Protestbevægelser
Debatindlæg i Politiken, 01.03.2012
Ungdomshuset og de flyvende brosten vandt. Skatteyderne og retfærdigheden tabte.
Det er i dag fem år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet og dermed grund til at kigge tilbage på de mest voldsomme uroligheder i Danmark siden anden verdenskrig. Spørger man Ungdomshuset selv, handlede konflikten om intolerante politikere, der tog deres hus fra dem, fordi de var anderledes.
Sandheden er, at der aldrig har været nogen af betydning, der har været imod Ungdomshuset på grund af deres livsstil, tøjsmag eller lignende. Det er simpelthen et synspunkt, der aldrig har eksisteret. Vi er derimod en hel del mennesker, der ikke bryder os om organisationer, der forsøger at opnå politiske beslutninger ved hjælp af vold.
Da huset på Jagtvej blev solgt i 1999, skete det, fordi det ulovligt besatte hus var blevet dårligt vedligeholdt, og det ville kræve en formue at sætte det i stand. Borgerrepræsentationen vurderede, at aktiviteten i huset var for lille til, at det kunne forsvares at bruge denne formue, og man kunne ikke som ansvarlig myndighed forsvare, at der blev holdt koncerter og var aktiviteter i en kommunal bygning, som var i så elendig stand. I stedet tilbød man Ungdomshuset alternative lokaler, som var i bedre stand. Ungdomshuset valgte at takke nej. I stedet indledte de en kamp mod samfundet, fordi kommunen ikke ville bekoste den gratis renovering af deres fritidsklub.
Historien om de onde politikere, der undertrykte de alternative unge, gav dem vind i sejlene, og bevægelsen voksede. Da huset blev ryddet i 2007, blev det gjort til en kamp om liv eller død. Der blev kastet molotovcocktails og brosten, som meget vel kunne have slået politibetjente ihjel. Uskyldige borgere fik brændt deres biler af, og flammende bål prægede Nørrebro.
Volden virkede. Overborgmester Ritt Bjerregaard stillede betingelsesløst et nyt gratis Ungdomshus til rådighed. På intet tidspunkt blev de autonome bedt om at tage afstand fra vold. I modsætning til musikere, sportsklubber og andre, der mangler lokaler i København, gav volden dem tværtimod direkte adgang til at diktere hvor og hvordan, overborgmesteren skulle føje deres krav.
Efter at de autonome havde erklæret borgerkrig, fordi de mistede deres hus, drev hykleriet ned ad væggene, da de uden at blinke takkede ja til at smide mange hundrede brugere ud af kulturhuset på Dortheavej i Nordvestkvarteret, så de kunne overtage det.
Vi, der boede i kvarteret, gjorde hvad vi kunne for at protestere. Vi indsamlede over 5000 underskrifter, der viste, at fem ud af seks af beboerne var imod at miste kulturhuset. Vi samlede 1500 naboer til demonstration og bad om møder med Borgerrepræsentationen. Men de unge aktivister var ligeglade, og overborgmesteren smed en check på intet mindre end 148 millioner kroner på bordet for at genhuse de tidligere brugere af kulturhuset og bygge det om til ungdomshuskompleks med et fornemt nyt bibliotek, vejregulering med mere.
Ungdomshusets svar på al denne positive særbehandling: De satte et stort banner op, hvor der stod 'Ingen fucking tak til systemet'. Ungdomshuset og de flyvende brosten vandt. Naboerne, skatteyderne og retfærdigheden tabte. Sagen er et studie i slaphed og inkompetence fra Københavns daværende overborgmester og vil for altid stå som en skamplet på Københavns Borgerrepræsentations røde flertal.
Rasmus Jarlov,
medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti
