KS-bogen

Politik og religion - historisk set

”Troen på menneskerettighederne er nutidens afgudsdyrkelse.  Menneskerettighedserklæringen er et dokument af sjælden forløjethed. Menneskerettighederne fører derfor til forkvakling og ødelæggelse af alle menneskelige forhold. I dag, 10. december, holder Menneskerettigheds-erklæringen 50-års fødselsdag, for på denne dato i 1948 blev den vedtaget af FN’s general-forsamling, og der vil ingen ende være på de fede, fine ord, der vil blive udtalt i den anledning, ligesom der ikke vil være grænser for den røgelse, der vil blive afbrændt til ære for disse dyrkede menneskerettigheder – men man dyrker en afgud. Man tilbeder en løgn. Man har i efterkrigstiden forskrevet sig til en farlig og fatal usandhed om menneskelivet, og på 50-årsdagen er der grund til at sige det. Højt og tydeligt. Men også enkelt og klart, for der er jo ikke tvivl om, at kritik af tidens afgudsdyrkelse vil blive mødt af måbende forundring og rasende forargelse.(…)

Menneskerettighederne er udsprunget af den religiøse idé, som er knyttet til begrebet naturret, og som igen bygger på humanismens og oplysningstidens tale om, at mennesket i sin natur er guddommeligt og dermed retfærdigt. Mennesket har således medfødte rettigheder. I bevidst modsætning til kristendommen, som kalder mennesket en synder, der må leve af Guds nåde i Kristus og som skal leve i et land, hvor øvrigheden giver og hævder loven, kaldte humanismen menneskets for et væsen af guddomsart, som skulle have ret til at udfolde sig frit (…)

Da man i Nordamerika ville frigøre sig fra Englands overhøjhed, kunne man bruge naturrettens tale om menneskerettigheder til sit formål. Det skete i den amerikanske uafhængighedserklæring af 4. juli 1776. Her proklameredes som bekendt, at alle mennesker er skabt lige. Under denne devise løsrev man sig fra England. Men naturligvis er det kun i forhold til Gud, at alle mennesker er lige. I et retssamfund, der bygger på loven, er alle mennesker også lige for loven. Men ellers er mennesker jo højst ulige og forskellige, og vil man i religiøs fanatisme se bort fra forskellene, lyver man om menneskelivet.(…)”

Søren Krarup i Ekstra Bladet, 1998. Søren Krarup er teolog, tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og tilknyttet Tidehverv (se religionsafsnittet).

Spørgsmål: Hvorfor er Krarup imod menneskerettigheder?

Ekstra opgave til menneskerettigheder

Danmark er jo med i den Europæiske Union (EU), og et af EU’s klare mål er at skabe fællesskab i Europa. Det er ikke nemt: Europæerne taler forskellige sprog, har forskellige opfattelser af religionens rolle i samfundet, forskellig historie, og i det hele taget er der meget, der adskiller dem. Tilbage i år 2000 lavede EU derfor ”Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder,” som skulle være en form for fælles værdigrundlag for alle europæere. Kig på disse uddrag fra dokumentet og vurder, hvilke rettigheder, der er positive, og hvilke der er negative:

”1: Den menneskelige værdighed
Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.

2: Ret til livet

• 1. Ethvert menneske har ret til livet.
• 2. Ingen må idømmes dødsstraf eller henrettes.

3: Ret til respekt for menneskets integritet

• 1. Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet.
• 2. I forbindelse med lægevidenskab og biologi skal især følgende respekteres:
• — frit og informeret samtykke fra den berørte person i overensstemmelse med lovens bestemmelser
• — forbud mod racehygiejnisk praksis, navnlig praksis, der har til formål at udvælge mennesker
• — forbud mod kommercialisering af menneskekroppen og dele heraf som sådan
• — forbud mod reproduktiv kloning af mennesker. (…)

34: Social sikring og social bistand

• 2. Enhver, der har bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis.
• 3. For at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, efter de bestemmelser, der er fastsat ved fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis.”

Som du kan se, er der forbehold i de nederste rettigheder. Der står, at man har ret til noget, hvis det står i landets lov, men det samme forbehold er der ikke ved de øverste rettigheder. Hvorfor ikke?