KS-bogen

Supplerende materiale:

Børnene på fabrikken

Børneopdragelsen var streng i 1800 tallets Danmark. Børnene skulle lystre og adlyde. Familiens samvær foregik omkring de praktiske ting. Børnene startede typisk morgenen med at samle brændsel. Derefter skulle de på arbejde. I 1873 var mindstealderen på fabrikkerne 10 år. De penge, som børnene tjente enten på fabrikken, som bybud eller som barnepige, skulle indgå i husholdningen.

Efter arbejde var der andre gøremål i hjemmet. Alle skulle bidrage for at få det hele til at hænge sammen. Der var derfor ikke meget tid til leg, samvær og omsorg fra forældrenes side.

Fra 1900-tallet blev det dog mere almindeligt, at arbejderbørnene brugte mere tid på skolen.

Christian Christensens barndomserindringer

Trods alt nåede vi fabrikken i rette tid. På første sal bankede Larsen på en dør, hvor der stod kontor. Da der blev lukket op, sagde Larsen, at her var den nye arbejdsmands gut. ”Det er godt”, sagde en strengt udseende mand. Han sagde ikke noget til mig, men skubbede mig ind af en dør på den anden side af gangen og råbte: ”Fru Sørensen, lær den fyr der at løse råtobak.” Det var mesterens velkomst til mig. 

Det rum jeg blev skubbet ind i var et stort halvmørkt lokale, hvor jeg skimtede en maskine og en mand i baggrunden. Fru Sørensen, en svær kone, kaldte på mig og fik at vide, at jeg hed Christian. Hun var meget flink, og viste mig, hvorledes jeg bundt for bundt skulle tage råtobakken, røre stilkene rundt i venstre hånd til de skiltes ad og derefter vikle bastbåndene af og skille bladene fra hinanden og lade dem falde ned i en stor kurv.

Det forstod jeg med det samme, og Fru Sørensen roste mig. ”Du er jo en klog dreng, kan du sige mig, hvad er mindre end en ”myggefidt”? Det vidste Christian ikke, da Rabarberlandet ikke beskæftigede sig med myg. Fru Sørensen sad lidt og ventede, så sagde hun: ”Det er selvfølgelig en myggepidt”. Jeg fik her fabrikkens første lektion i seksuallære. Manden henne ved maskinen og Fru Sørensen morede sig meget over lektionen, men jeg var tavs og glanede alvorligt på dem. Noget efter kom en dreng og hentede mig op på spindestuen. Jeg skulle dreje rokken for en, de andre svende kaldte ”trompeter”, men hvis navn var Fr. Nielsen. Denne mand var meget flink imod mig. Han lærte mig, hvor hurtigt jeg skulle dreje rokken og råbte til mig, når jeg enten drejede for hurtigt eller for langsomt.

Jeg blev hurtigt fortrolig med farten, men blev snart smertelig træt i armen af den uvante bevægelse. Jeg ville klare den ved at dreje med venstre hånd, men det stoppede han mig i med det samme. Jeg skulle dreje med højre hånd, således at jeg kunne se om der skete noget på spindebordet og kunne standse rokken med det samme. ”Trompeteren” spurgte mig, om jeg var træt. Hvilket rabarberdrengen selvfølgelig benægtede.

Da tiden kom, hvor vi i et kvarter skulle have fri, i noget de kaldte Vesperkost, for at spise vor medbragte mad, forklarede ”Trompeteren” mig, at svendene der arbejdede på akkord ikke havde tid til at stoppe i et kvarter, men at jeg nok ligesom de andre drenge kunne spise, medens jeg arbejdede.

Kilde: www.danmarkshistorien.dk

Efter konfirmationen skulle drengene enten i lære eller ud at arbejde. Pigerne kom enten ud at tjene eller begyndte at arbejde på en fabrik. Arbejderne blev gift tidligere, end man havde gjort i landbrugssamfundet, da det nu var normalt at blive gift inden man fyldte 20 år. Derfor fik mange arbejderfamilier også mange børn.

I landbrugssamfundet var man først blevet gift, når man havde udsigt til en gård og kunne forsørge sig selv. Derfor var man ofte 30 år, inden man blev gift og fik børn. I en arbejderfamilie i slutningen af 1800-tallet var det ikke unormalt med 10-12 børn. Dette gjorde det ikke nemmere for familien at få tingene til at hænge økonomisk sammen. Børnene skulle være en 8-10 år, før de kunne tjene tilstrækkeligt til at bidrage væsentligt til familiens økonomi. Derudover mistede familien indtægter, hver gang moderen skulle være væk i et par uger pga. fødslen.

Uddrag af undersøgelsen ”Familien lever”

I midten af 1950’erne blev er foretaget en familieundersøgelse ”Familien lever”. Heri er der et eksempel på en arbejderfamilies liv.

Familien er 4 måneder efter deres bryllup flyttet med deres nyfødte barn ind i 1 ½ værelses lejlighed. Der er WC på trappen, som de skal dele med en anden familie. Møblementet består af et bord med fire stole, 2 lænestole, et sofabord, og et klædeskab med hylder. Derudover har familien en lille radio. Manden tjener 200 kr. om ugen. Lejligheden koster 45 kr. om måneden, fagforening 28 kr. sygekasse 16 kr. og husholdningen får 300 kr. Møblerne har familien købt på afbetaling, der skal afdrages med 125 kr. om måneden. Familierne levede et sparsomt liv.

Parret overtog lejligheden 15. januar i år og flyttede ind i slutningen af måneden. De råder over 1½ værelse, køkken og meget lille entre. Ejendommen vel fra 1890, beliggende i et tætbefolket kvarter. Forhus. Opgangen lidt forsømt. 
Parrets lejlighed har vinduer mod vest. W. C. på bagtrappen fælles med en anden familie. Personlig vask må foregå i køkkenet. Storvask må sendes ud, da vaskekælderen er ubrugelig. Klatvask i køkkenet, tørring i gården eller på loftet, som ikke kan aflåses. Om vinteren må bleer evt. tørres ved kakkelovnen.

Barnevognen står i cykelskur i gården. Der er eftermiddagssol, ingen fugt. Brændsel opbevares i kælderen. Ikke pulterrum. Kakkelovn i stuen, men den varmer dårligt og sluger en masse brændsel. Parret er ikke tilfreds med køkkenet. Der er hverken spisekammer eller madskab, og køkkenbordet er meget smalt. I øvrigt gas, koldt vand, rusten jernvask.

I det lille værelse er der lige akkurat plads til parrets to senge og barnesengen, men døren kan aldrig åbnes helt, og gulvplads er der næsten ikke. Der er rent og pænt overalt i lejligheden. Køkkenet trænger til at blive malet, og manden har tænkt sig at gøre det selv, når han i næste måned får ferie.

Stuen blev gjort i stand ved indflytningen. Her er lyst, svagtmønstret tapet, grøn- og hvidternede gardiner, lyst træværk. Spisebord med 4 stole (lyst træ), 2 lette armstole m. rustfarvet betræk, meget lille sofabord, skænk og klædeskab m. hylder. På en vægreol står en lille radio, men ellers er der ikke noget på væggene endnu bortset fra et par hængeplanter. På skænken står bryllupsbilledet og lidt nips. Stuens areal er 3½x3 m. 


Ægtefællerne medbragte hver især sengetøj til en seng, hustruen desuden radioen. Til brylluppet fik de en dug, 6 theskeer, et el. strygejern, et ildfast fad og penge til en lænestol. Resten af indboet har de købt på afbetaling, da de fik lejligheden. Køkkentøj og linnedvarer anskaffede de efterhånden (kontant), mens de boede i Julianegade. 
Brylluppet betød ikke nogen ændring i den økonomiske situation, idet hustruen beholdt sit arbejde indtil marts -54, d. v. s. hun holdt op et par uger før fødslen.  


Da ægtefællerne blev gift, tjente de henholdsvis 168 kr. og 102 kr. ugenligt. Ingen af dem havde formue eller gæld. I øjeblikket tjener manden omkr. 200 kr. ugenligt. Hustruen har ingen indtægt. Formue: 0. Gæld på møbler afdrages med 125 kr. den første i hver måned. Udbetalingen var i sin tid 175 kr. Restgæld i dag ca. 1200 kr. Faste månedlige udgifter er endvidere husleje 45 kr., fagforening 28 kr., sygekasse 16 kr., husholdning 300 kr. Den nye skattebillet ventes hver dag. Man fører ikke regnskab, lægger heller ikke budget, men snakker sammen om pengene. Ingen af ægtefællerne får faste lommepenge, begge ryger lidt, manden dog mest pibe.

Kilde: Uddrag af "Familien lever – en familieundersøgelse af Kirsten Auken".