VELFÆRDSSTATEN I FORANDRING
Lektion 2-3 (s. 194-200) Øvelse 1: Stat, marked og civilsamfund
Sammenlign staten, markedet og civilsamfundet vha. følgende spørgsmål:
- Hvad/hvem er aktør på hhv. markedet, i staten og i civilsamfundet?
- Giv eksempler på ydelser, du selv har modtaget fra hhv. markedet, staten og civilsamfundet.
- Hvordan handler man med hinanden på hhv. markedet, i staten og i civilsamfundet? Eller sagt på en anden måde: Hvilke spilleregler hersker inden for hver af de 3 arenaer?
Øvelse 2: Politiske partiers holdning til velfærd og fordeling
Find – fx via www.ft.dk – partiprogrammerne for hhv. Enhedslisten (Ø), Liberal Alliance (LA) og De Konservative (C) og læs de afsnit, der vedrører partiernes holdning til velfærd og fordeling.
- Redegør for partiernes holdning til udvalgte velfærds- og fordelingspolitiske spørgsmål.
- Sammenlign de 3 partiers holdninger:
- Hvilken velfærdsmodel læner hvert af de 3 partier sig mest op ad? Begrund dit svar med henvisning til udsagn fra partiprogrammerne.
Øvelse 3: På vej mod en ny velfærdsmodel i Danmark?
- Sammenlign de to uddrag af artikler (se under Supplerende materiale).
- Hvilken velfærdsmodel argumenterer hhv. Henrik Fogh Rasmussen og Benedikte Kiær for, og hvordan begrunder de hver især indførelsen af deres foretrukne model?
- Hvem er de primære aktører ifølge de 2 forfattere i hver af disse velfærdsmodeller?
- Diskuter med udgangspunkt i de 2 artikler fordele og ulemper ved hvert af de to alternativer til den danske velfærdsmodel.
Øvelse 4: Den offentlige sektors udgifter fordelt på opgaver
- Find eksempler på hver af de 3 typer ydelser (overførsler, serviceydelser og tilskud) i tabel 4.2.
- Beskriv udviklingen i statens udgifter og beregn, hvor den største udgiftsstigning har fundet sted.
- Diskuter, hvorfor den offentlige sektors udgifter er steget så markant siden år 2000.
Øvelse 5: Kan velfærdsstaten kræve, at vi hjælper hinanden?
- Diskuter på grundlag af artiklen (se under Supplerende materiale), hvilke fordele og ulemper der kan være ved, at staten spiller så stor en rolle i den danske velfærdsmodel.
- Diskuter, hvilke fordele og ulemper der kan være forbundet med at erstatte offentlige ydelser med frivillig arbejdskraft.
Supplerende materiale:
På vej mod en ny velfærdsmodel i Danmark?
Det er på tide at sige farvel til velfærdsstaten
”I stedet for at kere os om velfærdstaten bør vi skabe en markedsstat, der giver vidensarbejdere udfoldelsesmuligheder. Denne gruppe er nemlig afgørende i den globale konkurrence. Velfærdsstatens målgruppe, arbejderen, spiller derimod en stadig mindre rolle. (…)
Vidensarbejdere kan ikke bestikkes med lige og gratis adgang for alle til middelmådige folkeskoler og sygehuse. De kræver en grad af valgfrihed og udfoldelsesmuligheder, som velfærdsstatens bureaukratiske strukturer og omfordeling af indkomst ikke kan give dem. Det er her, markedsstaten kommer ind i billedet. Hvor velfærdsstatens hovedformål var at give arbejderklassen lige adgang til uddannelse, sygesikring og materiel komfort i alderdommen, er markedsstatens mål at optimere udfoldelsesmulighederne for den kreative klasse. Velfærdsstaten garanterer borgernes sociale rettigheder. Markedsstaten fokuserer på frihedsrettighederne. Vi befinder os i øjeblikket i en overgangsfase mellem velfærdsstaten og markedsstaten. (…)
Markedsstaten er ikke uden socialt sikkerhedsnet. Men hvor velfærdsstatens sikkerhedsnet er bygget på princippet om statsgaranterede sociale rettigheder for arbejderklassen, er markedsstatens sikkerhedsnet blot endnu en mulighed for den kreative klasse for at udfolde sig – ved at hjælpe samfundets svageste. Kreative ildsjæle i private velgørende institutioner og NGO’er vil i stigende grad erstatte velfærdsstatens tunge bureaukrati. Ellers vil vi blive overhalet af vækstøkonomier, som ikke har det samme sentimentale forhold til folkeskoler, folkesygehuse, folkebørnehaver og folkepension.”
Uddrag af kronik af Henrik Fogh Rasmussen. Information, 06.08.2011
Den sunde balance mellem ansvar og pligt
”Der er brug for privatisering af ansvaret, for ellers forsvinder lysten til at engagere sig, og vi bliver i stedet blot forbrugere af velfærdsydelser med fokus på, hvad vi har ret til. (…)
Vi konservative mener, at de sociale ydelser og den sociale støtte bør målrettes de borgere, som har behov. (…) Det næste nødvendige skridt er et tiltrængt servicecheck af velfærdssamfundet og den måde, vi har organiseret den sociale indsats på. (…) Løsningen er ikke at skrue et par ekstra gange på skatteskruen. Vi vil derimod fremhæve de muligheder, der er i civilsamfundet og den frivillige sektor – dvs. alt det, som ikke er den offentlige eller den private sektor. (…)
Civilsamfundet og den frivillige sektor har vist vejen for udviklingen af velfærdssamfundet og dets kerneinstitutioner – f.eks. er børnehaver, plejecentre og krisecentre udsprunget af borgernes egne initiativer. Det er derfor på tide at give plads til den udviklingskraft, der er i civilsamfundet.”
Uddrag af kronik af tidl. socialminister Benedikte Kiær (K) m.fl. Berlingske, 17.08.2011
Kan velfærdsstaten kræve, at vi hjælper hinanden?
Jo højere skat, jo færre krav kan staten stille
”Med et skattetryk på 48,1 procent kan det være svært for borgerne at begribe, hvorfor de selv skal male på deres børns skole, eller selv må træde til med sneskovlen hos deres gamle mor. Når vi betaler halvdelen af vores indtægt i skat, må velfærdsstaten vel klare ærterne for os? (…)
"På social- og sundhedsområdet er diskussionen vanskelig. Det er områder, som vi har overladt til staten ikke mindst for at sikre, at opgaverne varetages ansvarligt og professionelt, og at vi alle sammen får samme tilbud,” siger Lars Skov Henriksen. Hvis man lader markedet eller frivillige overtage disse omsorgsydelser, risikerer man også en øget ulighed, som den ses i USA, påpeger professoren. (…)
Der er faktisk også sociale gevinster ved, at forældre eksempelvis hjælper til i deres børns daginstitutioner. Det giver et andet tilhørsforhold til stedet og et sammenhold mellem dem, der er knyttet til stedet.
Der er ”visse strukturelle udfordringer” forbundet med at øge kravene til borgerne. ”Folk skal samtidig arbejde mere og længere, hvilket kan være svært også at kræve, at de bidrager i skolen, i børnehaven eller på plejehjemmet”, siger Lars Skov Henriksen.”
Uddrag af interview med professor Lars Skov Henriksen af Mette Klingsey. Information, 02.12.2013
