USA: POLITIK OG BEFOLKNING
Lektion 3: Det politiske system og præsidentens politiske rolle (s. 245-247)
Spørgsmål til bogen:
- Hvad vil det sige, at USA er en føderation?
- Gør rede for et eksempel på, at lovgivning i USA kan variere fra stat til stat. Kender du til andre eksempler end dem, der står i bogen?
- Hvorfor ville præsident Obama forlænge understøttelsen for de arbejdsløse i 2014, og hvordan gik det med hans forslag?
Supplerende materiale:
Uddrag af Obamas tale i januar 2014
Talen er et uddrag af en tale, Obama holdt i januar 2014. Hensigten med talen var at få Kongressen i gang med at vedtage lovgivning, der forlængede arbejdsløshedsunderstøttelsen for de langtidsledige.
Læs uddraget og svar på spørgsmålene nedenfor.
Arbejdsløshedsforsikring har været en vigtig økonomisk livlinje. For mange mennesker har det været den eneste indkomstkilde, de har, mens de leder efter et nyt job. Dette er ikke folk, som læner sig tilbage og venter på at tingene skal ske; de er derude og leder faktisk efter arbejde. De er desperate efter at få et arbejde, men selv om økonomien er i fremgang og der er kommet nye arbejdspladser, er det i virkeligheden sådan, at finanskrisen har været så alvorlig, at der stadig er mange mennesker, der kæmper, og hvis vi ikke giver dem arbejdsunderstøttelse, bliver det faktisk vanskeligere for dem at finde et arbejde.
I hørte Cathrines historie. Hun udtrykker det meget mere tydeligt end mig. Hun skrev til mig sidste måned: ”Lad dem, der tror, jeg sidder derhjemme og nyder at være arbejdsløs, vide, at jeg meget hellere ville være på arbejde.”
Jeg havde mulighed for at snakke med Cathrine, og jeg tror, det er ret tydeligt, at det er sådan, det er. Cathrine fortsatte med at sige: ”Jeg har skrevet ansøgning til alle de jobs, jeg muligvis kunne være kvalificeret til, men til ingen nytte. Jeg har arbejdet hårdt hele livet, betalt skat, afgivet min stemme, taget del i politiske diskussioner og givet det ultimative offer: Mine to sønner tjener det amerikanske militær. Tab af job er en katastrofe, og hvis jeg selv kunne løse problemet, ville jeg gøre det. Jeg udfordrer en hvilken som helst lovgiver til at leve uden en indkomst.”
Så når vi har en mor til to fra vores militær, som arbejder hårdt derude, men som er nødt til at have en frakke på inde i huset har vi et problem! Og det er et, der kan løses!.
- Hvor vil I placere Obama ideologisk ud fra dette uddrag? (Socialistisk, liberalistisk eller en mellemting?)
- Streg de civilreligiøse træk i talen under. Forklar, hvorfor de er udtryk for civilreligion
- Hvorfor er det en fordel for Obama at anvende civilreligiøs retorik i en tale?
- Hvorfor er arbejdsløshedsforsikringen ikke blevet forlænget, sådan som Obama ønskede det?
- Kunne talen være holdt af en dansk politiker? Hvorfor/hvorfor ikke?