Tekst

LO-kampagne for uddannelsesgaranti

"Den 1. januar 2005 lukkede regeringen skolepraktikken på en række uddannelser. Regeringen har skåret antallet af pladser i skolepraktikken ned fra 5.000 til 1.200. Det rammer bl.a. elektrikere, tømrer, snedkere, automekanikere og kontorelever. Lukningen af skolepraktikken betyder, at flere tusinde elever, der ikke kan få en praktikplads, bliver smidt ud af deres uddannelse. I første omgang er omkring 1.000 elever smidt ud. Fremover vil det ramme mange flere."

Sådan står der i en pressemeddelelse udsendt af LO, der er fagbevægelsens hovedorganisation. Den blev sendt ud den 17. januar 2005 som startskuddet til en længe planlagt kampagne, der havde til formål at sikre en uddannelsesgaranti for unge på erhvervsuddannelserne.

Baggrunden for kampagnen mod lukning af skolepraktikken, og for at opnå en uddannelsesgaranti for erhvervsuddannelserne, var de problemer nogle elever havde med at finde en praktikplads. Praktikken havde længe været en fast del af en erhvervsuddannelse, men det havde vist sig, at nogle unge - specielt unge af anden etnisk baggrund - havde svært ved at få en praktikplads på en arbejdsplads. For disse unge var en praktikerfaring på skolen et alternativ til at kunne færdiggøre deres uddannelse. "Regeringen og arbejdsgiverne mente, at skolepraktikken ikke var hensigtsmæssig, da de unge, der havde gennemført en uddannelse kun med skolepraktik ikke kunne få job. Derfor lukkede man pr. 1.1.2005 skolepraktikken på 8 uddannelsessteder", siger Rune Nørgaard, informationschef i LO.[1]

Det var baggrunden for kampagnen. Den havde to formål: at få regeringen til at ændre deres beslutning vedrørende lukning af skolepraktik og at være solidariske med de unge.

Kampagnen bestod dels af annoncer, hvor unge, der var berørt af lukningen af skolepraktikken, var fotograferet i en stor skraldespand med teksten "Foghs Affald". Annoncerne blev trykt i udvalgte aviser og blade og hængt op på erhvervsskoler. Der blev trykt pjecer og produceret baggrundsmaterialer med faktaoplysninger om lukningen af skolepraktikken. Unge på erhvervsskolerne holdt stormøder om emnet og delte informationsmateriale ud. Samtidig arbejdede LO's informationskontor på at gøre pressen interesseret. Det skete ved hjælp af pressemeddelelser og direkte kontakt til forskellige journalister.

Få dage efter at kampagnen var lanceret i januar 2005, udskrev statsminister Anders Fogh Rasmussen Folketingsvalg. "Det blev en krog, som vi i særlig grad kunne hænge kampagnen på", siger Rune Nørgaard. Der blev organiseret ekstra-aktiviteter, hvor den vigtigste var en skraldebil, der fulgte Anders Fogh Rasmussen, da han i bus var på valgturne rundt i landet. Skraldebilen var klistret til med store plakater med billeder af unge, der var smidt ud som affald. Når Anders Fogh Rasmussen holdt offentlige møder, deltog en person fra skraldebilen og spurgte om, hvad regeringen ville stille op med de unge, der var ramt af lukningen af skolepraktikken. Skraldebilen, der fulgte efter Foghs bus, sikrede omtale af LO's budskab i de lokale medier, hvor man kom frem. Samtidig var det med til at gøre Anders Fogh Rasmussen opmærksom på problemet og lægge pres på ham for at nå en løsning.

Kampagnen og specielt deltagelsen i valgkampen var en succes i forhold til medieomtale. Der var god omtale i lokale som nationale medier. Men umiddelbart fik det ikke Fogh eller regeringen til at ændre beslutningen.

"Kampagnen fik ikke aftvunget løfter fra regeringen", siger Rune Nørgaard, "men i regeringsgrundlaget efter valget skriver de et afsnit om erhvervsuddannelserne, hvor de sætter nogle meget præcise målsætninger på, hvor mange unge, der skal have en ungdomsuddannelse, med særlig fokus på dem, der ikke får en uddannelse i dag".

Senere blev der nedsat et globaliseringsudvalg, som havde et underudvalg, der arbejdede med erhvervsuddannelserne og de reformer, der var nødvendige. Uddannelsesgarantien var et af de emner, der var på dagsordenen. LO deltog i dette udvalgsarbejde. Dette førte videre ind i en forhandling om reformer af erhvervsuddannelserne. En uddannelsesgaranti er en del af disse reformer.

I denne senere forhandling har LO ikke brugt medierne. "Når vi er inde i en konstruktiv proces, i forhandling med regering og arbejdsgivere, hvor vi kan se en løsning, bruger vi ikke medierne som et redskab. Forhandlingerne kører vi i et mere eller mindre lukket rum. Det er det mest fornuftige, hvis vi vil nå et resultat. Hvis man har fortrolige papirer på bordet, så er det ikke særligt sundt for forhandlingerne, hvis man senere kan læse det, man har sagt, i medierne", siger han, og fortsætter: "Men hvis der er sammenbrud i forhandlingerne, kan medierne dog godt bringes i spil igen".

Han peger på, at det primært er under en kampagne, at LO får stor medieomtale og er synlig i offentligheden. Når den efterfølgende forhandling leder til et resultat, får det ikke stor omtale. Det skyldes, at der ikke længere er en konflikt, og at medierne derfor ikke synes, det er en interessant historie at bringe. "Det er vilkårene, når målet er politiske resultater", siger han.

LO's informations- og mediearbejde har som et af sine formål direkte at påvirke den politiske beslutningsproces, som eksempelvis kampagnen mod lukning af skolepraktikken. Men LO er desuden involveret i en mere bred medieindsats. Tidligere støttede organisationen avisen Aktuelt, men den blev lukket i 2001, da de økonomiske omkostninger blev for høje. Man oprettede senere Ugebrevet A4, der har til hensigt at skabe debat og påvirke den politiske dagsorden. "Ugebrevet er finansieret af LO, men arbejder som et selvstændigt og uafhængigt medie", siger Rune Nørgaard. Organisationen har desuden en stor aktiepost i gratisavisen Metroexpress, samt en nyhedstjeneste, der blandt andet servicerer lokalradioer, som har en tilknytning til arbejderbevægelsen. Endelig udgiver organisationen ungdomsmagasinet Tjeck. Her skriver man om forskellige emner, der interesserer unge, herunder historier om uddannelse og arbejde.

Case story: Medier i arbejdet mod tortur

"Vi er indædte modstandere af tortur. Så vi er meget svære at stille tilfreds og forventer meget af danske politikere på det område", siger Tue Magnussen, der er kommunikationskoordinator på Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre (RCT). Organisationen er en af de første i verden, der udviklede og systematiserede behandlingen af torturofre, og den er kendt internationalt for sit arbejde.[2]

RCT har siden midten af 1990'erne opprioriteret informations- og mediearbejdet og har i dag tre personer ansat, som overvejende arbejder indenfor dette område. Organisationen retter sit informationsarbejde mod den brede danske offentlighed og særligt udvalgte grupper indenfor denne. Det sker ved brug af publikationer og hjemmesiden. Samtidig arbejder organisationen for medieomtale af de sager, hvor de gerne vil have politisk indflydelse.

Centret er synligt i den danske offentlighed og velkendt blandt beslutningstagere for at insistere på sine mærkesager. I organisationens kommunikationsstrategi står der, at fortalervirksomheden - og dermed det politiske arbejde - skal "bidrage til at øge den offentlige respekt for torturoverleveres behov og rettigheder, samt fremme statens opfyldelse af Danmarks pligt til at udrydde tortur og umenneskelig behandling."

Medierne er et vigtigt instrument i denne strategi. "Når vi bruger medierne, er det for at koble os på et dagsaktuelt tema, der er relevant i arbejdet mod tortur, eller hvis vi ønsker at rejse et særligt budskab, enten overfor offentligheden eller overfor beslutningstagerne", fortæller Tue Magnussen.

"Vores mediestrategi er ofte at gå ud med debatindlæg og tage kontakt til journalister på de dagsordensættende aviser. Det er vores erfaring, at så vil Radioavisen og tv-nyhederne komme bagefter, da de jo ofte går meget efter det, som aviserne bringer. Ritzau bruger også avisernes nyheder som citathistorier", siger Tue Magnussen, og fortsætter: "Vi forsøger at udvikle en tæt relation til de journalister, som arbejder med de emner, vi vil fremme".

Samtidig har organisationen kontakt til mange politikere, specielt til partiernes ordførere. RCT tager kontakt til dem, når det er relevant. Men politikerne henvender sig også til RCT, specielt i forbindelse med spørgsmål i Folketinget.

En af organisationens mærkesager er at gøre tortur strafbar i den danske straffelov. Det har organisationen sammen med andre danske menneskerettighedsorganisationer arbejdet på, siden Danmark tiltrådte FNs konvention mod tortur for snart tyve år siden. Politikere og lovgivere peger på, at tortur allerede er strafbar, der er blot ikke en selvstændig paragraf herom. Men for RCT er det ikke godt nok. Først når man får et udtrykkeligt forbud mod tortur med i straffeloven, kan man sikre, at en eventuel sag om tortur i Danmark ikke bliver forældet efter blot 5 eller 10 år.

Derfor startede RCT sammen med Amnesty International en kampagne i 2005. De to organisationer bad om foretræde for Folketingets retsudvalg og forelagde deres sag for udvalget. Samtidig kørte de et stort pressearbejde, hvor de skrev indlæg til pressen, samt, når der var en anledning, fik journalister til at producere nyheder om sagen. Amnesty International organiserede samtidig en underskriftsindsamling, der i løbet af et halvt års tid fik indsamlet 145.000 underskrifter til støtte for kravet.

Endelig i sommeren 2006 meddelte justitsministeren, at man ville bede Straffelovsrådet overveje at revidere straffeloven og inkludere en paragraf, der omhandlede tortur specifikt. Det endelige resultat, den egentlige revidering af straffeloven, mangler stadig. "Men det er en foreløbig sejr", understreger Tue Magnussen.

Arbejdet for revision af straffeloven er blot en af mange kampagner og medietiltag, som RCT har været involveret i. Den hidtil største mediesag, organisationen har haft, var om den israelske ambassadør Carmi Gillon, der blev udnævnt til ambassadør i Danmark i sommeren 2001. Han havde tidligere i sin karriere gjort brug af "moderat fysisk pres", som af FN betragtes som tortur. RCT - der har behandlet torturofre, som har været udsat for tortur af det israelske militær og politi - mente ikke, at Danmark burde acceptere ham som ambassadør. Mange andre organisationer og flere partier i Folketinget var af den samme overbevisning. Sagen Gillon endte med, at han blev accepteret som ambassadør, men han var kun i Danmark en forholdsvis kort periode og var isoleret i en grad, så det skadede Israels sag i Danmark.

Det politiske arbejde retter sig også mod at sikre torturofres rettigheder i Danmark. For eksempel har RCT været involveret i debatten om stramningen af kravene for at opnå dansk statsborgerskab. "Torturofre kan have svært ved at huske og koncentrere sig, og de kan derfor have svært ved at leve op til de strammere krav om danskkundskaber", siger Tue Magnussen. Da disse stramninger blev indført i slutningen af 2005, gik RCT hårdt ud i pressen med det budskab, at det er nødvendigt at vise særlige hensyn til torturofre og give dispensationsmuligheder i forhold til kravene for at opnå statsborgerskab.

Endelig bruger organisationen medierne strategisk, hvis RCTs arbejde kommer under pres. Da finanslovsforslaget for 2003 blev offentliggjort i 2002, var bevillingerne til RCT skåret ned med omkring 20%. Det ville betyde, at dele af det internationale arbejde ville blive skåret væk. RCT ventede strategisk et par dage med at gå til medierne, så de kunne time deres medietiltag med dagen, hvor et topmøde for EU's udenrigsministre startede i Danmark. Både Politiken og Berlingske Tidende bragte sagen som en forsidehistorie." Vi vidste, at hvis sagen fik international opmærksomhed, ville det være et yderligere problem for regeringen", siger Tue Magnussen. Senere samme dag gav udenrigsminister Per Stig Møller garanti for, at Finansloven ikke ville beskære RCT.

Det kan give problemer med relationen til embedsmænd i ministerierne, når organisationen får omgjort et forslag, de har arbejdet med, via direkte tilsagn fra en minister. "De kan føle sig irriterede, men sådan er spillereglerne i politisk arbejde", siger Tue Magnussen, og supplerer: "Vi har en utroligt god sag, som alle har sympati for."

[1]. Case vedrørende LO's informations- og mediearbejde bygger på interview med informationschef Rune Nørgaard, foretaget den 24.1.2007, samt dokumenter fra LO.

[2]. Case vedrørende RCTs informations- og medie-arbejde bygger på interview med kommunikationskoordinator Tue Magnussen, foretaget den 23.1.2007, samt dokumenter fra RCT.