Religion - kort og godt

Kina og "kinesisk religion"

Mange kinesere tilhører ikke én religion, men kombinerer ritualer og forestillinger fra flere religioner. Det er denne blanding man kalder kinesisk religion. Den består af følgende:

• Traditionel folkereligion: Mange former for magi, spådomskunst og lignende har rødder der går flere tusinde år tilbage. Også nogle vigtige begreber som dao og yin/yang er ældgamle.
• Kongfuzianisme: En lære som går tilbage til filosoffen Kong Fuzi, som levede omkring 500 f.Kr. Oprindeligt var der tale altså tale om en filosofi, men efterhånden blev kongfuzianismen af mange også forstået som en religion.
• Daoisme: En religion som bygger på skriftet Daode Jing. Ifølge traditionen er det skrevet af Laozi omkring 500 f.Kr., men faktisk er det nok skrevet i 400- eller 300-tallet f.Kr.
• Buddhisme: En religion som opstod i Indien omkring 500/400 f.Kr., og som kom til Kina omkring vor tidsregnings begyndelse.

For mange kinesere udgør forskellige elementer fra disse religiøse traditioner en integreret helhed.

Da kinesisk religion er sammensat på denne specielle måde, er kapitlet bygget op på en anden måde end bogens andre kapitler. Det består af fire hovedafsnit om de fire ”delreligioner” og derefter et afsnit om hvordan de ”samarbejder” i det der kaldes kinesisk religion.

Dynastier og hankinesere

Kinas historie opdeles efter dynastier, altså de konge- eller kejserslægter som har regeret landet i forskellige perioder. Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) blev meget vigtigt for Kinas videre historie, og de forskellige religiøse traditioner fandt på mange måder deres form i løbet af handynastiets tid. Man kan derfor sige at ”kinesisk religions” formative periode går fra ca. 500 f.Kr. til ca. 200 e.Kr.

”Han” blev også en betegnelse for den dominerende kinesiske kultur. Hankinesere betyder derfor i dag ”almindelige” kinesere i modsætning til kinesere som hører til et af landets etniske mindretal.

Der er også andre religioner i Kina end dem der er nævnt her. Blandt andet er der betydelige muslimske og kristne minoriteter, og især kristendommen har fremgang. Men disse minoriteter er ikke en del af det som kaldes kinesisk religion.

Om kinesiske ord og navne

Kinesiske ord og navne kan gengives på forskellige måder. Det kan være lidt forvirrende, især hvis man læser både nyere og ældre tekster om emnet. Her er nogle eksempler:

• dao = tao
• Kong Fuzi = Konfutse
• Laozi = Lao-tse
• Yi Jing = I Ching.

I nogle tilfælde har man i Europa lavet navne om til latinske former, fx: Kong Fuzi = Konfucius/Confucius

Kinesisk folkereligion

Magi og forfædredyrkelse

Fra arkæologiske fund har man kendskab til religionen i Kina før aksetiden. Dens formål var at sikre at tilværelsen forløb godt, både for samfundet og for den enkelte. Man dyrkede for eksempel divination (spådomskunst) ved at ophede skildpaddeskjolde og bagefter ”læse” de revner der opstod i dem. Der var et hierarki af guder som havde indflydelse på forskellige forhold i tilværelsen. Efter døden levede man videre i en slags skyggeverden, og de levende ofrede til de afdøde.

I dag lever disse gamle traditioner videre i form af:

• Divination, som forekommer på mange forskellige måder.
• Ofringer af røgelse og andet til en lange række forskellige guder.
• Ofringer til forfædrene på hjemmealtre og i templer.
• Fengshui, dvs. kunsten at tage hensyn til naturens energistrømme ved byplanlægning og arkitektur.

Myter

Der findes et væld af myter fra oldtidens Kina, men de udgør ikke en sammenhængende mytologi. Som eksempler nævnes her nogle af de forskellige måder verdens skabelse beskrives på:

• Som en naturalistisk proces: Dao (”vejen”) var den grundlæggende kraft. Den udsprang af intetheden, og gennem en mærkelig kædeproces blev alle ting skabt.
• Myten om Bangu: Universet udsprang af et kosmisk æg. Ud af ægget kom guden Bangu; da ægget brækkede i to dele, blev den øverste del til himlen og den nederste del til jorden. Bangu stod mellem de to dele og pressede dem fra hinanden. Han blev større og større, og til sidst døde han, og hans krop blev til de forskellige dele af verden.
• Myter om skabergudinden Nüwa. I en af dem skabte hun de adelige og rige ved at forme dem i ler; de fattige blev skabt af dryppene fra et reb hun havde dyppet i mudder. I en anden myte var himmelen ved at kollapse. Men Nüwa genoprettede harmonien i verden ved at ordne benene på den megaskildpadde som holdt himlen oppe.

Filosofiske begreber

Der er nogle grundlæggende begreber i kinesisk religion som går tilbage til oldtiden, og som bruges i al kinesisk tænkning, uanset hvilken tradition man taler om.

• yin/yang: Alle forhold i verden kan beskrives med dette modsætningspar. Her er nogle eksempler på hvad de to begreber står for:
  • Yin står for der mørke, det kvindelige, nat, måne, jord og det kolde
  • Yang står for det lyse, det mandlige, dag, sol, himmel og det varme
  • Yin og yang er ikke modsætninger som udelukker hinanden. Der er komplementære kræfter, dvs. de supplerer hinanden. Der skal være balance mellem dem.

• dao (eller: tao): Ordet har flere betydningslag:
  • Det betyder en konkret vej eller sti.
  • Det betyder i overført forstand den rigtige fremgangsmåde eller måde at leve på.
  • Det betyder i filosofisk forstand det princip som ligger til grund for alting.

• qi: Ordet kan oversættes med ”kraft” eller ”energi”. Det er det fundamentale stof verden er dannet af, og det kan også forstås i konkret som den energi man kan aktivere gennem fysisk-mentale øvelser.

De nævnte begreber skal forstås i sammenhæng: Dao er den vej eller tilstand hvor yin og yang er i balance, og qi er den energi som er forbundet med denne tilstand.

Studietip: Kinesiske ord udtales ikke altid som man skulle tro, fx udtales q i qi lige som ch i engelsk cheese. Tjek udtalen af de vigtigste begreber på en hjemmeside.

Hellige skrifter

Folkereligionen er ikke som sådan en skriftreligion, men der er flere skrifter fra den ældste tid som stadig spiller en rolle. Det vigtigste af dem af Yijing: Forvandlingernes Bog (Titlen kan også skrives: I Ching). Kernen i bogen består af 64 enheder à 8 linjer (heksagrammer). De er sat sammen af nogle mindre enheder, som ved at blive kombineret på forskellige måder giver forskellige tekststykker.

Hvis man bare læser teksten som den står, er den kryptisk. Men der er senere tilføjet kommentarer og fortolkninger, som nu indgår i bogen. Den bruges til divination. Man kaster nogle små pinde, og den måde de falder på, afgør hvilke steder i bogen man skal læse. Teksten fortolkes så som et svar på det spørgsmål man gerne vil have svar på.

KONGFUZIANISMEN

Kong Fuzi

Kongfuzianismen er opkaldt efter Kong Fuzi, som ifølge traditionen levede 551-479 f.Kr. (”Kong” er en del af navnet, ikke en titel). Kong Fuzi beskrives i de ældste skrifter som et helt igennem ædelt menneske: ”Da han var 15 år, slog han ind på vejen mod lærdom; da han var 30 havde han fødderne solidt plantet på jorden; da han var 40, havde han ingen tvivl i sindet; da han var 50, forstod han Himlens vej; da han var 60, var han lydhør for at modtage sandheden; og da han var 70, kunne han følge sit hjertes ønsker uden at overskride grænserne for det passende.”

Kong Fuzi var en typisk aksetids-tænker, som var kritisk over for sin egen tid. Men han var samtidig konservativ, for han mente at man skulle løse tidens problemer ved at gå tilbage til de normer som havde præget det kinesiske samfund fem hundrede år tidligere. Hans hovedtanke var at man skulle respektere autoriteterne og holde ritualer og omgangsformer i hævd.

Selv om han ikke selv lagde op til det, blev han fra omkring 200 f.Kr. opfattet som en slags gud. Kongfuzianismen blev til en religion, og der blev anlagt mange templer til hans ære.

Der er to hovedretninger af kongfuzianismen. I den ene mente man at mennesket af naturen er godt; de forskellige leveregler skulle blot hjælpe det til at følge dets gode natur. I den anden mente man at mennesket var ondt; levereglerne skulle bruges til at overvinde denne onde natur. Men i de to grene af kongfuzianismen er man enige om at man har brug for retningslinjer for at leve rigtigt.

Kong Fuzis filosofi og etik

Kongfuzianismen giver altså retningslinjer for hvordan den enkelte skal leve, og hvordan man skaber et godt samfund. Her er de vigtigste begreber:

• xiao: ”sønlig ærbødighed”. Dette betyder først og fremmest at en søn skal vise respekt over for sin far, men i videre forstand betyder det at man altid har pligt til at respektere dem der står over en i rang. Til gengæld skal en far (og en overordnet) vise kærlighed og velvilje over for sin søn (sin underordnede). Man opstiller traditionelt en række på fire eksempler på den slags forhold:
  • Fyrste – underordnet
  • Far – søn
  • Ægtemand – hustru
  • Ældre bror – yngre bror.
    
  Og tilføjer en femte slags forhold:
  • Ven - ven, som er præget af gensidig respekt og venlighed.
  
  I dens traditionelle form er kongfuzianismen altså både kønsdiskriminerende og udemokratisk. Men værdierne i den kan godt overføres til moderne demokratisk tænkning.

• li: ritualer og omgangsformer. Ordet dækker både religiøse ritualer som for eksempel ofringer og den måde man opfører sig på når man møder hinanden, spiser sammen osv. I vores samfund vil mange mene at ydre former ikke er så vigtige; i kongfuzianismen mener man netop at det er vigtigt hvilke ydre former tilværelsen reguleres af.

Hellige skrifter

Analekterne er en samling af citater som tilskrives Kong Fuzi. (Ordet betyder blot ”udvalgte stykker”). De er skrevet ned af hans elever efter hans død, og der er også tilføjet noget som ikke kan stamme fra Kong Fuzi selv. Alligevel er Analekterne den vigtigste kilde til Kong Fuzis tanker. Men kongfuzianismen har en stor litteratur og mange forgreninger.

Mengzi er både titlen på en bog og navnet dens forfatter (dog var det nok hans elever som skrev den). Mengzi (eller: Mencius) levede ca. 370-290 f.Kr. Han er grundlæggeren af den gren af kongfuzianismen som går ind for et positivt menneskesyn: Mennesket er grundlæggende godt, det skal blot have hjælp af fornuftige retningslinjer for at opføre sig godt.

Xunzi er også både titlen på en bog og navnet på dens forfatter. Zunzi levede ca. 310-230 f.Kr. Han er grundlæggeren af den gren af kongfuzianismen som går ind for et negativt menneskesyn: Mennesket er grundlæggende ondt og har netop derfor brug for retningslinjer for at opføre sig godt.

Den politiske leder

Kong Fuzi var ikke mindst en filosof som interesserede sig for hvordan kejseren skulle regere landet. Han førte sine idealer tilbage til sine forestillinger om hvordan de første konger i det dynasti han levede under, måtte have været. Den ideelle regent skulle styre retfærdigt og ikke bare med rå magt. Selv om demokrati ikke var på tale, udviklede man også i den senere kongfuzianisme den tanke at kejseren først og fremmest skulle ansætte de dygtigste til at administrere staten. Det er en del af baggrunden for at man lavede et eksamenssystem som lå til grund for ansættelsen af embedsmænd.

Daoismen

Daoismen er blevet til som en organiseret religion i det 1. århundrede e.Kr., men i dens egen selvforståelse går den meget længere tilbage.

Laozi

Daoismen føres tilbage til vismanden Laozi (eller: Lao-tse). Tidligere var det almindeligt at fortælle at han levede i 500-tallet, altså samtidigt med Kong Fuzi, og kritiserede Kong Fuzis filosofi. Der er en legende som fortæller at Kong Fuzi opsøgte Laozi for at få ham til at forklare hvordan man skulle forstå ritualerne; som det er beskrevet ovenfor, er det jo et vigtigt begreb i Kong Fuzis egen filosofi. Kong Fuzi blev meget imponeret over Laozis visdom, selv om den til dels modsagde hans egen filosofi. Der fortælles også en historie om at han rejste til Indien og belærte Buddha om sin visdom.

Laozi beskrives som en beskeden mand, som undgik magt og berømmelse, og hvis budskab var baseret på ”bløde” værdier. Det han konkret er kendt for, er skriftet Daode jing. I dag mener de fleste forskere dog at hele legenden om Laozi er uhistorisk og at Daode jing først er skrevet i 300-tallet f.Kr. af forskellige forfattere. Måske er Laozi i virkeligheden en fiktiv person.

Daode jing er altså klart daoismens vigtigste skrift, men der er også et andet skrift som har stor betydning: Daode jing (eller: Tao-te Ching) betyder ”Bogen om vejen og kraften”. Ifølge daoismens tradition stammer den fra vismanden Laozi, som levede samtidig med Kong Fuzi, altså i 500-tallet f.Kr. Han skrev bogen Daode Jing (kan oversættes: ”Om vejen og kraften”). Man ved dog ikke om Laozi faktisk har levet; mange forskere mener han er en fiktiv person og at Daode Jing først er blevet til i 300-tallet f.Kr. Men bogen er både en kanonisk tekst i daoismen og en klassisk og berømt tekst i kinesisk kultur.

Der er mange andre vigtige daoistiske skrifter, og på et tidspunkt er de også blevet samlet til en officiel kanon.

Grundlæggende ideer

Lige som Kong Fuzi forholder Daode Jing sig til begreberne dao og yin/yang. Men det er med en anden indfaldsvinkel. Mens kongfuzianismen er optaget af at skabe balance i samfundet gennem ydre former: retfærdig regering, høflighed mellem mennesker, respekt for de overordnede osv., så er daoismen orienteret mod menneskets indre indstilling. Et vigtigt ideal er wu wei: ”ikke-handlen”. Det betyder ikke at man skal være doven, men at man skal leve sig ind i selve tilværelsens afbalancerede natur, dao (”vejen”). Ikke på en anstrengt måde, men på en i dyb forstand afslappet måde.

Hellige skrifter

Daoister drager vidt forskellige konsekvenser af denne indstilling til tilværelsen. Den kan opfattes som en grundholdning som blot præger tilværelsen uden egentlig at komme til synligt udtryk. Den kan også føre til mystik, dvs. en ekstremt indadvendt form for meditation og sandhedssøgen. I daoismen opfatter man det sådan at den mystiske erfaring betyder at man bliver ét med dao, og man taler ligefrem om at det fører til ”udødelighed". Hvad man mener med det, kan man kun nærme sig en forståelse af ved at studere daoistiske tekster.

Mytologi og religiøs praksis

Daoismen bliver også til en fuldt udfoldet religion med munke, præster, ritualer osv. Den er polyteistisk, med et hierarki af guder, hvoraf de højeste kaldes ”De tre rene”. Mange lægfolk har et ligefremt forhold til guderne, som hver især har bestemte funktioner og kan hjælpe med bestemte forhold i tilværelsen. På dette niveau er der flydende overgange til det man kalder kinesisk folkereligion. Hvis man er mere filosofisk orienteret, fortolker man de forskellige guder som forskellige manifestationer af dao.

Der findes flere typer religiøse specialister i daoismen: Der er klostre med munke og nonner, som lever et asketisk liv og dedikerer al deres tid til at leve efter daoismens idealer. Det daoistiske klostervæsen minder om det buddhistiske og er også på nogle punkter inspireret af det. I de daoisttempler som ikke er tilknyttet et tempel, er der professionelle præster som udfører ritualerne.

Der er et bredt spektrum af ritualer, og de udføres efter detaljerede regler. Mange af dem består i ofringer til guderne. Nogle ritualer er individuelle og skal for eksempel forny livskraften for den enkelte eller styrke forfædrenes status i efterlivet. Andre er kollektive fester. Den vigtigste fest kaldes jiao. Det er en storslået og farverig fest, som har til formål at forny livskraften i samfundet.

Laozis filosofi

Laozis lære går ud på at man skal leve sit liv i overensstemmelse med dao.

Mens Kong Fuzi var optaget af at skabe det gode liv ved at få mennesker til at følge ritualer og gode regler, var Laozi optaget af at man på en uanstrengt måde skulle følge de lovmæssigheder der gælder i tilværelsen.

Efterhånden blev Laozi også opfattet som en gud, og daoismen blev til en organiseret religion med klostre og templer.

Buddhismen i Kina

I 1. århundrede e.Kr. kom buddhismen til Kina. Selv om der var perioder hvor den var i strid med de andre religioner i Kina, blev den med tiden en del af kinesisk religion. Buddhismen er beskrevet i et helt kapitel her i bogen; nedenfor nævnes kun de vigtigste fakta og de ting som er særlig vigtige i kinesisk buddhisme.

Buddha og hans lære

Buddhismen blev grundlagt i aksetidens Indien af Buddha, som levede ca. 480-400 f.Kr. Legenden om ham fortæller at han var en kongesøn, som forlod den beskyttede tilværelse i sit palads som ung mand da han opdagede at der er lidelse og død i tilværelsen. Han forsøgte – lige som mange andre på hans tid – at gøre sig fri af sine begær ved at dyrke ekstrem askese. Ideen var at hvis man bevidst gav afkald på nydelse og behovsopfyldelse, kunne man overvinde lidelsen på den måde. Han var lige ved at sulte ihjel, men erkendte så at overdreven askese ikke var vejen frem. I stedet skulle man finde en middelvej mellem ekstrem askese og overdreven nydelse. Hans indsigter blev til en lære, som i buddhismen kaldes dharma.

Det centrale i den er at mennesket når det foretager handlinger, opsamler karma. Det medfører at det igen og igen bliver genfødt til et nyt lidelsesfyldt liv. Men ved hjælp af askese og meditation er det muligt – men uhyre svært – at undgå at danne karma. Hvis det lykkes, opnår man nirvana (”udslukkelse”) og bliver ikke genfødt.

Buddha brugte resten af sit liv til at udbrede sin lære. Efter hans død som 80-årig stiftede hans disciple en munkeorden, som kaldes sangha. Buddhismen blev først udbredt i Indien (hvor den senere blev næsten udryddet) og så i det øvrige Asien.

Buddhismen i Kina

Ifølge den oprindelige buddhisme var det kun munke som kunne opnå nirvana. Men i 1. århundrede e.Kr. opstod en ny form for buddhisme, mahayana, som var mere tilgængelig for almindelige mennesker. Tilhængerne af denne retning mente det var en fejltagelse at tro at kun munke kunne opnå nirvana. En person som havde opnået oplysning, havde mulighed for at sige nej til at indgå i nirvana og i stedet lade sig genføde som en boddhisattva (”et oplyst væsen”) for at hjælpe andre til at opnå det samme. Dertil kommer at man også udviklede en tanke om at alle mennesker dybest set har en ”buddhanatur”. Man havde altså i det hele taget et mere optimistisk syn på menneskets mulighed for at opnå frelse.

Det var mahayana-buddhismen som kom til Kina i 1. århundrede e.Kr. Det skete fordi der var trafik mellem Indien og Kina ad den handelsrute som kaldes Silkevejen. I Kina havde man i forvejen kongfuzianismen og daoismen. Kongfuzianismen var primært en etik; buddhismen kunne supplere den ved at gå dybere ind i spørgsmålene om de dybere sandheder i tilværelsen. Daoismen kunne godt på mange punkter forenes med buddhismen, for eksempel havde man også i daoismen munke, asketer og folk som dyrkede meditation. Efterhånden som buddhismen tilpassede sig kinesiske forhold og dens tekster blev oversat til kinesisk, overtog den på nogle punkter daoistiske begreber, for eksempel oversatte man nirvana til dao.

Der er opstået nogle særlige kinesiske versioner af buddhismen; her er de to vigtigste:

• Det-rene-land-buddhismen.

Det er en meget populær retning, som siger at man ved at chante (fremsige/messe) et bestemt camantra kan opnå at blive genfødt i ”Det Rene Land” – en slags paradis. Buddhisters ”officielle” mål er ganske vist at opnå nirvana, men det er et meget fjernt mål for de fleste.

• Chan-buddhismen.

Her lægger man vægt på en særlig form for meditation (chan betyder meditation). I Japan blev chan-buddhismen udviklet yderligere og kaldes zen-buddhisme.

Hellige skrifter

Buddhismen har et væld af hellige skrifter, som er samlet i Palikanon. Den findes også i en særlig kinesisk version. Af enkeltskrifter er der to som spiller en særlig rolle i kinesisk buddhisme:

• Lotussutraen
• Hjertesutraen

Den fede leende Buddha er en meget populær figur. Oprindeligt forestiller den slet ikke Buddha, men en omvandrende munk som levede i Kina omkring år 900. Han blev efterhånden betragtet som en inkarnation af en kommende Buddha, som kaldes Maitreya, og som ved sin død ville føre mange med sig til et buddhistisk paradis. Figuren kaldes enten en Budai eller en Darduse, men i dag forstås den samtidig som et billede af Buddha.

Kinesisk religion som blandingsreligion

Fire ”religioner” i ”samarbejde”

I de foregående afsnit er fire ”religioner” præsenteret under den fælles overskrift ”Kinesisk religion”. Grunden til at det giver mening, er at de ikke betragtes som eksklusive, dvs. de udelukker ikke hinanden. I en dansk sammenhæng er vi vant til at religioner er eksklusive; man kan ikke være både kristen og muslim. Men i Kina kan man sagtens være både daoist og buddhist osv. I den levede religion skelner man ikke nødvendigvis mellem religionerne. Man kan anskueliggøre en kinesers forhold til religion sådan her:

Hvis man forestiller sig at man flytter på ellipserne og varierer størrelsen på dem, kan man vise forskellige måder hvorpå en kinesers liv kan være præget af de forskellige religioner. Her er nogle vigtige punkter som belyser de forskellige del-religioners rolle:

• Kongfuzianismen giver især etisk inspiration: Man skal være pligtopfyldende og vise respekt over for autoriteter.
• Folkereligionen giver tro på at naturen rummer åndelige kræfter, som kan bruges til magi, og som kan tydes gennem divination.
• Daoismen lærer at man bør leve i overensstemmelse med det gennemgribende princip dao og sådan at yin og yang er i balance.
• Buddhismen giver hjælp til selvkontrol og til ikke at være et offer for skiftende begær.

Som sagt kan alle disse traditioner forenes, men især daoismen og buddhismen udgør i praksis et hele i kraft af at deres filosofier og rituelle praksisser flyder sammen til ét.

Religionens status i Kina

Afsnittet ovenfor er måske lidt misvisende fordi det kan læses som om alle kinesere er meget religiøse; det er slet ikke tilfældet. Da Kina blev en republik i 1912, begyndte landet at blive moderniseret og sekulariseret, og da Mao Zedong kom til magten efter den kommunistiske revolution i 1949, blev den udvikling forstærket. Under kulturrevolutionen fra 1966 blev det den officielle politik at religion skulle afskaffes og samfundet skulle sekulariseres ved tvang. Først efter Maos død i 1976 har man meget gradvist åbnet op for religiøs aktivitet i landet. I dag er religion tilladt i Kina, men kun inden for de rammer som fastlægges af regeringen. Efter mange årtier med enten helt eller delvist forbud mod religiøs aktivitet, er Kina et relativt sekulært samfund. Men religionerne er i vækst i dag. Undersøgelser viser at kun et lille mindretal bekender sig til en bestemt religion, men rigtig mange deltager i religiøse ritualer og tilslutter sig religiøse forestillinger.

Kalender og fester

I Kina bruges den kristne kalender i det almindelige samfundsliv, men den traditionelle kinesiske kalender spiller også en stor rolle. Det er en månekalender med et kortere år, men ved jævnligt at indsætte en skudmåned, sørger man for at det kinesiske år nogenlunde følger solåret. Hvert år har navn efter et dyr. Man følger en bestemt række med tolv forskellige dyrenavne; derefter begynder man forfra. Der er en række vigtige fester året igennem som er bestemt af månekalenderen. Her er de vigtigste fester i året 2020, som hedder rottens år:

Ritualer

Der foretages mange forskellige slags ritualer i kinesisk religion. Nogle er specifikt knyttet til buddhismen eller daoismen, men mange er alment kinesiske. Her er eksempler:

• Ofringer til forfædrene: Det kan være mad, røgelse, eller papirgenstande som afbrændes som gaver til de afdøde, som man forestiller sig lever videre i den anden verden. Dette er også et udtryk for ”sønlig ærbødighed”.
• Ofringer til specifikke guder: Der findes et væld af forskellige gudebilleder i templer og på familiernes husaltre. Ved at ofre til de relevante guder kan man forsøge at sikre sig held med bestemte foretagender.
• Divination: Man forsøger at få svar på hvordan man skal forholde sig i bestemte situationer ved hjælp af forskellige divinationsteknikker.
• Overgangsriter, især ved fødsel, bryllup og død: De mest udførlige overgangsriter findes ved død. Det skyldes at forholdet til slægten er vigtigt. Man skal både kunne give udtryk for sin sorg og sikre den afdøde en fortsat tilværelse i dødsriget – eller i buddhistisk sammenhæng en god reinkarnation.

Steder, bygninger og billeder

Der er mange hellige steder i naturen, især bjerge.

Der er utallige templer. De har ofte elementer fra flere af de kinesiske religioner, men som regel kan et tempel hovedsageligt placeres i én af disse kategorier:

• Kongfuziansk (ikke så mange)
• Buddhistisk
• Daoistisk
• Forfædredyrkelse

Kinesisk religion er billedrig – der er ingen tilbageholdenhed med af afbilde det hellige.

Det vigtigste symbol i kinesisk religion er yin-yang-symbolet.

Globalt

Kina er det største land i verden målt i indbyggertal. Det har en rivende økonomisk vækst og er måske verdens stærkeste økonomi. Kina gør i stigende grad sin indflydelse gældende rundt om i verden, især gennem økonomiske investeringer, men også kulturelt. For eksempel har den kinesiske regering i dag oprettet institutter for udbredelse af kendskabet til kinesisk kultur mange steder i verden, også i Danmark. Sådan et institut hedder et Confucius Institute, hvilket viser hvor megen vægt man lægger på kongfuzianismens betydning i kinesisk kultur. Da kongfuzianismen oprindeligt er en nærmest ikke-religiøs etik og samfundslære, er det ikke så mærkeligt at et moderne sekulariseret styre som det kinesiske har let ved at lade den indgå i deres kulturelle branding.

Kina har gennem mange århundreder været kendt for at have et meget strikt eksamenssystem som var afgørende for besættelsen af stillingerne i administrationen Det var et meget andet system end det europæiske, hvor adelsmændene – som arvede deres magt - til langt op i nyere tid styrede samfundet. I dag har Kina har et skolesystem som lægger megen vægt på at den enkelte skal arbejde hårdt og målrettet – et system som er godt gearet til et konkurrencesamfund. Det kunne være interessant at undersøge om man kan finde henvisninger til kongfuzianismen når der argumenteres for den måde at opdrage børn på.

På et helt andet niveau har den ”blødere” side af kinesisk religion og ideologi gjort sig gældende i vesten i mange år. Ideen om yin og yang som modsætninger der skal være i balance, anvendes i mange new age-bevægelser og er i udvandet form kendt af rigtig mange. På det filosofiske plan er det et vigtigt spørgsmål hvor dækkende disse beskrivelser er i forhold til tilværelsen.