Opgaver - kapitel 4
Øvelse 4.1
Er billedkunst eller skulptur den fornemste kunstart?
Gennem tiden har man diskuteret, om billedkunsten eller skulpturen var den fornemste kunstart:
”Det fortælles at en blind mand engang blev indkaldt for at afgøre et væddemål mellem en maler og en billedhugger om hvem, der havde skabt det største kunstværk. Først undersøgte manden, der var født blind, billedhuggerens værk: her kunne han føle sig frem til, at det forestillede et menneske med hoved, krop og lemmer – selv om han godt kunne mærke, at det alt sammen var af træ. Da han dernæst kom til maleriet og befølte det fra øverst til nederst, udbrød han: ”Det er jo ikke andet end et stykke træ!” De omkringstående tog hans hånd, førte den hen over billedet, over det afbillede ansigt og den viste krop, idet de fortalte, hvad det var. Den blinde dommer spurgte, om det virkelig var sandt, og da de bekræftede det, udtalte han: ”jeg kan godt forstå med min fornuft, at man kan skære et menneske ud af et stort stykke træ, sådan som jeg lige har forvisset mig om, men jeg forstår slet ikke, at man på et fladt bræt kan frembringe en menneskeskikkelse, som man ikke kan mærke, derfor må det sidste jo rimeligvis være den største kunst.”
Anders Troelsen: Synsvinkler på Skulpturen
Lektie:
Find et billede af et kunstværk på flade, som du synes er interessant og siger dig noget. Find også en lille skulptur. Det kan fx være en pyntefigur eller en vase eller lignende med en særlig facon eller overflade. Medbring begge dele til timen.
I timen:
Gå sammen to og to. Den ene lukker øjnene, og den anden præsenterer sine kunstværker. Først forklares det, hvad der er på billedet, hvilke farver, hvilke personer, hvilken stemning, hvilket budskab osv., så der skabes så tydeligt et indre billede som muligt hos personen med lukkede øjne. Derefter får personen med lukkede øjne skulpturen i hænderne og må mærke og røre ved genstandens former. Bagefter bytter man roller.
Diskutér til sidst, hvordan det at røre ved en genstand adskiller sig fra at få forklaret et billede, og hvad der giver den mest levende oplevelse af kunsten. Har I en holdning til, hvilken kunstart der er den "fornemste"?
Øvelse 4.2
Hvilke skulpturelle virkemidler skaber dramatisk og lyrisk udtryk?
Teoretisk:
Find to billeder af skulpturer, som udtrykker begreberne dramatisk og lyrisk. Søg fx på Niels Hansen Jacobsen, Lis Hooge Hansen, Robert Jacobsen, Bernini, Bertel Thorvaldsen, Liné Thordarsson, Marc Quinn, Christian Lemmerz.
Forklar hvilke skulpturelle virkemidler der påvirker udtrykket i skulpturerne, og hvorfor du mener, de er enten dramatiske eller lyriske.
Øvelse 4.3
Hvilke materialer egner sig bedst til hhv. dramatisk og lyrisk skulptur?
Praktisk:
Undersøg hvilke materialer, der er til rådighed i billedkunstlokalet. (Ler, ståltråd, voks, vat, pinde, gaffatape….) Afprøv på en enkel form som fx en simpel menneskekrop, om der er forskel på hvilke materialer, der egner sig bedst til lyrisk og til dramatisk fremstilling af skulptur.
Øvelse 4.4
Hvilken sammenhæng er der mellem en skulpturs udtryk og dens samtid?
Teoretisk:
Find to billeder af skulpturer, som fremstiller menneskekroppen. Det ene skal være naturalistisk, den anden skal være kubistisk, forenklet eller abstrakt.
Forklar hvilke skulpturelle virkemidler, kunstneren har brugt, og hvad det betyder for skulpturens udtryk.
Undersøg i hvilken kunsthistorisk periode skulpturen er skabt, og om der er en sammenhæng mellem skulpturen udtryk og dens samtid.
Øvelse 4.5
Hvordan skaber man udtryk eller betydning gennem materialevalg?
Praktisk:
Lav to skulpturer. Den ene kan være af ler eller voks og skal fremstille menneskets krop så naturalistisk som muligt. Den anden skal være en abstraktion over menneskekroppen (gerne en parafrase over den første skulptur). Vælg materialer, som giver skulpturen et særligt udtryk eller en særlig betydning, og forklar dit materialevalg.
Øvelse 4.6
Hvilke skulpturelle virkemidler skaber lethed og tyngde?
Teoretisk:
Find to billeder af hhv. en let og en tung skulptur. Søg under fx Nicolas Lavarenne, Sonja Ferlov, Robert Jacobsen, Svend Wiig Hansen, Kai Nielsen.
Analysér de skulpturelle virkemidler og forklar, hvad der gør skulpturerne hhv. lette og tunge i deres udtryk.
Øvelse 4.7
Hvordan skaber man lethed og tyngde gennem materialevalg og virkemidler?
Praktisk:
Lav en skulptur, som virker let og åben, og en skulptur, som virker tung og lukket.
Vælg materialer, som passer til udtrykket, og forklar, hvorfor de er valgt, og hvilke skulpturelle virkemidler, du har brugt for at skabe det rigtige udtryk.
Øvelse 4.8
Hvordan skaber man kontraster i en skulptur?
Praktisk:
Lav en skulptur som indeholder en kontrast mellem to materialer, mellem materiale og motiv eller mellem størrelse og motiv.
Forklar hvilken kontrast, du udnytter i skulpturen, hvordan du opfatter virkningen af kontrasten og hvordan kontrasten evt. kunne have været gjort endnu mere virkningsfuld, fx. med andre materialer, størrelsesforhold eller andet.
Øvelse 4.9
Hvorfor bruger kunstnere det grimme i deres kunst? Teoretisk:
Undersøg dette spørgsmål ved hjælp af nedenstående videoklip eller find selv andre ud fra kunstnernavnene i temaartiklen om Det grimmes æstetik.
- Orlan
- Marc Quinn
- Christian Lemmerz
- Franko B
- Nitsch
- Günther von Hagen: 1 og 2
- Damien Hirst
Øvelse 4.10
Hvilke overvejelser ligger der bag skulpturer i det offentlige rum?
Teoretisk:
Find en skulptur i dit lokalmiljø. Det kan være en skulptur på skolen, på det lokale torv eller en skulptur placeret foran et lokalt firma. Prøv at undersøge omstændighederne omkring skulpturens bestilling og produktion, hvis du kan finde oplysninger om det. Forklar hvilke overvejelser, der har ligget til grund for skulpturens bestilling.
Analysér dernæst skulpturen og dens virkemidler, og begrund hvorfor du synes eller ikke synes, at skulpturen passer til formålet og til sin placering.
Øvelse 4.11
Hvordan vil du udføre et bestillingsværk til en offentlig placering?
Praktisk:
Forestil dig, at skolen, byen eller et lokalt firma havde bestilt en skulptur af dig. Overvej hvordan den skulle se ud, hvilke signaler den skulle sende, og hvilke materialer der ville egne sig.
Lav dernæst en lille model af skulpturen.