Ruslands historie

Opgave: Rusland og NATO

I denne opgave er vedhæftet to tekster, der omhandler Ruslands forhold til NATO. Den første tekst er en tale af Boris Jeltsin ved oprettelsen af Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) i 1997, og den anden tekst er en kommentar af Patrick Buchanan fra 1998. Buchanan arbejdede for flere præsidentadministrationer, han var bl.a. Det Hvide Hus’ kommunikationschef under Reagan.

• Hvordan beskriver Boris Jeltsin samarbejdet mellem Rusland og NATO?
• Hvad mener Patrick Buchanan med at Rusland er »tabt«, og hvad/hvem giver han skylden?
• Hvilke forhåbninger til det fremtidige samarbejde har de hver især?

Bemærkninger af den russiske præsident Jeltsin ved underskrivelsen af Samarbejdsaftalen mellem NATO & Rusland, Paris, 27. maj 1997

[…] Det, vi skal til at gøre nu, mine damer og herrer, er at underskrive et, efter min mening, historisk dokument: Samarbejdsaftalen - Aftalen om Gensidigt Samarbejde og Sikkerhed Mellem Den Russiske Føderation og Den Nordatlantiske Traktats Organisation. Det vil vi gøre i fællesskab, og dette vil udgøre forbedringen i forholdet mellem Rusland og NATO. Det vil beskytte Europa og verden mod en ny konfrontation, og det vil blive grundlaget for et nyt, retfærdigt og stabilt partnerskab, et partnerskab, der tager hensyn til sikkerhedsinteresserne for hver enkelt underskriver af dette dokument, denne samarbejdsaftale.[…]

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle statsoverhovederne, og takke alle dem, der meget aktivt arbejdede for at sikre, at vi havde et dokument, det dokument, vi har, den atmosfære, hvor vi alle, inklusive Rusland, kunne føle os godt tilpas på europæisk jord.

Det, vi skal til at gøre i dag, er et resultat af meget vanskelige forhandlinger, måske de sværeste forhandlinger gennem hele perioden i kølvandet på afslutningen på den kolde krig. Jeg vil være helt åben og ærlig over for jer, og fortælle jer, at for den russiske ledelse var beslutningen om at udarbejde et dokument med NATO, langt fra let. Vi var nødt til at sikre os, at vi beskyttede vores lands sikkerhed; men samtidig skulle vi selvfølgelig også skabe grundlaget og fundamentet for et konstruktivt samarbejde mellem Rusland og NATO.

Rusland ser stadig negativt på NATO’s ekspansionsplaner. Men samtidig anerkender vi -- vi hylder den parathed, som NATO-landene har udvist, på trods af disse vanskeligheder, til at indgå en aftale med Rusland, og tage hensyn til vores interesser. Og det er netop rationalet bag den situation, som vi oplever nu, vanskeligheden ved forhandlinger mellem Rusland og NATO, og også essensen, drivkræften, af selve Samarbejdsaftalen.

Gennem fælles indsats i det dokument, forsøger vi at besvare meget vanskelige spørgsmål. Og disse meget vanskelige spørgsmål handler først og fremmest om ikke at opstille atomvåben, og også at sikre, at en sådan opstilling ikke er noget, vi vil forberede os på. Vi har også beskæftiget os med holdningerne til en reduktion af styrker på kontinentet. Der er en forpligtelse, om ikke at udstationere NATO-kampstyrker nær Rusland på permanent basis. Alt dette betyder, at vi er blevet enige om ikke at skade hinandens sikkerhedsinteresser. Og jeg tror, det er den vigtigste bedrift for os alle.

Det, der også er meget vigtigt, er, at vi skaber mekanismerne for konsultationer og samarbejde mellem Rusland og Alliancen. Og dette vil gøre os i stand til - på et retfærdigt og ligeværdigt grundlag - at diskutere, og, når det er nødvendigt, at træffe fælles beslutninger om vigtige spørgsmål vedrørende sikkerhed og stabilitet; de spørgsmål og de områder, der berører vores interesser. […]

Rusland og NATO vil fortsætte med at udvikle deres partnerskab, og sørge for, at det sker så hurtigt som muligt; at det i aftalen fastsatte rådsmøde indkaldes hurtigst muligt. Men til dette har vi brug for indsatsen fra alle medlemslande og fra OEC-staterne, for at sikre, at vi ender med et fælles og altomfattende sikkerhedssystem for det 21. århundredes Europa. Vi må endnu en gang arbejde sammen, for at sikre os, at vi får udarbejdet det europæiske sikkerhedscharter, og vi påtager os denne forpligtelse i dag, når vi underskriver Samarbejdsaftalen. […]

Europæerne har nu den længe ventede mulighed, for at skabe relationer mellem stater på et fredeligt grundlag. Og dette er chancen, dette er muligheden, som vi skal bruge til at sikre, at vi giver vores børn og vores børnebørn en lykkelig fremtid. Det er op til dem at leve i det 21. århundrede, og det er op til dem, at fortsætte det arbejde, som vi begyndte. Det er på grund af dem, at vi skal sørge for, at Europa bliver bolværket for stabilitet og sikkerhed i denne verden; en verden, som er meget vanskelig, og til tider mindre fredelig.

Det har vi viljen til. Det har vi erfaringen til. Og vores befolkninger er med os i denne bestræbelse, og jeg tror på, at det er præcis, hvad fremtiden byder på for os alle.

Kilde: www.nato.int/docu/speech/1997/s970527e.htm (oversat af Nicolai Bjernø)

Patrick Buchanan: Hvem tabte Rusland? (1998)

For syv år siden, talte alle om romancen mellem Amerika og et Rusland, nyligt befriet fra leninismen. Selv i Moskva, blev der skålet for Ronald Reagan, som ham, der hele tiden havde haft ret omkring »Ondskabens Imperium«. Modige Boris Jeltsin stod på toppen af en russisk kampvogn, for at trodse ikke-omstrukturerede kommunister, der forsøgte at genetablere det gamle regime.

Hvor synes det dog alt sammen fjernt.

I dag råber Jeltsin op om, at USA’s angreb på Irak (*1) kan antænde en »verdenskrig«, mens Moskvas forsvarsminister udskælder William Cohen (*2). Rusland sender missilteknologi til Teheran, står på med Saddams side i Den Persiske Golf og etablerer et »strategisk partnerskab« med Kina.

Fremkomsten af anti-amerikanisme i Rusland er en strategisk katastrofe, der endnu kan føre til et åbent brud, finansielt sammenbrud og udskiftningen af Jeltsin med en anti-vestlig nationalist. Tingenes tilstand er dog ikke udelukkende russernes skyld. En stor del af skylden må placeres på en hovmodig amerikansk udenrigspolitisk elite, der har gjort sit bedste for at gnide salt i Ruslands sår, efter landets nederlag i den kolde krig – da den slog sig for brystet og udbasunerede Amerikas påstand om at være »verdens eneste supermagt«.

Overvej den enestående mulighed, som Amerika havde i 1991.

Moskva havde tilladt sit europæiske imperium at kollapse, det havde trukket Den Røde Hær tilbage og ladet Tyskland blive genforenet, det havde befriet de baltiske republikker og Ukraine, og det havde tilladt USSR at opløses i et dusin nationer. Efter at have væltet kommunismen, rakte den en hånd til Amerika. Ethvert mål for amerikansk politik var blevet opnået. [...]

I stedet for at agere over for et besejret Rusland, som vi gjorde over for Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig, og bringe dem ind i den vestlige lejr, begyndte nogle amerikanere at behandle Rusland som en farlig delinkvent og sandsynlig recidivist, der skulle indfanges og inddæmmes indenfor de snævre rammer, som det var blevet tildelt gennem historien.

I løbet af det sidste år, har amerikanske marinesoldater gennemført øvelser på Krim, amerikanske faldskærmstropper har øvet sig i at springe i Kasakhstan, og USA er begyndt at presse NATO op mod Ruslands grænser, mens amerikanske strateger forsøgte at afskære Rusland fra af olie- og gashandelen i Det Kaspiske Hav. Holdningen så ud til at være: Hvis russerne ikke kan lide det, ærgerligt - hvad kan de gøre ved det? [...]

NATO’s udvidelse mod Warszawa, Prag og Budapest er muligvis et fait accompli, og en fremtidig udvidelse mod Litauen, Estland, Letland, Rumænien, Bulgarien, Slovenien, Østrig, Slovakiet og Makedonien kan synes uundgåelig, givet vores nuværende hybris. Men, som George Kennan skriver, kan dette vise sig at blive den største fejltagelse i æraen efter Den Kolde Krig.

Amerikanere må vågne op, og se på Europa - som Kejser Wilhelms minister, der efter et besøg i Wien på tærsklen til Første Verdenskrig, rapporterede tilbage: »Sire, vi er allieret med et lig.« Vores NATO-allierede har alle skåret ned på deres styrker, og deres befolkninger svinder ind. De er i højere grad lydstater end egentlige allierede, og opfører sig da også derefter, idet de selv vælger hvor og hvornår, hvis overhovedet, de vil støtte den imperiale beskytter. Kan nogen tro, at Frankrig og Italien, hvoraf ingen af dem støtter os i Golfen, ville erklære krig mod et atombevæbnet Rusland, for at forsvare Estland?

I betragtning af den nuværende magtbalance, kan Rusland blot rase og smede rænker med vores fjender bag vores ryg, imens vi uddeler NATO-medlemskort til nationer, der indtil for nyligt lå i dets indflydelsessfære eller endda var en del af dets imperium. Men den nuværende balance vil ikke bestå for evigt.

En dag vil Amerikas hegemoni i Baltikum eller på Balkan blive udfordret. Når vores nye NATO-allierede påberåber sig vores garantier, vil vi da opdage, at den nye generation af amerikanere ikke vil sende deres sønner til kamp, bare fordi den gamle lovede det. [...]

Amerikanerne kan spørge sig selv: Hvorfor, på toppen af vores globale overlegenhed, synes vi så universelt forargede? Er det måske fordi Den Gamle Republik opfører sig som et arrogant imperium?

• _{^{*1: I august 1990 invaderede den irakiske diktator Saddam Hussein det lille naboland Kuwait. I januar 1991 intervenerede en international koalition ledet af amerikanske styrker, og Irak måtte hurtigt trække sig ud af Kuwait (den første Golfkrig).}}
• _{^{*2: USA’s forsvarsminister 1997-2001}}

Kilde: buchanan.org/blog/pjb-who-lost-russia-255 (oversat af Nicolai Bjernø)

Opgave: De militære æresdage

Den 13. december 1995 vedtog Dumaen loven om Ruslands militære æresdage, der udråbte 15 nationale mærkedage for russiske militære sejre.

• Hvorfor er det lige netop disse militære sejre, som bliver udvalgt - hvilken rolle spiller de i den russiske historie?