Forlaget Columbus

Billedkunstbogen

Opgaver - kapitel 1

Øvelse 1.1

Hvordan kan kompositionen påvirke billeders overordnede udtryk?

Teoretisk:
Vælg fire billeder blandt bogens billeder eller i din egen portfolio, som du synes, har forskellige udtryk.
Tegn kompositionslinjer og figurer ind på dem og vurdér, om billederne virker statiske eller dynamiske, om de er lukkede eller åbne, og om de er i balance.

Øvelse 1.2

Hvordan skaber man en statisk eller dynamisk komposition i et billede?

Praktisk:
a. Tegneøvelse:
1. Tegn to små billeder med blyant. Vælg selv motiv. Det ene skal være statisk, det andet skal være dynamisk. Brug kompositionslinjer og notér på billedet, hvad der gør det hhv. statisk eller dynamisk.

b. Fotoøvelse:
1. Lav en opstilling med dig selv, evt. sammen med flere fra klassen. Vurdér om den er statisk eller dynamisk. Tag billeder.
2. Lav opstillingens modsætning (i forhold til statisk eller dynamisk). Tag billeder.
3. Print billederne ud og print en ekstra udgave, hvorpå du indtegner det gyldne snit. Er der placeret noget i det gyldne snit? Kan du evt. beskære billedet, så der kommer til at stå en (vigtig) person i det gyldne snit?
(Øvelsen kan selvfølgelig også laves i et billedbehandlingsprogram).

c. Collageøvelse:
1. Tag et stykke sort og et stykke hvidt papir. Klip det ene i små stykker, lige meget hvilken facon.
2. Læg stykkerne på det andet papir i en figurativ form, som er enten statisk eller dynamisk og lim dem fast.

Øvelse 1.3

Hvad bruger man det gyldne snit til?

Teoretisk:
Find Leonardo Da Vincis billede af Bebudelsen samt Eugene Delacroixs billede Friheden fører folket.
Beregn det gyldne snit (gang billedets bredde/højde med 0,62) og indtegn alle fire linjer på begge billeder.
Overvej hvad hhv. Da Vinci og Delacroix har brugt det gyldne snit til i deres billeder?

Øvelse 1.4

Hvordan kan man skabe rumlig effekt ved hjælp af farver?

Praktisk:
Tegn med farvekridt et helt simpelt motiv med en varm farve på en kold baggrund (fx rød på blå). Tegn det samme motiv, men med omvendte farver, så motivet er fx blåt og baggrunden rød. Hvad sker der med den rumlige fornemmelse i billedet?

Øvelse 1.5

Hvordan bruger man linearperspektiv til at tegne tredimensionelle figurer?

Praktisk:
Afsæt en horisontlinje og et forsvindingspunkt på et stykke papir. 
Tegn tredimensionelle kasser:
 Placer en firkant nedenfor horisontlinjen.
Tegn hjælpelinjer fra kassernes hjørner til forsvindingspunktet.
Afsæt kassens bagende med en lodret og en vandret streg på et selvvalgt punkt på de indadførende hjælpelinjer.

Øvelse 1.6

Hvordan tegner man en perspektivisk korrekt tegning ved hjælp af linearperspektiv?

Praktisk:
Placér dig på en stol midt på et længere gangparti (de findes på de fleste skoler).

Tegn den bageste væg i gangen ca. midt på papiret (ikke ret stor). Overvej hvilket punkt på bagvæggen, der er lige ud for dine øjne, og indtegn forsvindingspunktet der.
Træk linjer fra punktet ud gennem hjørnerne på optegningen af bagvæggen. Nu har du markering af gulv, vægge og loft.

Indtegn døre, vinduer, billeder, fliser osv. Husk altid, at lodrette og vandrette linjer, som er parallelle med billedplanet, fortsat er lodrette og vandrette, mens indadførende linjer skal ende i forsvindingspunktet.

Øvelse 1.7

Hvordan virker farvekontraster i et billede?

Praktisk og teoretisk:

  1. Tegn med farvekridt en lille, enkel tegning med en simpel figur. Motivet skal have to farver, som du synes står i kontrast til hinanden.
  2. Beskriv hvordan kontrasten virker.
  3. Undersøg ved hjælp af teksten om farver, hvilken farvekontrast, du har brugt.
  4. Find 2-3 billeder på nettet, som indeholder en eller flere af de syv farvekontraster. Beskriv hvordan kunstnerne har brugt farvekontrasterne til at understrege en betydning eller en stemning i billederne.
  5. Print en sort-hvid kopi af fx Bellinis billede Pieta. Overvej, hvilken farvekontrast, du vil bruge til at illustrere en moders sorg over sit døde barn og farvelæg kopien med fx farvekridt.

Øvelse 1.8

Hvordan kan man præsentere de formanalytiske begreber i en film?

Praktisk:
Se de to film (se i bogen) om farvecirklen og det gyldne snit. Hvilke virkemidler bruger de i ord og billeder?
Er begreberne godt forklaret?

Lav jeres egen film om et af de formanalytiske begreber indenfor rum, farve, lys eller komposition.
Overvej hvordan I bedst forklarer begrebet i ord OG illustrerer det i billeder, så det bliver så let at forstå som muligt. Læg filmen op på YouTube og vis den for klassen.

Øvelse 1.9

Hvornår og hvordan kan man bruge Wölfflins teori om det maleriske og det lineære?

Teoretisk:  
Find to billeder fra hhv. renæssancen og barokken. Billederne skal helst indeholde en figurgruppe med flere planer. Analysér billederne efter Wölfflins begrebspar.

Find to billeder fra hhv. ny-klassicismen og impressionismen. Analysér dem efter Wölfflins begrebspar.

Overvej om Wölfflins begreber passer lige så godt på disse to perioder som på renæssance og barok. Overvej om der er ulemper eller mangler ved metoden.

Øvelse 1.10

Hvilken virkning har det maleriske og det lineære i billeder?

Praktisk:  
Vælg et billede fra renæssancen med en figurgruppe på. Tegn efter billedet en skitse med blyant, hvor du betoner det lineære princip og de særlige kendetegn for det lineære princip, som billedet indeholder.

Tegn derefter en skitse af billedet med farvekridt, hvor du prøver at ændre på farver, komposition, rum eller andet, der kan gøre billedet mere malerisk.

Overvej hvilken karakter billedet har fået i din maleriske skitse: Ville en indholdsanalyse af billedet give et andet resultat end af det oprindelige billede?

Øvelse 1.11

Hvilken virkning har forskellige kunstneriske strategier på et motiv?

Praktisk:
Tegn flere versioner af et simpelt motiv, fx en genstand fra billedkunstlokalet. Afprøv forskellige kunstneriske strategier, så genstanden kommer til at ligne, kommer til at udtrykke følelser, kommer til at vise sine mest karakteristiske sider eller blot bliver gengivet i en enkel, dekorativ form.

Afprøv hvilke materialer der egner sig bedst til de forskellige kunstneriske strategier.

Øvelse 1.12

Hvorfor bruger kunstnere forskellige kunstnerisk strategier?

Teoretisk:
Gå en runde på skolen og se på de kunstværker, der hænger på væggene.
Prøv at definere deres kunstneriske strategier og overvej, hvordan materialerne understøtter kunstnerens valg af strategi, og hvordan materialer og strategi understøtter kunstnernes budskab med billederne.

Øvelse 1.13

Hvilken betydning har farvekontraster og farveklange for fortolkningen af et billede?

Teoretisk:
Vælg fra din portfolio tre billeder, som har meget forskellig farveholdning.
Undersøg om kunstneren har anvendt et eller flere af Ittens kontrastpar, eller om billedet er bygget over én af Ittens farveklange.

Overvej hvad farvekontrasterne eller farveklangene betyder for både en formanalyse og en indholdsanalytisk fortolkning af billedet.

Øvelse 1.14

Hvilken betydning har farveklange for for det udtryk man kan skabe i et billede?

Praktisk:
Du skal tegne et simpelt motiv, det kan enten være i fri hånd, eller du kan tegne efter et billede.
Vælg en firklang i farvecirklen, og brug klangens farver i farvelægningen af motivet.
Drej derefter firklangen inde i farvecirklen, så der fremkommer fire nye farver, og lav endnu en version af dit motiv, som du farvelægger med de nye farver. Undersøg hvordan forskellige farveklange spiller ind på billedets udtryk og fortolkning.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)