Reformation i Danmark

1. Katolske reformbevægelser i middelalderen: klosterbevægelser, korstog, prædikebrødre, katharer, hussitter

Det var ikke første gang den europæiske pavekirke var ramt af magtkampe, kritik og selvopgør.

I 1000-tallet under pavekirkens politiske opgør med de tysk-romerske kejsere, kom det til en reformation med nye klosterordner (som cistercienserne) og hvor den omfattende korstogsbevægelse blev organiseret.

I 1200-tallet kom de to store prædikebrødreordener: franciskanerne (”gråbrødrene”) og dominikanerne (”sortebrødrene”) til.

De søgte at få det enkelte menneske inddraget i en hverdagspræget religiøs sammenhæng, og især franciskanerne tog afstand fra og udfordrede kirkens omfattende rigdom. Men de sørgede også for, at kirkemødereglerne om kristent ægteskab blev gennemført overalt, og at reglerne om præsteskabets cølibat blev håndhævet såvidt muligt.

Det var også i Frankrig og Katalonien i 1200- og 1300-tallet, at den omfattende Katharbevægelse udviklede sig, - kættere, der kun langsomt blev bekæmpet af prædikebrødrene og inkvisitionen.

Med pesten fra omkring 1350 kom de senmiddelalderlige helgen- og skærsildsforestillinger ud til hele befolkningen, og de nye veje til frelse udfordrede og skabte nye lægmandsbevægelser.

En række sociale bevægelser opstod i 1400-tallet ofte med religiøst indhold (opstande i England, Flandern og hussiterne i Böhmen) og de udfordrede det teologiske grundlag for pavekirkens autoritet. 

2. Pluralistisk pavekirke uden stærkt magtcentrum

Senmiddelalderens universelle pavekirke var på trods af den omfattende hierarkiske organisation med bisper, præster og klostre imidlertid på mange måder en meget pluralistisk organisation med mange forskellige magt- og beslutningscentre, – og mange teologiske opfattelser var til stadighed repræsenteret i kirkens institutioner.

Nok var pavekirkens centrale organisation med center i Rom (eller Avignon) af stor betydning, som det sted, hvorfra bisper blev pavelig godkendt, munke-og nonneordener reguleret og trosforhold blev fastlagt. Og efterhånden var der også tale om en international organisation med store penge- og værdistrømme, der flød mellem de enkelte bispedømmer og pavens egen administration - kurien.

Men kirken indeholdt både lægmandsbevægelser, der søgte at involvere den enkelte i et kristent forpligtende hverdagsfællesskab,- og en række munke-og nonneordener, der gennem budskaber og prædikener søgte at fremme et kristent fattigdomsideal – alt sammen meget modsætningsfuldt.

Der var også tale om en række mere eller mindre uafhængige institutioner knyttet til kirken. Mange klostre var uafhængige af den lokale magtstruktur og stod direkte under paven og var ikke under den lokale biskops opsyn.

Domkapitler, hospitaler, latinskoler og ikke mindst de mange universiteter var selvstændige institutioner med egne jordressourcer, og her var der tilknyttet gejstlige, der var uddannet, og som havde både teologisk, juridisk eller anden faglig indsigt.

3. Det store skisma

Et af 1400-tallets store problemer var selve opsplitningen af paveherredømmet. I flere perioder var der samtidig flere paver, støttet af forskellige stormagters fyrster og bisper (”det store skisma”).

Det underminerede kirkens autoritet, men paverne forblev en politisk faktor især i  stormagtsspillet om Italien.

En række store kirkemøder (koncilier), hvor man søgte at nå frem til kompromisser mellem de forskellige europæiske magtgrupper og prøvede at sikre faste regler for pavevalg og for pavens myndighed, gav anledning til diskussion af pavekirkens organisation og pavens styre. For eksempel vedtog et koncilmøde, at paven skulle underordne sig konciliets beslutninger. Men det lykkedes i almindelighed for paverne at undgå konciliekravene og hindre reformer.

Efter ca 1450 var der atter én fungerende pave, som nu opholdt sig i Rom. Derefter var paven en betydningsfuld regional italiensk fyrste og styrede i høj grad sin politik herudfra, og da behovet for finansiering af både hære og de store pavelige byggerier blev større, øgede pavens administration de mange typer afgifter, som endte i Rom.

Det gav anledning til at gejstlige embeder kunne købes uafhængig af personens baggrund og uddannelse og skabte en korruption, hvor selve paveembedet var til salg.

4. Pavekirken i Norden

Udviklingen efter pestårene omkring 1350 skabte betingelserne for de ændringer i livssammenhænge og religiøse forestillinger, der førte til en mere folkelig præget kristendom også i Norden. Nu blev alle mennesker i de nordiske lande inddraget i den kristne kirkes liv.

Kirken var i Norden i 1400- og 1500-tallet blevet landets største godsejer, - klostre og kirker havde ejendomme i alle byer, og det omfattende system af klostre og præsteskab havde sikret sig del i samfundets produktion og overskud.

Kirken som organisation fik også efterhånden stor betydning i forhold til retssystemet og den måde konflikter om arv, ægteskab og samliv blev løst på.

For det første blev kirkens mænd undtaget fra den almindelige domsmagt på tingene og alene underlagt kirkeretten og de gejstlige domstole.

For det andet blev den kirkelige retsopfattelse efterhånden anvendt også ved de almindelige retsafgørelser, og i mange tilfælde var det vanskeligt at afgøre, om det var kirkens domstole eller herreds- eller landstingene, der skulle afgøre en retstvist.

Unionskongemagten i Norden søgte derfor samtidig at sikre sig kontrollen med bisperne og de rige landklostre.

Ofte var det kongelige embedsmænd eller højadelige, der af kongen blev indsat som bisper, og selvom kirken i høj grad styrede sig selv, anvendte kongerne kirkens ressourcer ved at låne til krig og egne udgifter.

I løbet af senmiddelalderen blev det mere og mere almindeligt, at der knyttedes store pengebeløb til ”konfirmationen” – bekræftelsen – på den pavelige godkendelse af de mange kirkelige embeder rundt omkring i Europa. Det udnyttede kongerne i Norden til at købe sig bispeembeder og dermed selv at besætte de vigtigste poster i kirken.

På Herredagen i København 1526 besluttede konge og adel derfor endelig at ”nationalisere” kirken i riget. Bisperne skulle ikke mere have godkendelse i Rom, men alene have en godkendelse fra ærkebispen i Lund. De beløb, man ellers betalte til den pavelige administration for bispevielse og godkendelse, skulle nu betales til kongen og dermed bruges i Danmark.

Det betød både et økonomisk brud med pavekirken, men samtidig et autoritetsbrud med den universielle europæiske pavekirke. Det var en udvikling, der også skete i mange andre vesteuropæiske kongeriger.

5. Kirken overtages af kongemagten 1536

Reformationen 1536 i Danmark var i sin lutherske udgave nærmest et statskup fra kongens side. Kongemagten – der havde haft omkring 1/3 af al bondejord som krongods, fik nu sine ejendomme fordoblet til næsten 2/3.

Dermed havde kongen for alvor sat højadelen ud af spillet, der kun havde ejerskab til den sidste tredjedel.

De kirkelige institutioner – universitet, latinskoler, klostre, stiftelser, sognekirker, kapeller blev kongens ejendom, hvor de ikke i forvejen var blevet overtaget af adelige eller det lokale bystyre.

Hele det kirkelige administrationssystem med domkapitler, kirkelige domstole, abbeder, provster, sognepræster og de mange ansatte tjenere overgik nu til den ny statsmagt. Alle blev direkte underlagt kongen, og det var en vigtig baggrund for tilblivelsen af den moderne stat.

Det styrkede den kongelige magt afgørende og var en vigtig forudsætning for den senere indførelse af enevælden i Danmark-Norge i 1660.

6. Reformatorerne og humanismen

Det var under Christian den Anden og Frederik den Første, at de senmiddelalderlige  reformbevægelser – der var udsprunget af de store koncilier i 1300- og 1400-tallet, - især slog igennem i Mellemeuropa og i Norden.

De ”store” humanistiske reformatorer: Erasmus af Rotterdam, Thomas More, Martin Luther, Huldrych Zwingly, Philipp Melanchthon og senere Jean Calvin fik gennem bogtryk- og propagandaskrifter udbredt deres meget forskellige kristendomsopfattelser.

Alle var de fælles om, at man skulle gå tilbage til de originale bibelske skrifter og tage dem som udgangspunkt for den ”moderne fromhed” (devotio moderna).

Det ny testamente blev nyoversat fra græsk til latin af Erasmus 1516 og derfra videre til flere sprog. Luther oversatte både Det ny og Det gamle testamente til tysk 1522-23 på baggrund af Erasmus arbejde. Det ny testamente kom på dansk 1524 (oversat af Hans Mikkelsen i eksil hos Christian den Anden) og hele biblen 1550 (Christian den III’s bibel, størstedelen oversat af Christiern Pedersen), - på svensk kom Det ny testamente 1526 og hele biblen 1541. Alle kom i det nyopfundne bogtryk.

Teksten kunne nu læses af alle, der kunne læse, og biblen indtog en central placering i den diskussion, der udspandt sig.

Der var stor forskel på humanisternes opfattelse af forholdet mellem Gud og den enkelte, af sakramenterne: af nadveren, af dåb, ægteskab og præsternes funktion og liv. Kirkens styreform og materielle interesser blev hårdt kritiseret, paveherredømmet blev sat under diskussion osv.

Bogtrykkunsten kunne fra omkring 1500 hurtigt formidle og få fremlagt de mange diskussioner, som foregik. Hvor man tidligere havde haft en skriftlighedskultur alene knyttet til fyrsternes administration, bisperne, klostrene og universiterne formidlet gennem afskrifter, blev langt flere mennesker nu inddraget i formidlingen af de mange trykte skrifter, der begyndte at komme i store oplag.

Selvom latin i en periode vedblev med at være ”fælles sprog” for de mange i institutionerne, blev især de nationale sprog nu anvendt i den omfattende produktion af bøger og pamfletter.

Med Luthers teser (nov.1517) og Worm-rigsdagens dom (1521) var den kristne universelle pavekirke i Vesteuropa for alvor ved at gå i opløsning.

To hovedretninger stod således i 1520erne skarpt overfor hinanden også i Norden: ”evangelisterne” over for  pavetilhængerne, ”papisterne”.

7. Humanisterne i Norden - evangeliske prædikanter med kontakt til Luther og pavetro reformkatolikker

Den humanistiske bølge kom også til Norden. Både i Sverige og Danmark var der gejstlige, der deltog med skrifter og kritik før Luther 1520-21 blev ekskommunikeret af pavekirken og selv mødte op til den tysk-romerske kejsers rigsdag i Worms.

Christian den Anden støttede før 1517 reformkatolikken Povl Helgesen, der blev leder af det nyoprettede karmeliterkollegie og som underviste ved universitetet i København.

Christian den Anden havde selv sendt repræsentanter til rigsdagen i Worms 1520-21 og han støttede derefter tysktalende humanistiske intellektuelle fra det nye universitet i Wittenberg, der blev indkaldt som lærere til universitetet i København. En af dem var den senere yderligtgående tyske evangeliske prædikant Andreas von Karlstadt, der godt nok forlod København efter blot tre måneders ophold.

Også hertug Frederiks (den Første) søn Christian (den senere Christian den Tredje) var selv tilstede ved Luthers optræden i Worms og blev her Luther-tilhænger.

Da Christian den Anden blev fordrevet 1522-23 var han i tæt kontakt med Erasmus af Rotterdam og personligt med Luther selv. Han boede i en periode i Wittenberg og kom sammen med Luther ligesom hans hustru Elisabeth, der var kejserens søster. Selvom kongen således var lutheransk orienteret kom han politisk i klemme mellem kejseren (Karl den Femte), der skulle støtte hans comeback, og sin egen lutherske opfattelse, som han derfor måtte afsværge i 1530.

Både Christian den Andens – og hertug Christians (den Tredje) tilknytning til Luther og de evangeliske præster og professorer i Wittenberg fik stor betydning for udviklingen i Danmark.

Størst betydning fik det, at Christian den Tredje både som hertug af Slesvig-Holsten og efter sin magtovertagelse i Danmark 1536 direkte hentede veluddannede evangeliske prædikanter og lærde til landet, som var med til at udvikle den ny kirkeorganistion og sikre den lutheranske  trosopfattelse. Vigtig var i denne sammenhæng den Luther-uddannede Peder Palladius og prædikanten og professor Johannes Bugenhagen fra Wittenberg, - begge var tæt knyttet til Luther.

I Danmark var der især tre kendte humanister, der fik betydning: Christiern Pedersøn, Povl Helgesen og Peder Olsen.

Christiern Pedersøn blev knyttet til både domkapitlet i Lund og Roskilde, og dér havde han adgang til de store samlinger af manuskripter og bøger. Han studerede til sidst i Paris 1508-14 og fik her udgivet Saxos ”Danernes bedrifter/Gesta Danorum” i 1514. Det gav europæisk berømmelse. Han blev efter sin tilbagekomst kannik i Lund og arbejdede videre med en Danmarkshistorie og fik andre tekster udgivet. Han blev tæt knyttet til Christian den Anden, blev luthertilhænger og fulgte kongen i eksil til Nederlandene, men vendte tilbage, da kongen blev fanget og sat fast i Sønderborg.

Christiern Pedersøn blev da benådet af Frederik den Første og fik lov til at arbejde igen i Danmark, forinden havde han oversat Det ny testamente (1529) og blev så bogtrykker og udgiver i Malmø 1533-36, hvor han udgav 2.udgaven af Det ny testamente.

Han var senere knyttet til oversættelsesarbejdet af Christian den Tredjes bibel, blev syg og flyttede til en slægtning i Helsinge og døde nogle få år efter bibeludgivelsen i 1554.

Povl Helgesen blev allerede under Christian den Anden reformkatolikkernes pennefører. Han oversatte nogle af Luthers tekster og underviste de unge reformorienterede studerende på universitetet i København, men kort efter 1523 skrev han en lang række skrifter mod de mange evangeliske prædikanter, han tidligere havde undervist. Han stod på bispernes og den katolske adels side i kampen mod både Christian den Anden, Frederik den Første og hans søn hertug Christian. Han var i sine sidste år knyttet til domkapitlet i Roskilde, hvor de reformkatolske fastholdt deres position længe. Han døde eller forsvandt i 1534-35 under Grevens Fejde inden Christian den Tredjes endelige magtovertagelse i 1536.

Peder Olsen var franciskanermunk (gråbroder) og samlede og skrev hele sit liv på en række tekster, der belyste franciskanerordenens historie i Danmark og som også handlede om den danske historie. I denne sammenhæng gennembearbejdede han som en af de første de mange middelalderlige dokumenter og beretninger. Kun få af hans tekster blev udgivet, men de blev flittigt brugt af de senere historikere: Anders Sørensen Vedel (der var hans ven og overtog hans samling), Hans Svaning og Arild Huitfeldt.

Hans kloster blev lukket i 1537, og han forblev i Roskilde, hvor han var tilknyttet domkirken, og hvor han døde omkring 1570.

8. Evangelisterne – tilbage til skriften

Der var de humanister – evangelisterne blev de kaldt i datiden, der med baggrund i deres nøje tekstlæsning af de hellige skrifter og nyoversættelser fra græsk og hebraisk til latin krævede, at teksten kom i centrum, og at den sande kristendom kun skulle begrundes herudfra.

De ønskede derfor et endeligt opgør med den materielt funderede pavekirke, helgendyrkelsen skulle ophøre, og skærsilden, som opholdssted mellem døden og genopstandelsen til himmerig afvistes som en falsk konstruktion uden baggrund i de bibelske tekster.

Alle de mange veje til frelse: forbøn, pilgrimsrejser, bods- betalinger og -bønner, aflad, oprettelse af altre, jord og gaver til kirken – blev ugyldige og ikke brugbare. Det var ikke vejen til frelse. Munke, nonner og præster skulle ikke være underlagt cølibatskravet – det havde ingen bibelsk begrundelse. Troen kom i stedet.

De forskellige evangeliske bevægelser: lutheranere, calvinister og de endnu mere radikale gendøbere afviste alle derved den universelle pavekirke.

De søgte derfor at oprette et lokalt praktisk kirkefællesskab, der stadig havde betydning, og som fastholdt kirken som lokal institution med bygninger, skoler, fattighjælp og eventuelt et præsteskab. De ønskede en reform udefra og direkte opløsning af den centraliserede pavekirke.

Men ”evangelisterne” blev efterhånden også uenige om tolkningen af skriften. Det førte til forskellige opfattelser af nadveren, til forskellige opfattelser af det enkelte menneskes mulighed for frelse (ved tro, bøn, gerninger eller ved Guds nåde eller forudbestemmelse) og af præsternes rolle i menigheden. 

Der blev især stor uenighed mellem ”de evangeliske”, om den måde kirkerne skulle styres på. Nogle (som Luther) ønskede kirken lagt ind under de verdslige fyrster, andre krævede en valgt styrelse af menigheden i hver kirke helt uafhængig af fyrste- eller statsmagten. Nogle ønskede oprettelse af et præstestyret  samfund, hvor de kristne menigheder blev til politiske institutioner, der bestemte over hele samfundet.

Allerede i slutningen af 1520erne var flere forskellige grupper udskilt, hvor Luther-tilhængerne blev klart dominerende i Nordeuropa, men endnu ved Københavnererklæringen i 1530, hvor de danske evangeliske prædikanter fremlagde deres troserklæring i 43 punkter, var der endnu ikke taget stilling til alle spørgsmål, især ikke til spørgsmålet om forholdet mellem kongemagt og kirke og til sakramenternes betydning.

Den kendteste danske evangeliske prædikant var Hans Tavsen, der oprindelig var Johannittermunk i Antvorskov kloster ved Slagelse, men som senere efter studier i København, Rostock, Louvain og Wittenberg kom tilbage til Danmark i 1525 som overbevist lutheraner. Han drog først til Viborg og siden til København, hvor han begge steder spillede en nøglerolle som evangelisk prædikant og han forblev i byen under Grevens fejde.

Han blev ikke superintendent i 1537, men fik den vigtige post som professor i teologi (han kunne som få andre hebraisk) ved Københavns Universitet og lektor ved domkirken i Roskilde, hvor de reformkatolske præster skulle sættes på plads. Først i 1542 blev han superintendent i Ribe.

Andre kendte evangeliske prædikanter var Frands Vormordsen (prædikant i Malmø), der blev superintendent i Lund, Peder Laurensen (prædikant i Malmø), der blev lektor i Lund og fik ansvaret for områdets præsteuddannelse og Jørgen Jensen Sadolin (prædikant i Viborg og Odense), der blev superintendent i Odense.

De var alle evangeliske prædikanter, der havde båret de tunge arbejdsmæssige byrder under den evangeliske bevægelses udbredelse. Som leder af hele den nyreformerede kirke blev Peder Palladius udnævnt til superintendent over Sjælland med bolig i København. Han kom direkte fra Wittenberg og anbefalet af Luther med en doktorgrad i teologi, men uden de andre evangeliske prædikanters praktiske erfaringer og baggrund.

9. Reformkatolikkerne

Der var også de humanister, som Povl Helgesen, der ligeledes med udgangspunkt i skriften, men også på baggrund af den store kirkelige teksttradition tilbage fra kirkefædrene, stillede krav om reformer af den universelle pavekirke, så den igen kunne opfylde sit egentlige formål: at sikre den kristne tro.

Der skulle derfor gennemføres et reformkoncil, der fjernede misbrug og materiel vinding fra kirken, og som sikrede at paven, bisper og præster kun arbejdede for frelsens og troens skyld.

De ønskede således at bevare den universelle pavekirke, men ønskede en reform indefra.

I Danmark blev de i samtiden af evangelisterne betegnet som papister, fordi de accepterede den almindelige fælles pavekirke.

Begrebet ”reformation” er en senere tids udtryk for de religiøse ændringer, der førte frem til den protestantiske kirkeorganisation og trosopfattelse.

Begrebet ”protestanter”, som beskrivelse af de ”evangeliske prædikanter” og deres tilhængere, stammer fra 1529. Her havde 5 fyrster og 14 rigsstæder på rigsdagen i Speyer afleveret en protest til kejseren over beslutningerne mod Luther i Worms 1521.

De blev derfor betegnet som ”protestanter” og begrebet kom snart til at dække de mange ”evangeliske bevægelser”, som stadig udviklede sig.

10. Ny ortodoksi, religiøs undertrykkelse og ufrihed både i Nord- og Sydeuropa

Opgøret om kirken blev fulgt af samtidige samfundsforandringer, hvor de mange nye bysamfund med markedsøkonomi og de mange undertrykte fæstere og bønder på landet også blev inddraget i omfattende borgerkrige og bondeoprør.

Her fik de religiøse forhold nu stor politisk betydning. De religiøse forestillinger kunne mobilisere de mange mennesker, der gennem kontakt med prædikanter og de mange bogtryk og propaganda fik oplysning og viden mere direkte end før.

Det var ikke noget nyt i Europa, men det nye var den opdeling og kamp, der efterhånden opstod mellem nord og syd.

1520-1648 var et århundrede med religiøse og politiske omvæltninger, som skabte de moderne stater, der senere blev til nationalstater, og som opdelte Europa i det protestantiske nord og det katolske syd.

I begge områder var der tale om fastholdelse af samfundsstrukturer, som var autoritært styret, og hvor statsdannelserne til stadighed var i konflikt og ofte i krig med hinanden.

Man kunne tro, at de mange krav og ønsker om reform af den pavelige middelalderkirke ville have medført større tolerance med religions- og trosfrihed, men det skete ikke, - tværtimod.

I begge områder søgte magthaverne at tvinge folk til at have den rette tro.

Inkvisition, kætterforfølgelser, heksebrændinger og religionskrige nåede sit højdepunkt i 1500- og 1600-tallet.

Først efter 30-årskrigen med den Westfalske fred 1648 afsluttedes de usikre trossammenhænge og den politiske kamp herom i Vesteuropa. Hvert land – nu afgrænsede fyrsteområder – fastholdt fra da sin egen tro og ortodoksi bestemt af fyrsten, - men stadig uden trosfrihed for den enkelte.

Først med den franske revolution og med kravet om universelle menneskerettigheder kom ønsket om religionsfrihed og ytringsfrihed til atter at spille en rolle, og det banede vejen for den sekularisering, der senere skete i hele Vesteuropa også i Norden.

11. Baggrunden for reformationen og kristendommen i Danmark

En række DH-fortællinger er vigtige for at forstå reformationen og baggrunden for reformationen i Norden – her nævnes materiale og diskussioner som giver viden om reformationen i en bredere sammenhæng:

1. Kristningsprocessen i de nordiske lande foregik ved kongemagtens indgriben og støtte fra 900-tallet. Der er eksempler på både voldsomme konflikter og en mere fredelig overgang til kristendommen, men overgangen i det danske område var fredelig.
Det belyses i Fortælling 10: Om ”Nordens apostel: Ansgar” og kristningen af Norden. Mens den voldelige overtagelse (korstogene) omtales i Fortælling 16.    

2. Klostergrundlæggelserne i 1100-tallet fik stor betydning. Fortælling 18 handler om cistercienserne i Øm kloster og de problemer klostreret kom i under de urolige tider efter 1241. Øm kloster var godsrigt og et eksempel på et ”herrekloster”, der efter reformationen fik lov til at fungere videre med de ressourcer, som nu blev stillet til kongens rådighed.

3. Fortælling 17 handler om familjestrukturen og samfundets dyrkningsstruktur i middelaldersamfundet. Familiestrukturen ændredes med de krav pavekirken o. 1200 stillede til ”kristent ægteskab”. Samtidig blev der stillet krav om cølibat for præster, munke og nonner. Især det sidste var et vigtigt konfliktforhold under reformationen. Dyrkningsstrukturen ændredes til det fæstebondesamfund med landsbyer og dyrkningsfællesskab som blev til o. 1400 og som var grundlaget for reformations samfundets indretning og produktion

4. Pestepidemierne omkring 1350 og videre frem fik stor betydning for trosforhold og de religiøse opfattelser. Pesten og dens konsekvenser omtales i Fortælling 21.

5. I senmiddelalderen udvikledes de mange forestillinger om skærsilden og helgenernes mulighed for forbøn. Det er beskrevet i Fortælling 19: Om ”Vejen til frelse” - middelalderkirker, deres billeder og indretning. Det er herimod de nye evangeliske trosforestillinger udvikles, derfor er det vigtigt at forstå senmiddelalderens frelseopfattelse. Det ses i de mange kalkmalerier fra senmiddelalderen.
Der er i Danmark i senmiddelalderen enkelte eksempler på, at nye tanker og overvejelser om, at man direkte selv kan henvende sig til Gud – og springe helgenernes forbøn over –
se fx Fortælling 22, Kilde 4. Kalkmaleri, gotik, Valdemar Atterdag og hans dronning Helvig. Kort efter 1375. Næstved Sct. Peders kirke. Roskilde stift.  

6. Perioden med kirken i opløsning og fyrstemagtens skabelse af nationale kirkeorganisationer i Norden foregår under Christian den Anden og især under hans efterfølger Frederik den Første.
Christian den Andens politik behandles i Fortælling 25: Om Stockholms blodbad 1520 og Christian den Anden. Her vises hvordan de kirkelige ledere – ærkebisperne af Uppsala og Lund og mange andre politisk aktive bisper på mange måder opfører sig ukristeligt og har helt andre materielle interesser end troen.

7. Selve reformationens forhistorie og Christian den Andens historie og farbroderens Frederik den Førstes magtovertagelse diskuteres her i denne Fortælling 27: Om Frederik den Førstes magtovertagelse og første år 1523-26
Det sker med oversatte kilder og oversigter, der belyser vigtige problemstillinger.

8. Den omfattende kulturrevolution i de mange købstæder og den religiøse diskussion diskuteres i Fortælling 28: Om den evangeliske kulturrevolution og Frederik den Førstes sidste år 1526-1533.
Det sker med oversatte kilder med uddrag af de vigtigste prædikanttekster og med oversigter, der belyser vigtige problemstillinger.

9. Fortælling 29: Om Grevens fejde og hertug Christians magtovertagelse i København 1536 med kilder og oversigter belyser hertug Christians politik under borgerkrigen og omhandler især hans statskup og magtovertagelse i København 1536.

10. Den ny lutherske fyrstekirkes forhold og indretning omtales i Fortælling 30:  Om den lutherske fyrstestats tilblivelse og kirkens nye rolle 1536-1556.
 
11. Reformationen blev også indført i Norge og i Island, det vises i Fortælling 31: Om magt og reformation – i Norge og Island.