1. Begreber på arbejdsmarkedet
Alle skal have fem små sedler. Alle skriver nu et begreb, som berører det danske arbejdsmarked ud fra afsnit 7.1, 7.2 og 7.3 i kapitel 7. Man skriver kun begreberne - ingen forklaringer - man skal dog vide, hvad begreberne betyder.
Byt nu sedler med en anden og skriv små definitioner på de begreber, du lige har modtaget på bagsiden af dine sedler. Byt tilbage igen og “godkend” de definitioner, du har fået fra din makker. Diskuter jer frem til en samlet definition, hvis I er uenige.
2. Flexicurity-modellen
Find sammen tre og tre. Brug figur 7.2 som udgangspunkt for jeres øvelse.
Fordel de tre “bobler” i figuren mellem jer, og stil jer så i en trekant, så I ligner figuren. Bevæg jer nu en ad gangen og illustrer derved pilene i figuren. Forklar når I bevæger jer, hvad I nu vil illustrere. Pilen mellem “Social sikring” og “Fleksibelt arbejdsmarked” skal illustreres først.
3. Ideologisk battle
Inddel i grupper af 4 personer. To personer repræsenterer venstrefløjen og to personer repræsenterer højrefløjen i dansk politik. Parrene står over for hinanden og laver sprællemænd. Opgave: Diskuter, hvordan vi får færre arbejdsløse. Når man vil sige noget, står man stille.
4. De tre vismænd
Gruppestørrelse: 2 x 3. I er tre økonomiske vismænd. Lav tre forslag, mens i løber en tur på 3-5 minutter, der forbedrer Danmarks konkurrenceevne og fremlæg dem på en pressekonference for den anden 3-mandsgruppe.
5. Arbejdsmarkedspolitisk anbefaling
Du er rådgiver for beskæftigelsesministeren og er blevet bedt om at komme med et lille notat, hvor du giver et par anbefalinger til ministeren om hvordan, regeringen kan få flere indvandrerkvinder i arbejde.
Skriv et lille notat, hvor du anbefaler to strategier - brug begge arbejdsmarkedspolitiske strategier. Slut af med en anbefaling ud fra det politiske parti, som ministeren tilhører.