Undskyld

Det er langtfra alle, der er enige i at det historiske eksperiment med daniseringen af 22 grønlandske børn skal fortolkes og fortælles, som det sker i filmen: ”Eksperimentet”.

I september 2010, fik filmens tolkning modspil, idet man på websitet kamikposten1, der læses af mange med interesse for Grønland, kunne se følgende kommentar, der i forhold til filmens fortælling fungerer som en slags modfortælling:

Tekst: ”Kynisk spekulation i grønlandsk offermentalitet og dansk uvidenhed

Torsdag den 9. september (2010 red.) er der premiere på filmen ”Eksperimentet”. Filmen handler om 22 børn, der i begyndelsen af 50’erne blev sendt et år til Danmark. Filmen er bygget over Tine Brylds bog fra slutningen af 90’erne ”I den bedste mening”.

En relativt nyuddannet filminstruktør ledte efter et egnet manuskript og kastede sig over det nærmeste hun kunne komme på en fortælling om hjerteskærende undertrykkelse af et etnisk mindretal udført af en brutal kolonimagt.

Og den får ikke for lidt. Her er et uddrag af Dansk Filminstituts snart et år gamle foromtale af filmprojektet, som de har støttet med 6,2 millioner kroner:

”Filmen er baseret på virkelige begivenheder: I begyndelsen af 50´erne blev 22 grønlandske børn fjernet fra deres hjem. Den danske stat havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation, og disse børn skulle være spydspidser i det nye Grønland. Efter et års ophold i Danmark, skulle de skibes tilbage til Grønland, veluddannede, danske og oplyste. Snart skulle det vise sig, at fordanskningen havde voldsomme konsekvenser for de grønlandske børn.

” Har der virkeligt foregået den slags ting i forholdet mellem Grønland og Danmark? Nej, naturligvis ikke. Baggrunden for ønsket om undervisning i dansk findes beskrevet her:

Før Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 var grønlandsk det eneste sprog på øen.

Efter 1721 blev der oprettet handelsstationer op langs Grønlands vestkyst, der blev udviklet et grønlandsk skriftsprog, og der blev bygget almueskoler, hvor undervisningen udelukkende foregik på grønlandsk. Den danske holdning var, at grønlandsk sprog og kultur så vidt muligt skulle bevares. De relativt få ansatte fra Danmark blev nødt til at lære sig grønlandsk i fornødent omfang.

Det blev der ikke ændret på før efter anden verdenskrig, hvor fremtrædende grønlandske politikere forlangte, at der blev indført undervisning i dansk i den grønlandske skole. Det anså de for nødvendigt, for at løfte Grønland ud af sin sproglige isolation.

Det var således ikke "den danske stat der havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation”, som det hævdes i Dansk Filminstituts foromtale af filmen. Det var det grønlandske politiske system, og der var ikke noget krav om, at det skulle ske på en generation.

Else Lidegaard (dansk forfatter og grønlandskender red.) har skrevet følgende om indførelse af undervisning i dansk i den grønlandske skole:

”Resultatet var en klassedeling, der mindre var baseret på begavelse end på danskkundskaber. En deling der, næsten automatisk, også førte til en social opdeling. Det er på denne baggrund, man skal søge at forstå det initiativ, Tine Bryld har beskrevet i sin interviewbog: I den bedste mening (Atuakkiorfik 98). 50'ernes Grønland var endnu præget af tuberkulose og mange steder stor nød. Mistede en fangerkone sin forsørger, var både hun og børnene ilde stedt... ”

Man stod derfor - ikke mindst på grund af tuberkulosen - med et stigende antal små og større børn, der skulle tages vare på af det offentlige. De skulle på børnehjem eller på anden måde anbringes i pleje.”

Else Lidegaard skriver videre:

”Med kristendommen indførte vi vores menneskesyn, med krav om varetagelse af "disse mine mindste små", som nogle århundreder senere igen førte til den tanke, at give nogle af de underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning, alene ved at give dem mulighed for at lære det danske sprog. Man valgte så godt, man kunne og gav børnene et ophold i Danmark i, hvad man som dansker anså for så gode danske plejehjem som muligt. I løbet af året lærte de dansk, og glemte stort set deres grønlandsk. Det sidste skulle nu nok hurtigt være kommet igen, hvis de var kommet tilbage til et rent grønlandsk miljø. Men hvilke menneskelige omkostninger ville det have medført at vende tilbage til et liv i stor fattigdom og ofte direkte nød, når man var blevet vant til en ordnet tilværelse i den danske velfærd? Og hvad var der blevet af det nys tilegnede danske sprog, som skulle sikre disse børn en anderledes fremtid fuld af muligheder? I et land, hvor det traditionelle fangererhverv oven i købet var på retur, ville de fleste mene, at det bedste valg for børnene var at forblive i den danske sammenhæng.

Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.””