Forlaget Columbus

Luk virksomheden op, 3. udg.

Kilder til innovation

Der er mange årsager til at innovationer opstår og bliver til diffusioner. Både forhold i og uden for virksomheden vil have en afgørende betydning for innovationsudviklingen. Følgende faktorer skal ses som afgørende for innovation i en given virksomhed:

  • Branchen: Nogle brancher er mere aggressive og innovative end andre brancher fx er it-branchen mere innovativ end hotelbranchen.
  • Virksomhedenskultur: Virksomheder som fx Google har stort fokus på innovation, hvor medarbejderne får frie muligheder for at udvikle deres egne idéer.
  • Kulturen i landet: Nogle lande har et stort fokus og bruger mange ressourcer på innovation. Dette glæder fx vores naboer i Sverige.
  • Virksomhedens vision og mission: Fx er innovation en central del af Apples vision og mission.
  • Risiko: Er ledelsen villig til at tage en risiko og satse på nogle nye idéer, hvor de kan risikere at miste deres investeringer?
  • Økonomi: På kort sigt kan det være dyrt at udvikle nye produkter/services, da inventioner koster penge, men til gengæld kan innovationer på langt sigt generere indtægt for virksomheden.
  • Den politiske dagsorden: De politiske beslutninger i landet kan have en stor betydning for udviklingen af innovationer. Økonomisk støtte til udvikling af nye idéer, hjælp til patentansøgning osv. kan være afgørende for om innovationen bliver succesfuld.

Peter Drucker har ligeledes beskæftigede sig med, hvorfor innovationer opstår. Peter Druckers 7 kilder til innovation omhandler:

  • Ikke-forventede muligheder
  • Uoverensstemmelser
  • Behov for procesændringer
  • Ændringer på markedet
  • Demografiske ændringer
  • Ændringer i måden at se ting på
  • Ny viden

Ikke-forventede muligheder

Der sker noget uventet, som åbner op for nye muligheder. Det uventede opstår ofte ved en fejl. I slutningen af 1950’erne udviklede den tyske medicinalvirksomhed Grünenthal en pille, som skulle forhindre gravide i at have morgenkvalme - Thalidomide. Pillen havde dog den bivirkning, at børn blev født med misdannelser som fx at mangle en arm ved fødslen. Thalidomide blev taget af markedet i 1961. Men senere har det vist sig, at Thalidomide kan bruges til at behandle nogle former for kræft. Desuden medførte Thalidomide-sagen strammer regler for testning af nye medikamenter inden de kommer på markedet. Den første kilde til innovation bygger altså på, at der sker noget uventet, som virksomhederne formår at vende til noget positivt. Peter Druckner fremhæver selv, hvordan Ford vendte et dårligt salg af modellen Edsel til noget positivt. Ud fra det dårlige salg fandt Ford ud af, at kundernes købsadfærd ikke længere var styret af indkomst, men at det var livsstilen, som var styrende for købet af en ny bil. Dette udnyttede Ford til at introducere den legendariske Ford Mustang.

Uoverensstemmelser

Uoverensstemmelserne kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Virksomhederne kan opleve, som i ovenstående eksempel med Ford, at det forventede salg, og det aktuelle salg ikke stemmer overens, hvorfor det bliver nødvendigt med produktudvikling. Situationen kan opstå, hvis produktet, servicen eller processen ikke stemmer overens med kundernes forventninger, eller at samfundsstrukturerne ændrer sig, således at behovene bliver anderledes.

Behov for procesændringer

For at virksomhederne kan følge med og kan modstå konkurrencepresset, er det vigtigt, at der kontinuerligt arbejdes med at optimere processerne, således at fx produktionsomkostninger kan sænkes. Behovet for procesændringer kan ligeledes opstå som følge af den teknologiske udvikling. Toyota udviklede i 1950’erne konceptet Lean Production, som havde til formål at optimere virksomhedens proces. I Lean Production bliver alt, der ikke har værdi for kunden fjernet. Forbedringerne sker løbende, og den måde undgår virksomheden, at der opstår fejl. Toyota har haft held med denne procesændringer, og var i mange år bilbranchens kæledæggen, idet der stort set ikke var noget i vejen med Toyotas biler. Denne måde at tænke procesudvikling på, har ligeledes spredt sig til andre lande og industrier. Et andet eksempel på procesændringer ses i luftfartsbranchen, hvor udvikling af elektroniske flybilletter har forbedret og optimeret en service, som før var ret tidskrævende.

Ændringer på markedet

Det er vigtigt, at virksomheden har fokus på kunderne, og hvordan kundernes behov ændrer sig. Ændringer på markedet kan ligeledes være foranlediget af nye teknologier, som gør, at virksomhederne bliver tvunget til at fokusere på et andet område. Hvor Sony op gennem 80’erne og 90’erne sad tungt på markedet for transportable musikafspillere med deres udgave af walkmanen, har de ikke kunnet følge med Apples udvikling, og i dag fokuserer Sony på andre ting fx Playstationen. Endvidere har globaliseringen ligeledes en stor indflydelse på ændringer i markedet, hvor den kulturelle globalisering bevirker, at forbrugerne i højere og højere grad kommer til at ligne hinanden.

Demografiske ændringer

Demografiske ændringer henviser blandt andet til, hvor gamle vi bliver, hvordan vi uddanner os samt indkomstfordeling. Løbende taler politikerne om den stigende ældrebyrde, som Danmark vil komme til at opleve i de kommende år. Virksomhederne ved, at der om nogle år vil have mange flere ældre, og den viden kan være en kilde til innovation. I Japan er de allerede godt i gang med at forberede sig på denne udvikling. Her har de fx udviklet en baderobot, som kan vaske de ældre mennesker. De demografiske ændringer indbefatter ligeledes, hvordan vi lever - er man i parforhold, gift eller single. I Danmark var der i 2015 ca. 1.6 mio. singler. Denne demografiske ændring har Aarstiderne blandt andet udnyttet til at udvikle singlekassen. Virksomheden Nemlig.com udnytter ligeledes de demografiske ændringer ved at gør det lettere at få købt ind i en stresset hverdag.

En anden måde at se tingene på

Aarstidernes forretning bygger på, at kundernes syn på mad og sundhed er ændret. Det er ikke kun virksomheder som Aarstiderne, der har glæde af denne ændring. Fitnesscentre og sundhedsmagasiner har i høj grad glæde af ændringen i kundernes opfattelse af sundhed. Denne kilde til innovation handler således om, hvordan udvikling inden for proces, produkt og service kan være medvirkende til, at man får øje på nye muligheder.

Ny viden

Det kan diskuteres om ny viden ikke er en del af de ovenstående kilder til innovation. Men faktum er, at ny viden har en stor betydning for udviklingen af nye produkter, processer og servicer. Når I som elever deltager i iværksætter konkurrencer som Company Programme og European Business Games, vil I ofte opleve, at I har en god idé, men I mangler viden, før I kan få produktet ud i virkeligheden. Ny viden kan ikke ligesom de andre kilder hurtigt omsættes til innovationer. Der er ofte tale om en lang proces. Som Peter Drucker fremhæver, så var den viden, som man skulle bruge for at udvikle computeren allerede tilgængelig i 1918, men det var først i 1946, at man formåede at anvende denne viden til den første digitale computer.

PLC og Bubble Tea

  1. Tegn og forklar de forskellige stadier i PLC-kurven.
  2. Læs artiklen: Hvad er Bubble Tea? Vi fortæller om fænomenet her. Dr.dk. 27.8.2021 og forklar PLC-forløbet for Bubble Tea i Danmark.
  3. Med udgangspunkt i Rogers diffusionsmodel skal du undersøge, hvem Bubble Tea henvender sig til?
  4. Undersøg hvordan Bubble Tea kan opretholde en position på markedet.

Øvelse til brugerdrevet innovation

Se videoen Frontline – The Merchants of Cool

  • Undersøg, hvordan man kan undersøge, hvad der bliver opfattet som værende cool produkter hos de amerikanske teenagere.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)