Den tidligere overborgmester i Leipzig, Carl Georg Goerdeler, var en af de ledende skikkelser i den kreds, der stod bag det mislykkede 20. juli-kup i 1944. I et memorandum af 26. marts 1943, som skulle overbevise en række militærpersoner om nødvendigheden af et statskup, havde Goerdeler bl. a. skrevet:

Folket forstår fra uge til uge stadig bedre, at menneskets højeste pligt, at sætte sit liv ind for fædrelandet, bliver misbrugt til egoistiske eller meningsløse mål. Hitler er ikke feltherre; det ville også være første gang i folkenes historie, at en mand var i stand til at lede en hær på millioner af mænd, uden at han i den hårde skole havde tilegnet sig bestemte grundelementer, som selv en Moltke (1) måtte lære ...

Med de hidtil anvendte midler og den hidtil udviste adfærd kan ingen krig vindes. I denne krig har den forkerte overledelse allerede haft sa dybtgående virkninger, at det ikke længere er muligt at bryde modstandernes kampvilje med militære midler og opnå en heldig afslutning. Men ved samarbejde mellem anstændige og fornuftige politiske og militære ledere kan situationen endnu reddes.Hvilke mål kan da opnås ved at handle rigtigt? Rigets 1914-grænser vil kunne opretholdes, udvidet med Østrig og Sudeterlandet...

Også Tysklands førende stilling på Kontinentet kan endnu opretholdes. Der vil også være gode muligheder for at vinde Sydtirol tilbage. Vi ved, at 1919-overenskomsten ikke gav dette område til Italien med større glæde. Man vil i dag med fornøjelse lade det gå tilbage til Tyskland, hvis vi selv er i stand til at besætte det. Italiens rov af dette område var en sådan befolkningspolitisk skændsel, at vi ikke behøver at skamme os over at rette op på det. I denne forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at generobringen af Sydtirol ville være det bedste middel til at holde Østrig i frivilligt rigsfællesskab med Tyskland.

Derimod er tidspunktet nu forpasset, hvad angår erhvervelse af kolonier. Endnu for et år siden havde det vel været muligt. Jeg gjorde i rette tid opmærksom derpå. I dag står vi over for spørgsmålet, om vi endnu kan tage ansvaret for at bringe den i øjeblikket endnu mulige fredsslutning, som jeg netop har skitseret, i fare på grund af koloniproblemet...

Der er dog stadig mulighed for, at man bliver enig om efter en vis periode og inden for rammerne af krigsafslutningen i Østasien og en aftale på verdensplan også at nå til forståelse om Tysklands deltagelse i administrationen og besiddelsen af kolonier ...

De to angelsaksiske verdensriger har ligesom Tyskland en vital interesse i, at bolsjevismen ikke trænger længere frem mod vest. Kun Tyskland kan holde bolsjevismen ude. Hvis Tyskland bliver svækket ved at tabe krigen og ved en ugunstig fred, så finder bolsjevismen lettere, måske alt for let, vej til Vesten ...

Tyskland må have en konge som overhoved, der sikrer en stabil inden- og udenrigspolitik. Det formår et valgt overhoved ikke, i hvert fald ikke med tyskernes karakter og tradition. Det er vigtigt at vide, at især arbejderne i dag ville støtte et monarkisk overhoved, som vil forekomme dem at være den legemliggjorte befrielse.

Noter: 
1. Den tyske feltmarskal Helmuth von Moltke (1800-91) var strategen bag sejrene over Østrig i 1866 og Frankrig i 1870.