berygtet pirat, hvorfor de alle gik i panik og gav sig frygten i vold. Der lå otte sejlklare skibe i havnen, men ingen af dem vovede sig ud da det var næsten umuligt ikke at falde i deres hænder. Skibene på vej ind befandt sig i samme ulykkelige dilemma, hvorfor byens handel lå fuldstændig stille. Hvad der gjorde disse ulykker endnu værre for dem var, at kolonien havde været i en dyr krig med de indfødte, som netop var overstået da disse røvere begyndte at hjemsøge dem.

Teach tilbageholdt alle skibene og fangerne, og, da han var i bekneb for medicin, besluttede han sig for at forlange en kasse med medicin fra provinsens regering; derfor blev Richards, kaptajnen på Revenge, sammen med to eller tre andre pirater sendt afsted sammen med mr. Marks, en af de fanger, de havde taget på Clarks skib. De fremlagde på meget uforskammet vis deres krav og truede med, at hvis de ikke straks fik en kasse med medicin og hvis ikke piraternes sendebud fik lov til at vende uskadte tilbage, så ville de slå alle deres fanger ihjel, sende deres hoveder til guvernøren og sætte ild til de skibe, de havde taget.

Mens mr. Marks fremførte henvendelsen til rådsforsamlingen, gik Richards og de andre pirater offentligt rundt i gaderne, hvor alle kunne se dem. Indbyggerne glødede af harme og betragtede dem som røvere, mordere og bagmændene bag alle de ondsindede og undertrykkende handlinger, men de turde ikke så meget som tænke på at få hævn af frygt for at påføre sig selv nye katastrofer, så de var tvungne til at lade forbryderne gå ustraffede forbi. Regeringen brugte ikke lang tid på at overveje kravet, selv om det var den største fornærmelse, man kunne have udsat dem for, men for at redde mange menneskeliv (heriblandt mr. Samuel Wagg fra rådsforsamlingen) måtte de gå ind på betingelserne og sendte en kasse til en værdi af 300 eller 400 pund afsted og lod piraterne vende sikkert tilbage til deres skibe.

Så snart han havde fået medicinen og sine banditter tilbage slap Blackbeard (sådan kaldte man almindeligvis Teach, som vi herefter skal se) skibene og fangerne fri, efter han først havde taget deres guld og sølv til en værdi af 1500 pund sterling, samt proviant og andre ting.

Fra Charles Town sejlede de til North Carolina, kaptajn Teach i skibet som de kaldte et orlogsskib, kaptajn Richards og kaptajn Hands i slupperne, som de kaldte kaperskibe, og endnu en slup, der tjente dem som skibsjolle. Teach begyndte nu at tænke på at splitte selskabet op og sikre pengene og de bedste varer for sig selv og nogle af sine kompagnoner, som han stod på venskabelig fod med, og snyde resten. Under påskud af at sejle til Topsail Inlet for rengøring, fik han skibet til at løbe på grund, og så, som om det skete tilfældigt og uoverlagt, beordrede han Hands kanonbåd til at komme ham til hjælp og få ham fri, og da han forsøgte det sejlede han skibet op på stranden tæt på det andet, og så var begge tabte. Da dette var gjort, gik Teach op i skibsjollen med fyrre mænd og efterlod Revenge; så tog han sytten andre og efterlod dem på en lille sandø omkring 5 km fra hovedlandet, hvor der hverken var fugle, dyr eller urter som de kunne ernære sig ved. Der ville de være gået til grunde, hvis ikke major Bonnet to dage efter var kommet dem til undsætning.

Teach går op til North Carolinas guvernør med omkring 20 af sine mænd, overgiver sig i henhold til Hans Majestæts bekendtgørelse, hvilket han modtog et certifikat på fra hans excellence; men det virkede ikke som om at de gik ind på denne benådning på grund af nogen ændring i deres levemåde, men blot for at afvente et mere gunstigt tidspunkt til at spille det samme spil forfra, hvilket han snart efter gjorde med større sikkerhed for sig selv og med meget bedre udsigter til succes, da han på dette tidspunkt var kommet til rigtig god forståelse med Charles Eden, Esq, den ovennævnte guvernør.

Den første tjeneste, som denne venlige guvernør gjorde Blackbeard, var at give ham ret til det fartøj, han havde taget, da han drev pirateri i det store skib Queen Ann’s Revenge, til hvilket formål en søretsdomstol blev indkaldt i byen Bath. Selvom Teach aldrig havde haft nogen fuldmagt i sit liv, og sluppen tilhørte engelske købmænd og blev taget i fredstid, lød dommen at hun var et bytte taget fra spanierne af Teach. Disse sager viser, at guvernører kun er mennesker.

Før han sejlede ud på eventyr giftede han sig med en ung skabning på omkring seksten år, guvernøren udførte ceremonien. Som det er skik her at vies af en præst, så er det skik der at vies af en øvrighedsperson. Det var, så vidt jeg ved, Teach's fjortende kone, hvoraf omkring et dusin muligvis stadig lever. Hans opførsel var højst usædvanlig. Mens hans båd lå i Ocracoke Inlet, boede han sammen med sin kone på en plantage. Efter at have ligget med hende hele natten var det hans skik at invitere fem eller seks af sine brutale ledsagere til at komme i land, og tvinge hende til prostituere sig med dem, den ene efter den anden, lige foran ham.

I juni 1718 stak han til søs på en anden ekspedition og satte kurs mod Bermuda. Han mødte to eller tre engelske fartøjer på sin vej, men frarøvede dem kun deres proviant, varer og andre fornødenheder, som han havde brug for nu og her. Men nær den nævnte ø stødte han på to franske skibe, det ene fyldt med sukker og kakao og det andet uden last, begge med kurs mod Martinique. Det skib, der ikke havde nogen ladning, lod han slippe og satte alle mændene fra det ladede skib ombord på hende, mens han bragte det andet med sin last hjem til North Carolina, hvor guvernøren og piraterne delte rovet.

Da Teach ankom med sit bytte gik han og fire af hans besætningsmedlemmer til hans excellence og påstod, at de fandt det franske skib til søs uden en sjæl ombord på hende. Derefter blev en domstol indkaldt, som dømte om skibet: Guvernøren fik tres tønder sukker som udbytte og en Mr. Knight, der var hans sekretær og skatteopkræver for provinsen, tyve, mens resten blev delt mellem de andre pirater.

Sagen var endnu ikke afsluttet; skibet var der endnu, og det var muligt at en eller anden kunne sejle op langs floden, der måske kendte hende, og derved afsløre slyngelstregen. Men Teach udtænkte en måde at forhindre det på, og under foregivelse af, at hun var utæt, og at hun måske kunne synke og stoppe mundingen på indløbet eller vigen, hvor hun lå, fik han ordre fra guvernør om at føre hende ud i floden og sætte ild til hende, hvilket blev udført og hun blev brændt ned til vandkanten, hendes bund sank og med den deres frygt for at hun nogensinde ville stige op og dømme dem.

Kaptajn Teach, alias Blackbeard, tilbragte tre eller fire måneder i floden, undertiden liggende for anker i bugterne, til andre tider sejlede han fra et indløb til et andet, handlede med de skibe som han mødte for det bytte, han havde taget. Ofte gav han dem gaver for de varer og forsyninger, han tog fra dem; det vil sige, når han tilfældigvis var i gave-humør. Andre gange gjorde han som det passede ham og tog hvad han kunne lide uden at bede om lov, vel vidende at de ikke turde sende ham en regning. Han adspredte sig ofte med at gå i land blandt plantageejerne, hvor han slog sig løs nat og dag. De modtog ham godt, men om det skyldtes kærlighed eller frygt skal jeg ikke kunne sige. Undertiden behandlede han dem høfligt nok og gav dem gaver i form af rom og sukker til vederlag for det, han tog fra dem; men hvad angår de friheder (som man siger) han og hans ledsagere ofte tog sig med plantageejernes hustruer og døtre, vil jeg ikke udtale mig om, hvorvidt han betalte dem ad valorem eller ej. Andre gange bar han sig hovent ad og påtvang dem at betale ham skat, ofte tyranniserede han endog guvernøren, uden at jeg kan finde den mindste årsag til strid mellem dem, så det ser ud til at han kun gjorde det for at vise, at han turde gøre det.

Slupperne, der drev handel op og ned ad denne flod, blev så ofte plyndret af Blackbeard, at de rådførte sig med de handlende og nogle af de bedste af plantageejerne, om hvad der skulle gøres; de så klart, at det ville være forgæves at rette en ansøgning til guvernøren i North Carolina, som det ellers rettelig tilkom at rette op på tingene, så hvis de ikke kunne hjælpes andre steder fra, så ville Blackbeard kunne fortsætte med at herske ustraffet; derfor sendte de i al hemmelighed en deputation til Virginia for at fremlægge affæren for guvernøren for denne koloni og anmode om en væbnet styrke fra de orlogsskibe, der lå der, så de kunne fange eller uskadeliggøre denne pirat.

Denne guvernør rådførte sig med kaptajnerne på de to orlogsskibe, Pearl og Lime, der havde ligget i St. James-floden omkring ti måneder. Det blev aftalt, at guvernøren skulle leje et par små slupper og bemande dem med besætningen fra orlogsskibene; dette blev følgelig gjort og kommandoen over dem blev givet til Robert Maynard, første løjtnant på Pearl, en erfaren officer og en herre med stor tapperhed og beslutsomhed, som det vil fremgå af hans tapre adfærd på denne ekspedition. Bådene var velbemandede og udstyrede med ammunition og mindre våben, men fik ikke monteret kanoner.

Omkring tidspunktet for deres udrejse indkaldte guvernøren en forsamling, hvor det blev besluttet at offentliggøre en proklamation, der gav bestemte præmier til enhver person eller personer, der i løbet af det næste år tilfangetog eller uskadeliggjorde enhver pirat.

Den oprindelige proklamation, som vi har ved hånden, lyder som følger:

AF HANS MAJESTÆTS STEDFORTRÆDER, GUVERNØR OG ØVERSTBEFALENDE FOR KOLONIEN OG DOMINIONEN VIRGINIA, EN PROKLAMATION TIL OFFENTLIGGØRELSE AF DE BELØNNINGER DER GIVES FOR AT PÅGRIBE ELLER DRÆBE PIRATER.

Under henvisning til en forsamlingslov, der blev vedtaget på et forsamlingsmøde, påbegyndt i hovedstaden Williamsburgh, den ellevte dag i november, i det femte år af Hans Majestæts regering, med titlen ”En lov til tilskyndelse af anholdelse og uskadeliggørelse af pirater”: Det blev blandt andet vedtaget, at enhver person eller personer, der fra og med den fjortende november i det Herrens år et tusinde syvhundrede og atten og inden den fjortende november i det Herrens år et tusinde syv hundrede nitten, der fanger en hvilken som helst pirat eller pirater, på havet eller på land, eller i tilfælde af modstand dræber enhver sådan pirat eller pirater mellem den fireogtredivte og niogtredivte nordlige breddegrad inden for en afstand af femhundrede kilometer fra Virginias fastland eller inden for provinserne Virginia eller North Carolina, efter at have fremlagt gyldige beviser for at have dræbt en hvilken som helst pirat eller pirater overfor guvernøren og rådet, er berettiget til at modtage fra de offentlige penge i denne kolonis skatmester hånd følgende belønninger; det vil sige for Edward Teachs vedkommende, der ofte kaldes Kaptajn Teach eller Blackbeard, hundrede pund; for hver anden kommandør på et piratskib, slup eller fartøj, fyrre pund; for hver løjtnant, kaptajn eller kvartermestre, bådsmand eller tømrer, tyve pund; for enhver anden underordnet officer, femten pund, og for hver privatperson, der fanges ombord på sådan et skib, slup eller fartøj, ti pund; og at der for hver pirat, der fanges på et hvilket som helt skib, slup eller fartøj, der tilhører denne koloni eller North Carolina inden for ovennævnte tidsrum, hvor som helst, udbetales lignende belønninger i henhold til disse piraters kvalitet og tilstand. Derfor, til opmuntring af alle de personer, der er villige til at tjene hans Majestæt og deres land i et så retfærdigt og hæderligt foretagende som bekæmpelsen af en type mennesker, der virkelig kan kaldes fjender af menneskeheden: Har jeg fundet det passende, efter Hans Majestæts Råds anbefaling og samtykke, at udstede denne proklamation, der hermed erklærer, at de nævnte belønninger skal betales punktligt og retfærdigt i Virginias gældende valuta, i henhold til anvisningerne i den nævnte lov, og jeg befaler og tilsiger, at denne proklamation offentliggøres af sherifferne i deres respektive amtshuse og af alle præster og oplæsere i de mange kirker og kapeller i hele denne koloni.

Givet på vores råds kammer i Williamsburgh den 24. dag i november 1718, i det femte år af Hans Majestæts regeringstid. GUD BEVARE KONGEN. A. Spotswood.

Den 17. november 1718 sejlede løjtnanten fra Kicquetan i James River i Virginia, og den 21. om aftenen ankom han til mundingen ved indløbet til Ocracoke, hvor han fik øje på piraten. Denne ekspedition blev foretaget med al tænkelig diskretion, og officeren gik frem med al den forsigtighed, der var nødvendig, idet han forhindrede alle både og fartøjer, han mødte i floden, fra at sejle op ad den og derved forhindrede enhver efterretning i at nå Blackbeard, og han fik dem alle til at aflægge rapport om, hvor piraten lurede. Men på trods af denne forsigtighed havde Blackbeard fået oplysninger om planen fra provinsens excellence. Dennes sekretær, hr. Knight, skrev et brev til ham om det, hvori han tilkendegav, at han havde sendt ham fire af sine mænd, hvilket var alt han kunne undvære i eller omkring byen, og bad ham om at være på vagt. Disse mænd tilhørte Blackbeard og blev sendt fra Bath Town til Ocracokes indløb, hvor sluppen lå, hvilket er omkring 100 km.

Blackbeard havde modtaget flere rapporter, der viste sig ikke at være sande og derfor lagde han ikke særlig megen vægt på denne, indtil han så slupperne, hvorpå han satte sit fartøj i forsvarsstilling; han havde ikke mere end femogtyve mand om bord, skønt han fortalte alle de fartøjer, han talte med, at han havde fyrre. Da han havde forberedt sig på kamp, satte han sig ned og tilbragte natten med at drikke med skibsføreren på en handelsslup, som, mente man, lavede flere forretninger med Teach end han burde have gjort.

Løjtnant Maynard lå for anker, da der var lavvandet og kanalens løb kringlet, så der var der ingen måde at komme ind til det sted, hvor Teach lå den nat; men om morgenen overvejede han situationen og sendte sin båd foran slupperne til sundet; og da han var indenfor piratens skudvidde blev der afsendt kugler mod ham, hvorpå Maynard hejste kongens farver og styrede direkte imod ham så godt som hans sejl og årer tillod. Blackbeard kappede fortøjningen og forsøgte at kæmpe mens han flygtede og han fastholdt en kontinuerlig ild mod hans fjender med sine kanoner. Hr. Maynard, der ikke havde nogen kanoner, sørgede for konstant beskydning fra mindre våben, mens hans andre mænd arbejdede ved årerne. Efter kort tid løb Teach's slup på grund og hr. Maynards tog mere vand ind end piratens, så han kunne ikke komme nær ham; så ankrede han op inden for et halvt pistolskuds afstand fra fjenden, og for at gøre sit fartøj lettere, så han kunne komme ombord, beordrede løjtnanten, at al ballast skulle kastes over bord og vandet ledes ud, så afvejede han og stod foran ham, hvorpå Blackbeard anråbte ham på denne uforskammede måde: 'Fanden tage jer skurke, hvem er I? Og hvor er I kommet fra?' Løjtnanten svarede ham: 'Du ser måske ud fra vores farver, at vi ikke er pirater' Blackbeard bad ham sende sin båd om bord, så han kunne få at se, hvem han var, men hr. Maynard svarede således: 'Jeg kan ikke undvære min båd, men jeg kommer til at gå ombord, så snart som jeg kan med min slup.’ Herefter tog Blackbeard et glas spiritus og skålede med disse ord: 'Må min sjæl blive fordømt, hvis jeg skåner dig eller bliver skånet af dig’. Som svar på det sagde hr. Maynard, at han ikke forventede at blive skånet af ham og heller ikke havde tænkt sig at skåne ham.

På dette tidspunkt flygtede Blackbeards slup, mens hr. Maynards slupper roede imod ham. De var ikke mere end en fod høje i taljen og følgelig var alle mændene udsatte, da de kom tæt på hinanden (hidtil havde der været få eller ingen tab på hver side). Piraten affyrede en bredside, ladet med alskens små skud. Et fatalt slag, for i den slup som løjtnanten var i blev tyve mænd dræbt og såret, og i den anden slup ni. Dette kunne ikke afhjælpes, for da der ingen vind var, var de tvunget til at holde sig til deres årer, ellers ville piraten undslippe, og det var løjtnanten tilsyneladende fast besluttet på at forhindre.
Efter dette uheldige slag, ramte Blackbeads slup med bredsiden mod kysten mens hr. Maynards anden slup, som blev kaldt Ranger, faldt agterud og den var for nuværende ukampdygtig. Løjtnanten, der så at hans egen slup kom fremad og at han snart ville være ombord på Teachs skib, beordrede alle sine mænd ned af frygt for en ny bredside, som kunne have tilintetgjort dem og ført til opgivelsen af deres ekspedition. Hr. Maynard var den eneste person, der holdt sig på dækket undtagen manden ved roret, som han beordrede til at lægge sig ned for sin sikkerheds skyld, og mændene i lastrummet fik besked på at holde deres pistoler og sværd klar til nærkamp og komme op på hans befaling, til hvilket formål to stiger var placeret i lugeåbningen, så det kunne gå hurtigt. Da løjtnantens slup entrede den anden, kastede kaptajn Teachs mænd med adskillige nye slags granater, nemlig flasker fyldt med krudt og små skud, kugler og småstykker af bly eller jern, som hurtigt antændes af en lunte i mundingen, der løber ind i flasken til pulveret og som øjeblikkeligt kastes ombord, hvor de generelt gør stor skade, udover at skabe stor forvirring blandt hele besætningen; men takket være forsynet havde de ikke den virkning her, fordi mændene befandt sig i lastrummet, og da Blackbeard kun så få eller ingen mænd ombord sagde han til sine mænd, at de alle ”havde fået øretæver, undtagen tre eller fire og lad os derfor,’ sagde han, ’hoppe ombord og skære dem i småstykker.’

Derefter gik Blackbeard, under dække af røgen fra en af de nævnte flasker, med fjorten mænd over boven på Maynards slup og blev ikke set af ham, før luften var klar igen; lige netop da gav han et signal til sine mænd, som alle kom op øjeblikkeligt og angreb piraterne med så stor tapperhed som man nogensinde havde set ved sådan en begivenhed. Blackbeard og løjtnanten affyrede deres pistoler mod hinanden, hvorved piraten blev såret, derefter optog de kampen med sværd indtil løjtnantens ulykkeligvis knækkede. Da Maynard trådte tilbage for at spænde hanen på en pistol, slog Blackbeard straks ud efter ham med sin huggert, men en af Maynards mænd gav ham et frygteligt sår i nakken og halsen, så løjtnanten slap med et lille snit over fingrene.

Nu befandt de sig i en hed nærkamp, løjtnanten og tolv mænd mod Blackbeard og fjorten, indtil havet blev farvet rødt af blod rundt om fartøjet. Blackbeard blev ramt af et skud mod kroppen fra den pistol, som løjtnant Maynard affyrede, men alligevel holdt han stand og kæmpede med stort raseri, indtil han havde fået fem og tyve sår, fem af dem stammede fra skud. Til sidst, mens han var ved at lade en ny pistol efter at have affyret adskillige skud, faldt han død om. På det tidspunkt var otte ud af de fjorten faldet; og alle de andre, der var hårdt sårede, sprang over bord og bad om nåde, hvilket de fik, skønt det kun forlængede deres liv nogle få dage. Sluppen Ranger dukkede op og angreb de mænd, der stadig var i Blackbeards slup med lige så stor tapperhed, indtil de også bønfaldt dem om at vise nåde.

Dette var enden for det modige umenneske, som verden måske ville have regnet for en helt, hvis han havde han tjent en god sag; hans endeligt, der var af så stor betydning for plantageejerne, skyldtes ene og alene løjtnant Maynard og hans mænds adfærd og tapperhed. De kunne have gjort det af med ham med langt mindre tab, hvis de havde haft et skib med store kanoner, men de var nødsaget til at bruge små fartøjer, fordi de smuthuller og steder han lurede i ikke gav plads til mere dybtgående skibe; og det var ikke så lidt vanskeligt for denne gentleman at nå hen til ham, da han mindst hundrede gang var stødt på grund med sit skib, da han sejlede op ad floden, hvilket, foruden andre tilbageslag, ville have været nok til at have fået enhver gentleman, der var mindre beslutsom og dristig end denne løjtnant, til at vende om uden vanære. Bredsiden, der gjorde så stor fortræd før de gik ombord, reddede sandsynligvis resten fra tilintetgørelse; for inden den havde Teach ringe eller intet håb om at undslippe, og havde derfor placeret en handlekraftig fyr, en neger, som han havde opdraget, med en tændt lunte i krudtrummet med ordre om at sprænge det i luften, når han blev beordret til det, hvilket var så snart løjtnanten og hans mænd havde entret, sådan at han kunne tilintetgøre sine erobrere, og da negeren fandt ud af, hvordan det gik med Blackbeard, kunne han næppe tales fra den hasarderede handling af de to fanger, som befandt sig i sluppens lastrum.

Hvad der virker lidt underligt er, at nogle af disse mænd, der opførte sig så modigt mod Blackbeard, bagefter selv kastede sig over pirateriet, og en af dem blev fanget sammen med Roberts; men jeg ved ikke noget om, hvordan det endte med dem undtagen en, der blev hængt, men dette er en digression.

Løjtnanten sørgede for, at Blackbeards hoved blev skilt fra hans krop og hængt op ved bovspryden, så sejlede han til Bath Town for at skaffe hjælp til sine sårede mænd.

Det skal bemærkes, at der ved ransagningen af piratens slup blev fundet flere breve og skriftlige papirer, der afslørede korrespondancen mellem guvernør Eden, sekretæren og skatteopkræveren, samt nogle handlende i New York og Blackbeard. Det er sandsynligt, at han agtede sine venner for højt til at han ville have destrueret disse papirer inden slaget, for at forhindre dem i at falde i hænderne hos nogle, hvor afsløringen ikke ville være nyttig, hverken for disse fine herrers interesser eller ry, hvis det ikke havde været hans faste beslutning at sprænge det hele i luften, da han ikke fandt nogen mulighed for at flygte.

Da løjtnanten kom til Bath Town dristede han sig til at beslaglægge de tres fade sukker fra guvernørens lagerbygning og de tyve fra den retskafne hr. Knight, hvilket var deres andel af det bytte, der blev taget fra franskmændenes skib; sidstnævnte overlevede ikke længe denne skammelige afsløring. Af angst for at han måske blev kaldt ind for at redegøre for disse bagateller, blev han syg og døde i løbet af et par dage.

Da de sårede mænd var kommet sig nogenlunde, sejlede løjtnanten tilbage til orlogsskibene i James River, Virginia, stadig med Blackbeards hoved hængende fra bovspryden og femten fanger, hvoraf tretten blev hængt. Det viste sig ved retssagen, at en af dem, nemlig Samuel Odeil, blev taget fra handelssluppen natten før træfningen. Denne stakkels fyr var lidt uheldig med sin første indtræden i sit nye erhverv, der sås ikke mindre end halvfjerds sår på ham efter træfningen, men han overlevede alligevel og alle sårene helede. Den anden person, der undslap galgen var Israel Hands, skipper på Blackbeards slup og tidligere kaptajn på samme inden Queen Ann’s Revenge gik tabt i Topsail Inlet.

Den førnævnte Hands havde ikke været med i kampen, men blev fanget bagefter på land i Bath Town, efter at han nogen tid før var blevet gjort til krøbling af Blackbeard i en af dennes vilde sindstilstande. Det skete på følgende måde: En nat da han drak i sin hytte med Hands, styrmanden og en anden mand, trækker Blackbeard uden forudgående provokation i skjul et par små pistoler frem og spænder hanen på dem under bordet. Da det blev opdaget af manden trak han dem tilbage, gik op på dækket og forlod Hands, styrmanden og kaptajnen sammen. Da pistolerne var klar, slukkede han lysene, krydsede sine hænder og affyrede dem mod sit selskab; Hands, skipperen, blev skudt gennem knæet og lammet for livet; den anden pistol gik ikke af. Da han blev spurgt om hvad dette skulle betyde, svarede han kun, mens han forbandede dem, at hvis han ikke af og til dræbte en af dem, ville de glemme hvem han var.

Da Hands var blevet fanget kom han for retten og kendtes skyldig, men netop som han skulle henrettes, ankom et skib til Virginia med en proklamation om forlængelsen af tidsfristen for Hans Majestæts benådning af de pirater, som overgav sig indenfor proklamationens begrænsede tidsfrist. Trods dommen bad Hands om benådning og den blev tilkendt ham, så han nu er i London, hvor han lever af tiggeri.

Nu hvor vi har givet en redegørelse for Teachs liv og handlinger, vil det være på sin plads at tale om hans skæg, da det bidrog ikke så lidt til at give ham så frygtindgydende et navn i disse områder.

Plutarch og andre seriøse historikere har lagt mærke til, at adskillige store mænd blandt romerne tog deres efternavne fra visse påfaldende træk i deres ansigter; som Cicero tog det fra et mærke på næsen, således antog vores helt, Kaptajn Teach, øgenavnet Blackbeard fra den store mængde hår, der ligesom en faretruende meteor dækkede hele hans ansigt og skræmte Amerika mere end nogen komet, der havde vist sig der i lang tid.

Dette skæg, som var sort, lod han vokse i en ekstravagant længde; hvad angår bredden gik det helt op til hans øjne. Han plejede at sno det med bånd, i små haler, som en piskeparyk, og vende dem rundt om sine ører. Når han var på togt bar han en slynge over skuldrene med tre pistoler i, der hang i hylstre som et patronbælte, og han stak tændte lunter under sin hat, der sås på hver side af hans ansigt, og hans øjne var naturligvis vilde og rasende. Dette gjorde ham alt i alt til en sådan figur, at ingen har fantasi nok til at udmale en af helvedes rædsler, der skulle se mere frygtindgydende ud.

Var hans udseende forfærdeligt, så var det i overensstemmelse med hans temperament og lidenskaber. Vi skal fortælle om to eller tre flere af hans udskejelser, som vi udelod i hoveddelen af hans historie, hvoraf det vil fremgå, hvilket højdepunkt af ondskab den menneskelige natur kan nå, hvis dens lidenskaber ikke holdes i skak.

I piraternes samfund bliver den, der går længst i ondskab betragtet med en slags misundelse af de andre som en person af usædvanlig tapperhed, hvilket berettiger ham til at blive udmærket med en særlig stilling, og hvis en sådan ikke ejer andet end mod, så regnes han bestemt for at være en stor mand. Den helt, vi skriver om, var fuldendt i denne henseende og nogle af hans ondskabsfulde indfald var så ekstravagante, så det ser ud som om han ville have sine mænd til at tro, at han var den skinbarlige djævel; for en dag, han var på havet og lidt ør af drikkeri, sagde han 'Kom, lad os lave vores eget helvede og prøve, hvor længe vi kan holde det ud. ’ Derfor gik han, sammen med to eller tre andre, ned i lastrummet, lukkede alle lugerne og fyldte flere gryder med svovl og andet brændbart stof, satte ild til det og fortsatte indtil de næsten blev kvalt, hvorpå nogle af mændene råbte om luft; omsider åbnede han lugerne og var ikke så lidt tilfreds med, at han havde holdt ud længst.

Natten før han blev dræbt, sad han oppe og drak indtil morgenstunden med nogle af hans egne mænd og skipperen fra et handelsskib. Han havde fået efterretninger om de to slupper, der kom for at angribe ham, som det allerede har været nævnt. En af hans mænd spurgte ham, om hans kone vidste, hvor han havde begravet sine penge, hvis der skulle ske ham noget under træfningen med slupperne? Han svarede, at ingen undtagen han selv og djævelen vidste, hvor det var, og den af dem, der levede længst kunne tage det hele.

De af hans besætning, der blev taget i live, fortalte en historie, der kan synes lidt utrolig, men vi mener, det ville være urimeligt at udelade den, da vi har det fra deres egne munde. En gang på en sejlads fandt de ud af, at de havde en mand mere ombord end deres besætning, en mand der blev set blandt dem gennem flere dage, undertiden under og nogle gange på dækket, men ingen af skibets mænd kunne sige, hvem han var, eller hvorfra han kom, blot at han forsvandt lidt før de led skibbrud med deres store skib; men det virker som de rent faktisk troede, at det var Djævelen.

Man skulle tro, at disse ting ville få dem til at ændre deres liv, men med så mange syndere sammen, opmuntrede og opgejlede de hinanden i deres ondskab, hvilket deres vedvarende drikkeri bidrog ikke så lidt til; for Blackbeards dagbog, der blev fundet, indeholdt flere optegnelser af følgende art, skrevet med hans egen hånd: ‘Sikken en dag, rommen er sluppet op: - vores mandskab temmelig ædru: - En forbandet forvirring iblandt os! – slynglerne lægger planer; - megen tale om opsplitning. – Så jeg søgte nøje efter bytte; - sikken dag, jeg tog et, med en masse spiritus om bord, så vores mandskab holdt sig opstemt, forbandet opstemt, så gik alting godt igen.’

Således forløb disse uslinges liv, med megen lidt glæde eller tilfredshed, i besiddelse af ting, de med vold havde taget fra andre og som de var dømte til at betale for i sidste ende ved en vanærende død.

Navnene på piraterne, der blev dræbt i træfningen er som følger:

• Edward Teach, kaptajn
• Phillip Morton, kanonér
• Garrat Gibbens, bådsmand
• Owen Roberts, tømrer
• Thomas Miller, kvartermester
• John Husk
• Joseph Curtice
• Joseph Brooks (1)
• Nath. Jackson

Resten, på nær de to sidste, blev sårede og derefter hængt i Virginia.

• John Carnes
• Joseph Brooks (2)
• James Blake
• John Gilis
• Thomas Gates
• James White
• Richard Stiles
• Caesar
• Joseph Philips
• James Robbins
• John Martin
• Edward Salter
• Stephen Daniel
• Richard Greensail
• Samuel Odel, frikendt
• Israel Hands, benådet

I piraternes slupper og på land i et telt, nær hvor slupperne lå, fandtes femogtyve fade med sukker, elleve terts, og hundrede femogfyrre poser kakao, en tønde indigo og en balle bomuld der, sammen med det der blev taget fra guvernøren og sekretæren samt salget af sluppen, løb op i 2500 pund ud over de belønninger, der udbetales af guvernøren i Virginia i henhold til hans proklamation. Alt blev delt mellem mandskabet i de to skibe, Lime og Pearl, der lå i James River, til de tapre fyre, der ikke tog mere af udbyttet end de andre og fik det udbetalt inden for disse tre måneder.

Kilde 6C: Barnaby Slush om piratvæsnet

Uddrag fra Barnaby Slushs forord til sin bog The Navy Royal: Or, a Sea Cook Turn’d Projector; Containing a few Thoughts, about Manning our Ships of War with the best of Sailors, without Violences, and in the most pleasing manner: According to the Fourth Article of a late Proposal Publish’d by our Worthy Chaplain of Her Majesty’s Ship the Lyme fra 1709. Barnaby Slush arbejdede som skibskok i den britiske flåde.

’ Årsagen til alt den afsky og modvilje, som britiske og alle andre sømænd har overfor tjenesten i vores flåde, kommer ikke så meget af manglen på nye projekter og store forslag, som af mangel på ægte disciplin eller en grundig overholdelse af de love, regler og ordrer, der allerede er etableret.

Her ligger skylden og utilstrækkeligheden, og ikke hos vores senat eller regering, som, det skal siges til deres ære, har gjort de skønneste fremskridt til fremme af Mars’ sønner på begge elementer, større end enhver epoke, som vores optegnelser beretter om, siden de dage, hvor jordejere blev tilskuere til de slag, som det degenererede Rom fik deres gladiatorer til at udføre; Jeg siger, at siden denne retskafne periode, kan intet århundrede prale af skønnere forbedringer end vi har i dag takket være vor berømte dronnings gavmildhed og folkets glædelige bidrag. Og alligevel må det med stor beklagelse tilmed siges, at aldrig har bestræbelserne mindre svaret til de vigtige formål, som var deres hensigt; for (som det vil fremgå af de følgende ark) mens himlen og Hendes Majestæt på den ene side bestræber sig på dagligt at udøse flere og flere velgerninger over os, så gør nogle mænds infernalske planer og handlinger dem alle uvirksomme: Så mens vi på fjern afstand gør os store tanker og danner os et smigrende billede af vore anliggenders besværligheder, så finder vi, når vi undersøger sagen nærmere, at det forholder sig direkte omvendt: Vi har gode lønninger, men dårlige kasserere; gode hospitaler, men dårlig pleje; generøse præmier, men små andele, mange kirurger, men få kurer; og vi har pragtfulde overdådige officerer, men lurvede og sultende søfolk.

Kan noget være mere provokerende end alt dette, især når sømænd tænker over (for det har de gjort), at alle disse uretfærdigheder og byrder udgår fra de selvsamme mænd, som af alle burde udvise den ømmeste omsorg for dem; de ser og opdager, at det er dem selv, der skal gennemgå alle disse ting; at det kun er dem, der slider, holder udkig og faster, mærker væden, kulden og alle andre trængsler i en søfarers liv; mens deres ledere sidder og mæsker sig og opfedes i bekvemmelighed og luksus, uden hensyn til sømændenes behov og uden tanke på andet end hvordan man kan fratage dem livets nødvendigheder.

Pirater og fribyttere er fyrster for sådanne kreaturer, hos dem er ingen nemlig undtaget fra den fælles slid og fare; så hvis lederen får en andel, der er større end hans kammeraters, så er det fordi han altid går forrest i ethvert dristigt forehavende; og alligevel, så tapper han end er i alle andre forehavender, tør han ikke krænke de fælles love om ligestilling; enhver partner får sit retmæssige andel og der ikke er brug for at appellere til en civilret. Således er disse Hostes Humani generis [1], hvor store røvere de end er i alle andres øjne, netop lige indbyrdes; uden dette kunne de ikke eksistere længere end en bygning kunne eksistere uden et fundament; men vores mere ukultiverede barbarer langer ud efter alle; og hvis der bare er det mindste brok, så kaldes det mytteri og straks er staklen massakreret.

Vore lovgivere har faktisk været meget tydelige og helt igennem ubøjelige i deres paragraffer om mytteri, og det er godt; men det ville være uendelig meget bedre, hvis den samme strenghed blev anvendt mod dem, der er den primære eller første grund til det. ’

• [1] Fjender af menneskeheden. Oversætterens anmærkning.

Kilde 6D: To historikere om Pirateriets Guldalder

Nedenstående uddraf stammer fra side 8/9 i historiker Marcus Redikers bog Villains of all nations. Atlantic Pirates in the Golden Age fra 2012(2004).

‘The pirates of the 1720s and 1720s were among the greatest ever in the long history of robbery by sea. They stood at the very pinnacle of what is called the golden age of piracy, which spanned the period from roughly 1650 to 1730. This era featured three distinct generations of pirates: the buccaneers of 1650-80, the mostly Protestant sea dogs of England, northern France, and the Netherlands, exemplified by the Jamaica raider Henry Morgan, who hunted wild game on deserted islands and attacked the ships of Catholic Spain; the pirates of the 1690s, the generation of Henry Avery and William Kidd, who moved into the Indian Ocean and built a pirate base on the island of Madagascar; and finally the subjects of this book, the pirates of the years 1716-1726, who were the most numerous and successful of the three. They were epitomized by Edward Teach and Bartholomew Roberts, who attacked the ships of all nations and created a crisis in the lucrative Atlantic system of trade.’

Nedenstående uddrag stammer fra side 150/153 i historiker Angus Konstams bog Pirates. The complete history from 1300 BC to the present day fra 2008.

‘In recent years the period of piratical history from roughly the start of the eighteenth century until about 1739 has been dubbed the golden age of piracy. Some historians have narrowed it down even further. (...) In the end it is all subjective, as the parameters we use to define the period are a matter of personal opinion. What everyone agrees on is that during the first decades of the eighteenth century there was a marked increase of piratical activity in the waters of the Americas, off the African coast and in the Indian Ocean. The phrase “golden age” is therefore a useful historical shorthand to describe this phenomenon. (...) By 1725-1730 at the latest the “age“ had passed, and all that remained was the romanticized view of a past era.’

Kilde 6E: Uddrag fra retsprotokol. Boston, 1718.

Retsprotokollen bærer titlen The Trials of eight persons indited for piracy &c. Of whom two were acquitted, and the rest found guilty. At a justiciary Court of Admiralty assembled and held in Boston within His Majesty's province of the Massachusetts-Bay in New-England, on the 18th of October 1717. And by several adjournments continued to the 30th. Pursuant to His Majesty's commission and instruction, founded on the act of Parliament made in the 11th. & 12th of King William IIId. Intituled, An act for the more effectual suppression of piracy. : With an appendix, containing the substance of their confessions given before His Excellency the governour, when they were first brought to Boston, and committed to goal.
Van Vorst, Simon, b. 1692 or 3., Massachusetts. Court of Admiralty.

Den blev trykt af Boston B. Green, for John Edwards i Boston, 1718. Følgende er et uddrag af protokollen der kan læses i sin helhed på kortlink.dk/xp5f .

’ Der fremførtes ingen indvendinger fra eller på vegne af fangerne imod, at deres retssag ikke skulle kunne begynde med det samme: Tiltalen blev igen læst op.

Kongens advokat bemærkede til fangerne, der nu var for retten, at hvis de havde noget at sige eller fremføre imod tiltalen, var det nu den rette tid til at gøre det. Og derpå anmodede deres sagfører om at en vis Thomas Davis, en fange i Boston Goal, blev bragt til domstolen og fik lov til at aflægge et vidneudsagn på fangernes vegne; og med henblik herpå bad han om, at deres retssag kunne blive udsat indtil den nævnte Davis kunne afgive sin vidneforklaring. Denne begæring blev afvist af domstolen, efter at adskillige myndighedspersoner på generaladvokatens opfordring havde fremført, at den nævnte Davis ikke lovligt kunne tillades at vidne for fangerne, idet han var anklaget for de samme forbrydelser som de var sigtet for, selv om han ikke var dømt, men blot sad i forvaring. Derfor besluttede domstolen at fortsætte retssagen mod fangerne uden yderligere forsinkelse; og derefter opgav deres sagfører dette forehavende. Derpå holdt generaladvokaten en tale til domstolen med følgende hensigt.

Måtte det behage Deres Excellence,

Fangerne på bænken er anklaget for i flere tilfælde at stå bag pirateri, røveri og andre forbrydelser, som de har begået på det tidspunkt og sted, og på den måde, der er anført i de enkelte punkter i anklageskriftet, som de har erklæret sig uskyldige i. Det er derfor min pligt, for at de kan blive dømt for de grusomme forbrydelser, som de er tiltalt for, først at vise, at de kendsgerninger der er anført i tiltalen beviser deres pirateri, røveri og andre forbrydelser; og for det andet, at hver og en af dem er skyldige i disse kendsgerninger; Og hvis det tydeligt fremgår for Deres Excellence & Hans Majestæts ærede kommissærer, der nu er forsamlede i retten, at begge disse punkter bevises af de stærkeste og mest overbevisende bevismaterialer, som en sag af denne art giver mulighed for, så tvivler jeg ikke på, men er ud fra en dyb og ærefrygtindgydende følelse af jeres pligt overfor Gud og kongen, en inderlig bekymring for menneskehedens fælles rettigheder og interesser, for Hans Majestæts gode undersåtters sikkerhed i disse fjerntliggende egne, for bevarelsen og sikringen af deres handel, for denne kolonis omdømme og for Deres Excellences kloge og lykkelige administrations ære, sikker på at I enstemmigt anklager og dømmer dem til at lide den straf, som loven kræver og som deres forbrydelser retfærdigvis fortjener.

Selvom ordet pirat i dets oprindelige og ægte betydning blot betegner en søfarende person, da det først blev opfundet og brugt af et folk, jeg mener grækerne, der i tidlige og barbariske tidsaldre, længe før Solon og Lykurg havde udtænkt deres love, eller Athen var blevet lærdommens sæde, der mente at det ikke bare var lovligt, men ærværdigt at udøve pirateri og hærge på deres have, så har alle nationers love, der har vundet indpas i egentlige regeringer, defineret og erklæret en pirat som en fjende af menneskeheden.

Og derfor kan han ikke kræve beskyttelse af nogen fyrster, privilegier i nogen lande eller nyde fordelene ved nogen som helst love; han nægtes den fælles menneskelighed og selve de naturlige rettigheder. Man kan ikke tro ham, love ham noget eller lade ham aflægge ed og han skal ikke behandles anderledes end et vildt og grusomt dyr, som ethvert menneske har lov til at slå ihjel. Quippe adversus Latrones, & c. Det vil sige, at alle personer, ud fra den ret de har til at beskytte menneskeheden i almindelighed, kan og bør drage sværdet mod røverne, som ingen mennesker kan have omgang med eller være i sikkerhed for. Enhver, der finder mig, skal slå mig ihjel, lyder naturens stemme. Derfor skal skyldfølelsen være afmægtig, når man ihjelslår sådanne ugudelige uslinge, der har givet afkald på naturens og samfundets rettigheder, og bekendtgjort at de lever i modsætning til reglerne for retfærdighed og fornuft, som er målestokken for menneskenes handlinger, der får dem til gensidigt at støtte og beskytte hinanden. Og for at afrunde dette monsters hadefulde karakter kan det siges, at han måske er den eneste kriminelle på jorden, hvis forbrydelse ikke kan benådes eller hvis straf ikke kan eftergives af nogen fyrste eller stat uanset hvad. For da en pirat både er en fjende af og en fare for alle samfund, idet han afskærer og ødelægger de bånd, der skal sikre dem mod vold og skade, har hver myndighed ret til at insistere på kompensation og på at han straffes. Det er sandt, at nationernes love ikke holder fyrsterne ansvarlige for de plyndringer og røverier, som deres undersåtter begår mod andre fyrsters undersåtter, medmindre de kendte til dem og samtykkede, men de er udtrykkeligt forpligtet af disse love og generelt af deres egne traktater på at straffe eller udlevere sådanne lovovertrædere til straf, og hvis de forsømmer eller nægter at gøre det, retfærdiggør det en krigserklæring, hvilket man har set mange eksempler på i historien.

I sig selv er pirateri en blanding af forræderi, undertrykkelse, mord, attentat, røveri og tyveri, men betegner derudover en forbrydelse, der udføres på åbent hav, eller en del deraf, hvorved den bliver mere grusom,

For det første fordi den foregår på fjerntliggende og ensomme steder, hvor de svage og forsvarsløse ikke kan forvente nogen hjælp eller undsætning; og hvor disse skrupsultne rovdyr kan hærge uforstyrrede, fordi deres ondskab hærdes af deres håb om straffrihed og om for evigt at være skjult for den hævnende retfærdigheds øjne og hænder. En af de mest skærpende omstændigheder ved en forbrydelse er, hvis den begås på en måde som gør det vanskeligt at forhindre eller opdage forbryderen. Der blev tyveri i marken straffet hårdere end tyveri i et hus iflg. Guds lov.

Og den, der lå og ventede på sin nabo og dræbte ham, skulle tvinges bort fra helligdommen og slås ihjel uden medlidenhed. I henhold til romersk lov straffes ethvert hemmeligt forsøg på at tage en mands liv ved mord, gift eller på andre måder med døden. Det samme gælder for tyveri af tøj på badesteder. Og både ud fra denne og ud fra den guddommelige lov kan en nattetyv lovligt dræbes. Ea sunt animadvertenda peccota Maxime, que difficillime precavcntur. Det betyder, at de forbrydelser, som ikke uden de største vanskeligheder kan forhindres, bør straffes med den største strenghed [1].

En anden forværring af denne forbrydelse er, at de ulykkelige personer som den går ud over, er de mest uskyldige i sig selv og de mest nyttige og gavnlige for offentligheden; deres utrættelige flid midt i utallige farer, ud over den at falde i hænderne på pirater, fører blod ind i samfundslegemets vener og nærer ethvert medlem. Skibe er i den offentlige varetægt, dvs. at det er i statens interesse, at skibsfarten forbedres. Og vor nation skylder sin storhed, sikkerhed og rigdom denne forbedring. Kaptajner er offentlige officerer og derfor skal enhver voldshandling og plyndring, der begås imod dem eller deres skibe, med rette betragtes som forræderi, og sådan var det før Edward III's status af den 25.

Den tredje omstændighed, der yderligere belaster og forstærker en pirats skyld, er den fare, hvormed enhver stat eller regering trues af foreninger, sammensværgelser og sammenslutninger af hæmningsløse og desperate uslinge, som ikke er forbundet af nogen andre bånd (for hvilke andre kan der være blandt dem?) end en gensidig enighed om først at lukke ned for al menneskelighed i dem selv og dernæst plyndre andre i flæng. (..)

Hannibals sejrrige hær var aldrig lige så frygtelig for Rom som Spartacus’, der i tre slag rystede det mægtige imperiums magt, jagtede deres konsuler og nedskar Italiens blomst. Pompejus’ vellykkede ledelse af krigen mod piraterne i sin tid gav ham det herlige tilnavn Den Store, et æresbevis, som ingen af hans tidligere sejre og triumfer (skønt disse var mere mangfoldige, siger taleren,) .. ) havde skaffet ham, eller nogen romersk general før ham havde opnået: Og alligevel blev piraternes magt formindsket snarere ved traktater og indrømmelser end undertvunget af Pompejus’ hær. Jeg formoder, at de færreste ikke er klar over at piraterne ved Barbareskkysten [2] efter mange ødelæggelser og røverier begået af dem til søs og på kristne kyster, trods den kraftigste modstand, de største europæiske fyrster var i stand til at yde, omdannede sig regeringer og opførte kongeriger som endnu i vor tid er kristendommens ulykke og plage.

Men jeg behøver ikke gå langt for at finde tilfælde af denne art. For ganske nylig så og følte vi med rædsel sådanne sammensvorne skurkes formidable magt, der voksede i styrke i takt med antallet af deres forbrydelser, og efter hver gentagen grusomhed blev i stand til at begå en endnu større. Til sidst vovede de ikke bare at angribe vores kyster, kapre vore skibe og sætte en stopper for vores handel, men også at komme ind i vores havne, og hvis forsynet ikke havde rejst vindene og bølgerne til vores befrielse, hvem kan så sige hvad der var sket, men de ækle rester af deres afskyelige besætning blev på vidunderlig vis overført til den offentlige domstol, så deres eksempel måske kan ændre og afskrække andre og man nu påtvinger love til dem, fra hvem man forventede at modtage sin undergang.

Efter at have fremlagt dette korte og ufuldstændige syn på pirateriets generelle natur og virkninger for Deres Excellence, beder jeg dernæst om tilladelse til en kort bemærkning om de principper i civilretten, der er bestemte til at styre og lede proceduren i denne ærede domstol, angående hvilke handlinger der nødvendigvis udleder skylden og straffen for denne forbrydelse. '

• [1] Citat fra en tale af den romerske politiker, retoriker, jurist, skribent og filosof Marcus Tullius Cicero (106 f.Kr.-43 f.Kr.). Oversætterens anmærkning.
• [2] Gammel betegnelse for Nordafrikas middelhavskyst. Oversætterens anmærkning.

Kilde 6F: To eksempler på Articles of agreement ombord på piratskibene

Eksempel A. Vedtægterne for kaptajn George Lowther og hans mænd. Kilde: Johnson, 2002; 278

1. Kaptajnen skal have to fulde andele; kvartermesteren skal have halvanden andel; lægen, styrmanden, kanoneren og bådsmanden en andel og en kvart
2. Den, der bliver fundet skyldig i at bringe et hvilket som helst ulovligt våben med ombord på sørøverskibet eller et hvilket som helst bytte vi har taget, for at skade eller begå overgreb mod hinanden, skal uanset omstændighederne lide den straf, som kaptajnen og størstedelen af mandskabet finder passende
3. Den, der kendes skyldig i fejhed under en træfning skal lide den straf, som kaptajnen og flertallet finder passende
4. Hvis der findes guld, juveler, sølv eller lignende ombord på et kapret skib eller skibe til en værdi af en piece of eight; og finderen ikke afleverer det til kvartermesteren inden for 24 timer, skal han lide den straf, kaptajnen og flertallet finder passende.
5. Den, der findes skyldig i spil eller i at bedrage en anden til en værdi af én shilling, skal lide den straf som kaptajnen og flertallet finder passende.
6. Den, der er så uheldig at miste en kropsdel under et slag skal have summen af hundrede og halvtreds pund sterling og forblive hos mandskabet så længe han synes det er passende.
7. Der gives godt logi, når der opfordres til det
8. Den, der først ser et sejl, skal have den bedste pistol eller gevær der findes om bord på hende.

Eksempel B. Vedtægterne for kaptajn Philips om bord på Revenge. Kilde: Johnson, 2002; 314-315.

1. Hver mand skal adlyde den civile kommando: Kaptajnen skal have en hel og en halv andel af alt bytte; kvartermester, tømrer, bådsmand og kanonér skal have én andel og en kvart
2. Hvis nogen mand agter at flygte eller holde noget hemmeligt fra mandskabet, skal han efterlades på en øde ø med en flaske krudt og en flaske vand, et lille våben og ét skud
3. Hvis nogen mand stjæler noget fra mandskabet, eller fra et spil, til en værdi af et piece of eight, skal han efterlades på en øde ø eller skydes.
4. Hvis vi på et hvilket som helst tidspunkt skulle møde en anden efterladt [det vil sige Pirat], skal den mand, der underskriver hans vedtægter uden samtykke fra vores mandskab lide en sådan straf som kaptajnen og mandskabet finder passende.
5. Den mand, der slår en anden, mens disse vedtægter er i kraft, tildeles Moses' lov (dvs. 40 piskeslag på nær en) på sin bare ryg
6. Den mand, der smælder med sit våben eller ryger tobak i lastrummet uden en hætte til sin pibe eller som bærer et tændt stearinlys tændt uden en lanterne, skal lide den samme straf som i den tidligere vedtægt
7. Den mand, der ikke holder sit våben rent, så det er klar til kamp, eller forsømmer sine forpligtelser, skal miste sin andel og lide en anden straf, som kaptajnen og mandskabet finder passende.
8. Hvis nogen mand mister et led i forbindelse med en træfning, skal han have 400 pieces of eight; hvis en kropsdel, 800
9. Hvis I på et hvilket som helst tidspunkt støder på en ærbar kvinde, skal den mand, der forsøger at komme i lag med hende uden hendes samtykke omgående lide døden.

Kilde 6G: George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen om terrorisme

• 1. Uddrag fra Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, 1. januar 2002. Talen kan læses i sin helhed på kortlink.dk/xp5g .

‘Den 11. september var en dag, hvor den brutale virkelighed overgik selv de værste fantasier. Det gjorde ondt at se dette angreb på hjertet af den nation, som hele den frie verden skylder så meget.
USA er udpeget som fjende af alverdens terrorgrupper. Det er ikke tilfældigt. For USA repræsenterer alt det, som religiøse fanatikere og herskesyge tyranner frygter og foragter. Det amerikanske samfund er bygget på ideerne om personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance.

I hele den vestlige verden har vi bygget vores samfund op på tilsvarende værdier. Det er de principper og værdier, som har gjort det muligt at løfte vor del af civilisationen fra fattigdom til velstand.
Det er disse værdier, vi nu skal værne og forsvare.
Vi skal kompromisløst bekæmpe terrorismen. Og den kamp mod det onde skal USA ikke stå ene om.

Danmark har sagt ja til en amerikansk anmodning om militær bistand i Afghanistan. Regeringen er også parat til at bidrage til en FN-støttet fredsstyrke i Afghanistan. (...)’

• 2. Uddrag fra Præsident George W. Bush’s tale til kongressen om bekæmpelse af terrorisme. 6. september, 2006. Talen kan læses i sin helhed på kortlink.dk/xp5k

‘Free nations have faced new enemies and adjusted to new threats before, and we have prevailed. Like the struggles of the last century, today's war on terror is, above all, a struggle for freedom and liberty. The adversaries are different, but the stakes in this war are the same. We're fighting for our way of life and our ability to live in freedom. We're fighting for the cause of humanity against those who seek to impose the darkness of tyranny and terror upon the entire world. And we're fighting for a peaceful future for our children and our grandchildren. May God bless you all.’

Kilde 6H: Guvernør Woodes Rogers beretning

Følgende uddrag er fra Guvernør Woodes Rogers beretning til The council of Trade and Plantations. Den er dateret d. 31. oktober 1718, Nassau, Providence Island. Teksten kan læses i sin helhed på engelsk på kortlink.dk/xp5w .

’ I henhold til mine instrukser tillader jeg mig at gøre de herskaber bekendte med, at jeg ankom i denne havn 26. juli sammen med orlogsskibene, der blev beordret til at hjælpe mig. Jeg mødte kun lidt modstand da jeg kom ind, men fandt et fransk skib (der blev taget af piraterne med 22 kanoner) brændende i havnen, som vi fik at vide blev sat i brand for at bortjage H.M.S. the Rose, der kom for hastigt ind aftenen før mig, og som kappede fortøjningen og tog væk om natten af frygt for at blive brændt af en vis Charles Vane, der have kommandoen over piraterne. Ved vores og H.M.S. Milfords ankomst næste morgen fandt de ud af, at de umuligt kunne undslippe os og med omkring 90 mænd flygtede han væk i en slup, der havde hejst det sorte flag og affyrede våben af ren trods, da de fandt ud af, at deres slup sejlede fra de to slupper, som jeg havde sendt efter dem. Den 27. landede jeg og besatte fortet, hvor jeg læste Hans Majestæts fuldmagt i nærværelse af mine officerer, soldater og omkring 300 af de mennesker, der findes her, som modtog mig bevæbnede og straks overgav sig, idet de viste mange tegn på glæde over at regeringen var genindsat. Jeg sendte straks officerer i land, men da vort skib og H.M.S Milford stødte på grund udskød jeg min landgang til i dag.

(...)

Den tilfredshed, som jeg var vis på at føle efter min ankomst her, er i høj grad blevet formindsket på grund af mange dødsfald blandt mine soldater, passagerer og søfolk. Der havde været en sygdom på øen cirka to uger før vi kom, som blev tilregnet en mængde rå huder, der lå på kysten nær byen og fordærvede luften, men som om kun frisk europæisk blod kunne tiltrække infektionen, gik indbyggere og folk hurtigt fri, og vores stakkels ledsagere blev fra alle sider angrebet så voldsomt, at jeg har haft over 100 syge på én gang og ikke en sund officer indtil nu, hvor vi begynder at komme os.

(...)

Lønningerne for lejede arbejdstagere er ekstravagant dyre, og jeg har begravet de fleste af dem, som jeg havde med mig. Hvis Hans Majestæt ville gøre os den glæde at bidrage til de befæstninger, der skal rejses yderligere to steder i havnen i Nassau, når jeg igen har arbejdere her, ville omkostningerne være meget mindre end noget andet sted i Vestindien, og jeg formoder af ikke mindre betydning. Et uafhængigt selskab med yderligere et års forpligtelse ville være tilstrækkeligt til at garnisonere det, og jeg er sikker på, at jeg kort tid efter at vores forsamling indkaldes, vil kunne finde et middel til at skaffe en fond til at understøtte garnisonens løn. Her findes den bedste sten, kalk og tømmer på hele denne ø, men på nuværende tidspunkt har folkenes overdrevne dovenskab og sygdomsperioden været den eneste årsag til, at jeg ikke har sat stedet i en bedre forsvarstilstand. Jeg vil fortsætte med at gøre alt, hvad jeg kan af frygt for et pludseligt brud med enten Frankrig eller Spanien, idet stedet ligger så fordelagtigt at det kan forstyrre deres handel, hvorfor de ville frygte følgerne af dette sted mere end nogen anden engelsk bosættelse i Amerika. I tillid til, at jeg vil have antallet af nye indbyggere inden den tid, hvor jeg får Hans Majestæts ordrer, beder jeg dernæst om anbefalingen af etableringen af rådsforsamlinger for disse øer, der foreslås at bestå af 15 personer for Providence, to for Elutheria, to for Harbour Island, én for Abacoa. Antallet kan forøges for hver ø, når de skal etableres, for jeg kan ikke danne råd og forsamling af dem, der nu er her, medmindre jeg medtager sådanne folk, som der ikke kan fæstes lid til. De fleste af dem er fattige og så vante til lediggang, at de snarere ville vælge næsten at sulte end arbejde. Vi har kun knapt halvdelen af de tidligere pirater tilbage, for de blev hurtigt trætte af at leve under restriktioner og de er enten draget til andre dele af Nordamerika eller har fundet beskæftigelse til søs, hvilket jeg var villig til at støtte, for de er ikke den slags mennesker, som jeg mener kan gøre noget godt på landjorden, og der er mit ønske, at de måtte vise sig trofaste til søs.

(...)

Jeg har opført et lille fort på otte kanoner ved den østligste indgang til havnen, hvor vi holder vagt, og har af indbyggerne og alle de øvrige mænd på denne ø dannet tre militskompagnier under deres egne officerer, der efter tur holder vagt i byen hver aften. Jeg frygter ikke for at de ikke alle vil alle stå bag mig, hvis der forsøges et angreb, undtaget hvis det kommer fra pirater, for hvis deres gamle venner er stærke nok til at udtænke en plan om at angribe mig, så tvivler jeg stærkt på, om så meget som halvdelen af dem ville følge mig. Dette fik mig til ikke kun at behold vagtskibet i henhold til mine forslag om beskyttelse af stedet, men indtil videre to andre skibe, der tilhørte de gentlemen, der så generøst og dristigt har hjulpet med at opbygge denne koloni. Jeg har været meget syg næsten lige siden min ankomst her og mine uafhængige ledsagere og de, der fulgte med er blevet så formindskede i antal, at jeg nogle gange knap nok havde mænd til at besætte de nødvendige vagtposter. Dette har været yderst udmattende for os her og meget dyrt for de ovennævnte gentlemen-eventyrere, langt ud over, hvad man kunne have forestillet sig derhjemme.

(...)

Jeg overtalte kommandør Chamberlain til at blive indtil den 16. august og besørgede med nogle vanskeligheder hans ordre videre til kaptajn Whitney om at blive tre uger længere, hvor jeg havde håb om, at mine mænd og befæstningen ville være i bedre stand, for jeg ville kun være afhængig af min egen styrke og ikke orlogsskibene, hvis det var muligt, da de ofte fortalte mig, at de ikke havde nogen ordrer, og var meget imod at blive hos mig, når de tre uger var udløbet. Min forsvarsstilling var stadig dårlig og jeg var endnu syg. Alligevel kunne jeg ikke få kaptajn Whitney til at blive længere end den 14. september, selv om vi hvert minut regnede med at høre fra Vane, som kaptajn Whitney og jeg vidste var forventet i Abacco hvornår det skulle være. Den 1. september kom tre mænd nemlig i en båd fra Vane, som da befandt sig ved Cubas kyst, og fortalte at de havde lovet at møde ham der igen omkring denne tid. Og allerede dagen efter kaptajn Whitney var afsejlet, overbragte en kurer mig et brev, hvor der stod, at tre skibe, som man mente var Vanes, samt hans bytte var på Green Turtle Key nær Abacoa, og da jeg ikke havde styrker til mere, fik jeg en slup sat i stand under kaptajn Hornigolds kommando, der skulle finde dem og rapportere til mig om hvem de var. I mellemtiden var jeg meget omhyggelig med at holde vagt af frygt for overraskelser, og da jeg ikke hørte fra kaptajn Hornigold blev jeg bange for, at han enten var blevet taget af Vane eller havde genoptaget sin gamle praksis med pirateri, hvilket var den generelle mening her under hans fravær, men til min store tilfredshed vendte han tilbage cirka tre uger efter. Han have brugt det meste af tiden på at ligge i skjul og overvåge piraten Vane for at overraske ham eller nogle af hans mænd, som de regnede med ville være i nærheden af dem i deres både. Men selvom de mislykkedes med dette forehavende, havde kaptajn Hornigold en slup med sig fra dette sted, der fik tilladelse fra mig til at gå ud på skildpaddejagt. Den havde handlet med Vaine, der på det tidspunkt havde to skibe og en brigantine med sig. Den slup som han undslap i var ført væk af en bande nye pirater. De to skibe kaprede han, da han kom ud af Carolina, det ene på 400 og det andet på 200 tons fyldt med ris, beg og tjære og skind, der skulle til London. Kaptajn Kings Neptune var den største han sank og kaptajn Arnold Gowers Emperour efterlod han uskadt bortset fra at han tog deres forsyninger.

Jeg har sikret mig den købmand, der handlede med Vane, men da jeg endnu ikke har beføjelser til at statuere et eksempel med ham her, forbliver han i lænker for at blive sendt hjem til England på det næste skib. Da kaptajn Whitney ikke længere er her til at hjælpe mig, har vi stadig ikke fanget piraten. Jeg beder herskaberne (hvis det behager Hans Majestæt at udstationere krigsskibe her) om at de kan være under guvernøren og rådets ledelse, mens de er her eller i det mindste et af dem, ellers forventer vi ikke at få meget ud af deres hjælp. Hvis vi fik den slup, der fulgte med os, eller en anden mindre båd, så kunne vi få bemandet en slup eller to med mænd fra garnisonen og de bedste af de folk, der bor her, og hurtigt gå på jagt efter piraterne, for vi kan forvente at blive opskræmt af dem, så længe der stadig er nogen i Amerika. Denne Vane var så uforskammet at sende mig besked om, at han planlagde at brænde mit vagtskib og aflægge mig besøg snart efter for at gengælde min krænkelse af ham, da jeg ved min ankomst sendte to slupper efter ham i stedet for at besvare det brev, han sendte mig. Han forventer snart at tilslutte sig major Bonnet eller en anden pirat, og så vil de angribe mig. Men nu, da vi er nået til den 20. oktober, aftager varmen meget og vores folk begynder alle at have det godt, og vores fort vil snart være i nogenlunde stand så det kan yde modstand. Vagtmandskabet er også godt forsynet, hvilket gør, at jeg nu ikke er bekymret for hans trusler. Kaptajn Hornigold viste sig at være ærlig og nægtede at gøre sine gamle venner en tjeneste, da han beslaglagde dette fartøj, hvilket splitter befolkningen her og gør mig stærkere end jeg forventede.

(...)

4. november. Mens jeg afsluttede dette brev, kom der nogle af de førnævnte mænd, [tidligere pirater, red.], men med uvelkomne nyheder om, at alle vores skibe, der havde til formål at handle på Cuba, var blevet fanget og sejlet væk af selvsamme sømænd, der kom hertil som følge af benådningsloven og var ombord på skibene for at navigere dem. De nærede stadig et brændende ønske om at vende tilbage til deres gamle ondsindede livsbane og udnyttede den første mulighed, der opstod, da de fandt ud af at de var stærkere end den ærlige del af besætningen, og på et givent signal tog de de andre til fange. Men inden de havde klargjort deres fartøjer til pirateri, sendte de fire af deres mænd, som jeg havde anbefalet, i land på en øde ø. Kort efter angreb spanierne dem i en lille havn blandt disse øer, mens de klargjorde deres fartøjer, og udnyttede deres fejhed og overraskede dem. De engelske renegater flygtede ud af deres slupper og gik i land, og ville ikke tage imod fangernes tilbud om at hjælpe dem mod spanierne, som de kunne have besejret, da de var overlegne i antal og styrke. Skønt denne handling fra spaniernes side var ondt ment, kom der to gode ting ud af den for os: Den ene var at ødelægge de foranstaltninger, som disse nye skurke, der havde tænkt sig at slutte sig til Vane, i fællesskab var i gang med. Den anden var at forhindre spaniernes planer med Elutheria eller Harbour Island, som de havde til hensigt at overraske om natten. Franskmændene har også kastet deres øjne på disse øer, og jeg tror at når muligheden opstår, så vil de ikke have nogen skrupler, selv om de ingen ret har til dem. En slup, der hører til disse øer, overbragte et brev fra mig til den franske general i Hispaniola om en brigantine, som piraterne har efterladt her. Den person, der leverede brevet til generalen, fortæller mig, at generalen stampede med foden og ophidset erklærede, at den franske konge, hans herre, havde ret til disse øer og at de snart ville bosætte sig her. Sådan er indstillingen hos disse to nationer. Når vi ser, at de betragter disse øer som værd at strides om, så er der endnu større grund for os til at værdsætte besiddelsen af dem, for hvis vi mister disse øer, skal vi få at se hvilke konsekvenser det ville have haft at beholde dem, for så ville vi selv mærke hvor meget de forstyrrer de nærmeste omgivelser. Jeg har endnu ikke nogen opgørelser over de mænd, som jeg nu er mest afhængige af, men jeg håber, at jeg har omkring 200 inklusive mit uafhængige selskab, som man kan stole på i tilfælde af angreb, og der er mange her, som virker ivrige efter at overbevise mig om deres vilje til at tjene denne koloni.

(...)

Underskrevet, Woodes Rogers. Godkendt, registreret, læst 17. december 1718. ’

Kilde 6I: Kaptajn Charles Johnson om Woodes Rogers ankomst til Nassau

Nedenstående tekst er et uddrag fra Kaptajn Charles Johnsons bog A General History of the Robberies & Murders of the Most Notorious Pirates fra 1724. Uddraget er taget fra Charles Johnsons introduktion.

’ Før guvernør Rodgers ankomst blev proklamationen sendt til dem [piraterne i Nassau, red.], men de behandlede den som en irer behandler en kontrakt, dvs. at de tog skibet og proklamationen som prise; de sendte dog bud efter dem, der var ude på sejlads, og indkaldte til et rådsmøde, men der var for megen råben og skrigen til at de kunne blive enige om noget. Nogle stemte for at befæste øen, at stå fast på deres egne betingelser, og forhandle med regeringen på grundlag af en fælles republik. Andre ville også befæste øen for deres egen sikkerheds skyld, men gik ikke så meget op i disse formaliteter, så de måske kunne få en generel amnesti uden at forpligte sig til at erstatte noget, hvorefter de kunne trække sig tilbage med alle deres ejendele til de britiske plantager i området.

Men kaptajn Jennings, som var deres kommandør, og som altid havde haft stor indflydelse blandt dem, fordi han havde god dømmekraft og mange besiddelser, inden han fik det indfald selv at bedrive sørøveri, besluttede at de skulle overgive sig uden mere postyr, og acceptere proklamationens betingelser, hvilket bragte dem så meget ud af fatning, at forsamlingen pludselig gik i opløsning uden at have foretaget sig noget; for nærværende er kaptajn Jennings og med ham omkring 150 andre taget til Bermudas guvernør, hvor de har fået deres certifikater, skønt størstedelen af dem vendte tilbage, som hunden til sit opkast. De kaptajner, som da befandt sig på øen var, udover den førnævnte kaptajn Jennings, så vidt jeg ved Benjamin Hornigold, Edward Teach, John Martel, James Fife, Christopher Winter, Nicholas Brown, Paul Williams, Charles Bellamy, Oliver la Bouche, major Penner, Ed. England, T. Burgess, Tho. Cocklyn, r. Sample, Charles Vane, og to eller tre mere: Hornigold, Wiliams, Burgess og la Bouche blev sidenhen bortvist; Teach og Penner slået ihjel, og deres mandskab taget til fange; James Fife blev dræbt af sine egne mænd; Martels mandskab tilintetgjort, og han selv blev tvunget i land på en ubeboet ø; Cocklyn, Sample og Vane blev hængt; Winter og Brown overgav sig til spanierne ved Cuba, og England lever nu på Madagascar.

I maj eller juni måned 1718 ankom kaptajn Rogers til sit embede med to af Hans Majestæts skibe, hvor han fandt flere af de ovennævnte pirater, der efter orlogsskibenes ankomst havde overgivet sig og bedt om nåde, undtagen Charles Vance og hans mandskab, hvilket skete på denne måde.
Jeg har tidligere skrevet, at havnen har to indløb via en lille ø, der ligger ved dens munding; begge de to orlogsskibe kom ind via det ene, og lod det andet være åbent, så Vane kunne kaste fortøjningerne, sætte ild til et stort bytte de havde liggende, hurtigt slippe ud, og skyde mod orlogsskibet da han drog væk.

Så snart kaptajn Rogers havde fundet sig til rette i sin regering, byggede han et fort for at styrke forsvaret, og bemandede det med folk fra øen; de quondam [forhenværende, red.] pirater, op imod 400 mand, organiserede han i kompagnier, udpegede officerer blandt dem han stolede mest på, og beredte sig så på at etablere handel med spanierne i Mexicos golf; på en af disse rejser døde den ovennævnte kaptajn Burgess og kaptajn Hornigold, en anden af de berømte pirater, led skibbrud mod nogle klipper, langt væk fra land, og omkom, men fem af hans besætningsmedlemmer reddede sig i en kano.

Kaptajn Rogers sendte en slup ud for at skaffe forsyninger, og overdrog kommandoen til en vis John Augur, en af de pirater, der var blevet benådet. På deres rejse mødte de to slupper, og da John og hans kammerater ikke havde glemt deres tidligere erhverv, tog de sig deres gamle friheder og fjernede penge og varer til en værdi af 500 pund, derefter styrede de væk fra Hispaniola, da de ikke var overbeviste om at guvernøren ville tillade dem at udføre to erhverv på samme tid, hvorfor de ville tage afsked med Bahamas-øerne; men uheldet var ude og de sejlede ind i voldsom tornado og mistede deres mast. De blev presset tilbage til en af de ubeboede Bahamas-øer og mistede deres slup. Alle mændene kom i land og levede rundt omkring i skoven i en periode, indtil kaptajn Rogers, der fik nys om deres ekspedition og hvor de befandt sig, sendte en bevæbnet slup til den førnævnte ø. Ved hjælp af gode talegaver og rimelige løfter lykkedes det denne slups kaptajn at få dem ombord og bringe dem alle til Providence. Det drejede sig om elleve personer, hvoraf de ti blev anklaget ved en admiralitetsdomstol, dømt og hængt for øjnene af alle deres tidligere medsammensvorne og medforbrydere. Forbryderne ville gladelig have opildnet de benådede pirater til at redde dem fra lovens håndhævere, og sagde til dem fra galgen, at de aldrig havde troet de skulle være vidner til den tid, hvor ti mænd af deres slags blev bagbundet og hængt som hunde, mens 400 af deres svorne venner og ledsagere stod tavse og så på forestillingen. En af dem, Humphrey Morrice, gik endnu videre end de andre og anklagede dem for fejhed og kujoneri, som om det var et brud på deres ære ikke at rejse sig og befri dem fra den forsmædelige død, de skulle til at lide. Men det var forgæves, fik de at vide, det var nu på tide at de vendte deres opmærksomhed mod en anden verden og ærligt angre al den ondskab, de havde forøvet i denne. ’Ja’, svarede en af dem, ’jeg angrer oprigtigt: Jeg angrer, at jeg ikke har gjort mere fortræd, og at vi ikke skar halsen over på dem der fangede os, og jeg er ekstremt ked af at I ikke alle sammen også hænges ligesom vi’. ’Det gør jeg også’, sagde en anden: ’Og jeg’, sagde en tredje. Og så blev de alle bragt til tavshed og holdt ikke flere afskedstaler, på nær Dennis Macarty, som fortalte de forsamlede, at nogle af hans venner havde sagt til ham at han ville dø med sine sko på, men at det skulle være løgn og så sparkede han sine sko af. Og således endte disse sølle uslinges liv og eventyr. Måtte de tjene som et sørgeligt eksempel på den ringe virkning, som nåde har på folk som allerede har hengivet sig til en ond livsbane. ’

Kilde 6J: Uddrag fra Retsprotokol. Nassau, 1718

Følgende uddrag er fra side 75-83 i The Tryal and Condemnation of Ten Persons for Piracy, at Nassau in the Bahamas, CO.23/1. 9.-10. december 1718. National Archives, London. Kilden kan læses i sin helhed på engelsk på kortlink.dk/xp5u .

New Providence Island.

Ved en privat drøftelse afholdt fredag den 28. november 1718 på sekretærkontoret i byen Nassau

Guvernøren gjorde os bekendt med at kaptajn Cockram og kaptajn Hornigold i kraft af en fuldmagt udstedt og overleveret til dem angående pågribelsen af visse pirater havde haft held med at bringe ti af dem som fanger til denne havn, som nu er indespærret på skibet Delicia i kraft af en særlig arrestordre. Derfor var det hans ønske, at vi i fællesskab fandt frem til hvad vi skulle gøre ved de nævnte pirater.

Dette blev drøftet indgående og vi fandt, at fangernes vogtere af mangel på et mål var blevet overordentlig udmattede både (?) Soldater og søfolk, der ligeledes bevogtede fortet og skibet, og så mange som kunne undværes til det daglige arbejde på befæstningerne tjente som vagter om natten, hvilket var en belastning for vores begrænsede antal mænd og en hindring for de offentlige arbejdsopgaver; og der er stadig mistænkte personer tilbage på øerne, som muligvis giver hyppige efterretninger om vores tilstand, så hvis der vises nogen tegn på frygt fra vores side, kan det muligvis animere flere af dem der befinder sig her til at ophidse piraterne til at forsøge at redde dem, der er i forvaring. Derfor mener vi at det er i offentlighedens interesse at fortet kommer i en bedre forsvarstilstand, og at kaptajn Beauchamp og Burges, der med omkring tres soldater og søfolk for tiden er borte for at forhindre piraten Vanes’ planer, vender tilbage for at forstærke os. Derefter bør guvernøren så hurtigt som muligt stille fangerne for retten, uanset han har gjort os bekendt med, at han ikke har nogen direkte bemyndigelse til at føre retssag mod pirater (…). Og da vi har fået en beretning om, at den særlige regering i Carolina har henrettet 22 pirater som for nylig blev bragt dertil, hvilket sammen med den provokerende og dårlige adfærd fra de fanger, der alle har accepteret Hans Majestæts benådningslov og bagefter er vendt tilbage til pirateriet, og i betragtning af at det ville være højst risikabelt og besværligt at sende så mange til Storbritannien, og endnu farligere at beholde dem som fanger her, så er vi helt og aldeles af den mening, at Hans Majestæt vil billige nødvendigheden af guvernør-domstolens juridiske forholdsregler mod disse pirater ved at føre en retssag på den bedste måde vi kan i henhold til loven. Og vi er i sandhed overbeviste om, at en hurtig henrettelse af dem, der bliver fundet skyldige, vil bidrage mest til denne regerings velfærd.

Kopieret fra rådsbogen af W: Fairfax

Providence Island. Hans Excellence Woodes Rogers Esq. Generaldirektør, guvernør og viceadmiral for Bahamas-øerne

Til Willm. Fairfax Esqr. Kaptajn Robt. Beauchamp Thomas Walker Esqr. Kaptajn Wingate Gale Nathl. Taylor Esqr. Kaptajn Josias Burges og kaptajn Peter Courant

I kraft af en bemyndigelse fra hans mest hellige Majestæt George, konge af Storbritannien osv. til at fungere som guvernør osv. over disse øer med beføjelse til at autorisere, bemyndige og indsætte alle dommere og sorenskrivere på disse øer osv. Ligeledes i kraft at være viceadmiral for disse øer med beføjelse og myndighed til at autorisere, bemyndige og indsætte dommere og kommissærer til at anklage, undersøge og domfælde enhver pirat, der fanges, tilbageholdes og overføres til denne regering - Og i tillid til loyaliteten, kløgtigheden og integriteten hos førnævnte, Wm. Fairfax, Robt. Beauchamp, Thomas Walker Wingate Gale, Nathl. Taylor, Josias Burges og Peter Courant, bemyndiger, autoriserer, udpeger og indsætter jeg jer som stedfortrædende dommere og kommissærer for den nævnte særlige domstol i kraft af disse beføjelser. Den indstiftes og bestemmes til at have sæde i byen Nassau fra tirsdag den 9. fra og med dette øjeblik med henblik på at undersøge, behandle, efterprøve, vurdere, bestemme og dømme alle sådanne pirater, der nu er i forvaring og som skal retsforfølges for at have begået pirateri for nylig i og omkring disse øer, og I skal fortsætte som mine assistenter og som kommissærer i henhold til Englands førnævnte love og reglerne for den nævnte domstol i den slags sager, og gør I således, er dette jeres fornødne bemyndigelse og autoritet

Givet under min hånd og segl på Nassau den ottende dag i december Anno Regii quinto Georg: Regis Magna Brittannica & ca. Ano Domini 1718.

Underskrevet/Woodes Rogers

New Providence Island

Øverstbefalende for Bahamas-øerne ved en særlig session i admiralitetet afholdt i Hans Majestæts vagtrum i byen Nassau tirsdag og onsdag den 10. december 1718

I nærværelse af

• Hans Excellence Woodes Rogers Esqr. Guvenør og viceadmiral osv.
• William Fairfax Esqr. Admiralitetets dommer
• Robt. Beauchamp Esqr.
• Thos. Walker Esqr.
• Capt. Wingate Gale.
• Nathl. Taylor Esqr.
• Capt. Josias Burges
• Kaptajn Peter Courant

Proklamation blev foretaget som sædvanligt, registratoren åbnede og læste guvernørens særlige bemyndigelse til at indstifte denne domstol i henhold til hensigten i og meningen med en nylig parlamentarisk lov med titlen ”En lov til en mere effektiv undertrykkelse af pirateri”, i kraft af hvilken den nævnte kommission og de syv førnævnte kommissionærer udnævnes til assisterende dommere ved retsmødet for at undersøge, vurdere og dømme de mange personer, der nu er i forvaring og som står anklaget for at have begået mytteri, alvorlige forbrydelser og pirateri.

Det blev igen proklameret, at alle personer med tilknytning til denne domstol og alle som er indkaldte eller stævnede møder behørigt op.

Der blev givet ordre til at fangerne bringes for retten og da det var sket blev de kaldt ved deres navne, nemlig John Augur Wm. Cunningham, John Hipps, Dennis McKarthy, George Rounsivel, Wm. Dowling, William Lewis, Thos. Morris, George Bendall & William Ling.

Der blev givet ordre til at de førnævnte fanger der nu er for retten rækker hænderne op

Der blev givet ordre til at læse anklagen mod de fanger, der var som følger.

Providence Island

Punkterne og beskyldningerne mod John Augur, indtil for nylig kaptajn i sluppen Mary fra Providence, Wm. Cunningham kanonér & matros ombord på Schooner også kaldet Batchelor's Adventure Henr: White Master, John Hipps, bådsmand og matros ombord på sluppen Lancaster, Wm. Greenway, kaptajn, Dennis McKarty, matros ombord på den førnvnte Schooner, Geo. Rounsival, matros ombord på førnævnte Schooner, Wm. Dowling, matros ombord på førnævnte Schooner, Wm. Lewis Mariner, Geo: Bendal, matroser ombord på førnævnte slup Lancaster & Wm. Ling, matros ombord på førnævnte Schooner.

I, de nævnte John Augur, Wm. Cunningham, John Hipps, Dennis McKarthy, George Rounsival, Wm. Dowling, Wm. Lewis, Thomas Morris, George Bendall og Wm. Ling: I har alle for nylig nydt godt af Hans Majestæts allernådigste benådning af jeres tidligere lovovertrædelser, røveri og pirateri, og har siden svoret troskab til hans mest hellige Majestæt kong George, hvorefter man havde tillid til jer, John Augur og alle I andre. I fik alle tildelt lovligt arbejde for at aflede jer fra jeres tidligere kriminelle livsbane og gøre det muligt for jer at leve retskaffent og lovlydigt. Men I frygter ikke Gud og agter ikke jeres ed og den troskab I lovede jeres herre, ligesom I ikke bryder jer om loyalitet, sandhed og retfærdighed, men da I er anstiftet og vildledt af djævelen og vendte tilbage til jeres tidligere kriminelle og onde løbebane med røveri og pirateri, står I hver og en anklaget for svindel, mytteri, røveri og pirateri, og for at I John Augur, Wm. Cunningham, John Hipp, Dennis McKarthy, Geo: Rouncival Wm. Bowling Wm. Lewis, Thomas Morris, George Bendall og Willm. Ling, kaptajner og matroser, på den sjette dag i oktober omkring klokken syv om aftenen i det femte år af vor suveræne Herres regeringstid, George ved Guds nåde konge af Storbritannien osv., efter et komplot samledes på en øde ø ved navn Green Key [en ø på 2000 fod ud for San Salvador Islands nordvestlige punkt] indenfor dette viceadmiralitets retsområde for at begå mytteri og på forbryderisk vis at berøve orlogskaptajnerne og ejerne af de ovennævnte fartøjer, de nævnte slupper og skibsladninger, takkelage, udstyr og møbler til en værdi af over ni hundrede pund i dagens værdi fra disse øer og I tvang dem i land på den nævnte øde ø, heriblandt en købmand ved navn hr. James Ker og mange andre med ham. Derefter fortsatte den nævnte John Augur, der var kaptajn på en af de nævnte slupper, som kaptajn for de nævnte pirater fra den nævnte ø til Exuma, hvor de i kraft af en bemyndigelse udstedt til kaptajn John Cockram og kaptajn Benjamin Hornigold blev fanget og pågrebet som pirater og derpå bragt til denne domstol, så der kan føres retssag mod dem i henhold til loven. Fangerne rakte deres hænder op og anklagerne blev læst, hvorpå alle de nævnte fanger blev spurgt af registratoren om de var skyldige eller ej, og de erklærede sig ikke skyldige.

[... Herefter følger afhøringen af piraterne…]

Så blev kendelsen læst op som følger. Retten har dagligt overvejet de beviser, som er blevet fremført både for og imod jer, nævnte John Augur, Will. Cunningham, Dennis McKarthy Geo. Rounsivel, Will. Bowling, Will. Lewis, Thomas Morris, Geo. Bendall, og William Ling og den har også drøftet de mange omstændigheder i jeres sag, og det kendes for ret, at den nævnte John Augur, Will. Cunningham, Dennis McKarthy, George Rounsivel, Will. Bowling, Will. Lewis, Thos. Morris, Geo. Bendall, og Will. Ling skal føres til det fængsel, hvorfra de kom, og derfra til retterstedet, hvor de skal hænges indtil de er døde, døde, døde, og må Gud være jeres sjæle nådig.

(…)

Givet under vores hænder denne 10. december Anno Domini 1718 - Signeret osv.

• Woodes Rogers
• Willm. Fairfax
• Robt. Beauchamp
• Thos. Walker
• Wingate Gale
• Nath. Taylor
• Josias Burgis
• Peter Courant

Efter dødsdommen over fangerne var blevet afgivet.

Som domstolens formand fastsatte guvernøren, at deres henrettelse skulle finde sted klokken ti om morgenen næste fredag, d. 12. Straks.

Hvorefter fangerne bad om længere tid til at forsone sig med det og forberede sig på døden, Guvernøren fortalte dem, at fra det tidspunkt, hvor de blev pågrebet, hvilket var den 15. november, burde de have regnet sig som fordømte af alle retskafne nationer, hvilket blot var det, der nu blev forseglet; Og at sikre dem ??? og den tjeneste, som retten havde gjort dem ved at tillade dem så langt et forsvar som de ville, fuldstændig havde opbrugt den tid, som der behøvedes til arbejdet på befæstningerne, udover den udmattelse som det havde forårsaget hos hele garnisonen ??? de påkrævede vagter som bevogtede med dem uden at vide hvor længe det skulle vare, og at garnisonen siden hans ankomst var blevet stærkt formindsket på grund af død og sygdom, og at han var forpligtet til at beskæftige alle sine folk med at montere de store kanoner og færdiggøre det nuværende arbejde så hurtigt som muligt på grund af den forventede krig med Spanien, og at der stadig fandtes mange pirater omkring disse øer og at dette sted var ladt i stikken og ikke fik den stærkt fornødne hjælp fra hverken orlogsskibe eller andre udstationerede skibe, hvilket sammen med andre grunde, som han vidste det ville tage for lang tid at opremse i retten, gjorde at han mente sig ufravigelig forpligtet på af hensyn til koloniens velfærd ikke at give dem længere tid.

Fangerne blev derefter beordret tilbage til deres fængsel i fortet, hvor de fik tilladelse til at sende bud efter en hvilken som helst person, der kunne læse for dem og bede sammen med dem.

Fredag morgen blev fangerne kaldt ind hver for sig for høre om de ??? om noget tyngede deres sind, om de havde begået nogle handlinger som endnu ikke var kendte?? At det var absolut påkrævet at tilstå dette for at ret at angre og ?? Men de nægtede alle at tilstå noget som helst såvel som at fortælle guvernøren om de kendte til nogen sammensværgelse mod regeringen, men dette benægtede de også.

Derfor blev fangerne omkring klokken ti frigjort fra deres lænker og overdraget til Thos. Robinson, Esq. bemyndiget politimester for den pågældende dag, som i henhold til sædvanen i sådanne sager bandt dem fast osv. og beordrede vagten, der var udpeget til at hjælpe ham, til at føre dem til toppen af fæstningsvoldene ud mod havet, som var godt bevogtet af guvernøren, soldater og andre folk, der talte omkring hundrede mænd i alt. På fangernes anmodning blev flere udvalgte bønner og salmer læst og sunget, og alle tilstedeværende stemte i. Da gudstjenesten var til ende, blev der givet ordre til politimesteren og han førte fangerne ned en stige, der var fremskaffet til dette formål og stod ved foden af muren, hvor en galge var rejst med et sort flag. Nedenunder var en platform understøttet af tre tønder, som de steg op af ad en anden stige, hvor bøddelen fastgjorde båndene så behændigt, som havde han været assistent i Tyburn [1]. De havde fået tilstået 45 minutter under galgen, som de brugte til at synge salmer og komme med formaninger til deres gamle ledsagere og til den anden slags tilskuere, der kom så tæt til foden af galgen, som politimesterens vagter tillod dem. Så beordrede guvernøren politimesteren til at gøre det hele klart og alle fangerne afventede eksekveringen. Guvernøren besluttede sig for at give ordre til at Geo. Rounsivel skulle løses fra sine bånd. Da de blev fjernet fra platformen faldt de og alle otte mænd hang og dinglede.

Nogle korte redegørelser for de henrettede fanger

1. John Augur er omkring 40 år gammel og har været en kendt kaptajn på fartøjer fra Jamaica, og sidenhen blandt pirater, men efter at han modtog Hans Majestæts benådning og fik en anbefaling fra guvernøren, blev han betroet et godt fartøj med ladning. Han misbrugte den tillid, man havde vist ham, erklærede sig skyldig i anklageskriftet og fremtrådte hele tiden meget angrende. Han hverken vaskede sig, barberede sig eller skiftede sit gamle tøj inden han blev ført til henrettelse, og da et lille glas vin blev givet ham på fæstningsvolden, drak han det og ønskede fremgang for Bahamas-øerne, og guvernøren.
2. Will. Cunningham, 45 år gammel, der havde været kanonér for piraten Edward Thatch [2] var sig også bevidst om sin egen skyld, virkede angrende og opførte sig også sådan.
3. Dennis McKarthy 28 år gammel, der også tidligere havde været pirat, men som tog imod den kongelige benådning, hvorefter guvernøren gjorde ham til fanebærer for militsen, da han blev anbefalet som en sober og civiliseret person. Han havde denne stilling, da han sluttede sig til piraterne, hvilket i høj grad forværrer hans andre forbrydelser. Under sin fængsling opførte han sig godt nok, men da han fandt ud af at han skulle dø og morgenen kom uden den forventede udsættelse, skiftede han til et rent sæt tøj udsmykket ved hals, håndled, knæ og hue med lange blå bånd. Da han stod på fæstningsvolden så han sig muntert omkring og sagde, at han havde kendt en tid, da der var mange modige fyre på denne ø, som ikke ville tillade at han skulle dø som ?? hund. Samtidig trak han sine sko af og sparkede dem over brystværnet, da han havde lovet ikke at dø med sine sko på, og han steg ned ad fortets mur og op på platformen med stor smidighed, og i en dragt som hvis han var ??? til at kæmpe for et bytte. Da han besteg platformen appellerede han til de mennesker, der var ved foden af muren om at forbarme sig over ham, men deres viljer havde for megen magt over deres hoveder til at de gjorde noget.
4. William Dowling på omkring 24 år havde tilbragt en betragtelig tid blandt piraterne og havde levet et ondt liv, og Hans Majestæts benådningsakt kunne ikke reformere hans opførsel. Han var meget afslappet på platformen, og efter hans død forklarede nogle af hans bekendte, at han overfor dem havde tilstået at have myrdet sin H ??? før han forlod Irland.
5. William Lewis omkring 34 år gammel, der havde været en hårdfør pirat og fribytter, afviste med foragt at udvise frygt for døden, men ønskede af hele sit hjerte sprut nok så han kunne drikke med sine lidelsesfæller på platformen og med de omkringstående.
6. Thomas Morris omkring 22 år gammel, havde været en meget uforbederlig ung pirat og syntes ikke at øve modstand bedømt ud fra hans hyppige smil. Da han sad på anklagebænken var han iklædt røde bånd på samme måde som Mc Karthy bar blå. Da han var på vej over fæstningsvolden sagde han åbent, at vi har en g[od], men barsk guvernør, og lidt før han blev sat ud af spil sagde han højt, at han kunne have været en større plage for disse øer, hvilket han nu ønskede at han havde været.
7. Geo. Bendall omkring 18 år gammel. Selvom han sagde, at han aldrig før havde været pirat, havde han alligevel skurkagtige tilbøjeligheder som kun de mest lastefulde unge kan smittes m ?? Mut adfærd.
8. William Ling, omkring 30 gammel, blev ikke bemærket før sit sidste forsøg på at opføre sig som en ægte angrende, og man hørte ham ikke sige andet [revet itu] som svar til Lewis, da denne forlangte vin at drikke, bemærkede han at vand var mere egnet til dem på dette tidspunkt.

Det kunne observeres, at få mænd foruden guvernørens tilhængere var tilskuere til tragedien, der på det seneste havde gjort sig fortjent til navnet skæbne; at der var flere, der opførte sig meget godt og var trofaste overfor guvernøren lige siden hans ankomst og som er blevet benådet i kraft af Hans Majestæts benådningslov. Der håbes på, at dette sidste skue vil styrke deres beslutning om at hænge [revet itu], eftersom de og mange andre har oplevet ham som den mest barmhjertige af alle fyrster.’

• [1] I Tyburn lå Londons officielle rettersted fra 1196 til 1783. Oversætterens anmærkning.
• [2] Også kendt som Edward Teach, men mere kendt som ”Blackbeard”. Oversætterens anmærkning.