Tekst 1

Manipulation og kontrol

En vigtig del af den måde, et autoritært styre fungerer på, er at sikre en så bred opbakning som mulig fra befolkningen ved at bruge manipulation og kontrol. Det er også redskaber der bruges af autoritære styrer, der er involveret i en konflikt, med interne eller ydre fjender.

For at forstå manipulation og kontrol, er det vigtigt at se nærmere på magtbegrebet. Den britiske sociolog Steven Lukes definerer magt som en „…kontrolform, der vedrører de tilfælde, hvor A udsætter B for en påvirkning, som strider mod B’s reale interesser“. Det vil sige, at magt handler om en interessekonflikt, hvor en aktør får en anden til at handle mod sine interesser. Såvel de interesser, som aktøren er bevidst om, som dem, aktøren ikke er bevidst om. Det vil sige latente interesser, som er dem aktøren ville have fulgt, hvis der ikke var en magt, som satte begrænsninger for dette.

Man kan skelne mellem magt og indflydelse. Hvis der er tale om tvang, kontrol eller sanktioner, er det en magtrelation. Men når der bruges tilskyndelser, opmuntringer og gevinster, og dermed en påvirkning, hvor aktøren har en vis selvbestemmelse, er der tale om en indflydelsesrelation.

Jens Peter Frølund Thomsen peger imidlertid på, at der ikke kan sættes et skarpt skel op mellem, hvad der er magt, og hvad der er indflydelse. Grænsen bliver meget nemt flydende. Eksempelvis hvis en aktør lover en anden, at der er en gevinst i udsigt, og så bagefter ikke holder dette løfte.

Det, som gør Lukes’ definition af magt anderledes i forhold til andre definitioner, er, at magtpåvirkning vil sige, at A får B til at mene noget, som B ikke ville have ment under andre omstændigheder. Det vil sige, at Lukes definerer magtbegrebet i forhold til det bevidsthedsmæssige. Magt handler om at manipulere med folks bevidsthed.

Denne manipulation kan ske på to måder:

Det kan være i form af bevidsthedsmanipulation, der kan finde sted i demokratiske styreformer såvel som i lande med autoritær ledelse. Det er en indirekte påvirkning, hvor der bruges virkemidler, som er skjulte, og som aktørerne ikke nødvendigvis er bevidste om.

Den anden måde er bevidsthedskontrol, som er den direkte kontrol og påvirkning af den offentlige meningsdannelse. Den finder typisk sted i totalitære regimer, som er præget af, at befolkningen er vant til og accepterer ensretning, undertrykkelse og vold. Det vil sige, at det for autoriteterne handler om, at befolkningen accepterer tingenes tilstand og undertrykkelsen som noget, der er naturligt.

Lukes definition af magt, med fokus på det bevidsthedsmæssige, er blevet kritiseret for at være for hypotetisk baseret. For hvordan kan man vide, hvad der er en aktørs reelle interesse, og hvad der er en interesse, som er fremkommet gennem manipulation? Selv om man kan sige, at dette kritikpunkt er rimeligt at fremføre, er der dog ingen tvivl om, at hans definition af magt som relateret til det bevidsthedsmæssige har fat i en meget konkret virkelighed i lande med autoritære styreformer.

Propaganda – et instrument til at bevare magten

Det er ikke noget nyt, at manipulation og kontrol af massemedier bruges som et magtinstrument for autoritære regimer. Historiske skikkelser og militærledere som Adolf Hitler, Napoleon Bonaparte og Julius Cæsar var alle tre meget bevidste om de kræfter, der lå i propagandaen. Og vigtigheden af at forme forståelsen af virkeligheden efter de mål, som ville tjene dem bedst.

Hitler skriver i sin bog Mein Kampf: „Sandheden skal altid justeres til det, den skal bruges til … Målet med propaganda er ikke at vurdere, hvem der har ret og give enhver sit, men udelukkende at understrege den ret, som vi ønsker at opnå. Propaganda skal ikke undersøge sandheden på en objektiv måde og – i det omfang den er favorabel for modparten – præsentere den ifølge teoretiske regler om retfærdighed. I stedet skal den kun præsentere de aspekter af sandheden, som er favorabel til egen side“. Og han fortsætter: „Massernes evner til at modtage informationer er meget begrænsede, og deres forståelse er svag ... Al effektiv propaganda skal reduceres til nogle få simple kerneområder, og disse skal udtrykkes i stereotype formularer, så meget det er muligt“.[1]

Hitler opererer altså ikke med nogen objektiv sandhed. Den bliver passet ind efter de mål, han arbejder hen imod. Hans propagandaminister, Joseph Goebbels, sagde det på denne måde: „Sandhed er hvad jeg gør den til.“

Netop Goebbels var den person, som var ansvarlig for organiseringen af nazisternes propaganda.[2] Han havde stor viden om teorier indenfor psykologi, socialpsykologi og forståelsen af individet i massesamfundet. Medierne, og specielt radioen, spillede en vigtig rolle i propagandaen. Han sørgede for, at det var obligatorisk for restauranter, arbejdspladser og mange offentlige pladser at have en radio og et højtalersystem installeret. Der blev arrangeret „fælleslytninger“, hvor alle tyskere stoppede op og lyttede til Hitlers eller Goebbels taler til nationen. Man brugte også propaganda-film (der hyldede den ariske race), stort opsatte masseritualer og militærparader. De budskaber, der gennemstrømmede alt, var troen på tusindårsriget for det tredje rige, retten til at føre krig og nødvendigheden af at rense Tyskland for jøder, samt for psykisk og fysisk handicappede personer. Samtidig var der en kontrol af den information, som fik lov til at cirkulere i samfundet, hvor eksempelvis bogbrændinger var med til at rense landet for litteratur, der blev anset for skadelig for systemet.

Karen S. Johnson-Cartee peger på, at der er en tendens til at give meget af skylden for udviklingen af nazismen til nogle få onde mænd, specielt Hitler og Goebbels. Hun argumenterer, at den organiserede propaganda ikke var en hjernevask af den tyske befolkning, men at den faktisk byggede på reelle følelser og holdninger blandt den tyske befolkning. Landet var fattigt og i økonomisk krise efter tabet i den første verdenskrig. Grundstemningen var en følelse af uretfærdighed og en holdning om, at det var forkert, at Tyskland havde tabt den første verdenskrig. Denne vrede og frustration blev rettet mod de nationer, det tabte krigen til, og blev desuden kanaliseret over på jøderne, der var ejere af flere store banker i landet, og som besad prestigefyldte stillinger i samfundet. Det vil sige, at propagandaen byggede på og forstærkede følelser og stemninger, der rent faktisk eksisterede. Den konstante propaganda, der umenneskeliggjorde jøderne, var medvirkende til, at mange tyskere var følelseskolde overfor udryddelsen af jøderne og blot så dette som endnu et aspekt af udviklingen i et land i krig.

Der er desværre ingen tvivl om, at nazisternes succesfulde erfaringer med propagandaen har været en inspiration for mange andre autoritære ledere, der er kommet til siden. Netop kombinationen af manipulation og kontrol, og udviklingen af budskaber, der bygger på og forvrænger reelt eksisterende følelser og holdninger, ses ofte som kerneelementer, når magten skal tages og bevares.

^[1].  Johnson-Cartee (2004), side 196.

^[2].  Følgende bygger på Johnson-Cartee (2004), side 195-201.