Protestbevægelser

Leder i Dagbladet Jyllandsposten, 18.06.2006

Voldsaktiviterne taler for sig selv, når den særlige kultur fra Ungdomshuset i København bakket op af udenlandske supportere med en orkan af livsfarlig vold og ødelæggelse hærger København.

Politiet angribes med livsfarligt kasteskyts som tunge og skarpe brosten og kanonslag med bombestyrke. Nok til at slå mennesker ihjel, hvis de træffer perfekt. Biler ødelægges, butikker smadres og plyndres vilkårligt. Bålene fra afbrændte skraldcontainere stinker.

Utroligt, men efter dette inferno hører man talsmænd for støttegrupperne bag Ungdomshusets voldelige, anarkistiske kræfter rose politiet for at have vist besindighed.

I en kamp på liv og død er politiets folk under alle omstændigheder tvunget til at holde lav profil for at undgå at få dele af pressen og vrede forældre til mindreårige på nakken bagefter. Enten totalt naive eller også stærkt politisk beviste personer, der som bannerførerne for de stærkt betænkelige støttegrupper tilsyneladende ikke kan se fejl hos deres højt satte poder. Endda selv om de dødsens alvorlige begivenheder efterhånden ikke adskiller sig væsentligt fra tv-nyhedernes indslag med vold og terror iMellemøsten.

Herhjemme hepper forældrene nærmest fra sidelinien, som ved en fodboldkamp, når de uansvarlige unge voldeligt forsøger at skade ordensmagten livstruende. Man bør ikke tage fejl. Klientellet iUngdomshuset bærer ikke specielt præg af at være dybt alvorlige sociale tilfælde, men synes tværtimod at være strategisk tænkende, velformulerede og intelligente unge, som synes opflasket med unoderne af 1968'er generationen.

Vagn Kofoed og Knud Foldschack, som er talsmænd for støttegrupper til Ungdomshuset, kan mærkværdigvis ikke få sig selv til at sige noget negativt om de unge, som farer frem som potentielle mordere. Den ukritiske støtte kan ikke undgå at stemple dem som noget i retning af samfundsskadelige personer, hvis de da ikke ligefrem har en brist.

Det er tilfredsstillende, at bydelens beboere dybt skuffede har afskrevet enhver støtte til voldsmændene. Intet kan naturligvis retfærdiggøre den afskrækkende vold.

Det er paradoksalt, at enhver kunne overbevise sig om karakteren af de livsfarlige ulovligheder ved at følge begivenhederne løbende på tv, mens anklagerne i Københavns Byret i går kun var i stand til at få varetægtsfængslet tre personer ud af næsten tre hundrede, når man lige ser bort fra en mindreårig pige, som måtte løslades, fordi de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af hende.

Det mest nærliggende havde været, at politiet havde stormet eller belejret ungdomshuset effektivt, når der alligevel var udkommanderet så store styrker. Det er beklageligt, at politiets gode hensigter med at udskyde udsætningen blev besvaret med planlagt vold, overfald og hærgen i København.

Politiets velvilje er blevet groft misbrugt. Ved EU-topmødet undgik man vold ved at kommunikere tæt med demonstranter fra ind- og udland. Dette er derimod konfrontation med kræfter, som under alle omstændigheder vil vold, ødelæggelser og om nødvendigt, må man tro, åbenbart også død. Politiet må indrette sig derefter, og forhåbentlig vil de ansvarlige ledere herefter erkende, at der er brug for konsekvent indsats, når fogedretten har talt.

Terrorister kan man ikke forhandle med, og det gælder også for lovbrydere her i landet, som nægter at efterkomme lov og ret. Udsætningen af de genstridige voldsmænd i Ungdomshuset, bør derfor gennemføres prompte. Husets og gadens parlament skal ikke sætte dagsordenen her i landet. Politikerne må - for en gangs skyld - holde fast ved deres opbakning af politiet.