Forlaget Columbus

Tekst 2

Krigen i Irak – Argumenterne der forsvandt

I marts 2003 startede USA sammen med en række allierede lande, herunder Danmark, krigen mod Irak. Det væsentligste argument for krigen var, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, som det var vigtigt at tilintetgøre. Anders Fogh Rasmussen udtalte det på denne måde til Jyllands-Posten i september 2002: "Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han (Saddam Hussein) råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem. Det kan verden ikke være ligeglad med". På et berømt møde i FN's sikkerhedsråd to måneder, før krigen startede, præsenterede den daværende udenrigsminister for USA, Colin Powell, beviserne for, at landet besad denne type våben. Det var våben, der var en direkte fare for Europa, blev det fremført. Krigen kom, men man fandt aldrig de masseødelæggelsesvåben, som havde været et vigtigt grundlag for krigen.

Efter at det blev klart, at der ikke var masseødelæggelsesvåben, fik et andet argument større vægt i krigen: Irak var en del af det internationale terrornetværk og dermed USA's og den vestlige verdens fjende. Krigen mod Irak blev en del af krigen mod terror. Argumentet havde som platform, at flertallet af den amerikanske befolkning mente, at Saddam Hussein og Irak stod bag angrebet mod World Trade Centre og Pentagon den 11. september 2001. Det viste sig umuligt at påvise, at Irak havde noget at gøre med dette angreb.

Et sidste argument, der har været der hele tiden, og som er blevet mere fremtrædende, efterhånden som krigen skred frem, var opbygningen af demokrati i Irak. I første omgang ser det ud til, at dette formål er nået. Landet har fået en folkevalgt regering og har etableret rammer, der giver mulighed for demokratisk udvikling. Men det er unægteligt et meget svagt demokrati, hvor der foregår en veritabel borgerkrig mellem stridende grupper med meget høje dødstal til følge. I oktober 2006 udgav det ansete medicinske tidsskrift Lancet en artikel, der anslog, at op mod 650.000 civile havde mistet livet som følge af krigen. De store dødstal kombineret med det faktum at de besættende styrker - der skulle være en rollemodel for et fremtidigt demokrati - mere end én gang blev knyttet til tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling af tilfangetagne irakere, har ikke styrket det demokratiske argument for krigen.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)