Religion - kort og godt

Japan og ”japansk religion”

Japansk religion er en praktisk betegnelse for det samspil mellem flere religioner som er kendetegnende for Japan. De vigtigste er shinto (eller: shintoisme) og forskellige former for buddhisme. Shintoismen har rødder tilbage til gammel japansk naturreligion, men har udviklet og ændret sig meget over tid. Buddhismen kom til Japan fra Kina omkring 500 e.Kr. Sammen med buddhismen kom der også inspiration fra de andre store kinesiske traditioner: kongfuzianismen og daoismen. Den kinesiske indflydelse i Japan kom dog i mange tilfælde i koreansk udgave, idet Korea ligger mellem Japan og Kina, lige på den anden side af det Japanske Hav.

I nyere tid er der opstået en lang række nye religioner i Japan. Mange af dem har rødder i shinto og buddhisme, men der er også kommet egentlig nyt til.

Dette kapitel er derfor bygget op på den måde at de første to hovedafsnit introducerer de vigtigste del-religioner i Japan: shinto, buddhisme og de kinesiske traditioner daoisme og kongfuzianisme. På denne måde dækkes den mytisk-narrative og den dogmatiske dimension af japansk religion. I de følgende fem hovedafsnit præsenteres de andre fem dimensioner af ”japansk religion” som et hele.

Shintos mytisk-narrative og dogmatiske dimension

Hvad er shinto?

Shinto udspringer af Japans oprindelige religion, men det var først fra omkring 500 e.Kr. at den blev betragtet som en religion og fik et navn. Det skyldtes at kinesisk buddhisme var kommer til Japan, så man havde noget at sammenligne med.

Shintos myter og tekster

I shintoismen er der mange guder, og der fortælles mange myter om dem. En vigtig myte handler om hvordan Japan blev skabt, og hvordan kejserdømmet blev grundlagt. Det er en lang og kompliceret myte; her er nogle af hovedtrækkene i den:

Et gudepar – Izanagi og Izanami – kommer fra himlen ned på jorden, som består af et stort hav. Ved at røre i havet med et juvelbesat spyd får de jorden til at klumpe sig sammen og frembringe de øer som Japan består af. Ved at udføre nogle ritualer får de en mængde børn; det er ikke alene forskellige guder, men også de øer som Japan består af, der er deres børn. Efter nogle dramatiske begivenheder ender gudinden, Izanami, i dødsriget. Izanagi forsøger at få hende ud af dødsriget, men det lykkes ikke. Da Izanagi er blevet forurenet af dødsriger, renser han sig ved at bade i en flod, og der opstår igen nye guder. Den vigtigste er solgudinden Amaterasu, som bliver herskeren over himmelsletten, hvor der lever tusindvis af guder. Da hun ser at gode og onde magter kæmper mod hinanden nede på jorden, sender hun sit barnebarn ned for at bringe orden. En af hans efterkommere bliver Japans første kejser, som bliver indsat i året 660 e.Kr.

Der er to vigtige ting at lære af denne myte:

• Den giver en forklaring på kejserens guddommelighed (som dog blev officielt afskaffet i 1946)
• I myten er det flere gange ritualer der får de afgørende ting til at ske. Ritualerne skaber orden ud af uorden og renhed ud af urenhed. Men der bliver også ved med at være et element af uorden, hvilket skaber en ny dynamik. Denne myte kan derfor være med til at forklare hvorfor ritualer er så vigtige i shinto.

Shinto har ikke en egentlig kanon, men der er nogle skrifter som har særlig betydning:

• Kojiki (712 e.Kr.) og Nihongi (720 e.Kr.): Historieværker fyldt med myter. Heri findes myten om Izanagi og Izanami.
• Engishiki (927): Et skrift med instruktioner og tekster til de ritualer man skal bruge i templerne og ved kejserens hof.

Shintos forestillinger og begreber

Shinto har ikke en samlet lære, men man kan udpege nogle vigtige forestillinger:

• Kami: Svarer nærmest til det religionsfaglige begreb det hellige. Det dækker blandt andet over: hellige steder i naturen, guder, de afdøde forfædre og (tidligere) kejseren.
• Renhed og urenhed: Det etisk og religiøst ”rigtige” forbindes med renhed og det forkerte med urenhed.
• Ritualer er vigtige redskaber til at skabe orden i tilværelsen.

Japansk buddhismes mytisk-narrative og dogmatiske dimension

Hvad er buddhisme?

Buddhismen opstod i Indien omkring 400 f.Kr. Den bygger på Buddhalegenden om hvordan kongesønnen Gautama Buddha opdagede er livet er fuldt af lidelse og gennem sin oplysning fandt vejen ud af lidelsen. Ved at frigøre sig fra begær og dermed fra karma var det muligt at opnå nirvana og undgå at blive genfødt til et nyt lidelsesfyldt liv.

Buddhismen i Japan

Ifølge den oprindelige buddhisme var det kun munke som kunne opnå nirvana. Men i 1. århundrede e.Kr. opstod en ny form for buddhisme, mahayana, som var mere tilgængelig for almindelige mennesker. Mahayana-buddhisterne mente at en person som havde opnået oplysning, havde mulighed for at sige nej til at indgå i nirvana og i stedet lade sig genføde som en boddhisattva (”et oplyst væsen”) for at hjælpe andre til at opnå det samme. Man udviklede også en tanke om at alle mennesker dybest set har en ”buddhanatur”. Man havde altså i det hele taget et mere optimistisk syn på menneskets mulighed for at opnå frelse.

Det var mahayana-buddhismen som var udbredt i Kina og derfra kom til Japan. Det kom blandt andet til udtryk i disse buddhistretninger:

• Det rene land: Det er en eskatologisk forestilling om et lykkerige. Man kan blive genfødt i Det rene land hvis man gennem meditation har opnået et højt åndeligt stade, eller blot hvis man i dødsøjeblikket påkalder Amithabas navn eller tror på ham. Amithaba er den mytologiske Buddha som er hovedskikkelsen i denne form for buddhisme.
• Zen: Her dyrker man en form for meditation hvor man tilstræber at opnå en ekstrem fokusering af sindet. For eksempel ved at tænke dybt over et koan, dvs. et absurd spørgsmål. Et kendt koan lyder: ”Hvad er lyden af én hånd der klapper?”.
• Nichiren: Her lægger man særlig vægt på læsning af teksten Lotussutraen (se nedenfor). Ved en dyb læsning af denne tekst og ved rituelt at fremsige at man tager sin tilflugt til sandheden i den kan man opnå nirvana. Det er altså en buddhistretning som er meget baseret på hengivelse og tro.

Hellige skrifter

Buddhismen har et væld af hellige skrifter, som er samlet i Palikanon, som findes i flere versioner. Af enkeltskrifter er der to som spiller en særlig rolle i japansk buddhisme:

• Lotussutraen (1. århundrede e.Kr.): I denne tekst betragtes Buddha som et nærmest mytisk væsen som har haft oplysningen ”fra tidernes begyndelse”. Han har så inkarneret sig som Gautama Buddha på et bestemt tidspunkt for at vise vejen til frigørelse. Der lægges vægt på den medfølelse med alle mennesker som Buddha viser, og som alle andre også bør vise. Idealet er ikke selv at opnå nirvana, men at blive boddhisattva, så man kan vise andre vejen til at blive det.
• Hjertesutraen (ca. 350 e.Kr.): Her er tomhed på en mærkeligt paradoksal måde fremstillet som et positivt begreb. Ved at forstå tomheden i tilværelsen lettes vejen til nirvana.

Kongfuzianisme og daoisme i japansk religion

Også de kinesiske religioner kongfuzianisme og daoisme blev en del af japansk religion.

Kongfuzianismen

Kongfuzianismen er opkaldt efter Kong Fuzi, som ifølge traditionen levede 551-479 f.Kr. (”Kong” er en del af navnet, ikke en titel). Kong Fuzi beskrives i de ældste skrifter som et helt igennem ædelt menneske, som formulerede en etisk lære. Hans hovedtanke var at man skulle respektere autoriteterne og udføre de traditionelle ritualer.

De vigtigste begreber er:

• xiao: ”sønlig ærbødighed”. Dette betyder først og fremmest at en søn skal vise respekt over for sin far, men i videre forstand betyder det at man altid har pligt til at respektere dem der står over en i rang. Til gengæld skal en far (og en overordnet) vise kærlighed og velvilje over for sin søn (sin underordnede).
• li: ritualer og omgangsformer. Ordet dækker både religiøse ritualer og den måde man opfører sig på når man møder hinanden, spiser sammen osv.

Kong Fuzi var ikke mindst en filosof som interesserede sig for hvordan kejseren skulle regere landet. Han førte sine idealer tilbage til sine forestillinger om hvordan de første konger i det dynasti han levede under, måtte have været. Den ideelle regent skulle styre retfærdigt og ikke bare med rå magt. Det var en ideologi som passede godt til den japanske forestilling om at kejseren var guddommelig.

Daoismen

Daoismen føres tilbage til vismanden Laozi (eller: Lao-tse). Traditionelt fortæller man at han levede i 500-tallet samtidigt med Kong Fuzi. Faktisk levede han nok noget senere; måske er han endda en fiktiv person som man har opfundet som forfatter til skriftet Daode jing. Laozi beskrives som en beskeden mand, som undgik magt og berømmelse, og hvis budskab var baseret på ”bløde” værdier.

Yin/yang og dao er hovedbegreberne i daoismen. Yin og yang er modsatrettede kræfter i tilværelsen, som skal være i balance. Dao betyder ”vejen” og er en metafor for det grundlæggende princip i alting. Kinesiske og japanske buddhister kunne sige at dao og nirvana var det samme. Det er et eksempel på hvordan man kunne forene de forskellige religioner.

Japansk religions rituelle dimension

Hvilke ritualer har japanerne?

I praksis skelner mange japanere ikke mellem om deres religiøse praksis kommer fra den ene eller den anden religion; det bliver tydeligt når man ser på ritualerne, som for mange japaneres vedkommende er den vigtigste dimension i deres religion. Ritualerne er igen bundet stærkt til de mange hellige steder, som er beskrevet i næste hovedafsnit.

Kalender og fester

Man bruger den kristne tidsregning, men der findes også en japansk tidsregning, beregnet efter forskellige kejseres levetid. I sekulære sammenhænge bruger men den kristne kalender, men i religiøse sammenhænge bruges somme tider en gammel japansk kalender eller en kinesisk kalender. Derfor er der variationer i hvornår man holder festerne forskellige steder. Der er en lang række religiøse fester året igennem; her er en oversigt for året 2020 over nogle de vigtigste:

Tempelbesøg, pilgrimsrejser og matsuri

Uden for årets højtider kommer japansk religion til udtryk i forskellige slags rituelle handlinger. Her er tre vigtige typer:

• Individuelle besøg i shinto- og buddhisttempler: Det kan være hurtige besøg på vej til og fra arbejde, eller større, planlagte besøg på fridage. Der er tit tale om at man ønsker at takke guderne eller bede om hjælp eller råd i afgørende situationer.
• Matsuri: Lokale fester, oftest i shinto-sammenhæng, men de kan også være buddhistiske. Typisk efter dette mønster: Først ”kaldes” guden ned til landsbyen ved at der foretages ritualer med gudebilledet i templet. Derefter bæres guden rundt i procession i byen for at fylde den med hellighed. Til sidst er det et nyt ritual i templet, og guden ”sendes tilbage”.
• Pilgrimsrejser: Der er en lang række hellige steder i Japan (se næste afsnit), og millioner af mennesker foretager hvert år pilgrimsrejser. Nogle foretager komplicerede ritualer og dyrker samtidig streng askese, men mange lægfolk rejser også på en måde som minder meget om turisme.

Overgangsriter

De fleste japanere markerer overgangene i livet i shintotempler, men nogle gør det i buddhisttempler. I forbindelse med døden er det som reglen buddhisttemplerne som står for ritualerne. Her er en oversigt over de vigtigste overgangsritualer:

• Fødslen betragtes som en proces som giver urenhed, og der er derfor et element af renselse i det ritual man bruger. Det afsluttes med at den nyfødte bæres frem ved en ceremoni enten i et lokalt shintotempel eller i en af de større shinto-helligdomme som er kendt fra TV.
• 7-5-3-festen er en årlig begivenhed den 15. november, hvor forældrene tager børn på henholdsvis 7, 5 og 3 år med i shintotemplet, hvor man beder for deres sundhed og trivsel. I gamle dage udgjorde de tre aldre forskellige faser i barndommen.
• Voksenceremonien afholdes når den unge bliver 20 år. Det er primært en sekulær ceremoni, som afholdes på rådhuset, men mange besøger bagefter et shintotempel. Også denne ceremoni afholdes på en bestemt dato, nemlig den 20. januar.
• Bryllup er ikke oprindeligt et religiøst ritual i Japan, men det er det blevet på grund af kristen påvirkning. Nogle ikke-kristne japanere bliver faktisk gift i kristne kirker, men de fleste i shintotempler.
• Døde kremeres (brændes) og der foretages udførlige buddhistiske ritualer, præcist hvordan afhænger af hvilken buddhistisk retning der er tale om. Den døde tildeles et nyt navn til livet efter døden; det kommer til at stå på en mindeplade på forfædrehylden i hjemmet og på graven. Efter at alle ritualerne er overstået, kommer der en lang række mindedage, hvor man foretager nye ritualer for at sikre at den afdødes ånd kan falde til ro og holde op med at være farlig.

Japansk religions materielle dimension

Hellige steder

Kami er et hovedbegreb i shintoismen og dermed også i japansk kultur i det hele taget. Det står for det hellige, både i form af guder og i naturfænomener. Der er ingen grænser for antallet af hellige steder: træer, vandfald, bjerge osv., som betragtes som kami. Mange ritualer retter sig derfor også mod naturen.

Et meget kendt eksempel på et helligt sted i naturen er Japans højeste bjerg, Fujiyama (eller: Fujisan), som er et vigtigt pilgrimsmål med både shintoistiske og buddhistiske islæt. På toppen af bjerget er der en shintohelligdom.

Bygninger

Der er utallige shintoistiske og buddhistiske templer i Japan. Her tilbeder man guderne og foretager ofringer, divination og ritualer.

Mange templer er bygget af træ, og i shintoistisk sammenhæng er det et ideal at man fornyer templet hvert 20. år. Det sker ikke i praksis ret mange steder, men det sker ved den vigtige helligdom i byen Ise, hvor det inderste tempel er viet til solgudinden Amaterasu. Hvert 20. år bygges der et nyt tempel som er en nøjagtig kopi af det gamle, og det nye er indviet, rives det gamle ned. Det afspejler det vigtige aspekt af japansk religion at man sætter pris på renselse og fornyelse – noget som også kommer til udtryk i den måde man fejrer nytår på.

I byen Kyoto lægger der en række vigtige buddhisttempler.

Billeder

Der er ingen tilbageholdenhed med at bruge billeder i japansk religion. Både i shintoistisk og buddhistisk sammenhæng er det meget almindeligt at afbilde de guder man kender fra myterne, og at bruge alle mulige former for pynt og hellige genstande i ritualerne. Det hænger sammen med at man mener det hellige – kami – kommer til udtryk på mange konkrete måder.

Samtidig er der i nogle sammenhæng en tendens til at man sætter pris på enkelhed. Det er tydeligst i zenbuddhismen, hvor man ved nogle templer finder stenhaver, som ved deres rene og klare udtryk skal have en beroligende effekt på sindet.

Shintoismens vigtigste symbol er en port bestående af to piller hvorpå der hviler to overliggere. Sådan en port står der ved indgangen til shintoistiske templer og hellige steder for at markere overgangen fra det profane til det hellige. Når man træder gennem porten for at foretage sine ritualer, hilser man guderne ved at bøje sig for dem.

I Japan møder man også de buddhistiske og daoistiske symboler.

Japansk religions etiske dimension

Hvordan er japansk etik? - nøglebegreber

Den etiske dimension i japansk religion er sammensat lige som religionen i øvrigt. Den kan derfor bedst beskrives som en kombination af en række hovedtræk:

• Man tilstræber harmoni (wa). Naturligvis kan konflikter ikke undgås i noget samfund, men idealet i japansk etik er at samarbejde og kompromisser er bedre end åben konflikt.
• Man tilstræber renhed. Det gælder i både ydre og indre forstand at renhed er et ideal. Man bader tit, skifter sko når man går fra et rum til et andet, foretager renselsesceremonier før man går i templet osv. Der er altså tale om både hygiejnisk og rituel renhed. Disse ydre former for renhed bør modsvares af indre, etisk renhed.
• Man lægger vægt på fællesskaber. Selv om japanere i det ekstremt moderne japanske industrisamfund også er individualister, prioriterer man tilhørsforholdet til sine fællesskaber højere end vi er vant til. Det gælder for eksempel i forhold til familien og til det firma man er ansat i. Dette hænger nøje sammen med næste punkt:
• Kongfuzianske normer spiller en stor rolle. Kongfuzianismen har præget det japanske samfund dybt med sine idealer. Det betyder bl.a. at man er lydig og loyal over for sine forældre og sin chef, at man skal arbejde hårdt, at man skal være høflig.

Religion og lovgivning

Traditionelt er der en nær sammenhæng mellem religion og stat i Japan; som nævnt har man endda indtil 1946 betragtet kejseren som guddommelig. Nogle religionsforskere mener endda at ”japansk religion” bør betragtes som Japans civilreligion snarere end som en religion i traditionel forstand.

I princippet er sammenhængen mellem stat og religion dog afskaffet, men der er stadig betydelige rester af den.

Japansk religions institutionelle dimension

Hvordan er japansk religion organiseret?

Som det er beskrevet på den indledende side, er der et unikt forhold mellem religionerne idet mange japanere bekender sig til flere religioner. Religionsstatistikken ser sådan her ud:

Flertallet af befolkningen er altså både shintoister og buddhister. I begge religioner er der en stor mængde religiøse specialister (præster og munke) som kan betjene lægfolket som ledere af ritualer.

Nye religioner

I nyere tid er der opstået mange helt nye religioner i Japan, ofte naturligvis med baggrund i de gamle religioner. Her er et par eksempler:

• Soka Gakkai: En form for lægmandsbuddhisme.
• Aum Shinrikyo: En fanatisk sekt med et eskatologisk program, som i 1995 fik dem til at udføre et alvorligt terrorangreb med giftgas i Tokyos undergrundsbane.

Japansk religions erfaringsdimension

Hvordan opleves japansk religion af japanerne? - fælles træk ved de forskellige religioner

Der er en tendens til at følgende hovedtræk gælder for de japanske religioner:

• Man finder noget helligt i naturen
• Mange ritualer og fester er knyttet til bestemte steder
• Forfædrene æres eller dyrkes, og familien betyder meget
• Religionen er knyttet til landet Japan

Japanernes forhold til religion og religioner

For at forstå japanernes forhold til religion skal man være opmærksom på to vigtige ting:

• Ifølge undersøgelser siger de fleste japanere selv at de ikke er religiøse, og at de ikke hører til en bestemt religion. Men de fleste kommer jævnligt i en helligdom, hele 90 % gør det ved de store højtider, og 90 % af alle bisættelser foregår i buddhistisk regi. Der er altså meget levet religion i form af ritualer, selv om folk ikke føler sig religiøse.
• Ifølge de religiøse organisationers egne oplysninger tilhører over 90 % af befolkningen shintoismen, mens 70 % er buddhister. Man kan altså sagtens have mere end én religion. Mange udfører de fleste overgangsriter i shintotempler, mens bisættelser er buddhistiske.