Massemedier og politisk kommunikation - 2. udgave

Tekst 1

Valgkamp i 1935: Stauning eller kaos

Et af de mere opsigtsvækkende valg i den nyere Danmarkshistorie er Rigsdagsvalget i 1935. Her opnåede Socialdemokratiet deres bedste valg nogensinde med 46,6% af stemmerne. Bag resultatet lå en succesfuld politik fra Socialdemokratiet, der havde ledt landet ud af krisen i slutningen af 20'erne og starten af 30'erne, samtidig med at grundstenen til det danske velfærdssamfundssystem blev lagt. Det stærke lederskab af Thorvald Stauning var et andet element bag den store valgsejr. Stauning havde været leder af Socialdemokratiet siden 1910 og været statsminister i perioderne 1924-26 og igen siden 1929. Han blev af mange opfattet som landsfader med stor troværdighed.

Det gode valg var samtidig et resultat af en veltænkt kampagne. Selve valgudskrivelsen var planlagt som en overraskelse. Stauning valgte - som den første statsminister - at udskrive valget før valgperiodens udløb uden at være i mindretal eller være konfronteret med et utilstrækkeligt flertal for en bestemt lovgivning.

Socialdemokratiets valgslogan var "Stauning eller Kaos", der stod prentet med store bogstaver på valgplakater, som bar et portræt af statsminister Thorvald Stauning, og nederst opfordringen: "Stem Socialdemokratisk". Det opsigtsvækkende og provokerende slogan henviste til det, befolkningen kunne vente sig, hvis Konservative og Venstre kom til magten. Men det havde også klangbund i den udbredte ængstelse, som nazisternes voksende styrke i Tyskland skabte i Danmark. Stauning var manden, der kunne redde Danmark fra kaos.

Omdrejningspunkt i valgkampagnen var en række møder over hele landet, hvor Stauning talte. Valgkampagnens slagsang "Stauning igen" var et fast indslag på valgmøderne.

Møderne rettede sig mod bredere vælgergrupper samt mod rene socialdemokratiske forsamlinger. Der blev holdt møder i 14 forskellige byer fra Aalborg i nord til Sønderborg og Nykøbing Falster i syd. Ved møderne mødte mange tusinde mennesker frem. Turneen sluttede med et kæmpemøde i Forum i København.

Møderne og valgkampagnen som sådan blev dækket intensivt af den landsdækkende avis Social-Demokraten. Avisen havde blandt andet journalist Kristian Krater som Staunings rejsefælle rundt i landet. Han skriver fra valgkampen:

"Folk strømmede til Staunings møder, fyldte salene. Gårdspladserne, gaderne, og hvad der ellers var. Hans besøg blev en mærkedag i hver by, hvortil han kom. Hans taler var tung og saglig storpolitik,ofte en udredning, der strakte sig over et par timer, men folk sad og lyttede til denne stærke røst, der ikke trættedes. Der skulle i sandhed ofte politisk modenhed til at følge Stauning på denne lange rejse gennem storpolitikkens land, der vel næppe var kortlagt for alle og enhver. Men se, om de ikke time efter time sad der, naglet fast til stole og bænke, eller klamrede sig til en sprosse højt oppe i en vindueskarm eller stående ude i mørket i en lukket gård, hvortil Staunings stemme nåede gennem højtaleranlægget."

Socialdemokratiet udviklede deres politiske kommunikation på basis af erfaringerne fra valget i 1935. I bogen "Vejledning for Socialdemokratiets Agitatorkorps og Aktivistgrupper" udgivet af Socialdemokratiets Forbund i 1936, står der: "I agitationen for Socialdemokratiet må vi, foruden den forstandsmæssige påvirkning, stærkere end tidligere tale til massernes følelser. Den moderne forskning har vist os, at den saglige, logiske tænkning ikke spiller så fremtrædende en rolle; men at mennesket i lige så høj grad lader sig lede af følelsesmæssige motiver. Den menneskelige følelse er en kraft, som må udløses og nyttiggøres i vor kamp". Vejledningen koger propagandateknikken ned til følgende punkter:

• Propagandaen må være enkel og letfattelig. Det er forudsætningen for, at den kan forstås af alle. Særlig gælder kravet om at være enkel, når man henvender sig til de politisk passive, dem som det netop er vor opgave at vinde.
• Propagandaen må gøre et sympatisk indtryk. Orden, præcision, smukt pyntede lokaler, smukke plakater vækker sympati. Vi må ikke støde folk, men netop drage dem til os, vinde dem.
• Propagandaen må være intens. Dag efter dag må den arbejde. Slagord, parole, den politiske sandhed, må gentages. Møde må følge på møde.
• Propagandaen må ikke hvile. Virkningen af god propaganda forsvinder, hvis der indtræder døde perioder. Derfor må folk stadig holdes i ånde.
• Propagandaen må være smidig. Den må varieres efter de kredse man henvender sig til, by eller land, arbejdere eller funktionærer, gamle eller unge. Det er ikke opportunisme, men i bedste overensstemmelse med vore idealer, når agitationen tilpasses, så den får størst virkning og flest mulig overbevises om vore argumenters rigtighed og vor sags retfærdighed.