A. REFORMATIONENS FORLØB 1520-1555
Det kan være svært at overskue de mange begivenhedsforløb og magtkampe, der førte frem til etableringen af den lutherske fyrstekirke med Christian den Tredjes magtovertagelse i København i 1536. Her er en kort oversigt til de 6 afsnit i bogen ”Reformation i Danmark”.
1. Stockholms blodbad og unionens opløsning 1520-23
Det var i 1517 med Luthers 95 teser mod aflad og pavekirken, at modsætningerne i den romersk-katolske kirke kom klart til udtryk og bredte sig til hele Tyskland og Norden. De religiøse modsætninger blev udnyttet af de mange europæiske renæssancefyrster, der søgte at omgå kirkens magt og indflydelse og sikre deres egen magt.
Christian den Anden var en af de magtfulde fyrster, og han kom senere i klemme mellem den katolske tysk-romerske kejser (han var gift med hans søster) og hans egen støtte til Luther. Han blev konge i Danmark-Norge 1513 under stor modstand fra adelen. I 1520 havde han erobret Sverige og genskabt Kalmarunionen mellem de tre nordiske kongeriger. Men Stockholms blodbad, hvor en stor del af den svenske højadel blev halshugget, fik hans unionsrige til at bryde sammen.
Han havde da fængslet en række bisper, fik halshugget tre, og han fik ærkebispen af Lund brændt som kætter i 1522. Det betød at den romersk-katolske kirke i Norden var ved at gå i opløsning. Samtidig brød Christians magt sammen i Danmark, da højadelen og bisperne vendte sig mod ham og han måtte flygte til udlandet i 1523.
Det blev Christians farbroder – hertug Frederik af Slesvig-Holsten, der overtog magten i Danmark-Norge med højadelens og de katolske bispers støtte. Forinden havde adelsmanden Gustav Vasa gjort oprør og fik magten i Sverige.
Kong Christian søgte et comeback i Norge 1531-32, men det mislykkedes, og han blev fanget, da kong Frederik brød et frit lejde, der skulle have ført til forhandlinger mellem de to. Eksilkongen blev derefter holdt fængslet på Sønderborg slot. Han spillede en politisk rolle som fængslet ”bannerfører” for den ene part i Grevens fejde, men mistede sin politiske betydning efter 1536. Han døde først i 1559.
Konflikterne om tro og kirke og mellem højadel, kong Christian og folket drøftes i Kapitel 1. (Yderligere materiale findes i DH: Fortælling 26-27).
2. Den evangeliske kulturrevolution 1523-33
Frederik den Første var oprindelig hertug i Slesvig-Holsten og styrede herfra de to kongeriger Danmark-Norge 1523-33. Det blev en periode med bondeoprør, konflikter mellem borgere og adel – og mellem de katolske bisper og den aktive evangeliske bevægelse.
Det var under Frederik den Førstes regeringstid, at der i de danske købstæder blev gennemført en kulturrevolution, der vendte op og ned på trosopfattelser og kirkens rolle. Bevægelsen blev ledet af en lang række prædikanter, der skarpt kritiserede pavekirken og dens måde at fungere på. Det skete med udgangspunkt i de oversættelser af biblen, der netop da blev tilgængelige også på dansk, og som gav tekstgrundlaget for prædikanternes argumentation og krav om reformation.
Magthaverne i samfundet – højadelen og de mægtige katolske bisper – støttede ikke de evangeliske prædikanter, men det gjorde købstædernes borgere og kongen. Det var kongens støtte. der sikrede at bevægelsen bredte sig med stor hast efter 1525.
Hele denne voldsomme forandring kan man læse om i Kapitel 2. Her er der også tekster, skrevet af de ledende evangeliske prædikanter og af den kritiske reformkatolik Povl Helgesen, der forsvarede pavekirken. Dette kapitel er det mest centrale i bogen.
(Yderligere materiale findes i DH: Fortælling 28)
3. Grevens fejde og Christian den Tredjes magtovertagelse 1536
Med Frederik den Førstes død i 1533 blev landet kastet ud i en borgerkrig, som kaldes ”Grevens fejde”. Rigsrådet, der bestod af højadelens repræsentanter og bisperne, kunne ikke blive enige om valg af en ny konge og vedtog som kompromis at udskyde valget et år. De katolske bisper ville ikke have Frederiks ældste søn lutheraneren hertug Christian som konge. Lübeck ønskede at udelukke de nederlandske købmænd fra Østersøen og blandede sig i kampen om kongemagten i Danmark-Norge. Byens leder borgmester Jürgen Wullenwever søgte derfor at alliere sig med de to store Øresundsbyer København og Malmø, og ønskede sammen med dem, at få den fængslede kong Christian tilbage som dansk konge. Et andet kongefamiliemedlem - grev Christoffer af Oldenborg, sejlede hurtigt i 1534 lybske lejetropper til Sjælland og fik støtte også fra adelen i Østdanmark.
Det udfordrede den jyske og fynske adel, der endelig sluttede op om Frederiks ældste søn, lutheraneren hertug Christian af Slesvig-Holsten, og de valgte ham som konge. Det truede de katolske bisper.
Et stort bondeoprør i Nord-og Vestjylland udfordrede samtidig den lokale adel og bisperne. Mange herregårde blev nedbrændt og adelen måtte flygte. En adelig rytterhær led derefter et stort nederlag ved Svenstrup syd for Ålborg. Det var derfor holstenske lejetropper under hærføreren Johan Rantzau, der i et hurtigt felttog standsede det jyske bondeoprør og erobrede og plyndrede Ålborg. Byen havde været center for oprøret i Nord-og Vestjylland ledet af Christian den Andens flådeanfører Skipper Clement, der blev taget til fange og senere henrettet.
Gennem et blodigt felttog blev resten af Jylland og Fyn derefter besat og bønderne blev nedkæmpet af Johan Rantzaus tropper. På Fyn ved Øksnebjerg stod i juni 1535 det afgørende blodige slag mellem holstenerne med deres jyske allierede overfor grev Christoffers styrker og de fynske bønder.
Nederlaget var totalt og Fyn blev hurtigt erobret og byerne Assens, Svendborg, Nyborg og Odense blev plyndret.
På Sjælland og i Skåne var det i mellemtiden kommet til uro og konflikter mellem bønder og borgere overfor de lokale adelige. Det skyldtes blandt andet, at Gustav Vasa angreb gennem Halland ned i Skåne, og her støttede slotsherren Tyge Krabbe på Helsingborg slot de svenske angribere ved at skyde med sine kanoner fra slottet i ryggen på de danske og lybske forsvarere, så de led nederlag. Svenskerne og Tyge Krabbe besatte derefter resten af Skåne undtagen området omkring Malmø, der blev belejret.
Den dansk-svenske-preussiske flåde under adelsmanden Peder Skram nedkæmpede i to omgange den lybske-københavnske flåde og dermed kunne Johan Rantzau i juli 1535 gå i land ved Korsør med sine tropper og kort efter indeslutte København.
Den udvalgte konge Christian den Tredje sikrede sig samtidig magten i Norge og lod sig vælge som konge på landstingene i Lund og Ringsted. Frederik den Første havde gennem aftaler med en række nordtyske protestantiske fyrster opbygget et netværk til beskyttelse af sin egen og sine sønners danske kongemagt rettet mod Christian den Anden og hans efterkommere.
Christian den Andens arvinger fik støtte af den tysk-romerske kejser, der også blandede sig i konflikten. Det blev hertug Albrecht af Mecklenburg, der var ærkekatolsk, som prøvede at komme Christoffer af Oldenborg til undsætning. Det skete i foråret 1535 inden nederlaget på Fyn. Han kom til København med få lejetropper, sine jagthunde og sin gravide hustru for at støtte greven og lybækkerne.
Det gav problemer, da både borgerne i København og Malmø og greven selv var evangelisk orienteret.
Med de to byer indesluttet var borgerkrigen ved at være forbi. Først sluttede lybækkerne fred med Christian den Tredje efter at deres borgmester Wullenwever var blevet afsat. Men det varede mere end et år inden København endelig overgav sig. Malmø overgav sig i april 1536 og fik en mild fred, bevarede sit bystyre og sin evangeliske tro. Først den 6. august 1536 kunne Christian den Tredje drage ind i København.
Han gennemførte i løbet af få dage et statskup, afspærrede byen, fængslede alle landets katolske bisper og tiltog sig magten over kirken og dens ejendomme. Han tvang de tilstedeværende rigsråder til at underskrive en støtteerklæring.
Den 15. oktober mødte en herredag op i København på 1200 deltagere, der blev præsenteret for den ny magtorden. Herredagen var normalt et årligt møde mellem kongen og rigsrådet, hvor nye love (recesser) blev vedtaget og man kunne rejse sag for kongens appeldomstol Rettertinget.
Bispevældet var afskaffet, kirken var blevet til en lutheransk fyrstekirke, og der blev både underskrevet en ny håndfæstning og en forfatningsreces, der sikrede rigsrådet og dermed højadelen plads i ledelsen af landet ved siden af kongen.
Kapitel 3 indeholder tekster, der belyser den ny fyrstemagt og kongens statskup i august 1536.
(Yderligere materiale findes i DH: Fortælling 29)
4. Fyrstekirkens tilblivelse 1536-55
Det var et omfattende administrativt arbejde at gennemføre både den ny kirkeordning, udnævnelsen af de mere end 2000 sognepræster og indretningen af de mange kirker. Samtidig skulle klostre og de mange ejendomme som hørte til kirken overgå til det lokale bystyre eller til kongen. Det blev de nye ”superintendenter” – de nye evangeliske bisper – der fik til opgave at gennemføre kirkeordningen.
Både kirkernes udstyr og indretning skulle ændres og superintendenterne fik travlt med at besøge de mange sognekirker og kontrollere de mange nye sognepræster. Der var stor forskel på den måde det foregik på i Danmark-Holsten og i Norge og i Island. Begge de to samfund hørte også efter Christian den Tredjes magtovertagelse under den danske konge, men selve reformationen foregik meget mere langsomt og under store konflikter.
Det er dog reformationen i Danmark Kapitel 5 omhandler – en vigtig tekst er de beretninger, som den ny kirkeleder, den sjællandske superintendent Peder Palladius har nedskrevet. Yderligere materiale findes i DH: Fortælling 30 og 31 (Norge og Island).
