
Velkommen til hjemmesiden for 5. udg. af Det politiske Europa
Udviklingen i Europa og inden for EU har ikke stået stille i de senere år. Både indre og ydre vilkår undergår drastiske ændringer, hvilket har gjort en grundig revidering af bogen påkrævet. I den nye 5.udgave af papirbogen fra efteråret 2025 er der ikke kun sket en opdatering men også foretaget en række ændringer både af den måde indholdet er blevet prioriteret i de enkelte kapitler, men også af selve bogens opbygning:
- I et nyt kapitel 1 behandles Europas ændrede og reducerede rolle i verden samt de aktuelle udfordringer EU er stillet overfor.
- Et nyt kapitel er udskilt med overskriften ”EU’s grundpiller”.
- Den ikke-obligatoriske del af gennemgangen af EU’s politikområder er struktureret på en ny måde.
- Der er gennemgående et nyt fokus på EU’s rolle som sikkerhedspolitisk aktør.
- I kapitel 10 om Danmarks forhold til EU er den nye mere integrationsvenlige linje blevet fremhævet.
Bogen dækker som tidligere alle væsentlige sider af EU-samarbejdet. For at lette dens brug til undervisningsformål er der ligesom i tidligere udgaver foretaget en opdeling af indholdet i to dele: en hoveddel der dækker kernestoffet om EU (kap. 1-4 + kap.10), og en uddybende del hvor en række centrale emner gennemgås på en forholdsvis udførlig måde. Nogle af emnerne er kun overfladisk berørt i hoveddelen, men alt i alt er der en sammenhæng mellem de to dele, hvilket bl.a. fremgår af de mange krydshenvisninger. Tanken er at udvalgte sider fra den uddybende del efter behov kan trækkes ind undervejs under gennemgangen af hoveddelen.
Opgaver til bogen vil løbende blive lagt ind efterhånden som de er færdige. De vil hovedsageligt have karakter af øvelses- og undersøgelsesopgaver, hvor centralt indhold i de enkelte kapitler (ofte med udgangspunkt i figurer og bokse) vil blive brugt som grundlag. I begrænset omfang henvises til vedhæftet supplerende materiale. I første omgang undlades deciderede tjek-spørgsmål.
Siden 2018 har der i Columbus' regi været oprettet en hjemmeside, 'https://europaundervisning.dk', indeholdende en række videoer om EU-samarbejdet. Her findes bl.a. flere stadig aktuelle interviews med danskere der har været højt placeret i EU-institutionerne (tidl. konkurrencekommissær og næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager og tidl. generalsekretær for Ministerrådet Jeppe Tranholm-Mikkelsen) samt syv danske medlemmer af Europa-Parlamentet, hvoraf 3 stadig er medlemmer. I nogle af opgaverne til 5.udgaves hjemmeside vil der med tidsangivelse blive lavet henvisninger til videoerne, hvoraf to er direkte tilgængelige via opgaveteksten. De er også at finde i tilknytning til iBogen. Det kan stærkt anbefales at inddrage videoerne i undervisningen, evt. i deres fulde længde.
Go' fornøjelse med bogen og opgaverne,
Hans Branner
November 2025
Bestil bogen:

