En historikers vurdering
Siden fascismens fremkomst har dette politiske system været genstand for omfattende teoretisk diskussion. I sin bog Fascism" fra 1976 gennemgår den canadiske historiker Martin Kitchen en række fascismeteorier, og i et afsluttende afsnit opstiller han ti forudsætninger, som efter hans mening må være opfyldt, for at et styre eller en politisk bevægelse kan kaldes fascistisk:

For det første er fascisme et fænomen, som optræder i udviklede industrisamfund. Hvis ikke kapitalismen har nået et vist udviklingstrin, er de særlige forhold mellem klasserne, der er karakteristiske for fascistiske bevægelser, ikke mulige. Kun i den fremskredne kapitalisme findes en stærk kapitalistklasse, en stor og organiseret arbejderklasse med en potentielt revolutionær ideologi, som kræver en radikal ændring af samfundet, og et stort småborgerskab, som er fanget i modsætningerne mellem kapital og arbejde, og som er ude af stand til at finde vej ud af dets sociale, økonomiske og politiske konflikter. Fascisme er et produkt af det kapitalistiske samfund, og trods al dens antikapitalistiske retorik, specielt i dens tidlige faser, er den ikke tilbøjelig til og ikke i stand til at forlade den samfundsform. Fascisme er ikke det samme som kapitalisme, således som visse yderliggående fascismeteorier hævder; men kapitalisme og fascisme er identiske på visse punkter. Fascisme er en mulighed i senkapitalismen; men for at den mulighed skal realiseres, kræves nogle særlige historiske og sociale omstændigheder, som opregnes nedenfor. Fascisme er således ikke en uundgåelig fase, som kapitalismen må gennemgå.

For det andet udløses fascistiske bevægelser af en alvorlig socio-økonomisk krise, der truer en betydelig del af samfundet med at miste social status eller endog med økonomisk ruin, og som kaster samfundet ud i en udbredt følelse af usikkerhed og frygt. Tilliden til det eksisterende politiske system og repræsentanterne for det er rystet, og borgerlig-demokratiske former synes ikke længere tilstrækkelige til at klare en krise, som forekommer at true hele samfundsstrukruren. Der er altid en direkte sammenhæng mellem økonomisk krise og fascismens gennembrud; men det må igen understreges, at fascisme ikke er et kapitalistisk samfunds automatiske svar på en akut krise. Der opstod fascistiske bevægelser i alle kapitalistiske lande efter krakket i 1929(1); men i de fleste af disse lande var det bevægelser på grænsen af det vanvittige, og de parlamentariske regeringer, normalt på den moderate højrefløj, var i stand til at holde igen og beherske krisen uden større kvantitative eller kvalitative ændringer. Det er i lande, hvor den sociale og politiske balance som følge af bestemte historiske og økonomiske omstændigheder er yderst ustabil, at en socio-økonomisk krise af dette omfang kan føre til et fascistisk styres etablering.

For det tredje er fascisme en reaktion på en stor og organiseret arbejderklasse, som gennem sine politiske partier, det være sig kommunistiske eller socialdemokratiske, har stillet betydelige krav til industrien og bourgeoisiet. Frygt for arbejderklassens krav er en hovedårsag til massernes støtte til fascistiske bevægelser og den kapitalistiske overklasses finansielle støtte til dem. Mange mente, at det var bedre at være sort (eller brun) end rød, og overklassen var besluttet på at tilintetgøre arbejderklassens organisationer. 

Facisme er dog kun mulig, når den socialistiske arbejderklasse har lidt svære nederlag som i Italien i 1920 og i Tyskland mellem 1918 og 1923, og når de socialistiske partier er så splittede, som kommunisterne og socialdemokraterne var. Selv om de fleste fascister mente, at de selv forsvarede samfundet mod denne trussel fra venstre, var fascismen i virkeligheden snarere en offensiv mod arbejderklassen. Fascismen angreb en arbejderklasse, som i forvejen havde lidt nederlag og var demoraliseret. Selv om en stor, organiseret og truende arbejderklasse er en nødvendig forudsætning for fascisme, må den altså have opbrugt sine kræfter, for fascismen kan slå igennem. En samlet og beslutsom arbejderklasse er den bedste sikring mod fascisme.

For det fjerde rekrutterer fascismen sin støtte i befolkningen hos et politisk engageret, truet og skræmt småborgerskab. Håndværkere, små selvstændige handelsfolk og landbrugere, som er truet af monopoliseringen og alvorligt ramt af den økonomiske krise, flygter over til fascisterne, tiltrukket af deres politiske talekunst, i håb om at finde økonomisk og social redning, og der allierer de sig med funktionærer og lavere offentligt ansatte, som er indstillet på at afværge den overhængende fare for at blive trukket ned blandt proletariatet...

For det femte er fascistiske regeringer karakteriseret ved en alliance mellem den fascistiske partiledelse og industrien, bankverdenen, bureaukratiet og militærets traditionelt øverste lag. Dette forhold går i to retninger. De fascistiske partier blev ikke ganske enkelt styret af kapitalens top, og de fascistiske partiledelser etablerede ikke politikkens forrang i en grad, som reducerede den gamle elite til simpelt hen at være de politiske ekstremisters forlængede arm.

Fascismens udøvende magt nød en vis uafhængighed og optrådte ofte på en måde, der var uvenlig over for dele af industrien. Således var alliancen mellem disse to magtcentre altid snæver, men på ingen måde altid harmonisk.

For det sjette var fascismens sociale funktion at stabilisere, styrke og i et vist omfang omforme kapitalistiske ejendomsforhold og at sikre den sociale og økonomiske dominans for en kapitalistklasse, der følte sig truet, som var splittet med hensyn til, hvordan man bedst kunne komme over krisen, og som var villig til at afgive noget af sin politiske magt for at opretholde sin privilegerede stilling. Man kan hævde, at fascismen i denne henseende kun adskiller sig lidt fra konservatismen, som også sigter mod at styrke og opretholde tingenes tilstand socialt set. Støtten til konservative og ekstreme højrepartier har samme sociale grundlag. Begge højregrupperinger hælder til en vag antimodernistisk ideologi og en erklæret antisocialisme. Ingen af dem viser ægte interesse for deres småborgerlige tilhængeres skæbne. Den afgørende forskel mellem dem er, at konservative regeringer, uanset hvor langt til højre de måtte ligge, arbejder inden for lovlighedens og det etablerede politiske systems rammer. Derimod benytter fascistiske regeringer enhver form for terror mod deres modstandere for at nå deres sociale, politiske og økonomiske mål. Denne terror rettes specielt mod arbejderbevægelsens organisationer. I denne afgrænsede berydning er Dimitrovs definition af fascisme som åben terror udøvet af de mest reaktionære dele af et kapitalistisk samfund(2) fuldstændig korrekt.

Derfor er fascisme for det syvende et terrorstyre, som ser bort fra alle det parlamentariske demokratis finesser. Ingen form for opposition er tilladt, hverken inden for eller uden for den fascistiske bevægelse. Tilstedeværelsen af oppositionelle kræfter - uanset hvor ineffektive og magtesløse de måtte være - er uforenelig med fascisme og er tegn på et autoritært regime, som ikke desto mindre kan have stærke fascistiske islæt. Det er imidlertid forkert, således som totalitarismeteorien(3) gør det, at anse dette terrorregime som fascismens mest betydningsfulde egenskab. Denne terrors funktion og sociale grundlag adskiller fascismen klart fra andre former for terrorregime, som f. eks. Sovjetunionen i Stalin-perioden.  

For det ottende bruger fascistiske bevægelser bevidst ideologi til at manipulere og aflede massernes frustrationer og frygt fra deres objektive kilde. Således er fascistisk ideologi karakteriseret ved at lægge vægt pa i virkeligheden irrationelle begreber som autoritet, lydighed, ære, pligt, fjedreland eller race. Fascister hævder eksistensen af et sandt fællesskab, baseret på blind lydighed og førerprincippet. Hoveddrivkraften i denne ideologi er antisocialisme. Den hævder at forsvare alle besiddende, uanset hvor lille og ubetydelig deres ejendom er, mod dem, der truer med at tage denne ejendom fra dem. En sådan antisocialisme er et angreb på selve begrebet et frigørende samfund. Masserne bliver endvidere kontrolleret ved betoningen af de skjulte fjender, der har skumle planer for samfundet og truer den eftertragtede fællesskabsfølelse. Næsten en hvilken som helst gruppe eller samling af grupper vil kunne spille denne rolle, det være sig jøder eller sorte, intellektuelle eller Jehovas Vidner, sigøjnere eller udlændinge. Sådanne grupper er relativt svage og ude af stand til at forsvare sig og fungerer glimrende som syndebukke for samfundets fejl og mangler. Fascisterne kan tillige retfærdiggøre deres egen utilstrækkelighed og egne fejltagelser såvel som de byrder, de lægger på masserne, ved at fremmane billedet af en hær af fjender hjemme og i udlandet, som er besluttet på at knuse styret. Således kan der kræves nye ofre og anstrengelser, så fascismens nye orden" til sidst kan etableres.

For det niende forfølger et fasciststyre aggressive og ekspansionistiske mål. Denne imperialisme bliver retfærdiggjort som militær nødvendighed - staten må sikre sig mod truslen fra dens misundelige naboer og være forberedt på slaget om verdensanskuelse". Det bliver også retfærdiggjort som økonomisk nødvendighed -økonomisk uafhængighed må opnås og problemerne ved den kapitalistiske reproduktion bringes ud af verden. Der er også et stærkt social-imperialistisk islæt. Erobringen af nyt land afleder samfundets spændinger og frustrationer fra deres objektive kilde; den bliver en national opgave og målsætning og kan benyttes til at kompensere masserne for det, de tidligere har lidt og undværet.

For det tiende bestemmes intensiteten i alle de ovennævnte punkter af, hvor fremskreden den kapitalistiske udvikling er, og de deraf følgende problemer, det fascistiske styre skal klare. Således var den tyske fascisme langt mere brutal, aggressiv og totalitær end den italienske fascisme, fordi Tyskland både var et mere udviklet samfund og et samfund med større modsætninger. 1933-krisen var derfor alvorligere end 1922-krisen, og det tyske fasciststyre rådede over mere raffinerede former for massepåvirkning, terror og eks-pansion.

Noter: 
1. Wall Street-krakket i New York, der dannede optakten til 1930'ernes økonomiske verdenskrise.
2. Den bulgarske politiker Georgi Dimitrov (1882-1949), som spillede en vigtig rolle i den internationale kommunistiske bevægelse, fremsatte i 1935 en teori om fascismen som redskab for monopolkapitalen.
3. 1950'ernes vestlige fascismeforskning var domineret af totalitarismeteorien, som hævdede, at der var mange fælles træk ved kommunisme og fascisme, og at det liberale demokrati var disse to bevægelsers modsætning.