Massemedier og politisk kommunikation - 2. udgave
Tekst
Normative medieteorier
Tilbage i 1956 udviklede en gruppe medieforskere samfundssystemer en teori om de forskellige roller medierne burde udfylde indenfor forskellige. Teorien bruges ikke i særlig stor udstrækning i dag.
Den autoritære teori har sin baggrund i traditionelle monarkier, hvor kongen eller kejseren var den øverste leder, og medierne var underordnet regentens styre og den ledende klasse. Mediernes rolle var loyalt at gengive de herskendes budskaber. I dag genfinder man et autoritært mediesystem i lande, der ledes af et diktatur eller anden autoritær styreform. Det kan være lande, hvor medierne undgår kritik af styret af respekt eller frygt, eller hvor medierne bruges direkte af magthaverne som midler til kontrol og styring. Nordkorea er et land med en klar autoritær medieform. Der eksisterer ikke pressefrihed, og de statsstyrede medier bruges til at underbygge Kim Jong Il's og andre lederes position. Men også lande, der har en demokratisk styreform, kan have tendenser fra den autoritære medieteori. Det er tilfældet med Rusland, hvor visse emner, der er følsomme for regeringen og andre magtgrupper i samfundet, ikke kan omtales i medierne, uden at journalister bliver presset, forfulgt eller dræbt. Derfor støtter flertallet af de russiske medier ukritisk op om regeringen og dens politik indenfor sådanne følsomme områder.
Den liberalistiske teori har sin oprindelse i udviklingen af den trykte presse udenfor styrets kontrol, som den tog form i Europa i 1600-tallet. Teorien fastholder, at pressen skal eksistere på et frit marked, og at der skal være fuld pressefrihed. Retten til pressefrihed hænger tæt sammen med retten til ytringsfrihed, som begge er fundamenter i udviklingen af demokratiske samfund. Disse rettigheder giver borgerne mulighed for at udveksle information og politiske holdninger og sikrer, at medierne kan holde et vågent øje med magthaverne. Denne ret er eksempelvis indeholdt i den Amerikanske Grundlov fra 1789: "Congress shall make no law ... abridging the freedom of speech or of the press...". En grundtanke bag teorien er, at det er bedst for medierne, hvis der ikke er nogen kontrol, og deres udvikling overlades til de frie markedskræfter. Hovedprincipperne i den liberalistiske teori er fravær af censur og retten til at publicere og distribuere medier, uden at det kræver en særlig tilladelse eller licens.
Den sociale ansvarligheds-teori er udviklet siden starten af 1900-tallet i opposition til den liberalistiske teori, som kritiseres for at give for stor vægt til markedskræfternes styring af medierne. Dette fører ikke nødvendigvis til udviklingen af ansvarlige medier, der støtter ytringsfrihed og den demokratiske udvikling, er synspunktet. Frie markedskræfter fører nemt til mediemonopoler og koncentrering af ejerskab på få selskaber, der i højere grad varetager egne økonomiske interesser frem for et fælles socialt ansvar. Et af hovedprincipperne i den sociale ansvarlighedsteori er derfor, at medierne har et ansvar overfor samfundet, herunder at sikre, at der er forskellige medietilbud, der retter sig mod alle grupper i samfundet. Samtidig holder teorien fast i den liberalistiske teoris principper om ytringsfrihed, samt at medierne har en vigtig rolle i at kontrollere magthaverne. Udviklingen af public service-institutioner som Danmarks Radio (DR) er udtryk for denne teori. Public service-institutioner er i princippet uafhængige af regeringen og staten, men uden at være private medieforetagender.
Den sidste teori, de amerikanske medieforskere fremlægger, er den totalitære teori, der har sit udgangspunkt i den sovjetiske revolution i 1917. Den oprindelige publikation af de fire medieteorier er fra tiden under den kolde krig, hvor Sovjetunionen var en stormagt med sit eget udviklede mediesystem. I et socialistisk samfund er det i teorien arbejderklassen, der har den politiske magt. Medierne er derfor underordnet arbejderklassens interesser, og kommunistpartiet er den instans, der ejer og kontrollerer medierne. I et socialistisk land eksisterer der i princippet ikke klassekonflikter. Derfor skal medierne og nyhederne ikke bygge på dækning af konflikter i samfundet (der ikke er der). Derimod er det mediernes opgave at støtte en positiv udvikling i samfundet. Kritisk journalistik er derfor ikke nødvendig. Medierne er propaganda-apparater, der skal tjene arbejderklassens interesser. Trods murens fald og Sovjetunionens ophør kan denne teori og elementer af den stadig genfindes i lande, der har et socialistisk styre. Cuba og Kina er eksempler på dette. Samtidig er der i praksis et vist sammenfald mellem den totalitære og den autoritære medieteori. Der vil desuden være træk indenfor denne teori, som genfindes i lande, der har en teokratisk styreform, som for eksempel Iran. Her skal medierne opfylde bestemte roller i forhold til en religiøs målsætning, der er til alles bedste. Da statens kontrol af medierne er et grundprincip i den totalitære teori, står den i modsætning til den liberalistiske teori.
De normative medieteorier bygger i deres udgangspunkt på, hvordan verden så ud i midten af 1950'erne, og indfanger ikke nødvendigvis de udviklinger, der er sket sidenhen. Derfor er der udviklet nye yderligere teorier. Den demokratiske deltagelsesteori, der forholder sig til mediernes rolle i styrkelsen af borgernes muligheder for at deltage aktivt i medieproduktionen, og i den offentlige debat, er én. Teorien om netværkssamfundet og den enkeltes muligheder for at kommunikere i netværk i en globaliseret verden er en anden. Mange af de træk, der var i de fire oprindelige modeller, vil imidlertid genfindes i nye medieteorier. Andre har desuden forsøgt at udvikle helt nye teorier. Det er derfor vigtigt at forstå de fire medieteorier som idealtyper, eller det man kan kalde rene former. I realiteternes verden eksisterer de ikke i den rene form, men er ofte en blanding af flere forskellige former, hvor for eksempel public service-tv eksisterer sammen med private kommercielle tv-kanaler.
