KS-bogen

Flere gange i løbet af Kapitel 2 har du hørt lidt om Iran (tidligere kendt som Persien), og det er på mange måder et spændende samfund. I nyhederne bliver Iran ofte nævnt, når der er konflikter i Mellemøsten, og forholdet mellem Vesten og Iran er ikke særligt godt. Mange i Vesten er bange for, at Iran måske er ved at udvikle atomvåben, og FN har indført et forbud mod at sælge f.eks. våben til Iran. Irans tidligere præsident, Mahmoud Ahmadinejad, omtalte især Israel i skarpe vendinger, der i Vesten blev fortolket som trusler, og adskillige iranske atomforskere er blevet myrdet under mystiske omstændigheder. Der er altså klare spændinger, og det er vigtigt, at du forstår, hvor de stammer fra.

Som beskrevet i Kapitel 2 var Iran/Persien for 2500 år siden en af verdens første stormagter, og den tid blev iranerne ved med at bruge som forbillede, da deres eget land blev erobret. Først blev Iran besejret af den græske Alexander den Store i 332 f.Kr., og da araberne efter Muhammeds død i 632 angreb i forskellige retninger (Araberstormen i kapitel 2), indtog de også Iran og indførte islam som den primære religion. Til gengæld blev arabisk ikke indført som sprog, og i det hele taget prøvede mange iranere på at bevare store dele af deres egen kultur, mens de tog afstand fra den arabiske. I 1500-tallet lykkedes det igen at skabe et iransk rige under ledelse af en shah (konge), som til tider lavede alliancer med europæiske magter mod Osmannerriget, der som sunnimuslimsk land også tilhørte en anden gren af islam end Iran, der stadig er domineret af shia-islam (se mere om shia-islam i religionsafsnittet i Kapitel 2). De følgende århundreder bød på både op- og nedgangsperioder for Iran, men i begyndelsen af 1900-tallet skete der to særligt vigtige ting: For det første fik Iran et parlament og en forfatning, og for det andet begyndte Vesten for alvor at blande sig i iransk politik.

Iran havde (og har stadig) store mængder olie og andre ressourcer, og strategisk er det godt placeret mellem Ruslands yderområder, den arabiske halvø og Indien, som jo dengang var en britisk koloni. Omkring 1920 var den iranske regering svag, mens kommunistiske grupper fik mere magt, og derfor støttede briterne en iransk officer, som tog magten som shah under navnet Reza Pahlavi i 1925. Reza Pahlavi ønskede at modernisere Iran ved at indføre økonomiske reformer, og samtidig ville han imitere Vesten ved bl.a. at forbyde kvinder at gå med slør. Til gengæld var Reza Pahlavi ikke interesseret i at udbrede demokrati, og i løbet af 1930’erne så han mindre og mindre venligt på Vesten og dennes interesser i Iran. Da han til dels sympatiserede med Hitler og Nazi-Tyskland, blev han fjernet fra magten i 1941 af Storbritannien og Sovjetunionen i fællesskab, og i stedet blev hans søn Muhammad Reza Pahlavi shah. 

Efter Anden Verdenskrig opstod den magtkamp mellem Vesten og Sovjetunionen, der er kendt som den Kolde Krig. I Iran var der et klart ønske om mere selvstændighed kombineret med nationalisme (se Kapitel 2), men da regeringen valgte at tage kontrollen over landets olie, som ellers havde været på britiske hænder, sendte USA i 1953 efterretningstjenesten CIA ind for at afsætte premierministeren og i stedet genindsætte Muhammad Reza Pahlavi, som var venligt stemt over for USA. For at sikre befolkningens støtte til den nye leder opfordrede amerikanerne kraftigt shahen til at indføre sociale og økonomiske reformer. Den veluddannede middelklasse var rasende over, at der igen var en nærmest diktatorisk shah ved magten, men Muhammad Reza Pahlavi håbede på at få støtte fra bønder og arbejdere gennem sine reformer. Det skete under den såkaldte ”Hvide Revolution,” hvor Muhammad Reza Pahlavi førte mange af sin fars ideer om inspiration fra den vestlige kultur videre. Den iranske stat opkøbte store mængder land fra godsejerne og solgte det billigt til de små bønder, fabriksarbejdere fik del i overskuddet på deres arbejdsplads, i skolen skulle religion fylde mindre, og kvinder fik stemmeret. Udadtil lignede det fremgang, men der var store problemer bag facaden. Kommunistpartiet blev forbudt, og shahens hemmelige politi overvågede de politiske modstandere. Trods reformerne var mange folk dog ikke i stand til at læse og skrive, ordentlig lægehjælp manglede, og der var stadig stor fattigdom, selv om oliepriserne steg voldsomt i 1970’erne. Mange af Irans indtægter forsvandt i et stærkere militær og korruption. I 1971 holdt shahen en enorm fest for at markere Irans 2500-års jubilæum, og rygterne sagde, at den kostede 100 millioner dollars, mens fattigdom var udbredt. I 1977 kom de første større demonstrationer, og i 1978 var millioner af utilfredse iranere på gaden. Stærkt troende muslimer var utilfredse med, at landet bevægede sig væk fra islams kerneværdier, den veluddannede middelklasse ville have demokratisk indflydelse, socialisterne var imod samarbejdet med Vesten, og andre grupper ville bare have bedre forhold. Sammenstød mellem regeringsstyrker og demonstranter fulgte, og i begyndelsen af 1979 måtte shahen flygte fra landet.

De forskellige grupper i revolutionen havde ikke haft meget andet til fælles, end at de ville have et andet styre end shahen. Det er ikke ualmindeligt, at en revolution består af mange forskellige interesser, og at de efter revolutionen kommer op at slås om, hvordan det nye samfund skal se ud. Det skete også i Iran, hvor det hurtigt kom til en konflikt mellem de yderligtgående muslimer anført af Ayatollah Khomeini, moderate muslimer og socialister, som ikke havde noget positivt syn på religion. En folkeafstemning i foråret 1979 pegede i overvældende retning på, at det gamle monarki skulle udskiftes med en ikke nærmere defineret ”islamisk republik” som styreform. På daværende tidspunkt var det ikke helt tydeligt, hvilken rolle religion skulle spille i det nye Iran, men i løbet af sommeren 1979 fik Khomeinis parti gennemført, at alt skulle være baseret på islam, og Vogternes råd, som også er beskrevet i religionsafsnittet, blev indsat for at sikre, at lovgivningen stemte overens med islams lære. Både socialister og moderate muslimer protesterede, men Khomeini havde hurtigt fået et sikkert greb om magten og opbyggede et effektivt styre, der gik i gang med at ændre alt. Grupper, som havde været med i revolutionen, men ikke gik ind for den fundamentalistiske tolkning af islam, blev i flere tilfælde gjort forbudt ved lov, og deres medlemmer måtte flygte i tusindvis i de efterfølgende år. Flere hundrede andre blev henrettet for at gøre oprør mod styret eller forkynde andre religioner, og 20.000 lærere blev fyret, fordi de var for ”vestlige.”

Den nye islamiske republik Iran stod hurtigt over for store udfordringer. Som beskrevet var der indre splittelser, men allerede i 1980 blev Iran invaderet af nabolandet Irak under ledelse af Saddam Hussein. Den krig varede frem til 1988 og kostede hundredetusinder af menneskeliv. Desuden havde det nye styre også en (ikke ubegrundet) frygt for, at Vesten igen ville indsætte en anden leder. Det var en af grundene til, at en gruppe unge islamister i oktober 1979 indtog den amerikanske ambassade i Irans hovedstad Teheran og holdt personalet der som gidsler i over et år. Et amerikansk redningsforsøg blev en total fiasko, og gidslerne blev først løsladt, da USA underskrev en aftale om at holde sig ude af iransk politik. Fjendskabet fortsatte dog, og i Iran er USA ofte blevet omtalt som Store Satan, mens Israel kaldes Lille Satan. I 1990’erne så forholdet mellem Vesten og Iran ud til at blive bedre, men med Krigen mod Terror fra 2001 og det forøgede fokus på islam gik det igen nedad. Den amerikanske præsident George W. Bush kaldte Iran for en del af ”ondskabens akse” sammen med Irak og Nordkorea, da Iran stadig aktivt støtter muslimske terrorgrupper. Som nævnt i begyndelsen af dette afsnit har spændingerne været store siden da, ikke mindst pga. det iranske atomprogram. I 2013 fik Iran dog en ny præsident, Hassan Rouhani, som lovede reformer og bedre forhold til Vesten.