Idrætsverdenens tredje supermagt

Børn & Unge, september 1988
De Olympiske Lege i Seoul åbner i overmorgen lørdag. Går det, som det plejer, markerer Sovjetunionen og USA deres supermagtsstatus ved i nævnte rækkefølge at sætte sig på medalje-ranglistens to øverste pladser. Hvad der ikke er noget mystisk i, landenes befolkningsmæssige og økonomiske potentialer taget i betragtning. Nok så forbløffende er det derimod, at Auferstanden aus Ruinen DDRs nationalmelodi formentlig bliver legenes tredjemest afspillede. Atleterne fra den kommunistiske arbejder- og bonderepublik ved Østersøens sydbanker vil nemlig så sikkert som Karl Marx skrev kapitalen også ved OL i Seoul skabe sådanne top-resultater, at en sportsinteresseret verdensoffentlighed nok engang må spørge sige selv: Hvordan i h bærer de sig ad? Hvad er forklaringen på, at der blandt sølle 17 millioner undertrykte og indespærrede østtyskere kan fremfindes så meget talent? []

Tvang og trusler eller socialistisk mirakel
Der gives i almindelighed to sæt forklaringer på det østtyske sportsunder. En plat og fjendtlig samt en selv- og systemforherligende.

Den fjendtlige: Fysisk hård træning allerede fra spædbarnet, hensynsløs jagt på unge talenter, tvangstræning på særlige internatskoler af de specielt egnede og kynisk udsmidning herfra, hvis talentet eller motivationen alligevel ikke rækker, fusk med allehånde præparater og medikamenter for at skabe international fremgang, benhård medicinsk planlægning af de aktives træning, privilegier til stjernerne, som lever et liv i sus og dus, indtil de, som resultat af brutal og umenneskelig træning kastes bort som invaliderede, sociale tilfælde.

Og den selvforherligende DDR version: - Fremgangen er resultat af vores socialistiske system samt ungdomspolitikken i vores stat, som tillader og muliggør, at ethvert ungt talent udvikler sig til en verdensmester eller olympisk sejrherre

Folk med idrætsforstand ved, at med tvang og trusler skabes ingen topresultater heller ikke i sportens verden. Ved DDRs egen forklaringer er dog også en del hager. Hvis der var tale om simpelthen et lovmæssigt socialistisk mirakel, hvorfor er de øvrige lande i Østeuropa så ikke tilsvarende fremtrædende på sportsscenen?

Sagen er nok, at fænomenet først er østtysk og dernæst muligvis socialistisk. Og i hvert fald er det udtryk for en uhyre bevidst satsning. Ikke mindst på børnene og de unge.

Af brød alene bygges ingen stat
I 1950 et år efter DDRs grundlæggelse som stat, endnu mens store dele af landet lå hen som en rygende ruinhob, folket knapt kunne få brød på bordet, og de sovjetiske tropper var i gang med at pille tusindvis af fabriksanlæg ned og transportere dem mod øst som krigsskadeerstatning gav centralkomiteen i SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) opførelsen af den senere så berømte Idrætshøjskole i Leipzig allerhøjeste prioritet.

Hensigten med denne beslutning var åbenbar: Idrætten sås på linie med kunsten som et velegnet instrument til spredning af socialismens lære. Samtidig var den værdifuld for nationens sundhed og skabelsen af en nationalfølelse.

Siden hen blev DDR idrætsfolkenes fremragende resultater tillige et virkningsfuldt udenrigspolitisk våben. Vesten fik stedse sværere ved at opretholde attituden der findes ikke to Tysklande, DDR er et fantasifoster samtidig med at sportsfolk fra denne ikke-eksisterende stat vandt sejre på alverdens sportsarenaer. Den diplomatiske anerkendelse af DDR var den uundgåelige konsekvens.

Og endda er der fortsat mange, bl.a. idrætsledere i Danmark, som ikke vil anerkende sammenhængen mellem sport og politik

Gode klassekæmpere
Sådanne toner høres ikke i DDR. Her er det opfattelsen, at adskillelsen af sport og politik hverken er mulig eller ønskelig. Idræt anses for at være en humanistisk foreteelse, som er egnet til samtidig at udvikle et totalansvar for mennesket samt evnen til at sætte sig mål og målrettet arbejde for deres virkeliggørelse.

Volker Mattausch, professor ved Idrætshøjskolen i Leipzig, som uddanner og opdrager nogle af verdens mest kompetente trænere: - En opdragelse til de socialistiske idealer er en væsentlig forudsætning for, at man kan satse helhjertet og med entusiasme og kærlighed gå ind for sit arbejde. Derfor mener vi, at den politiske opdragelse bør ofres den største opmærksomhed.

Hvoraf man tør slutte, at de DDR repræsentanter, som de kommende 16 dage overbefolker sejrsskamlerne i Seoul, ikke bare er dygtige atleter, men også er nogle gode klassekæmpere, som man hjemme i republikken kan være stolte af     

Ivan Enoksen