Opgave: Død og begravet
I denne opgave er samlet en række erindringssteder, der alle siger noget om russernes kollektive erindring om Vladimir Lenin og tsar Nikolaj 2. og hans familie.
- Foretag en analyse af hvert erindringssted ud fra skemaet under kapitel 1.
- Diskutér hvordan erindringerne om både Lenin og tsaren kan eksistere side om side i det russiske samfund i dag.
Lenins mausoleum
Straks efter Lenins død blev der bygget et mausoleum for ham i Moskva midt på Den Røde Plads lige neden for Kremls mure. Den nuværende konstruktion stammer fra 1930. Inde i midten af mausoleet, der dagligt er åbent for besøgende, ligger Lenins balsamerede lig i en glassakrofag. Mausoleet er stadig bevogtet døgnet rundt af soldater fra det russiske militær
Mindested for mordet på tsar-familien
Ipatiev-huset hvori tsarfamilien blev henrettet natten til d. 17. juli 1918 blev først indrettet til museum for revolutionen, og senere til et museum for ateisme. Gaden blev omdøbt til Tolmatjovgaden efter den lokale kommunistleder Nikolaj Tolmatjov, der var med til at planlægge mordene. I 1977 blev huset revet ned, da det var ved at blive et samlingssted for tilhængere af monarkiet.
I 1990 blev grunden overdraget til Den Ortodokse Kirke, og i år 2000 påbegyndtes arbejdet på et større mindekompleks, hvoraf Allehelgens Kirkens alter blev placeret på det sted, hvor Ipatiev-huset lå. Ved siden af kirken står et trækors, der markerer dødsstedet. Lignende trækors blev jævnligt sat op af tilhængere af monarkiet i sovjettiden. Kirken ville også omdøbe gaden til Tsargaden, men det mødte lokal modstand i Jekaterinburg. Som et kompromis, blev delen af gaden ved mordstedet omdøbt til Tsargaden, mens resten af gaden beholdt sit revolutionære navn.
Genbegravelsen
Efter mordet blev ligene kørt ud af byen til et hemmeligt sted, overhældt med syre og kastet i jorden, hvor de lå glemt, indtil myndighederne selv afslørede begravelsesstedet i 1989, og i 1991 blev ligene så gravet op.
Efter Sovjetunionens sammenbrud igangsatte man undersøgelser for at bekræfte ligenes identitet. I 1998 blev tsarfamilien så genbegravet i deres helt eget kapel i Peter og Paulus Katedralen i Skt. Petersborg, hvor alle monarker tilbage fra Peter den Store ligger begravet. I genbegravelsen deltog præsident Boris Jeltsin, diplomatiske repræsentanter fra hele verden, samt efterkommere af Romanov-familien (tsarernes slægt).
I 2000 ophøjede den russisk-ortodokse kirke de syv henrettede medlemmer af familien til helgener.
I 2008 erklærede Ruslands højesteret Nikolaj 2. og hans familie for rehabiliteret - de blev renset for bolsjevikkernes anklager mod dem, og mordene blev betegnet som »politisk undertrykkelse«.